Den 4. august 1914 gik
Storbritannien i krig mod en gammel ven og allieret. Et folk, som man delte
utallige historiske og kulturelle bånd med. Man allierede sig med et autoritært
diktatur, som man havde været dødelige fjender med i næsten 100 år. Hvordan Storbritannien
kom til at kæmpe sammen med Rusland mod Tyskland, er en af det 20. århundredes
store gåder. Forklaringen er til dels at finde i en enkelt families særhed og
svaghed. Dronning Victorias efterkommere sad på tronen i 10 europæiske lande.
Det dynastiske betød, at diplomati også var et familiedrama.
Ved krigsudbruddet herskede tre fætre over Europas tre
mægtigste magter. Zar Nikolaj d. 2 af Rusland, kejser Wilhelm d. 2 af Tyskland
og konge George d. 5 af Storbritannien. Deres lidenskaber, venskaber og
vigtigst af alt deres rivalisering, kom til at spille en vigtig rolle i
ændringen af europæisk politik - hvilket historikere ofte overser. Dette er
historien om, hvordan de kongelige var med til at trække Europa ned i
afgrunden. Historien om en familietragedie.
Den 10. marts 1863, næsten 50 år før 1. verdenskrig
brød ud, forsamledes Europas kongelige i St. George’s Chapel i Windsor, til
Victorias ældste søn Berties bryllup. Den senere Edward d. 7 blev gift med
prinsesse Alexandra af Danmark. Prinsesse Alex, som hun blev kaldt, var smuk og
glamourøs - og var sin tids prinsesse Diana. Hun var meget populær blandt det
britiske folk. Men brylluppet blev også husket som den første gang, Victorias
barnebarn - den kommende kejser Wilhelm d. 2, blev set offentligt i England.
Wilhelm er fire år og er med til brylluppet som page. Han er spændt, fordi at
han må have sit skotske tøj på - med kilt og mavepung og en sgian-dubh i
strømpen. Han blev sat ved siden af et par af sine onkler - bider en af dem i
benet - og smider derefter sin daggert ud midt på kirkegulvet under ceremonien.
Han prøver at stjæle opmærksomheden fra det britiske monarki og sin onkel. Det
var starten på et lang, indviklet og smertefuldt forhold mellem den kommende
tyske kejser og hans britiske familie. Brylluppet på den forårsdag blev også på
andre måder et vendepunkt i kongefamiliens forhold til Europa.
Mindre end et år efter Bertie og Alex’ bryllup
invaderede Preussen Danmark. Preussen var den største stat i et endnu ikke
forenet Tyskland. Wilhelms far, kendt som “Fritz”, var arving til den
preussiske trone og var gift med dronning Victorias ældste datter, Vicky.
Danmark var hjemland for den smukke, nye prinsesse af Wales. Følgen af det er
at der opstår en fjendtlighed mellem Danmark og Preussen. Det bliver en
afgørende faktor i de europæiske magters alliancer - og det delte Victorias
familie.
Alex græd efter sigende hver aften. Bertie fandt hende
grædende over den enorme ydmygelse, Tyskland havde udsat Danmark for. Men Alex’
svigermor Victoria tog preussens parti. Hun beordrede hendes søn, Bertie, til
at huske på: “Du har kun været forbundet med Danmark i et år.” “Hele din
familie er tysk og du er selv halvt tysk.” Man må huske på at hun selv er
fuldkommen tysk; hendes mor var tysk, hendes mormor var tysk - og hendes
oldeforældre var tyske. Men prinsesse Alex var opsat på at vise sin støtte til
Danmark. Hun blev dybt anti-preussisk, netop fordi hun måtte går stille med
dørene. Hun fandt diskrete måder at udtrykke det på. På et af det tidligste familie
billeder med hendes første barn, har hun barnet på knæet, og han har
tilsyneladende bare babytøj på, men hvis man ser godt efter, er det pyntet med
små, danske flag. Det er prinsessen af Wales’ afdæmpede måde at vifte med
flaget på. Prinsesse Alex, det britiske folks kæledægge, gift med én kommende
engelsk konge og mor en anden, tilgav aldrig Preusserne krigen i 1864.
Selvom Preussen vandt, fik krigen også dybdegående
følger for dronning Victorias datter, Vicky, og hendes mand Fritz i Berlin.
Preussen var en aggressiv og fremstormende magt. Da Victoria og Albert sendte
Vicky afsted for at blive gift, sendte de hende ud på en opgave. Victoria og
Albert havde en plan om at civilisere Preussen. Det var et forsøg på at gifte
Vicky med arvingen til den tyske trone og derved redde preussen fra den
overdrevne tyske militarisme. Vicky var kun 17 år, da hun blev gift med Fritz.
En barnebrud. Men hun var meget intelligent og var blevet trænet af sin far til
opgaven. Man gik ud fra at Tyskland ville blive forenet under preussisk
ledelse. Vicky skulle sørge for, at det nye tyskland blev et liberalt,
pro-britisk, konstitutionelt monarki. Hvis man har et liberalt Preussen, får
man et liberalt Tyskland. Vicky bliver affyret som et missil ind i Preussen for
at gøre det liberalt. Det var intet mindre en kamp om Tysklands fremtidige
sjæl. Det var en tung byrde at lægge på en 17-årig piges skuldre. Det indså
selv dronning Victoria. “Stakkels barn, jeg skælver ofte når jeg tænker på,
hvad der forventes af hende.” Victorias planer gik snart efter i vasken.
I 1882 blev Otto von Bismarck udnævnt til preussisk
ministerpræsident. Bismarck var ærkekonservativ, og hans politik var var lige
modsat Vickys. Angrebet på Danmark i 1864 forstærkede Bismarck greb om magten
og resulterede i en anneksion af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Derefter
fulgte en række korte krige, hvor Bismarck knuste de små tyske staters
selvstændighed og besejrede Østrig og Frankrig. I 1871 havde han opnået drømmen
om et forenet Tyskland - og forandret Europa-kortet. Et forenet Tyskland truer
den europæiske magtbalance - med sit høje befolkningstal og sin strategiske
placering midt i Europa. Tyskland har også en blomstrende økonomi. Lige midt i
Europa bliver der skabt et land, der potentielt kan dominere hele kontinentet.
Foreningen medførte også en dramatisk ændring af interne magtforhold. De
konservative og militarisme kræfter sejrede. Vicky blev tilsidesat og skrev
kvalfulde breve til sin mor: “Du kan ikke forestille dig, hvordan det er at
være omgivet af folk, der opfatter din eksistens som ulykke.”
Men Bismarck var bare ét af Vickys problemer. Som
briterne allerede havde set til Berties bryllup, var hendes søn Wilhelm et
besværligt barn. Hans problemer startede den nat han blev født. Wilhelms fødsel
var en sædefødsel. Han sad godt fast, han kom ud med numsen først. Hans ben lå
op mod hans bryst, og armene lå bag hans hoved. Lægen fik på en eller anden
måde den venstre arm ned, men som han selv skrev, måtte han bruge vold for at
gøre det. Dette er meget grusomt at tænke på i de øjeblikke, hvor kejseren
bliver til. Wilhelms venstre arm er permanent misdannet. Den var kortere end
den højre og stort set ubrugelig. Hans følsomme, intelligente, 18-årige Vicky
fik et traume. “Det skærer mig i hjertet at se andre børn med deres lemmers
fulde brug.” “Jeg er plaget med tanken om, at han skal forblive en krøbling.”
“Jeg ville så gerne have et perfekt barn ligesom alle andre.” Det er et
militarisk samfund, hvor man ikke kan være handicappet. Man kan ikke have en
enarmet konge af Preussen. Man skal have en perfekt krop, og det har hendes søn
ikke. Wilhelms bedstefar, den preussiske konge wilhelm 1., reagerede med en
vanlig preussisk takt. Da Wilhelm 1. ser den lille, nye Wilhelm skal han have
spurgt sin søn Fritz, om han burde lykønske ham med fødslen af et defekt barn.
Vicky havde fejlet i det, der for preusserne var
hendes primære opgave. I starten af 1860'erne boede Vicky og Fritz i den enorme
upersonlige Neues Palais uden for Berlin. Her blev Wilhelm udsat for desperate
behandlinger af sit handicap. Han højre arm blev spændt fast for at tvinge ham
til at bruge den venstre. Det resulterede kun i endeløse, smertefulde fald på
marmorgulvet. Da Wilhelm var fire år, begyndte hans hoved at hælde til siden på
grund af uligevægten i hans nakkemuskler. Det blev behandlet ved at spænde ham
fast i en maskine. Vicky sendte en skitse af den til sin mor. “Jeg kan ikke
beskrive hvor frygteligt det var, at se ham i den maskine. Jeg var lige ved at
græde.” “Det var virkelig hårdt at se sit barn blive behandlet som en
vanskabning.” Wilhelms unge, traumatiserede mor forværrede hans problemer. Det
er nærmest umuligt for Vicky at acceptere Wilhelms handicap. De får ikke noget
tæt bånd. Hun sender klare signaler, måske ubevidst, til Wilhelm om, at han
ikke lever op til hendes forventninger. Det er en stolt mor, der reagere
dårligt på sin søns handicap. Hun prøver at elske ham og være en god mor, men i
sidste ende ser hun på ham og ser sit største nederlag. Forholdet mellem den
kommende kejser og hans engelske mor bliver anspændt. Det fik omfattende følger
for Europas fremtid.
På den anden side af Nordsøen, på Marlborough House,
kunne George 5. barndom ikke have været mere forskellig. George blev født seks
år efter Wilhelm og var både sund og robust. Han var den anden søn og skulle
oprindelig ikke ha været konge. Hans bror Eddie var tronarving. George blev
forskånet for sin tyske fætters barske uddannelse. Hans far Bertie, prinsen af
Wales, var glad for Georges mor, men samtidig kendt som en skørtejæger. Hans
kommende dronning, den smukke prinsesse Alex, var tvunget til at acceptere
situationen. Hun overøste i stedet sine børn med kærlighed. Alex bestemmer
derhjemme, da Bertie ofte er væk. Hun skaber en atmosfære, der må have været
dejligt for små børn. Endeløs leg og tumlen, ingen lektioner, ikke noget
alvorligt. Et meget børnevenligt miljø.
Hver anden sommer tog prinsesse Alex hele familien
med, for at bo hos sine forældre i Danmark. Den danske kongefamilie var
relativt fattige, men havde giftede sig ind i forskellige europæiske dynastier.
Fætre, onkler, kusiner og tanter fra hele kontinentet mødtes i den den konges
sommerresidens uden for København. Blandt dem var den russiske kongefamilie.
Her mødte George for første gang sin fætter, den fremtidige zar Nikolaj 2.,
hvis mor Dagmar, kaldet Minnie, var Alex’ søster. Der sker det, at Bertie og
Alex hvert andet år holder ferie, sammen med den russiske zar og hans kone.
Alex og Minnie have et tæt forhold, og de ville gerne samle familierne. Minnie var
gift med Alexander, zar af Rusland fra 1881. Han var en imponerende mand, der
var berømt for at kunne bøje ildtænger med de bare næver. George og Nikolaj var
begge generte og tilbageholdende, og så op til deres fædre. De blev gode
venner.
Den uformelle stemning kan ses, på sjældne billeder
fra de danske arkiver. De blev taget af de kongelige selv, det var ivrige
amatørfotografer. Atmosfæren var helt afslappet. Den omgangskreds er kendt for
en afslappet og fjollet humor. Men hørte om prinsessen af Wales og kejserinden
af Rusland, der slog saltomortaler i lange aftenkjoler. Børnene sprøjter på
zaren af Rusland og han ler af det og gør gengæld. De kalder ham “Onkel tykke”
- kan man forestille sig dette? Der er en usædvanlig atmosfære. Der er en
kejser og en kejserinde, flere konger og dronninger og mange hertuger og
hertuginder - og de opfører sig alle sammen som børn på ferie. Man kan stadig i
dag se spor fra de kongelige feriegæster. Et forbogstav ridset ind i en rude,
sikkert af zar Alexander. Børnenes højde afmærket på en dørkarm.
Men én kongelig fætter blev aldrig inviteret. Vickys
søn, den fremtidige kejser Wilhelm af Tyskland, der som preusser ikke var
velkommen i det besejrede og ydmygende Danmark. Mange af de andre gæster var
fra mindre, tyske kongehuse, der også var blevet slået i de tyske
samlingskrige. De var heller ikke opsatte på at holde ferie med deres
preussiske erobrere. Taberne i de preussiksekrige i 1860’erne samles på
stranden og mumler eder mod Preussen. For zarinaen og den kommende engelske
dronning havde ferierne et klart politisk formål. Minnie og Alex håbede på at
trække deres mænd, Bertie og Alexander, tættere sammen og væk fra Tyskland.
I 1874 besøgte den russiske kongefamilie London.
Minnie var ligeså glamourøs og fotogen som sin søster, og det britiske folk
blev fortryllet. De danske søstre blev den tids mode ikoner og forvandlede
turen til en bekræftelse af anglo-russisk venskab. Den første dag kom de ud i
helt ens kjoler. De var i forvejen smukke kvinder, og det gjorde dybt indtryk.
Det fremhævede en interessant pointe: Måske havde England og Rusland noget
tilfælles. Måske er der ting, der kan trække dem tættere sammen.
Men i 1870’erne var det op ad bakke for søstrene, at
forsøge at smed anglo-russiske bånd. For briterne var Rusland den traditionelle
fjende. I 1800-tallet så de fleste briter på Rusland med frygt og afsky.
Rusland var et mareridt for regeringen i London, fordi det truede Indien -
juvelen i imperiets krone. Russerne er asiater, efterkommere af de mongolske
horder. De er barbarer. Dronning Victoria talte på nationens vegne:”De
afskyelige russere! Frygtelige, lumske og ondskabsfulde.” “De vil altid hade
os, og vi vil aldrig kunne stole på dem.”
Russerne havde heller ikke høje tanker om briterne. De
brød sig ikke om deres kolonier i Indien og Centralasien. Set med
russiske øjne er briterne både hykleriske og irriterende. Storbritannien står
på mange måde i vejen for Rusland og briternes opfattelse af moralsk
overlegenhed er svær at sluge.
Rusland vendte sig i stedet til Tyskland, hvor kansler
Bismarck havde arbejdet hårdt på at skabe gode forbindelser. Han frygtede en
fransk-russisk alliance, der ville omslutte Tyskland. I 1884 styrkede Bismarck
båndet ved at sende en delegation til Rusland, til fejringen af den russiske
kronprins’ indtræden i voksenlivet. Hans valg af leder var overraskende:
Nikolajs fætter, prins Wilhelm, som nu var 25 år. Det er meget smigrende for en,
der er så ung og uerfaren. Han har ikke deltaget i diplomati før. Men det er
også en hån mod hans far, for Wilhelms far Fritz havde længe villet deltage i
politik, men Bismarck holdt ham væk. Bismarck var ivrig efter at udelukke
Wilhelms liberale forældre, som stadig kun var tronarvinger, så han udnyttede
det indviklede og anstrengte forhold mellem Wilhelm og hans engelske mor.
Som teenager havde Wilhelm skrevet sære, seksuelt
ladede breve til Vicky. Han beskrev drømme, hvori han kyssede og kærtegnede
hendes hænder. Han længtes efter at opfylde de drømme. “Om otte dage skal vi
til Berlin, og så udlever vi mine drømme, når vi er alene på dit værelse uden
vidner.” “Lov mig at du vil gøre som i min drøm, for jeg elsker dig så højt.”
Hvad skal man mene om det? Det er tydeligvis en erotisk drøm, der sært nok
fokuserer på hænderne og især på venstre hånd. Det er jo Wilhelms hånd som er
dækket af en handske, for at skjule misfarvningen og dens klolignede udseende.
Min fortolkning, er at han gør et sidste forsøg ad denne forbudt, incestiøse
vej, på at få sin mor til elske sig, som den han er.
Den fremtidige kejser er nu i tyverne, og hans hjerte
er hærdet. Han var blevet stærkt fjendtlig over for alt, hvad hans forældre
stod for. Vicky skrev fortvivlet til sin mor, dronning Victoria: “Willy er
chauvinistisk og ultra-preussisk i en sådan grad, at det ofte smerter mig.”
“Han er ved at blive til en arketypisk Potsdam-officer, med den onde blanding
af at være højrøstet og fremmedfjendsk.” Han gør alt for at irritere sine
forældre. Han er en rebel. Han ved, at det vil går hans forældre på, hvis han
færdes i antisemitiske kredse, så det gør han. Han ville være tæt på vinderne:
hans bedstefar og Bismarck. For ham at se er hans forældre tabere i det tyske
samfund. Han vil ikke associeres med dem. Spændingen mellem mor og søn
forstærkes, af Vickys stærke båd med sit britiske hjemland. Hun roste altid
England til skyerne på Tysklands bekostning. “Du er en lille, tysk dreng. Du
vil aldrig forstå det at være engelsk.” “Du kan godt rose din flåde, men den er
intet i forhold til vores.” - og sådan fortsatte hun.
Wilhelms tur til Rusland i 1884 beseglede endeligt
hans afhopning til den konservative lejr. Wilhelm er fascinerede af det
enevælde, han ser i Sankt Petersborg og Moskva; at der står 12.000 soldater
langs jernbaneskinnerne og råber hurra, da det kejserlige tog kører forbi. Det
er en ønskedrøm for ham. Wilhelm så zar Alexander 3., Nikolajs far, som en
halvgud. Zaren levede i utrolig luksus i sine utallige paladser og havde ubegrænset
magt. Han var ikke bundet af nogen form for repræsentativ regering. Wilhelm var
beruset af det. Den kejserlige ideologi, som han udvikler i 1884, holder han
fast ved. Ideen om, at han er udsendt af Gud for at herske over sit folk. “Jeg
skal ikke lytte til folket. Jeg skal overbringe dem Guds budskab.”
Da han kom tilbage fra Berlin, begyndte Wilhelm en
privat og foruroligende indskrevet korrespondance med zaren. Hans fjendtlighed
mod sin mor gjaldt nu også hendes britiske familie. “Jeg vil bede dig om én
ting: Gør modstand mod de engelske onkler.” “Bliv ikke chokeret over min far.
Han er under min mors indflydelse og hun er styret af den engelske dronning, og
får ham til at se alt med engelske øjne.” Wilhelms forhold til England
afspejlede forholdet til moren, med alt dets kompleksitet. Han er meget
splittet. Han er fascineret af Storbritannien og vil bemærkes af briterne. Men
han hader også Storbritannien. Han elskede empires pragt og pragten omkring
hans bedstemor. Det tiltaler ham rigtig meget, men samtidig er han også
usikker: “Jeg er ikke god nok. De ser ikke Tyskland som ligeværdigt.” Alle hans
forhold i livet er fulde af konflikter, også det her. Forholdet til England er
det mest problematiske af dem alle.
I 1887 fejrede dronning Victoria sit jubilæum. Wilhelm
kunne bedre lide sin bedstemor end sin mor og nu viste han sig fra sin
pro-britiske side. Han overtalte sin bedstefar til at gøre ham, i stedet for
hans forældre, til leder af den tyske delegation. Men det huede ikke dronning
Victoria. Da Victoria hører, at Wilhelm har inviteret sig selv som
repræsentant, uden at fortælle sine forældre det, bliver hun rasende og afviser
ham. Hun inviterer hans forældre i stedet. Da det stor optog gik gennem Londons
gader, måtte Wilhelm finde sig i at spille en birolle. På Victorias
familieportræt, som blev malet til lejligheden, fik hans far Fritz
hæderspladsen. Wilhelm måtte stå og skære tænder i en vinduesalkove, sammen med
sin yngre fætter George. Hans had til England vendte tilbage: “Nu må den gamle
kvinde godt snart dø. man kan ikke hade England nok.”
Får måneder efter samlede Europas kongelige sig igen i
Berlin, til begravelsen af Wilhelms bedstefar, kejser Wilhelm 1. Han blev 90 år
gammel. 30 år efter sin ankomst til Tyskland blev dronning Victorias datter,
Vicky, endelig kejserinde. Men kroningen blev ikke lykkelig. Hendes mand Fritz
var døende. Wilhelms far Fritz får strubekræft. Det tager lang tid at
diagnosticere og da de finder ud af det, er det for sent. Fritz blev kejser i
marts 1888, men havde på det tidspunkt kun få måneder tilbage at leve i.
Det er et af historiens store spørgsmål. Hvis Wilhelm
1. døde tidligere, eller Fritz havde overtaget før, kunne Tyskland havde
udviklet sig anderledes. Fritz var liberal. Han ville gøre Tyskland konstitutionelt.
Men det ønskede hans søn Wilhelm 2. slet ikke. Vickey vidste, at hun og hendes
mand aldrig ville få reel magt. Hun skrev et tragisk brev til dronning
Victoria: “Folk opfatter os som en forbipasserende skygge, der snart vil blive
erstattet af virkeligheden i skikkelse af Wilhelm.” Fritz ville gerne påvirke
tysk politik, men han er for syg og svag og han ved, at han er døende. Alt det
han har arbejdet for i 20 år, ideen om et liberalt Tyskland, som han ønskede at
skabe kommer bare ikke til at ske - det er virkelig grumt. Fritz døde efter kun
99 dage på tronen.
Som 29-årig bliver hans uberegnelige og
følelsesmæssigt ustabile søn, kejser over et af verdens mægtigste lande. Et
land, hvor monarken stadig havde fuldkommen magt. Hans første handling var at få
tropper til at omringe Neues Palais, hvor hans far var død. Han beordrer
paladset gennemsøgt for papirer fra hans fars tid som kejser. Det er monstrøst,
det er aggressivt, og det er rettet mod Vicky. Den britiske del af familien
hører om det. Det er jo en frygtelig ting at gøre mod ens mor, og de er
forfærdede.
Prinsen af Wales er nu i fyrrerne og har et tæt
forhold til sin søster. Han skrev til Vicky for at trøste hende over hendes
søns opførsel:”Hans behandling af dig er afskyelig.” “Men han mangler desværre
en gentlemans finfølelse og væremåde.” Den fremtidige engelske konge tilgav
aldrig sin tyske nevø. Forholdet mellem fætteren George og dennes mor var meget
anderledes. George kaldte altid Alex ‘prinsessen af Wales, min elskede mor’. Og
hun kaldte ham ‘lille Georgie’. Hun sluttede ét brev med: “Et stort kys til dit
smukke, lille ansigt.” George var 25 på det tidspunkt.
Prinsesse Alex’ afsky for Tyskland var ikke blevet
mindre i 1890 blev George æresoberst i et preussisk dragonregiment, under et
besøg i Berlin sammen med sin far. Bertie klemte sig ned i en stram uniform,
men George holdt lav profil. Hans mor var både fornøjet og forfærdet: “ Så min
Georgie-dreng er blevet en ægte, beskidt tysk soldat med blå jakke og
pikkelhue? ” “Det er lige meget. Som du siger ‘det kunne ikke undgås’.“
George var stadig bag sin ældre bror i tronfølgen og
skulle oprindeligt have haft en karriere i Royal Navy. George var på niveau med
en befalingsmand i flåden. Han var virkelig dårlig uddannet. Som næsten den
eneste kongelige i slutning af 1800-tallet, talte George ikke nogen
fremmedsprog. George er i høj grad formet af sit liv i flåden. Han foretrækker
begrænset plads, selv efter at han bliver prins af Wales. Han er ikke
selskabelig. Han kan lide orden, disciplin og kontrol.
Da hans ældre bror Eddie døde af lungebetændelse i
1892, blev George tronarving. I modsætningen til fætter Wilhelm havde han
aldrig ønsket at blive konge. Hans brors død kom som et chok. Det er næsten
tvillinger. Det er meget hårdt for ham. Og så står han pludselig med alt det
ansvar, han aldrig havde forventet. Det er skræmmende i begyndelsen. En
fornemmelse af skæbnefællesskab bragte han tættere på sin fætter, den russiske
tronarving Nikolaj. De lignede endda hinanden meget. De er begge to pæne, uerfarne,
unge mænd, som ikke har haft ambitioner om at stige højere op i graderne,
skæbnen havde udset dem til. Ligesom George var Nikolaj tæt forbundet til sin
mor, Minnie. Hans danske mor er, ligesom hans søster, dronning Alexandra af
storbritannien, en god og meget besidderisk mor. Hun gør sit bedste for, hendes
sønner skal forblive børn. Det er utroligt, at man har disse to fremtrædende,
kongelige personer, som derhjemme stort set bare er pattebørn.
Der var dog en afgørende forskel på det to kongelige fætre.
George giftede sig pligtskyldigt med prinsesse Mary, som havde været
trolovet med hans storebror. Nikolajs ægteskab blev en storslået fortælling om
drama og romantik, som ændrede Ruslands historie.
I 1889 blev Nikolaj under et familiebesøg i Sankt Petersborg,
dybt forelsket sin tyske kusine, dronning Victorias barnebarn, prinsesse Alex
af Hessen-Darmstadt. Alex var datter af Victorias anden datter, Alice, som var
blevet gift med en tysk hertug. Alice døde af difteri, da Alex kun var seks år.
Dronning Victoria havde taget sig af de moderløse børn. Victoria har en stærk
følelse af, at Alices børn er blevet hendes egne. Dronningen er særligt
interesseret i døtrene. Alex var efter sigende Victorias yndlings barnebarn.
Tanken om et ægteskab med den russiske tronarving genoplivede dronningen gamle
frygt og mistanke: “Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om hende på
den usikre trone. Rusland og råddent, og der kan når som helst ske noget
forfærdeligt.”
Kejseren og Edward VII med dronning Victoria og datteren Vicky. Kilde: theartsdesk.com
