Joyces Åbenbaringer

James Joyce må være den eneste forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904. Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.

Som sproglærer i Triest udgav Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer). Med parolen tavshed, eksil, list træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.

                                                     

Krydsningen af subjektivitet og stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris. Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly, køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og genser sin kone i deres seng.

Titlen antyder at Bloom er en moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen med detaljerende refe

rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren alt andet end en helt.

Men denne omvendte verden er en kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes hovedpude.  Men Joyce vil nok demonstrere hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet, viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor flittigt hun end bedrager ham med sin krop.

Kun ét af de klassiske temaer gør Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker ensomme videre.

Om dem optræder et mylder af figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om, hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.

Joyce udviklede sit talent for ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift ’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody, den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin: Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin, men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand Earwicker er Everybody og selve mennesket.

Joyce lagde ud med et portræt af det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru – og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989), der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa. Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre. Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.

Nostalgi & guldalder

Et essay om at dvæle ved fortiden

Har i dag set 4 ud af 6 afsnit af Jane Austens "Pride and Prejudice", med Colin Firth, som den flotte, attraktive og charmerende Mr. Darcy. Som elleveårig begyndte jeg at læse hendes bøger, der omhandler status, dannelse og ægteskab. Man drømmer sig væk til attenhundredetallets England. Man bliver vidne til nogle af litteraturhistoriens største dramaer. Men man undrer sig også lidt over deres tilværelse - det gør jeg ihverfald. Det virker som om, at de bare lever og lader dagene passere forbi. Al kommunikation foregår enten verbalt eller via brevudveksling; man kan ikke bare ringe. Det er dét der skaber ro i det smukke landlige billede om, at alting var bedre i de gode gamle dage. 

Drømmen om fortiden gennem film

Dette er også tilfældet lige nu. Nutiden virker uoverskuelig og fremtiden kender vi ikke, så man dykker ned i fortiden, hvor alting, efter sigende, var bedre. Man ser det samme scenarie i Woody Allens "Midnight in Paris", hvor en forfatter, ved navn Gil, hver aften bliver bragt tilbage til de brølende 20'ere i Paris. Her møder han bl.a. F. Scott Fitzgerald, Hemingway og Picasso. Han bliver bekræftet i, at 20'erne var en bedre tid, indtil han indser at påstanden viser sig at være falsk. Han bliver forelsket i Adriana, der lever i 20'erne og hun har samme opfattelse af livet, som ham; at alting var bedre i gamle dage. De bliver begge bragt tilbage til 1890'ernes Belle Epoque, som hun mener er Paris' guldalder. De kommer til Moulin Rouge, hvor de stifter bekendtskab med malerne Paul Gauguin og Edgar Degas. Gil og Adriana spørger kunsterne om, hvilken tidsalder de beundrer, hvortil de svarer renæssancen. Her går det op for Gil, at alle har deres periode i historien, som de længdes efter og det kommer af den nostalgi, som man føler for perioden. Gil indser at det er bedst at leve i nutiden.

Oprindelsen af  metaforen"nostalgi"

Hele den idé og længsel efter fortiden kan beskrives med ét enkelt ord: nostalgi. Ordet kommer af det græske νόστος (nóstos), at komme hjem og ἄλγος (álgos), smerte. Ordet blev anvendt i 1700-tallet af medicinstunderende, om ens længsel efter det hjemlige og velkendte; altså hjemve.  Begrebet har senere haft stor betydning for romantismen. Nostalgi beskriver en interesse for en bestemt periode i fortiden. Herunder historiske begivenheder, samfundet og "de gode gamle dage". Ordet dækker for det meste over en periode fra deres egen fortid, men kan også anvendes om ens længsel efter en historisk periode, som man ikke var en del af. 

I "Midnight in Paris" indser Gil, at selvom han har denne "nostalgi" for de brølende 20'ere, så var alting ikke bedre dengang. Selve betydningen af nostalgi kan gøre blind, da man benægter de dårlige ting og fremhæver periodens bedste ting fra tilværelsen. Man ser det bl.a. i studier om Apartheid i Sydafrika, hvor man benægter de dårlige ting. Samme ting sker for personer, der overlevede 2. Verdenskrig, hvor man har denne Holocaustbenægtelse, og kun ser på de gode ting ved Naziregimet; man fortrænger det onde.

Guldalderen kommer til udtryk

Udfra nostalgibegrebet kommer udtrykket Golden Age, eller bare guldalder på dansk. I antikken blev det beskrevet, som at være en tid præget af lykke og harmoni. Man har sidenhen i litteraturen benyttet begrebet til, at beskrive forskellige kulturelle storhedstider. Danmarks guldalder antages i litteraturen, for at være i 1800-tallet, hvor romantismen blomstrer og Adam Oehlensläger fører pennen og skriver om det smukke ved fædrelandet. Guldalderen ender brat, når Georg Brandes begynder at skriver om, hvordan verden virkelig ser ud i det moderne gennembrud. Victoriatiden bliver oftest set, som guldalderen i Storbritanien. Det er i denne periode, hvor forfatteren Jane Austen fra Bath skriver om samfundet gennem hendes romaner om bl.a. Mr. Darcy. Begrebet "guldalder" er en slags metafor for "de gode gamle dage". 

Nutiden er måske ikke så værst, selvom man længdes efter fortiden                         
Måske er længslen efter en tidligere periode, fordi man ikke er fuld tilfredsstillet i sin egen tid, forkert. Det er op til en selv, da betegnelsen kan være meget individuel efter, hvem man spørger. Men det er alligevel interessant at tænke på, at om et par årtier vil nogle mennesker se tilbage på vores tid og tænke at 2010'erne var “guldalderen”, for deres vedkommende. Men man må huske på, at selvom middelalderen var fuld af kulturel opblomstring, så var mange undertrykt af den magtfulde katolske kirke og man blev var styret af et urokkeligt heieraki. Selvom man i renæssancen levede i pomp og pragt, fandtes der uhelbredelige sygdomme, som vi i dag kan kurere. I 1700-tallet lever de mest fantastiske filosoffer, der spredte deres tanker om, at mennesket skal leve efter deres fornuft og ikke efter tro og kirke. Desværre havde de ikke dengang pressefrihed og mange udgav deres værker anonymt eller under et pseudonym, da det var med livet som indsats, at ytre sig. I dag har alle i samfundet en stemme, der er værdig. I 1800-tallet var kvinden stadig undertrykt og det var slaveriets guldalder. Man har i flere århundrede lagt et filter over tidligere perioder og drømt sig tilbage til de gode gamle dage. Men hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.

Hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.  Fotografi: Colin Firth portrætterer Mr. Darcy i serien "Pride and prejudice", produceret af BBC i 1995

Tang Dynastiet

Kina, en global supermagt med blikket rettet mod fremtiden. Det er blevet modtaget som en nyopdaget planet. Men det er ikke første gang. I 600-tallet var Tang Dynastiet i Kina verdens stærkeste magt, og sådan forblev det i tusind år. Det, der er sket nu, er sket før. Xi’an var Tangtidens hovedstad. For 1300 år siden var det verdens mest storslåede by. Det, der gjorde den storslået, var ikke kun økonomisk magt og dens selvforståelse, men derimod dens åbenhed over for andre kulturer. På torvet i Xi’an troner en af civilisationens store helte: Buddhistmunken Xuanzang, som bragte Indiens visdom til Kina. Det var en tid, som kineserne den dag i dag betragter som en guldalder.

Man siger ofte, at Kina historisk set har været et lukket samfund. Et indadvendt samfund, som vendte verden ryggen. Sådan har det til tider set ud. Men Kina har aldrig været et isoleret samfund. Det er blevet styrket af kontakten med omverden og under Tang Dynastiet var der mange internationale forbindelser. Horder af fremmede folk strømmede ind i Kina, med nye varer, mad, idéer og sågar nye religioner. Den store udveksling skete via Silkevejen. I dag kalder vi det Silkevejen, men det var flere landruter, der forbandt Kina med Middelhavsområdet og Indien. Silkevejen forvandlede Kina til en global civilisation. Dengang som nu fandtes mange kulturer og folkeslag langs ruten. Forskellige religioner og forskellige verdensanskuelser. I oldtiden så man arabere, persere, indere og han-kinesere, i udkanten af Tang Dynastiets Kina.

Den græske historiker Polybius skriver noget interessant. Han skriver omkring 100 f.kr.: “I fordums tid gik Europas og Asiens historie hver sin vej. Men nu er Europas historie blevet flettet sammen med Asiens og Asiens historie flettes ind i Europas.” Her begynder den fælles historie i Tang Dynastiet. Men historien har vist, at når to civilisationer mødes, foregår det ikke altid fredeligt og er ikke altid berigende. Det kræver tålmodighed og ydmyghed at åbne sig for en anden kultur. Man må glemme sine fordomme. I det syvende århundrede havde kineserne selvtillid nok til at gøre det. De lod sig forandre af mødet med det fremmede.

Christian IV

Han er en kæmpe der rager op. En mytologisk figur, hyldet i sange, bøger og teaterstykker. Danmarks mest berømte og berygtede konge: Christian den 4. Renæssancefyrsten, som hæmningsløst drikker af livet og betaler prisen for det. I de 60 år, han regerer, er riget enormt. København bliver en storby, hvor prægtige bygningsværker skyder op overalt; monumenter over en af Europas rigeste og mest magtfulde mænd. Selv sammenligner han sig med antikkens kejsere. Han har øje for alt, hvad der sker i hans rige. Nogle kalder det landsfaderlig omsorg, andre paranoia. I begyndelsen blomstrer videnskab, kunst og handel. Det samme gør storhedsvanvid og herskesyge, og det tager overhånd. Propaganda kan ikke forhindre, at danskerne med Christian ved roret er på vej ud over afgrunden. Da Christian den 4. dør i 1648, er kronens magt svækket, danmarkskortet skrumpet ind og vejen er banet for, at Sverige kan blive Nordens hersker.

Det er april 1577 på Frederiksborg Slot. På det tidspunkt kun en større herregård 30 km fra hovedstaden. Danmarks dronning ligger i barselssengen omgivet af fornemme adelsdamer, jordemødre og sin egen mor - men selvfølgelig ingen mænd. Alle ved fra Bibelen at fødende kvinder er urene. Den kun nittenårige dronning har allerede født to piger, men venter spændt på om resultatet bliver bedre denne gang. En tredje pige ville betyde utryghed om, hvem der skal have kronen, når Frederik den 2. dør, mens en søn vil skabe tryghed i riget. Der lyder et lettelsens suk over hele landet, da det annonceres, at en kongesøn er født. Gud har været nådig. Det står i stjernerne at Christian den 4. har heldet med sig. Han vil blive en stor mand med hang til at det gode i livet… i begyndelsen. Sådan tolker tidens største astrolog og videnskabsmand, Tycho Brahe, stjernernes stilling ved kongesønnens fødsel i 1577. I Brahes horoskop kan man læse, at dette barn af renæssancen kommer til at elske kunst, vin og kvinder. At han vil få mange børn, megen ære og rigdom, men også modgang, sygdomme og en voldsom død som 56-årig. At der er tale om en stor kommende konge, er hverken Tycho Brahe eller andre i tvivl om.

Christian er den udvalgte prins. Fra han er helt lille lærer han om alle de modige danske kongers storhed og sejre. Som sine forfædre er han ikke et helt almindeligt dødeligt menneske, men Guds repræsentant på jorden, og det forpligter. Christian er aldrig ét sted mere end et år ad gangen. Tronarvingen skal ikke udsættes for sygdom eller dårlig indflydelse og kong Frederik isolerer, bevidst, drengen. De adelige venner er blot statister i kongesønnens liv. På Frederiksborg Slot, Kronborg og Koldinghus står rum og skolestuer altid klar. På den måde kan man hurtigt flytte rundt på drengen. Han befinder sig meget sjældent i København, for her hærger pesten og andre grusomme epidemier - og folket er alt for tæt på.

Ritualer, ceremonier, pomp og pragt. Alt omkring Christian handler om at hæve ham over almindelige dødelige mennesker. Med tugt og disciplin bankes Bibelen ind i hovedet på ham. Luthers udgave af den, som er bygget på pligt, disciplin og skyld. Christian lærer europæiske sprog og latin, og igen og igen læser og skriver han de samme opbyggelige tekster. I et og alt handler det om, at gøre ham til en ordentlig kristen konge. “Fromhed styrker rigerne.”, et motto, der tidligt står i hans stilebøger. At han så ikke kunne dy sig for at tegne skibe og slåskampe, fortæller at tæsk og terperier ikke kan holde ham inde for dydens veje. I 1588 dør Frederik den 2. Christian er kun elleve år og ikke helt klar til at regere. Hans mor, dronningen, er sprunget ud som en stærk selvstændig kvinde, der ønske politisk indflydelse. Christian bliver gidsel i kampene mellem hende og de adelsmænd, der sidder i rigsrådet. Med den 54-årige Frederiks død bliver rigsrådet et endnu større magtorgan. Reelt leder det landet, indtil Christian bliver myndig. Renhedens lilje pryder en af Christians barnedragter, men fra spæd er han blevet hærdet, tugtet og tæsket så meget at intet kan vælte ham - indtil videre.

Grækernes mærke

Demokrati. De Olympiske Lege. Grundpiller i moderne samfund, men de har flere tusind år gamle rødder. Helt tilbage til oldtidens Grækenland. Romerne har givet os moderne retspraksis og en sostifikeret infrastruktur. Vikingerne grundlagde store handelsnetværk og opdagede Amerika længe før Columbus. De har alle været medvirkende til at skabe en ny verden. Grækerne, romerne og vikingerne er det moderne Europas grundlæggere.  
Grækenland. En middelhavsverden af tempelruiner, hvide marmorskulpturer af drilske guder og små landsbyer, der klynger sig til forrevne klippekyster. Havet er fyldt med små øer, hvor mange er dem er golde og ubeboede. Store olivenlunde strækker sig på tværs af fastlandet og bjergene er dækket af egetræsskove. Grækernes historie begyndte for næsten 3000 år siden, med en samlig bystater spredt ud over det østlige middelhav. De mange kongeriger var i strid med hinanden.

De eneste fællestræk er deres sprog og deres guder, som hersker fra toppen af det snedækkede Olympen. Herfra blander de sig i menneskenes liv, når det passer dem. Det er kun de tolv vigtigste guder, der bor som en familie på Olympen. Grækerne opfattede dem, som nutidens topmodeller: Høje og slanke med fine, symmetriske træk og perfekte kropsmål. Men der gemmer sig yderst menneskelige træk bag den guddommelige facade - intriger, misundelse og svig. De græske guder var helt anderledes i forhold til, hvordan vi i dag vi opfatter guder. De var hverken almægtige, alvidende eller allestedsværende. Som kristne, muslimer eller jøder falder det os dog mest for brystet, at guderne ikke er moralsk ufejlbarlige. Men sådan var det ikke med de græske guder. De sloges, var utro, stjal og bedrog hinanden. Men på trods af dette så man dem som retfærdige herskere  og de blev tilbedt i mindst 1000 år. De var æret, men også frygtet, især når de legede med skæbnen. Den mest farverige af alle guder er guden Zeus, deres allesammens mægtige fader. Hans magt er fuldkommen, og hans mange affærer er legendariske. Hans søster, Demeter, er jomfru og moder på samme tid og bærer ansvaret for høst og frugtbarhed. Hendes bror Poseidon er den pirrelige havgud, der holder af at sænke skibe. Athene er tænksom og repræsenterer visdom og krig. Skønne Afrodite står for kærlighed. Hun er gift, men sjælden trofast. Dionysos holder af overdådige måltider og vilde fester. Og endelig Apollo. Han har ansvaret for mange ting, ikke mindst oraklet i Delfi.

I oldtidens Grækenland spørger man guderne til råds om alt. Man er nødt til at rejse til et helligt sted - og allerhelst til verdens centrum: Delfi. Her huser et imponerende tempel datidens mest indflydelsesrige orakel. Tusinder begiver sig ud på den hårde færd med værdifulde gaver. Uden offergaver får man ikke nogen guddommelig profeti. Utallige mennesker foretager rejsen, i håb om at lykken vil tilsmile dem. Selv berømte konger som Krøsus og Alexander den Store troede på profetier. Gevinst eller tab, krig eller fred, sejr eller nederlag? Det afhænger udelukkende af oraklet. Profetierne leveres af en præstinde, som er udvalgt for sin evner til at skue ud i fremtiden. Man taler ikke direkte med hende. Spørgsmålet stilles til præsterne, der bringer det videre til “Pythia”. Ceremonien finder sted bag lukkede døre. Derfor ved ingen rigtig, hvad der foregår i templets inderste. Sagnet siger, at Pythia falder i dyb trance under ritualet. Kun i den tilstand kan hun modtage gudernes svar. Når præstinden endelig taler, virker hun forvirret - næsten som om hun var beruset. Man ved ikke, hvordan kvinderne faldt i trance. De kan have indåndet metan og kulilte, som sivede op af jorden i store mængder. Det kan føre til iltmangel i hjernen. Der findens en teori om, at Pythia indåndede gasser, der steg op fra templets indre. Hun kunne også have tygget på giftige laurbærblade, eller drukket vand fra templets indre kilde, som kan have indeholdt gasarter. Man ved at Pythia faldt i en guddommelig trance, og mumlede nogle utydelige ord. Præsterne tydede hendes ord og udråbte dem som guddommelige profetier fra Apollo. Præsterne står altså bag de mystiske profetier. Det er magtfulde mænd med en blomstrende forretning i Delfi. Jo mere værdifulde gaverne var, desto bedre var profetierne. For at sikre sig succes fandt præsterne på et snedigt system. Præsternes magt byggede på viden. De sendte folk ud i hele verden, for at samle oplysninger om, hvad der skete i antikkens verden. Når folk kom og stillede et spørgsmål, vidste præsterne nøjagtig, hvad de skulle svare. Folk sendte også penge til Delfi, som præsterne fik ansvaret for og gemte dem i et skatkammer. Præsterne forvaltede de penge, der flød ind i Delfi, ligesom en moderne bank. Præsterne lånte penge ud, og derigennem fik de enorm magt. Præsterne styrede Grækenlands økonomi. Paradoksalt nok stod Delfis to vigtigste læresætninger skrevet over templets indgang: “Kend dig selv” og “Intet overflod”. Det var vigtigt at holde sig god med de uberegnelige guder. Alle bystaterne stolede på Apollo. Selv de magtfulde Athen sender offergaver til Delfi. Fjerne græske kolonier havde deres egne orakler og skatkamre. Disse græske templer og skatkamre har i århundrederne siden fascineret malere, arkitekter, forfattere og utallige moderne turister.

Dengang var den gamle tro stadig udbredt, men tænkere begynder gradvist at finde andre forklaringer. De ønsker at forstå verden gennem tankevirksomhed. De begynder at nærstudere naturen. Disse nye videnskabsmænd finder mønstre i biernes parringsadfærd og bygger instrumenter, der kan måle jordens omkreds. De opfinder endda et vandur. Formålet med vanduret var at begrænse politikernes taletid.  De bygger maskiner - blandt andet en maskine til at udvælge embedsmænd. De lærde er ikke længere tilfredse med historier om lunefulde guder. De vil forstå årsag og virkning og udvikle videnskabelige love. De kalder sig “filosoffer” og “tilhængere af kundskab” og bliver set som grundlæggere af den moderne videnskab. Fra det sjette århundrede f.kr. spreder tørsten efter viden sig som en steppebrand. Filosofiske skoler blev de nye templer og dannede grundlaget for nutidens læreanstalter. I det sekstende århundrede viderefører Rom oldtidens idéer. Pave Julius 2. tilegner endda de store filosoffer en fresko, der viser dem “skolen i Athen”. En af dem er Sokrates, der stiller folk i Athen ubehagelige spørgsmål og konkluderer: “Jeg ved, at jeg ingenting ved.” Platon grundlægger verdens første filosofiske retning. Han søger sandheden, ligesom hans elev Aristoteles, der skaber historie ved at opfinde logik.

En helt anden mand, Archimedes bliver set som enestående. Selv i oldtiden var han berømt for sin opfindsomhed. Af den grund fik han en helt særlig opgave. Archimedes

skulle finde ud af, om kongens krone var af rent guld eller om der er blandet billigere metaller i den. Det er en svær udfordring, for den dyrebare krone må ikke tage skade. Sagnet fortæller, at Archimedes fik en idé, mens han tog et bad. Han stiger ned i et kar fyldt til randen, og noget af vandet ryger ud. Det går op for den lærde mand, at mængden af vand svarer til rumfanget af hans egen krop. Han konluderer, at en genstands rumfang og massefylde kan beregnes ved, at måle det overskydende vand. Archimedes spekulerer på, om kronens indhold også kan beregnes på den måde. Han observerer, at en genstand med  lavere massefylde end vand, fortrænger mere end en, der vejer det samme, men har højere massefylde. Det siges, at Archimedes var så begejstret, at han han råbte: “Heureka! Jeg har fundet det!” og løb nøgen ud på gaden. Archimedes tager kronen og en guldklump af samme vægt. Hvis kronen er af rent guld, bør begge genstande fortrænge samme mængde vand. Men kronen fortrænger mere. Den er blandet med et andet materiale. Archimedes løser mange andre gåder. Han bliver stadig opfattet som en af verdens klogeste og Archimedes’’ lov er aldrig blevet overgået. Men hans samtidige er også godt med. Grækerne laver de første verdenskort med længde- og breddegrader. De opdager, at jorden er rund, og Ptolemaios regner ud, hvordan planeter og andre himmellegemer kredser om jorden. Andre vigtige opfindelser er den første dampmaskine og en vandpumpe. Grækerne udvikler nye våben, såsom katapulter og beskyttende harnisk til deres soldater. Archimedes formulerer løftestangsprincippet og grundlaget for moderne mekanik. Geometri og algebra stammer også fra oldtidens græske lærde.

Meget som vi i dag tager for givet, opstod via antikkens store tænkers observationer, udregninger og konklusioner. Uden dem ville kirker måske ikke have haft kupler. Måske havde man aldrig fået indsigt i verdens opbygning og kernefysik. Måske var den industrielle revolution i 1800-tallet aldrig sket. Og drømmen om at kunne krydse havene ville måske være forblevet en drøm.

I det sjette århundrede f.kr. forandrede en ny lov i Athen alle grækernes liv for evigt. Cirka 80.000 athenere bliver vidner til en monumental politisk forandring. Bystaten er i krise. Folket gør oprør mod kongen og den herskende klasse, de vil have indflydelse på vigtige beslutninger. Her opstår folkeforsamlingen. Alle borgere i Athen kan deltage. Altså næsten alle - forsamlingen består udelukkende af mænd over 18 år. De fattige får løn for at deltage, så de også kan være med. Athens borgere mødes en gang om måneden for at diskutere politik. En folkeforsamling, der mødes med jævne mellemrum. Det er begyndelsen på et nyt system: demokrati. Det er enden på de enevældige herskere og det symboliseres ved to adelsmænds snigmord på en tyran. Det er helt anderledes i det mægtige Ægypten og i Mellemøsten. Her hersker regenterne stadig med nærmest guddommelig magt. Her er loven altid på despoternes side. Folket har ingen rettigheder, men forventes at ofre deres liv i kamp. Demokratiet opstår faktisk på grund af en krise. Først kæmper grækerne indbyrdes, og så skal de forsvare sig mod perserne. Der er brug for alle, både adelsmænd og bønder, i forsvaret mod fjenden. Bystaternes hære består af mange tusind soldater. Rige og fattige kæmper skulder ved skulder i geledderne, da deres selvstændighed er truet. Athen bygger også en ny flåde og har brug for tusinde af roere, som rekrutteres af samfundets fattigste. Sammen er grækerne stærke. De slår perserne i to afgørende slag. Men det får politiske konsekvenser. Til gengæld for at sætte livet på spil kræver soldaterne, især dem fra den jævne befolkning, flere rettigheder. Alle bidrager til sejr eller nederlag, uanset om de er bønder, daglejere, adelige eller jævne borgere. Alle vil have indflydelse. Der går cirka 200 år, før de får opfyldt deres krav. De athenske borgeres fælles oplevelser under kampene og forsøgene på at finde fælles løsninger under forberedelserne var medvirkende i høj grad til demokratiets indførelse. Borgere fra andre bystater havde de samme oplevelser, men i Athen opstod idéen om demokrati usædvanlig hurtigt. “Folkestyre” er det nye mantra, men det gælder kun for voksne, mandlige borgere. Kvinder, børn, slaver, udlændinges mening er irrelevant. De bliver udelukket fra det hele. De rige adelige har størst indflydelse på politik. Lavere embedsmænd kommer fra de anden og tredje klasse: købmænd, håndværkere og velstående bøndere. Den sidste klasse består af daglejere, men alle deltager i folkeforsamlingen. Professionelle talere havde en særlig rolle i folkeforsamlingen. De var retorikere, også kendt som demagoger, fordi de anførte folk. Ordet havde en positiv betydning, som først senere blev negativ. En demagog kunne nemlig også lede folk til at træffe en forkert beslutning, som var i hans egen interesse og imod folkets bedste. Det er den jævne borgers stemme, der tæller. Hvorvidt en lov vedtages, afhænger af et flertal og det ligger som regel hos de jævne folk. Særlige skatter til uventede udgifter bliver kun pålagt de rige.

De gamle grækere efterlod sig flere stentavler end nogen tidligere kultur. Tusinder af dekreter mejslet i sten henviser til alle mulige beslutinger. For eksempel om byggeprojekter, og hvorvidt Athen skal gå i krig eller afholde festligheder. Folkeforsamlingens vigtigste beslutninger blev gemt. De blev opstillet i offentligheden, såsom Akropolis eller agoraen, markedet. Ordet “phoroi”, altså skatter, optræder ofte. Men de blev kun opkrævet, når der var behov for det. Når folkeforsamlingen vedtager en lov, træder den straks i kraft og alle kan læse om den på stentavlerne. Hvis man ikke kan læse, ka man få en af byens oplæsere til at læse op. Officielle embeder bliver tildelt tilfældigt ved lodtrækning. Der kræves ingen forudsætninger for at blive vagt på markedet, kommissær for epidemier eller dommer, men et godt ry er afgørende. Grækerne opfandt særlige maskiner til dette formål. Der står to ved indgangen til forsamlingsstedet. Hullerne på forsiden er inddelt i fem kolonner. Hver kolonne er forbundet med et bogstav og hvert bogstav repræsenterer en gruppe af kandidater. Kandidaternes navneskilte bliver indsat tilfældigt i deres egen gruppe. Sorte og hvide kugler bliver kastet ind i maskinen for at udvælge navne. Hvid betyder “valgt”, og sort betyder “ikke valgt”. Dette system var en hel central del af det athenske demokrati. Alle borgere skulle have de samme rettigheder. Alle skulle have samme muligheder for at få et officielt embede. Kun de aller øverste embeder, såsom hærchef, blev ikke tildelt tilfældigt. Maskinerne blev også udviklet for at forhindre korruption. Dommere blev for eksempel udvalgt dagen før retssagen. Den udvalgte skulle derefter straks begive sig hen i retten, så det var fuldkommen umuligt at påvirke eller bestikke en dommer.

De romerske herskere kan ikke lide den athenske model og de europæiske monarker modstår også med succes “folkets styre”. I det meste af Europa må befolkningerne kæmpe for deres rettigheder i flere århundrede. Til sidst vender demokratiet tilbage med Den Franske Revolution i 1789 - 2000 år efter at grækerne opfandt det. I det 20. århundrede får kvinder endelig stemmeret. I dag er folkets politiske magt et grundlæggende princip i vesten. Men i oldtidens grækenland skulle en politiker også være en god kriger. Unge mænd skal være i god fysisk form. I skolerne lærer de en smule retorik og grammatik, men det primære fag er sport. Uden tøj på. Ordet “gymnasium” betyder “sted at være nøgen”. Kravene er meget høje. Enhver, der udviser talent får støtte til at kunne deltage som atlet i store sportsbegivenheder. Det er vigtigt at have en veltrænet krop. De gamle grækere er de første, der fuldt ud dyrker kropsidealet. Deres skønhedsidealer er udhugget i sten, så alle kan se dem. For første gang i historien ser statuer virkelighedstro ud. Deres perfektion er stadig et symbol på fuldkommen skønhed. I renæssancen bliver idealerne taget op igen og nye kunstværker bliver skabt efter oldtidens forbillede. Men for disse kunstnere handler det ikke så meget om skønheden, men mere om en perfekt efterligning af menneskelig anatomi. Og igen mand i renæssancen ville selv have trænet så hårdt. Græsk skulpturkunst har kroppen som tema. Det kan forestille en gud eller en atlet. Det er ikke en gennemsnitlig krop. Ligesom i dag forsøger man at opnå en perfekt krop, der vises i al sin skønhed og atletiske form, med fremtrædende muskler og ribben og placeret i flotte positurer. Disse 2000 år gamle skønhedsidealer gælder stadig, selvom det i dag kun er få, der holder sig i så god form.

Det var noget andet for unge græske mænd. De holdt sig i form til kamp og til sportsstævner. Der afholdes omkring 300 sportsstævner hvert år. Deltagerne er ambitiøse. En sejr betyder penge og karrieremuligheder. De gamle discipliner har overlevet op til i dag. Diskos- og spydkast har været med fra starten. Begge dele kræver styrke og overlegen teknik. Grækernes største sportsbegivenhed finder sted i Olympia hvert fjerde år. Der bliver sendt besked ud i hele landet, når legene starter. Alle bystater bliver inviteret, selv dem, der ligger i strid. Under konkurrencen hersker der våbenhvile i den græske verden - den olympiske fred. Legene bliver afholdt til ære for Zeus og der kommer flere tusinder af tilskuere. Faciliteterne er bemærkelsesværdige. Der er sportshaller til atleterne - aller deres behov skal opfyldes. Og ligesom i dag er sportsfolkene superstjerner. Hvis de vinder. Vinderne får en laurbærkrans og evig berømmelse. Men i det femte århundrede e.kr. slutter de fredelige konkurrencer brat. Den kristne kejser Theodosius forbyder hedenske kulter, blandt andet de Olympiske lege. Mødestedet forsvinder, først under en ny by og senere under flere meter murbrokker. Arkæologer genopdager ruinerne i 1800-tallet.  Olympia bliver igen berømt og i 1896 bliver de første moderne Olympiske Lege afholdt i Athen. Snart får kvinder også lov til at deltage. Senere får andre racer også adgang. I det 21. århundrede er de Olympiske Lege en stor begivenhed. De er et evigt symbol på fredelig kommunikation mellem folkeslag.

Teater er lige så vigtigt, selvom det ikke er lige så populært i dag. I oldtidens Grækenland havde hver lille by sit eget teater, som indbyggerne var meget stolte af. Teatret har sine rødder i religiøse

ritualer. Rituelle danse til ære for Dionysos spillede en central rolle. Disse såkaldte satyriske danse udviklede sig til drama med rollespil. Det særlige ved Epidauros er, at syge mennesker blev sendt i teateret af terapeutiske grunde. Forestillinger følger faste regler, og hvert stykke opføres kun én gang. Der er aldrig mere end tre på scenen og de er alle mænd. De bærer masker for at kunne spille unge, gamle og endda kvinder. Det er vigtigt at bruge store bevægelser og tale højt og tydeligt. Der er også et kor, der driver stykket fremad og forklarer baggrunden. Eposserne er tragiske heltedigte. De er skrevet på vers og er ret lange, som Homers episke fortællinger. Heltene prøver at undslippe skæbnen, men de dør næsten altid til sidst. Komedien er lidt lettere. Det er et sjovt stykke, ofte lidt groft, og med en garanteret lykkelig slutning. Aristoteles sagde, at teater renser sjælen.  Historierne stammer fra myter. De handler om konflikter, som ikke kun guder, men også mennesker kan løse. Budskabet om, at der kan findes en løsning på enhver konflikt, gør det nemmere at hele sårene. Hvis altså publikum kunne høre forfatterens budskab. Græske teatre havde plads til op til 14.000 mennesker. I Epidauros kan hvert eneste ord høres helt op på de bagerste rækker, man ved ikke hvorfor og det forbliver deres hemmelighed. Teatret har overlevet århundrede som “en lise for sjælen” og “en spejling af menneskets kamp” og har fundet nye udtryksformer. Ikke kun på scenen, men også i biografen kan man se glade eller triste historier hver aften. Da levende billeder kommer til, bliver film mere populære. Selskaberne producerer blockbustere og når et publikum på flere millioner. I århundredernes løb erobrer nye helte lærredet og scenen, men historierne følger et gammelt mønster. Der er komedier og tragedier. Græsk kultur breder sig udover hele oldtidens verden.

Det skyldes Alexander den Store, konge af Makedonien. I det fjerde århundrede f.kr. tager den unge konge ud for at erobre verden. Han tvinger de græske bystater til at forene sig under sit herredømme og skaber et imperium. Han indfører det græske sprog og græsk uddannelse i de erobrede områder. En ny æra begynder: Hellenismens. Erobreren udbreder sin kulturarv fra sin hjemby, Pella og hele vejen til Indien. Men Athens storhedstid er allerede forbi. Efter Alexanders død falder hans rige fra hinanden og et nyt magtcentrum opstår: Rom. Romerne er eksperter i at underlægge sig landområder om mennesker. De er velorganiserede, i modsætning til de konstant stridende grækere. Deres hærførere løber uden problemer de små bystater over ende. I modsætning til de ambitiøse romere forbliver grækerne for forskellige og slittede til at modstå Rom. Romerne er meget dygtige til at tage ved lære og de overtager bevidst den græske arv. De spreder græsk kultur ud i endnu større dele af Europa. Romerne forstår nemlig grækernes unikke bidrag om det så er inden for litteratur, teater eller uddannelse. Det betød, at mange græske bedrifter blev videreført af romerne. For eksempel havde en stor del romernes retssystem græske rødder. Romerne bevarede den græske arv for eftertiden.

Og det er en imponerende arv. Grækernes utrættelige søgen efter forklaringer, fører til opdagelsen af naturlovene og bliver grundlaget for den moderne videnskab. De fik stor indflydelse på moderne teknologi og lagde kimen til fremskridtet. Takket være deres undersøgelse kan vi i dag udforske både jorden og rummet. Deres historiefortælling baner vejen for litteraturens største værker og inspirerer filmindustrien. Deres teatre er forbilleder for enorme arenaer til titusinder af mennesker. Tanken om at samle mange mennesker til fredelige konkurrencer, fejres stadig hvert fjerde år ved de Olympiske Lege, over hele verden og på tværs af alle grænser. Men det gamle Grækenlands vigtigste bidrag er tanken om, at borgere skal kontrollere staten gennem love skabt af folket. Mange medlemmer af EU ville nok ikke være demokratiske i dag, uden de gamle grækeres reformer. Det gælder ikke kun i Europa, tanken om en regering “af folket, ved folket og for folket” blev formuleret af Abraham Lincoln. De gamle grækeres bedrifter har overlevet i århundreder. Selv i vore dage påvirker de livet og tankegangen i den vestlige verden. Oldtidens Grækenland er uden tvivl den vestlige kulturs arnested.

Folkedrab: Holocaust - Folkemordet på Europas jøder (2)

Nazismens raceideologi

Nazisternes racepolitik dannede grundlaget for massemordet og folkedrabet. Raceideologien bestod primært af tre grundlæggende idéer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Idéerne var: Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder, udtrykt sprogligt eller fysisk. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne. Eugenik, som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse men henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Antisemitismen tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5 århundrede blev kristendommen en statsreligion i Romerriget, og derfor blev jøder og kristne konkurrenter. Kristendommens magt voksede ved at rigets ledere forbød konvertering til jødedommen. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet med dette var at fratage romerne skylden for Jesu død og i stedet give den til jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.

Fra år 1100 og frem til 1849 udbredte antisemitismen sig. Generelt måtte jøderne ikke eje land. Det vil sige at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværker. Derfor begyndte nogle af jøderne at udlåne penge, da det var en erhvervsmæssig udvej. Ved middelalderens begyndelse blev Bibelen fortolket således, at de kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. Derfor var der mange kristne der gik til jøderne, når de skulle låne penge. Deres situation blev forværret i forbindelse med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod rygter om at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. I stigende grad blev jøderne set som en trussel, og det betød, at i 1290 forbød England jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig, Spanien og Portugal.

I 1543 skrev Martin Luther bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og begyndte jøderne for at have dræbt Jesus. Anklagerne var med til at skabe jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor vilkårene var bedre. I 1600-tallet blev den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, heriblandt det danske. Selvom der var en lille overklasse, så var de fattigste i samfundet jøder.

I forbindelse med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, blev vilkårene mange steder forbedret for jøder.; de fik ret til egen jord. Dette kaldes for jødernes emancipation. Dette førte til en ny form for antisemitisme, som blev et symbol på det, man i perioden kaldte “det moderne”. Dette blev karakteriseret ved de nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske idéer, som konservative kræfter var imod.

            Den russiske antisemitisme kan forklares ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881. Disse beskyldninger førte til massakre på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917, fik nogle englændere til at se jøderne som en kommunistisk trussel. I USA beskyldte Henry Ford, Fords grundlægger, den internationale jødedom for, at beherske verdens finansielle markeder. Det gjorde han gennem en artikel i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag. Men eksistensen af antisemitisme i sig selv har ikke ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakre.

            Nasisterne var også inspireret af raceteorektikere, som havde den idé om, at mennesker var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker føde ulige frem for lige, og i dét hierarki var den ariske race øverst, mens amerikanerne stod nederst. I slutningen af 1800-tallet kom nogle race teoretikere  med den teori om, at jøderne var en race for sig selv. Samtidig blev racismen koblet på nationalismens tanker og idéer om, hvad et folk var.
 Adolf Hitler udgav sin bog Mein Kampf i to dele. Den første udkom i 1925 og den anden i 1926. Det blev først samlet til ét værk i 1936. Bogen giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator havde, før han kom til magten. Hitler anså historiens krige som årsag til den evige kamp mellem racerne.Han mente også at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og racerenhed. Hitler var overbevist at Sovjetunionen var blevet overtaget af jøder. Det er meget ligetil at konludere at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er ikke helt korrekt. Man kan sige, at det dannede et grundlag for Hitlers fremtidige politik, men bogen var på ingen måde et udkast til arkitekturtegningerne til Auschwitch.

Hjemmets betydning gennem menneskets historie

Det er måske en anelse morsommere at sidde derude og længes hjem, end at sidde derhjemme og længes ud.

Hjemmet forbinder jeg med min base. Dér hvor jeg kan være mig selv.

I mange år har menneskeheden haft et hjem. Hjemmet har altid været en base for mennesket, hvor det kunne blive genopladt og klargjort til at se verden, ansigt til ansigt. Hjemmet har, historisk set, været menneskets identitet. Det har altid været dér, hvor det kunne vise sin status. I det seneste årtusinder har man set eksempler på, hvordan vi mennesker har indrettet os for at overleve. I starten var der ingenting. Intet. Og vi mennesker havde kun hvad der var nødvendigt. Men så kom Vikingetiden og vi fandt ud af hvad rigdom var. Vi begyndte at gå op i at indrette og udsmykke vores hjem efter den enkelte slægts sociale status. Det gør vi egentlig stadig i dag. Vi udsmykker os efter, hvordan vi gerne vil fremstå i samfundet. Vores hjem skal afspejle hvem vi er som person og der må helst gerne stå en Audi i indkørslen.  Vi har altid elsket at vise os frem, og jo mere vi ejede, desto bedre.  Vi har altid iscenesat os selv gennem vores hjem. Via vores bolig har vi altid sendt signaler ud til den gruppe vi tilhører eller den vi ønsker at tilhøre.

For 500 år siden i Middelalderen begyndte vi i Danmark at få udtrykket”bo bedre” ind under huden. Det var vigtigt at vise sin status gennem de ejendele man opbevarede i hjemmet. Danmark begyndte lige så småt at blive integreret i Europas kulturarv.

Det med at vise sig frem gennem hvor meget man ejede, toppede i Barokken, hvor Solkongen, også kendt som Ludvig XIV, viste sig frem i pomp og pragt.

I hele sit liv brugte han al sin energi på at ombygge sin fars jagtslot til han eget hjem. Det var netop dér, at Solkongen følte sig hjemme. Versailles kaldte han det. Slottet husede 20.ooo mennesker. Det var deres hjem. Solkongen gjorde meget ud af, at alt skulle være stort og prangende, koste hvad det ville. 100 år senere ender Versailles-eventyret i en revolution, hvor det daværende regentpar, Marie Antoinette og Ludvig XVI, myrdes. Efter denne periode i pomp og pragt begynder vi så småt at skrue ned for vores forbrugsvaner og i stedet vise vores hjem frem enkelt og rent. Vi har altid været vilde med at vise os frem.

Penge er som bekendt ikke alt og på samme måde er statussymboler heller ikke grundlaget for høj livskvalitet. Penge og statussymboler kan være springbrættet for de mere usynlige værdier, såsom venskaber og lykke. På den måde kan et hjem forstås, som et statussymbol og kan være medvirkende til at forhøje et menneskes livskvalitet. Senere fik vi "Empiri". Den periode har dannet grundlaget for, hvordan vi indrettede vores hjem de kommende 200 år. Hjemmet bestod ikke bare af det mest nødvendige rum. Det blev opdelt i et offentligt og et privat område. Ludvig Holberg udgav i sin tid en slags klage til det danske samfund om, at vi brugte de bedste rum i vores hjem til udstilling. Dette viser at det selv i 1700-tallet var vigtigt for os, at folk skulle have en god opfattelse af vores hjem, så derfor blev den sociale status sminket. Det samme er tilfældet i Klunkehjemmet.

Da jeg var helt lille var jeg også en flittig turist på diverse slotte og museer rundt i landet. Jeg var dog mest fascineret af  Klunkehjemmet. Hver gang jeg trådte ind ad døren blev jeg helt betaget af den måde hjemmet var indrettet på. Det var som om at træde ind i en hel anden verden. Klunkehjemmet er en stor herskabslejlighed fra 1800-tallet ved Nationalmuseet. I Klunkehjemmet boede der en rig familie. Deres hjem er udsmykket og indrettet efter moden i 1800-tallet. Det er som om at gå på opdagelse i et dukkehus. I den bedste del af huset har man indrettet herreværelset og dagligstuen, da udsigten er pragtfuld ud til kanalen og Christiansborg. Det var her selskabet var når der skulle holdes noget, så rigmandsfamilien kunne vise sig frem. De andre rum i herskabslejligheden er små, stadig flot dekoreret. Tjenestefolkene fik formentlig tildelt kamre i baghuset tæt ved køkkenet. Lejligheden er et pragteksempel på, hvordan det velstillede borgerskab boede i midten af 1800-tallet.

Blikket vendes indad mod det folkekære. Nationalismen begynder! Efter 1864 fokuserer vi mere på hjemmet og de danske værdier. Stuen blev familiens samlingspunkt. Det var i det private hjem, borgerskabsfamilien kunne trække sig tilbage, men det var også her, man viste sig frem, og hvor familiens dagligdag blev iscenesat. Hos de borgerlige rummede tidens fineste rum de flotteste møbler. Det var i hjemmet, hvor økonomisk status og anerkendelse gik hånd i hånd.

Uanset, hvem der kommer og besøger familien i hjemmet, så er det stærkeste statussymbol for familien, hjemmet. Hjemmet og den måde man har valgt at indrette det på, fortæller indirekte om beboerne og dermed bekræfter beboerne i deres egen selvopfattelse. Et hjem kan være med til at afspejle familiens vaner, holdninger, historie, økonomiske situation og deres ambitioner og drømme. Hjemmet er dog ikke bare et spejl, det er også en ramme, som med ambitioner og begrænsninger er med til at forme familiens dagligliv og deres egen selvforståelse. Senere hen i historien er det ikke kun adelen og de rige, der går op i indretning. Godt inde i 1900-tallet, begynder de borgerlige at læse livsstilsmagasiner såsom “Hjemmet” og “Bo Bedre”.  Dette gør at vi bliver mere bevidste om, hvad andre skal tyde ud fra, hvordan vi bor.

Hjemmets funktion, som ramme om familiens liv, ændrer sig drastisk I forbindelse med samfundets skiftende værdier og normer. I 1970’erne begynder vi at flytte ind i kollektiver og dele vores tilværelse og privatliv med andre familier. “Familien Danmark” blev vendt helt på hovedet.  Vi begynder at være mindre blufærdige og hjemmet er bare et sted, hvor der skal være plads til hygge. Hygge er det danske begreb, som de fleste forbinder med hjem. Begrebet har hængt ved lige siden og er nu blevet grundlaget for vores opfattelse af, hvad et hjem indebærer.  Efter 70’erne bliver hyggen sendt ud i det virkelige liv. I 80’erne begynder man at flytte sammenkomsterne med vennerne ud til caféer og restauranter. Vi efterspørger samtalekøkkener som aldrig før og det er nu blevet hipt at lave maden selv, uanset social status. I starten af 1900-tallet var det fuldstændig uhørt, at man selv lavede maden -det havde man folk til!

"Mænd bygger Huse, Kvinder skaber Hjem", sådan lyder et nordjysk ordsprog, der opsummerer rollefordelingen i borgerskabets familier i slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet. Manden var altid aktiv uden for hjemmet, hvor han tjente penge til familien og sikrede familiens sociale status. Kvinden var ansvarlig for at indrette hjemmet, der dannede rammerne om familiens liv. Som husmoder sørgede hun altid for, med eller uden hjælp fra ansatte, at "føre hus" og opdrage børnene i familien.      

Iscenesættelse af boligen præger stadig hjemmet. Det er ikke et nyt fænomen at vi signalerer status gennem indretning af vores hjem. Det der er helt nyt for os er, at dette fænomen er blevet udbredt til en meget stor del af befolkningen og til næsten alle rum i hjemmet. Alle de ting vi omgiver os med, bliver til ledetråde, der peger hen mod ejerens personlighed, sociale status og identitet. Men der bliver også iscenesat historier til os selv, gennem boligen: At vi er en perfekt og ideel familie; At vi er individualister inde for vores egne vægge; At vores smag er individuel - som antageligvis er magen til alle andre individualisters!

Fotografi: Klunkehjemmet, Nationalmuseet