Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk

Jøderne i Danmark under 2.Verdenskrig

Det handler om antisemitisme; had mod jøder. Spørgsmålet er, om hadet mod jøder stadig ulmer under overfladen. Selv i dag, hvor vi alle ved, hvad der skete under 2. Verdenskrig, da en stor del af Europas jøder blev udryddet eller drevet på flugt. Det gjaldt også jøderne i Danmark. I 1943 fik landets ledende socialdemokrater en vigtig besked, som gjaldt flere tusinde menneskers liv, de danske jøders. 

De lød stadig højere op gennem 1930’erne, de antisemitiske stemmer fra Tyskland, der talte om jødeproblemet. Trediverne var en hård tid, med arbejdsløshed og fattigdom. Der var brug for en syndebuk. I Tyskland er der bitterheden over, at de tabte 1. Verdenskrig og at de mistede landområder. Der er arbejdsløshed. Der er sociale og politiske ting, som er grundlaget for den nazistiske bevægelse, der kommer. De totalitære regimer virkede tiltrækkende på mange, som løsning på periodens problemer. Man må ikke glemme, at nazismen havde ikke umiddelbart tilhængere i deres menneskesyn. Men de imponerede mange unge mennesker, fordi de anlagde Autobahn - der skete noget i Tyskland.

Nazisterne mente at jøderne tilhørte en særlig race. Den semitiske race bestod af undermennesker og de var en trussel mod den hvide races renhed. “Med satanisk fryd lurer den sorthårede jødiske unge, på den uskyldige pige, som han besudler med sit blod og således stjæler han hende fra hendes folk.” (Adolf Hitler) Essensen i nazismen er troen på, at den adfærd, man ser hos jøden, ikke er en adfærd der kan ændres. Det er en adfærd der skyldes den biologiske habitus eller den måde, som jøderne biologisk er skruet sammen på. Problemet er, hvis man ikke længere mener at det er en adfærd, der kan ændres, så vil man ty til andre og mere radikale løsningsmodeller, som handler om at isolere jøden fra det omkringliggende samfund - allerhelst, måske, få ham udvist. Men i sidste instans, som det var tilfældet i Det Tredje Rige, at man udryddede jøden.

I Tyskland lød den nazistiske propaganda stadig mere skingert. Den fandt også vej til Danmark. Nazistpartiet blev dannet om Fritz Clausen, men også andre danskere viste sympati for nazismens idé og vendte sig mod jøderne. Der var jøder, der simpelthen fik bank, af grupper af højreradikale eller nazistiske inspirerede unge. Der var en række episoder med hærværk mod synagogen, hvor man kastede grisetæer ind ad lågen på synagogen og overmalede synagogen med nazistiske tegn. Den enkelte jøde fornemmede, at noget var ændret.

Der kom flere tidsskrifter med jødefjendske budskaber. I slutningen af trediverne kom det mest jødefjendske af alle:”Kamptegnet”.  Det er et af de værste balde, der er udgivet på dansk grund. Det har kun det formål, at bekæmpe jøderne i Danmark - det drejer alle artikler sig om. Man fortæller detaljeret om alle de forretninger i København, der havde jødiske indehavere. Man skriver indehaverens adresse. Hvis en jøde har været involveret i en retssag, eller begået en forbrydelse, slås det enormt op for at sige, at sådan er alle jøder. I hvert nummer er der en fast rubrik, der hedder “Ugens raceskændsel”. Den omhandler jøder, der gifter sig med en kristen. Der findes også karikaturtegninger. 

I Tyskland bliver jødeforfølgelserne mere brutale, men der gik lang tid før det tyske jøder erkendte, at de ikke kunne blive i Tyskland. Det var virkelig blevet en del af det tyske samfund. De havde kæmpet for Tyskland under 1. Verdenskrig, havde givet deres kulturelle, videnskabelige bidrag, til Tysklands videre udvikling på en fantastisk måde. Derfor var der mange tyske jøder, der sagde:”Ikke hos os.” I 1938 stod det klart for alle, hvor galt det stod til. Danskerne kunne læse i avisen, hvad der var sket i Berlin, den 9 november under Krystalnatten, hvor jøder blev dræbt, deres butikker blev smadret, og synagoger, over hele landet, blev brændt af. Efter Krystalnatten bliver det klart for de tyske jøder, at de ingen fremtid har i Tyskland og så eksploderer flygtningestrømmen ud af Tyskland - naturligvis.

Jøder fra Tyskland og Østrig strømmede til Danmark. Der var titusindvis af jøder, der forsøgte at komme til Danmark. Der ville havde været endnu flere, hvis det rygtes i Tyskland, at Danmark var villig til at modtage jøder. De steder, hvor jøder møder op på konsulater, får det at vide, at grænserne er lukket og det er spildte kræfter. Selvom de bestormer ambassader, får de at vide, der er lukket alle vegne. Der kom kun ca. 3000 jødiske ind i Danmark i trediverne. Flytningelovene blev stadig strammere og embedsmændene, der behandlede de enkelte sager, førte en hård linje mod jøderne. Det ændrede sig ikke efter Krystalnatten. Både politikere og befolkning vidste, hvilke forfærdelige vilkår de tyske jøder levede under. Der er stor vrede over for Tyskland og en udtalt medfølelse og solidaritet med de tyske jøder. Men problemet er, at grænsen er effektivt spærret. Det er smukke ord, men det har ikke noget realpolitisk på sig.

Ledelsen af Mosaisk Trossamfund, den jødiske menighed i Danmark, støttede myndighedernes politik over for flygtningene og det var der, formentlig, mange grunde til. Når en flytning ville ind i Danmark, blev Mosaisk Trossamfund spurgt, om de vil anbefale vedkommende og betale for vedkommendes ophold. På den baggrund kan det ikke undre, at Mosaisk Trossamfund var kritisk over for, hvem man anbefalede, at staten tilkendte en opholdstilladelse i Danmark. På det tidspunkt var der over 8000 jøder i Danmark og de ønskede ikke, at blive for mange. Man mente at diskrimination og had over for jøder, ville blusse op. Det fik betydningen efter den 9 april 1940, da Danmark blev besat. De danske myndigheder førte en forsigtig politik for at undgå at provokere tyskerne. De ville gerne gøre alt for at beskytte de danske jøder, hvis jøderne til gengæld sørgede for at holde lav profil. Styrelsen var præget af det, som var den danske regerings holdning; lav profil.

Jøderne fik opbakning fra en særlig person. Kong Christian X. Han var danskernes ideal og største samlingspunkt under besættelsen. Senere generationer ville have svært ved at fatte den dyrkelse af kongen. Folk, og også mange jøder, stod på den rute, kongen red til hverdag. Christian X. slog igennem med et klart signal til både tyskerne og danskerne - han stod hundred procent bag de danske  jøder. I 1933, da Københavns synagoge fejrede 100 års jubilæum, havde man fra jødiske side ladet kongen forstå, at man på grund af Hitlers magtovertagelse, ville have forståelse for at kongen ville melde afbud. Kongen havde ikke den samme holdning til lav profil. Han deltog for at vise, hvordan kongen havde det med sine jødiske borgere.

Foto: Holger Damgaard, Politiken. Danmark lukkede jøderne ind, mens andre lukkede jøderne ude; Ældre jødisk herre runder hjørnet til Frue Plads i København 1915

Dronning Sophie Amalie /første del

Sophie Amalie er en af de mest udskældte i Danmarkshistorien. Mange historikers umiddelbare indtryk er, at hun er en fed, pyntesyg og magtsyg kvinde, som oven i købet får buret sin værste rivalinde, den uægte kongedatter Leonora Christina, inde i Blåtårn i årtier. Men der er et meget nuanceret billede af Sophie Amalie; hun var en dannet og intelligent kvinde, der ligesom Leonora Christina, sprængte den snævre rolle, tiden havde placeret hende i.

Historien udspillede sig i slutningen af 1600-tallet - den sidste del af barokken. Det begynder i hjertet af København i Christian IVs lysthus, et lille renæssanceslot, som er en hyldest til kærligheden mellem ham og den uægte dronning; Kirsten Munk. Christian IV, Sophie Amalies svigerfar, har været konge og landsfader i 60 år. Han har været en sand entreprenør, initiativrig og foretagsom - en mand, der har sat mange skibe i søen, men også en mand, der har drevet landet ud i krige og kriser. I de seneste årtier har riget været i en sølle forfatning. Da Christian IV dør i 1648, flytter det nyslåede kongepar ind i gemakkerne på Rosenborg Slot. Pengekassen er tom og de er nødt til at fyre hoftjenere og embedsmænd.

Kontrasten er slående, hvis man sammenligner dronninger før Sophie Amalie. De skulle først og fremmest fremstå som funktioner, ikke mennesker. De er portrætteret som karakterløse, dydige og alvorlige prototyper. Ligblege og strammundede minder de om… lig. Der er intet glimt i øjet eller personligt kendetegn. Sophie Amalie tilhører en ny generation af kongelige. Selvbevidste, selviscenesættende - som en slags spindoktor anvender hun kunsten som propaganda, som redskaber til at kontrollere fortællingen om dem selv og til at styrke deres position. Samtidig får monarkiet mere magt. Kongelige som Sophie Amalie betragter nærmest sig selv som gudelige størrelser, i hvert fald hævet højt over folket.

Frederik III tror, som sin kone, på den ophøjede kongemagt og de to ægtefæller er et godt match. Efter tidens normer er de et moderne par. De lever i et jævnbyrdigt forhold. Helt exceptionelt deler de soveværelse på Rosenborg Slot. På trods af den store aldersforskel på 19 år er der gensidig respekt, tæthed og familiefølelse hos ægtefællerne. I ægteskabets første mange år har de været udstationeret i Bremen, langt fra de danske hof i København. Men da først Christian IVs ældste søn dør og siden kongen selv, så står parret pludselig i midten af magtens centrum. Der er ingen tvivl om, at dette er indfrielsen af deres vildeste drømme og at de begge går til opgaven med stor ærgerrighed og selvfølelse.

Christian IV

Han er en kæmpe der rager op. En mytologisk figur, hyldet i sange, bøger og teaterstykker. Danmarks mest berømte og berygtede konge: Christian den 4. Renæssancefyrsten, som hæmningsløst drikker af livet og betaler prisen for det. I de 60 år, han regerer, er riget enormt. København bliver en storby, hvor prægtige bygningsværker skyder op overalt; monumenter over en af Europas rigeste og mest magtfulde mænd. Selv sammenligner han sig med antikkens kejsere. Han har øje for alt, hvad der sker i hans rige. Nogle kalder det landsfaderlig omsorg, andre paranoia. I begyndelsen blomstrer videnskab, kunst og handel. Det samme gør storhedsvanvid og herskesyge, og det tager overhånd. Propaganda kan ikke forhindre, at danskerne med Christian ved roret er på vej ud over afgrunden. Da Christian den 4. dør i 1648, er kronens magt svækket, danmarkskortet skrumpet ind og vejen er banet for, at Sverige kan blive Nordens hersker.

Det er april 1577 på Frederiksborg Slot. På det tidspunkt kun en større herregård 30 km fra hovedstaden. Danmarks dronning ligger i barselssengen omgivet af fornemme adelsdamer, jordemødre og sin egen mor - men selvfølgelig ingen mænd. Alle ved fra Bibelen at fødende kvinder er urene. Den kun nittenårige dronning har allerede født to piger, men venter spændt på om resultatet bliver bedre denne gang. En tredje pige ville betyde utryghed om, hvem der skal have kronen, når Frederik den 2. dør, mens en søn vil skabe tryghed i riget. Der lyder et lettelsens suk over hele landet, da det annonceres, at en kongesøn er født. Gud har været nådig. Det står i stjernerne at Christian den 4. har heldet med sig. Han vil blive en stor mand med hang til at det gode i livet… i begyndelsen. Sådan tolker tidens største astrolog og videnskabsmand, Tycho Brahe, stjernernes stilling ved kongesønnens fødsel i 1577. I Brahes horoskop kan man læse, at dette barn af renæssancen kommer til at elske kunst, vin og kvinder. At han vil få mange børn, megen ære og rigdom, men også modgang, sygdomme og en voldsom død som 56-årig. At der er tale om en stor kommende konge, er hverken Tycho Brahe eller andre i tvivl om.

Christian er den udvalgte prins. Fra han er helt lille lærer han om alle de modige danske kongers storhed og sejre. Som sine forfædre er han ikke et helt almindeligt dødeligt menneske, men Guds repræsentant på jorden, og det forpligter. Christian er aldrig ét sted mere end et år ad gangen. Tronarvingen skal ikke udsættes for sygdom eller dårlig indflydelse og kong Frederik isolerer, bevidst, drengen. De adelige venner er blot statister i kongesønnens liv. På Frederiksborg Slot, Kronborg og Koldinghus står rum og skolestuer altid klar. På den måde kan man hurtigt flytte rundt på drengen. Han befinder sig meget sjældent i København, for her hærger pesten og andre grusomme epidemier - og folket er alt for tæt på.

Ritualer, ceremonier, pomp og pragt. Alt omkring Christian handler om at hæve ham over almindelige dødelige mennesker. Med tugt og disciplin bankes Bibelen ind i hovedet på ham. Luthers udgave af den, som er bygget på pligt, disciplin og skyld. Christian lærer europæiske sprog og latin, og igen og igen læser og skriver han de samme opbyggelige tekster. I et og alt handler det om, at gøre ham til en ordentlig kristen konge. “Fromhed styrker rigerne.”, et motto, der tidligt står i hans stilebøger. At han så ikke kunne dy sig for at tegne skibe og slåskampe, fortæller at tæsk og terperier ikke kan holde ham inde for dydens veje. I 1588 dør Frederik den 2. Christian er kun elleve år og ikke helt klar til at regere. Hans mor, dronningen, er sprunget ud som en stærk selvstændig kvinde, der ønske politisk indflydelse. Christian bliver gidsel i kampene mellem hende og de adelsmænd, der sidder i rigsrådet. Med den 54-årige Frederiks død bliver rigsrådet et endnu større magtorgan. Reelt leder det landet, indtil Christian bliver myndig. Renhedens lilje pryder en af Christians barnedragter, men fra spæd er han blevet hærdet, tugtet og tæsket så meget at intet kan vælte ham - indtil videre.

Interview med filmhistorikeren Casper Tybjerg, om stumfilm og filmcensur

I dette indlæg kan i få indblik i dette humoristiske kapitel i vores historie. I den forbindelse har jeg været ude på Københavns Universitet Amager, nærmere betegnet institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor jeg interviewet filmhistorikeren Casper Tybjerg, der er særligt optaget af stumfilm. 

I 1900-tallets kulturhistorie er filmcensur et mærkværdigt kapitel. Det er historien om forskellige magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte deres borgere mod vold, erotik og “forkerte” meninger.

Hvordan kan det være, at den del stumfilm blev censureret i starten af det 20 årh.?

Man betragtede, slet ikke fra myndighedernes side, stumfilmen, som en kunstform, men mere som et stykke folkelig underholdning. I Danmark, juridisk set, faldt film ind under de samme paragraffer, som blev brugt til at regulere forlystelsesparker, omrejsende tivolier, cirkus og den slags ting. Man opfattede det ikke som en ytring, men mere som en slags forlystelse.

Da der kommer film, der begynder at fortælle historier i løbet af de første år, af det 20. århundrede, beslutter man, at filmforestillinger skal censureres på samme måde, som man censurerede teaterforestillinger. Da man ville værne mod, at der i biografen blev præsenteret noget, som kunne vække anstødelige forhold til den offentlige moral.

Var det “lovpligtigt” at lave to forskellige slutninger; en diskret og en stærkt fremstillet og hvorfor gjorde mange instruktører dette?

Nordisk Film havde en politik om, at til en del af deres film lavede de forskellige slutninger, men det var mere med henblik på forskellige eksportmarkeder. Det var sådan at man i Rusland foretræk ulykkelige slutninger på filmene, derfor lavede man dem til det russiske marked. Nordisk Film var meget opmærksom på, hvilke emner der kunne risikere, at løbe ind i problemer med censurinstanserne rundt omkring. Det var en meget international orienteret virksomhed. De havde filialer i mange lande og Ole Olsen, der var Nordisk Films direktør, sendte breve ud, hvor han gav sine repræsentanter rundt i verden besked om, at holde øje med, hvilke beslutninger den lokale filmcensur tog, så man kunne undgå at filmene skulle blive forbudte på den konto.

Hvordan censurerede USA i forhold til andre lande f.eks. Rusland, med henblik på “Agrunden”, hvor scener blev klippet ud?

Man kan sige, at de ting, som sædvanligvis påkalder censorernes interesse er: sex, det er vold og forbrydelser og det er politiske emner. Ole Olsen var meget fortørnet, da Afgrunden fik lov til at slippe gennem den tyske censur i flere af de tyske lande, for det var hans bestemte overbevisning, på grundlag af de informationer han fik fra sine repræsentanter i Tyskland, at en film der havde et så tydeligt seksuelt indhold, som “Afgrunden”, at det aldrig ville blive tilladt af den tyske censur, men den slap igennem mange steder. Man kan sige der var flere censurinstanser, der klippede i filmen og “Afgrunden” er også et udmærket eksempel på det. I Sverige f.eks. blev den berømte “Gaucho-dans-scene” klippet ud af den svenske censur, fordi den ansås for at være for provokerende. Den svenske censur på dét område var meget strikt.

I nogle lande havde man overladt denne regulering til lokale myndigheder. Det gjaldt i USA, men også til en hvis grad i Danmark. Indtil man får en fælles filmcensur, var det de lokale politimestre, der tager stilling til, om en given film kunne vises eller ej. Dette førte til at en film blev tilladt i én by, men forbudt i nabobyen. Derfor kan man sige, at den tidlige filmindustri var interesseret i, at man havde nationale censurinstanser, så man slap for den usikkerhed, som det gav.

Nogle gange klippede man scener ud, fordi de ikke måtte vises - var der også mellemtekster blev klippet ud?

På mange måder var en del af den facon, som den tidlige filmcensur foregik på var meget baseret på den måde, som teatercensuren foregik på. Det vil sige at det var baseret på tekst. Både i Sverige og Tyskland skulle filmselskaberne levere en liste over mellemtekster, der var i filmene til censur myndighederne. Tilsyneladende var det ikke altid, at de så filmene igennem, men at de traf beslutninger alene på grundlag af mellemteksterne. Man kunne godt forestille sig, at bestemte mellemtekster, med en eller anden grund, syntes at være anstødelige, at de kunne blive ramt af censur. Der findes ikke nogle specifikke eksempler.

Efter den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland, var det almindelig praksis, at man udstyrede filmene med “menu mellemtekster”, hvor man ændrede personernes identitet for, at gøre filmene mere politisk attraktive.

Da talefilmen kom til, gjaldt de samme cesurlove for både tale- og stumfilm - eller var der forskel?

Der sker nogle ændringer, hvis vi taler om Danmark, der sker nogle ændringer i filmlovene i 1938, men der er vi også et godt stykke inde i talefilm perioden. I Danmark sker censur godkendelsen, som mange andre steder efterhånden, på grundlag af gennemsyn.  Censorerne ser filmen igennem og hvis de godkender den, bliver filmen udstyret med et mærke, der viser, at den er blevet godkendt af censuren. Enten klipper man er skilt på i starten af filmen. I Danmark brugte man et prægestempel, hvor man prægede Statens Filmcensurs mærke i selve strimmelen.

Efter 1910, bliver stumfilm opdelt i tre kategorier; tilladt for alle, forbudt for børn, totalt forbudt.  Hvad skete der med film, som blev “totalt forbudt” - blev de bare smidt ud?

Hvis en film blev totalt forbudt, så kunne den ikke vises og det ville man selvfølgelig gerne undgå. Derfor søgte man fra filmselskaberne også en fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre, så kunne man indrette produktionen, eller importen, efter det. Hvis man i forvejen vidste at filmen ikke ville kunne slippe gennem censuren, så gjorde man slet ikke noget ved det. Hvis man går ind i tonefilm perioden, så havde Statens Filmcensur, i Danmark, store betænkeligheder ved skrækfilm, især frankenstein film. Den oprindelige frankenstein film fra 1931, blev totalt forbudt. Det betød, at de amerikanske filmselskaber undgik at få frankenstein filmene godkendt af Statens Filmcensur, fordi de vidste at det var spild af ulejligheden. På den måde blev de ikke totalforbudt af filmcensuren, men de blev aldrig indleveret til censors vurdering.

Derudover er det et relativt lille tilfælde, som i løbet af tonefilm perioden fra 1930 frem til voksenfilm censurens afskaffelse tilbage i 1969. Efter 1969 er det ikke længere en mulighed at total forbyde en film, hvis man sikrer sig, at publikum er over 16 år, så kan man frit vise filmen.

Var der biografer, der ikke valgte at vise nogle film - eller skulle alle biografer vise filmene?

Det kommer lidt an på, hvilken periode man snakker om. Det er selvfølgeligt klart, at en biograf i det omfang selv kan styre sit repertoire, prøver at samle et repertoire med henblik på det publikum, som den normalt har. Der var biografer, som specialiserede sig i de mere grænseoverskridende film, hvis man taler om 1960’erne, 1970’erne og op i 1980’erne, der var visse biografer, som havde en profil, hvor man fokuserede på voldsfilm, erotiskefilm eller begge dele. Der er en periode, hvor de egentlige erotiskebiografer bliver til decideret pornobigrafer. Der er en periode, hvor grænsen mellem normale film og pornofilm er mindre klar, end den bliver efter 1980 ca. Der opstår en gråzone i 70’erne, hvor der i Danmark bliver lavet sexfilm af mainstream filmselskaber og med rigtige mainstream skuespillere, der medvirker. I 70’erne bliver der produceret film, hvor man har usimulerede, hardcore sexscener og så har man, i samme film, ikke i sexscenerne eller som deltager i sexscenerne, som Karl Stegger og Poul Bundgaard, som man kender fra Olsen Banden, Huset på Christianshavn og Far til fire, som tager del i “løjerne”. De tager ikke tøjet af, men der ligger folk, som er afklædte om dem og der indgår i scenerne og i filmene hardcore sexscener. Det går man væk fra i 1980, der har man de rigtige film på den ene side og pornofilmen på den anden. Det er forskellige kredsløb, som det eksisterer i. Der er også biografer, som specialiserer sig mere i voldsfilm, altså colosseum på Nørrebro og Vesterbro havde en profil i retningen af nogle meget hårdtslående film, som andre biografer ikke nødvendigvis ville køre.

Hvordan er censuren i Danmark - i vores tid?

I dag er censuren, i praksis, afskaffet. Det hedder ikke længere Statens Filmcensur, men medierådet. De beslutninger, som medierådet træffer, er vejledende og ikke bindende. Det vil sige, at det er overladt til forældrene, hvad deres 11-årige børn skal se i biografen. Det er ikke længere sådan, at der er en statsinstitution, der kan tage stilling til det. Før det var det lov, at biografer skulle afvise børn under 16 år til film, som var forbudt for børn under 16 år.

I vores tid bliver der produceret film, som “Nymphomaniac” og “KLOVN”, hvor der findes anstødelige scener - ville de blive mærket, som at være totalt forbudt, hvis de blev produceret i starten af det 20. århundrede?

I 1969 sker der to ting: dels bliver voksenfilmcensuren afskaffet og samme år afskaffer man forbuddet mod billedepornografi. Det vil altså sige at billedlig gengivelse af køns agter af forskellig arter, havde hidtil været forbudt. På det tidspunkt var det forbudt i alle andre steder, end i Danmark. Mange andre steder har man bevaret den slags regler.

Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, der indgår der en erigeret penis i bunkepul scenen. Det var den første film, som den engelske filmcensur havde sluppet igennem, hvor man så et erigeret mandslem. Indtil 1998 var alle andre film, hvor dét indgik, blev det klippet ud af filmene.

Blev det erotiske melodrama “Afgrunden”, fra 1910, censureret i Danmark?

Man har ikke bevaret censur dokumenterne fra “Agrunden” bevaret. Teatercensoren, Nikolajsen, udtale at han ikke havde nogle problemer med, at filmen blev vist i en biograf, som Kosmorama på Strøget, hvor dannede mennesker kom. Men hvis det var på Nørrebro, hvor børn og usostifikrede folk kunne få adgang, så var hans indstilling mere restriktiv. Tilsyneladende blev filmen vist, ude i provinsen, med de mest opsigtsvækkende scener, men det findes der ikke nogen klar dokumentation af.

Hvordan kan det være at mange stumfilm er gået tabt i overleveringen?

Film blev dengang ikke betragtet, som noget der havde en given værdi. Det tager lang tid før filmselskaberne får en opfattelse af, at deres gamle film kunne repræsentere en værdi, der var værd at gemme på. Der er nogle filmselskaber, der skiller sig ud dér, og de opmagasinerer filmene i deres lager. For mange film selskabers vedkommende, der var gamle film noget, som var udspillet og der var ikke nogen grund til at bruge lagerplads på det. Filmselskaber er, på det tidspunkt, ikke nogen stabil størrelse. De går ofte konkurs, bliver opkøbt og i den forbindelse er der en del film, der er røget i svinget. Der er mange tilfælde, hvor filmselskabernes basis materiale, negativerne, er gået tabt. Det filmmateriale man brugte indtil 1951, var nitratfilm, som er adledes brandfarligt. Hvis nitratfilm antændes, brænder det eksplosivt kan det ikke slukkes. Det repræsenterede en betydelig sikkerhedsrisiko at have nitratfilm liggende. Derfor har man skilt sig af med en hel masse.

Det tager lang tid før man får  institutioner, der ser det som deres opgave, at sikre fortidens film for fremtidige publikum. Det er først i 1930’erne, at man får de første blivende filmarkiver. Men det var også institutioner, der havde begrænset ressourcer, så de kunne ikke gemme alting. Derfor satsede de på at indsamle kun visse stile af materialet. Derudover har filmselskaberne har alle dage været bange for piratkopiering, af deres film. Det vil sige, at i mange tilfælde har man destrueret kopierne, når de var udspillet i biografer. Ikke kun fordi de var eksplosive og man betragtede dem, som at være værdiløse, men man ville også sikre sikre sig, at der ikke var nogen andre, der fik fingre i dem. Den politik er fortsat helt frem til skiftet til digital visning, indenfor de sidste ti år. Indtil for ganske få år siden, når store Hollywood Film var blevet udspillet i biograferne, så samlede man alle kopierne ind og kørte dem ned til en stor fabrik i Milano. Der havde de nogle gigantiske hakkemaskiner, hvor kopierne blev kørt ind i hundredvis kopier af Harry Potter fra hele Europa, som bliver hakket til ingenting, da man ville forhindre, at nogen lavede piratvirksomhed ud af det.

Her til sidst, er der noget du vil tilføje?

I tilknytning til bevaring, så nogle gange sker der lidt absurde ting. F.eks den kopi af “Afgrunden” er kun overleveret i en enkelt, meget slidt og medtaget kopi. I det fleste tilfælde har musikken dertil været improviseret. Man ved, at pianisten Torvald rasch, skrev et stykke til “gaucho dans scenen”. Det stykke blev udgivet, som tryk. Den lille bid ved man, hvad han har spillet i Kosmorama biografen. Man kan se mange steder, at filmen er blevet beskadiget, med nogle store hvide pletter etc. det skyldes, at nitratfilm materiale også er kemisk ustabilt. Nitratfilm nedbrydes efterhånden og det er en yderligere grund til, at der er meget, som er væk. Der er mange film, som var blevet gemt af samlere eller museer og efter år åbner man dåserne op og så er der kun en sort klump eller gråt støv tilbage i dåsen og det er yderligere ulykkeligt. Men tilbage til “Afgrunden”, for der var kun denne ene slidte kopi tilbage og, hvis man ser den, som den foreligger på DVD og på Dansk Filminstituts hjemmeside, så vil man se, at “gaucho dansen” faktisk er i en lang bedre kvalitet, end resten. Lige den scene ser knivskarp og flot ud. Fordi “gaucho dansen” er hentet fra den bid, som den svenske filmcensur klippede ud i 1910, som de gemte i deres arkiv og som lå dér, trygt og godt. Det vil sige at man har den meget nøjeregnende restriktive svenske filmcensur, at takke for, at vi i dag kan se, hvor uartig og erotisk “gaucho dansen” faktisk var, da filmen havde premiere.

Flugten 1943 - Poul Brandt

I sidste uge fik mit gymnasium fint besøg af Poul Brandt. Han er tidligere fange fra koncentrationslejren Theresienstadt. Brandt fortalte i sit foredrag, hvordan han oplevede Holocaust. I 2012 besøgte jeg selv koncentrationslejren, hvilket var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Efter mit besøg i Theresienstadt, skrev jeg et indlæg om den politiske fange Josef Koubek. Indlægget blev dengang skrevet med hjælp fra de anderkendte tjekkiske historikere: Štěpán Havela og Ivan Bystřický. 

1943 var året, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, da den danske regering, med Erik Scavenius i spidsen, trak sig tilbage. Det gjorde den fordi tyskerne stillede krav om, at indføre dødsstraf for sabotage mod den tyske værnemagt. Tyskerne fik derfor mere magt over Danmark. Dette år var altafgørende for jøderne i Danmark, der var nødt til at forlade alt, hvad det ejede bag sig, og flygte til det neutrale Sverige. Dengang var Poul Brandt syv år. Han beskriver sine oplevelser, som jøde under anden verdenskrig, som nogle hårde år. Hans fortælling handler om angst, afsavn, sult og grusomhed, men også om venskab og håb. Beretningen flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust - nazisternes forsøg på at udrydde de europæiske jøder.

            I oktober 1943 besluttede hans familie sig for, at flygte til Sverige. Dog uden held, da Brandt og hans far blev taget til fange af Gestapo, mens det lykkedes hans mor og søster, at flygte til Sverige. I halvandet år var familien adskilt. Brandt og hans far blev deporteret til Horserødlejren i Nordsjælland. Horserødlejren var en interneringslejr, hvor den tyske besættelsesmagt i en periode holdt flere hundrede danske jøder, kommunister og modstandsfolk blev indespærret her.

            Efter blot tre uger indespærret i Horserødlejren fik de besked om at de skulle videre. De blev deporteret til Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet. De blev transporteret i kreaturvogne, der bruges til at transportere kvæg dvs. at der ikke var siddepladser eller vinduer, som der er i almindelige passagervogne. I vognen var der alt for mange stubbet sammen på ét sted og i hjørnet havde de et nødtoilet, så der lugtede ikke ligefrem af parfume.

            Da de ankom til koncentrationslejren, i Tjekkoslovakiet, skulle de først igennem “slusen”, hvor de skulle indskrives og aflevere deres værdigenstande. På sig havde den syv-årige Brandt et par samlemærker af kongefamilien fra en Rich’s pakke. Herefter fik Brandt uddelt hans  fangenummer “XXV-3-90” og en gul Davidsstjerne, der skulle vises synligt på hans tøj.

            Kort tid efter han ankom til lejren fik  Røde Kors tilladelse til, at sende pakker til fangerne i lejren. I disse pakke indeholdt der mad, cigaretter og tøj. Pakkerne fik stor betydning for de danske fangers overlevelse og mange mener, at pakkerne var grunden til at næsten alle danske fangere kunne overleve.

            I april, efter Brandt havde tilbragt 18 måneder i lejren, fik man i Danmark lov til, at hente de danske fangere i koncentrationslejrene. Det var en redningsaktion ledet af den svenske greve Folke Bernadotte, der var vicepræsident for Røde Kors. Missionen var, at redde danske og norske fangere hjem fra Theresienstadt. Brandt kom, med sin far, hjem og blev genforenet med sin familie i Sverige.

            Efter krigens afslutning skulle Brandt tilbage til sit normale liv, som en dansk skoledreng. Han talte ikke om den traumatiserende oplevelse indtil han blev atten, hvor han fik psykologhjælp.         

Kilder: * Poul Brandts egen historie ** theresienstadt.dk - et website i samarbejde med folkedrab.dk, der beretter   om Theresienstadt, med en dansk vinkel på historien *
Henvisning til tidligere indlæg om Theresienstadt:

http://tilbagetilfortiden.blogspot.dk/2015/02/arbeit-macht-frei-josef-koubek.html

Hurtige noter: Den transatlantiske slavehandel

Paul erdmann Isert

Adum og Sebah Akim

• En "godhjertet præst" foreslog at man hentede slavere fra Afrika, da de infødte i Amerika var alt for svage til at arbejde for de hvide.

1. håndskilde

afs. dansk sømand Petrus M. Smidt.

mdt. folket

Tendensen

• i 1500-1800 blev ca. 12-15 mio. slavere sejlet fra Afrika til Amerika

Økonomisk

• Slaveriet var en velintegreret del af økonimen i Danmark og resten af Europa

De dankse kolonier

• Trankebar, Indien - 1620
• Guldkysten, Vestafrika - 1661
• Sct. Croix, Sct. Thomas og Sct. Jan aka "De Vestindiske Øer" - 1671

Indtægt og udgifter

• Hvidt sukker, rom og brændevind blev solgt til Afrika
• Slavere blev købt i Afrika og solgt i Dansk Vestindien
• I Dansk Vestindien blev slaverene slogt videre og derfa købte man bomuld og tobak
• Bomuld og tobak blev solgt i Danmark

Etik om slaveriet

• slavehandlen begyndte i 1500-tallet
• det var først i midten af 1700-tallet at man begyndte at sætte spørgesmålstegn ved
•  slavehandlen og slavernes kår / behandling
• grunden til dette var Oplysningstiden og disse nye tanker som blev sat i gang

I 1792 udstede finansminsteren, Ernst Schimmelmann, en forording om at slavehandlen skal mindskes.

• "Forordning om negerhandlen"
• han var Danmarks største slaveejer
• forbuddet trådte først i kraft i 1803
• Slaveri var stadig lovligt
• man brugte de ti år til at blive selforsynende med slavere i Dansk Vestindien

I 1807 blev det ulovligt i England

-samme år blev import af slavere ulovligt i USA

Frigivelse af slavere

• i 1848, i forbindelse med Grundloven, blev slaverne frigivet
• slaveoprør ved Frederiksted på St. Croix

Introduktion til Koleraepidemien i København - 1853

Koleraepidemien i København brød ud den 11. Juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Ca. 5000 døde i København. 

Dengang var den spontane generationen en almindelig forståelse af, at liv kunne opstå spontant ud af intet. For eksempel  maddiker kunne opstå af dødt kød. Teorien var, at sygdommen kom via luften, det man kalder miasmelæren. Men også fra forkert kost et hidsigt temperament eller blokerede væskeafsondringer fra kroppen. Dengang vidste man ikke, at epidemien primært smittede igennem deres forurenede vand og mad. Sygdommen resulteret i væskemangel. Det blev hurtig en ond cirkel, da lægerne anbefalede, at drikke vand men da vandet var forurenet, blev man kun mere syg. Mange drak også portvin, da det kunne varme kroppen op og holde sygdommen nede.

Kolera er en alvorlig sygdom, der skyldes infektion med en bakterie. Bakterien hedder Vibrio cholerae som inficerer tarmvæggen. Symptomerne er kraftig vandtynd diarre, man kan få et så stort væsketab, at det kan blive livstruende. Man dør ikke af kolera, man dør af symp-tomerne, altså dehydrering. Hvis man bliver smittet er det vigtigste, at sikre sig at mad og drikke ikke er forurenet med kolera bakterier. Man kan også få en vaccine med kolera, Dukoral der består af dræbte kolerabakterier og  en inaktiveret udgave af koleratoxinet. Siden 1830’erne havde de danske myndigheder frygtet, at den asiatiske kolera ville ramme Danmark. Epidemien havde nemlig ramt flere europæiske lande, bl.a. nabolandet Sverige. Frygten blev til virkeligheden.

Kilde: Wikimedia Commons