Joyces Åbenbaringer

James Joyce må være den eneste forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904. Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.

Som sproglærer i Triest udgav Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer). Med parolen tavshed, eksil, list træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.

                                                     

Krydsningen af subjektivitet og stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris. Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly, køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og genser sin kone i deres seng.

Titlen antyder at Bloom er en moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen med detaljerende refe

rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren alt andet end en helt.

Men denne omvendte verden er en kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes hovedpude.  Men Joyce vil nok demonstrere hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet, viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor flittigt hun end bedrager ham med sin krop.

Kun ét af de klassiske temaer gør Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker ensomme videre.

Om dem optræder et mylder af figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om, hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.

Joyce udviklede sit talent for ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift ’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody, den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin: Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin, men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand Earwicker er Everybody og selve mennesket.

Joyce lagde ud med et portræt af det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru – og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989), der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa. Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre. Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.

Eventyret med en ulykkelig slutning: Marilyn Monroe

I dag forbinder mange Marilyn Monroe med den smukke blondine med sus i kjolen, der stod midt på en rist ved undergrundsbanen, midt i New York i filmen "Den søde kløe" fra 1955. Selvom hendes udstråling skreg af selvironi, charme og erotik, var Monroes karriere begrænset i filmindustrien. 

Monroe havde et skjult ønske om at realisere andre sider af sig selv og – ikke mindst – gøre op med det stereotype kvindebillede, hun gang på gang skulle opføre på det hvide lærred.

På traigsk vis blev Marilyn Monroe fundet livløs i sit hjem, den 5. august 1962. Selvom der senere hen har opstået utallige konspirationsteorier, blev den fastslåede dødsårsag blot en overdosis af piller. Der opstod et ramaskrig blandt Monroes fans verden over, fordi hendes karriere havde været svaret på The American Dream i længere tid. 

En stjerne fødes

Den 1. juni 1926 kom hun til verden i Los Angeles. Hun blev født uden for ægteskab og i en meget tidlig alder blev hun udsat for seksuelmisbrug. Oprindeligt blev hun døbt Norma Jean Baker. Hendes mor var psysisk ustabil og blev senere indlagt, da hun fik et nervesammenbrud. Derfor voksede Monroe op på et børnehjem og kom senere ind i en plejefamilie. Da hun var 16 år gammel giftede hun sig med mekanikeren Jim Dougherty. Under krigen fik hun arbejde på en ammunitionsfabrik, hvor en fotograf opdagede hendes skønhed og tog nogle pinup-fotos, der i dag kan kategoriseres som mild pornografi. Dette var starten på Monroes eventyr og fra den ene dag til den anden blev hun berømt, som den blonde skønhed. Hun underskrev en kontrakt med filmselskabet 20th Century Fox i 1946. 

Gennembruddet

I begyndelsen fik hun kun små biroller, men hendes stjernestatus blomsterede, da hun i 1950 underskrev en ny kontrakt. Filminstruktøren så Monroes potientiale i at være en femme fatale og i 1953 fik hun i rolle i hans film "Niagra", hvor hun fik sit gennembrud. I filmindustrien havde hun fået opbygget et image, som værende en sexbombe, der er lidt for naïv. Rollen som den naïve blondine kom for alvor til udtryk i Howard Hawks' "Gentlemen foretrækker blondiner", fra samme år som "Niagra".

Kampen mod stereotyperne
I 1954 blev hun gift med baseballstjernen Joe DiMaggio. Samme år begyndte hun til privatundervisning i Actor's Studio, der var meget andekendt. Grunden til dette var at Monroe ville  prøve andet skuespil, end den "type", som den dumme, erotiske blondine, filmindustrien havde stemplet hende som. I de følgende år stiftede hun sit eget produktionsselskab, hvor hun producerede Bus Stop fra 1956, og  The Prince and the Showgirl fra 1957. Sidstnævnte er dén film hun er i gang med i hollywood filmen fra 2011, My week with Marilyn, med Michelle Williams og Eddie Redmayne i hovedrollerne. Omverdenen reagerede afvisende overfor disse film, selvom Monroes skuespil var i top. Derfor vendte "den naïve blondine" tilbage på de store lærred og Monroe fik stor succes i Billy Wilders Some like it hot fra 1959. Ligesom Hawks havde Wilders også gjort brug af Monroes naturlige komiske talent. I 1960 medvirkeede hun i The Misfits, instruktøren havde mange problemer med at fuldfører filmen, fordi Monroe fik en del psykiske problemer. Da filmen endelig kom i kassen, blev hun skilt fra dramatikeren Arthur Miller, der var en verdensberømt dramatiker og forfatter. Efter skilsmissen kom hun i psykiatrisk behandling. Efter sit nedbrud begyndte Monroe at kommentere på, hvordan folk så hendes krop: "A sex symbol becomes a thing. I just hate to be a thing." 

---

Læs mere om Marilyn Monroe:
Fragmenter: Marilyn Monroes hidtil ukendte og uudgivne breve, digte og personlige optegnelser.

Modetrends i 1960'erne

"Beatles håret"

Den britiske musikgruppe The Beatles sendte chockbølger gennem den ældre generation, med deres frisurer, der går ud over ørene og nakken. Idéen til den store hårpragt kom fra Astrid Kirchhoff, der var en fotograf fra Hamburg. Musikernes frisurer blev ihærdigt taget i brug af deres store fanskare. Begejstringen for at lade sit hår vokse blev større eftersom de fleste voksne omtalte frisurerne som værende direkte frastødende og ikke særlig maskulin. Samtidig opstod der et andet modefænomen inde for frisurer i starten af 60'erne: hårlakken. Pigerne fik nu mulighed for at toupere deres hår i store frisurer, med hjælp fra hårlakken. 

---

"Monokinien"

Dette var en viderefortolking af en badedragt i dele. Monokininen var blot underdelen af en bikini.  Den dækkede de nedre regioner og havde to stropper, der gik fra hofterne, langs de bare bryster og om på ryggen, hvor den var bundet. Den østrigsk-fødte modeguru, Rudi Gernreich, fik sine modeller til at gå modeshows i monokinien i USA. Dette skabte stor mediedækning i pressen. Gernreichs visioner for monokinien var blot en idé om, hvad man ville gå med i fremtiden. Den var derfor ikke forventet at blive den næste dille. Men mange modige begyndte at gå med monokinien på stranden og i USA bliver man anholdt, hvis man er iført "dragten". 

---

"Kædekjolen"

Pariseren Paco Rabanne fra Spanien var i 60'erne smykkedesigner og vakte stor opsigt med sine vovede kjoler, lavet af små stykker metal. Han fik øgenavnet "modeblikkenslageren", da han havde en særlig ting for metal, plastik og råmaterialer.

---

"Hippiemoden"

I butikken "Biba" i London blev prægtige fjerboaer, filthatte så store som bildæk, fodlange kjole og folkloristisk tilbehør langet over disken. Det var modeskaberen Barbara Hulanicki, der stod bag modefænomenet med plys og kitsch. Denne stil står i kontrast til rumfartsmoden af André Courrèges fra paris. Courrèges fik bl.a. lange bukser til kvinder på mode. Det var først i slutningen af årtiet, at pariser-haute couturen tog inspirationen til sig fra hippierne. 

---

"Miniskørtet"

Sidst - og mindst, blev miniskørtet udbredt, som en komet. I midten af 60'erne blev de korte og provokerende skørter et synonym med ungdomsoprørene i 60'erne. De unge protestede mod de traditionelle normer og mode var nu ikke kun for eliten. Nu var det den nye generation, der skulle sætte dagsordenen. 

Den indflydelsesrige yndling under zardømmet: Grigory Rasputin

Det siges at hele familien Romanov var under en forbandelse af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

I sensommeren 1912 fik zarens eneste søn indre blødninger. Da han lå for døden, blev der sendt bud efter Grigory Rasputin. Han fik blødninger standset og arvezaren var nu heldbredt. Rasputin var nu en slags helgen hos zarfamilien og derfor urørlig. 

Allerede i sin barndom blev Grigorij Jefimovitj Novykh, bedre kendt som Rasputin, anset for at været synsk. I sine unge år arbejdede kan som kusk, hvilket er en såkaldt hestefører. En dag kørte han med en rejsende, som skulle til klosteret i Verkhoturye, der var et sted for kætterske munke. Mange af munkene hørte til khlysternes sekt, der var en sekt, hvor man ville finde vejen til Gud gennem seksuel ekstase. Rasputin blev fascineret af deres levemåde, så han tilbragte fire måneder dér. Efter sin tid i Verkhoturye fik han et arbejde som landarbejder, indtil han en dag fik et syn. Derefter vandrede han 3000 km. til Grækenland, op på det hellige bjerg Athos, hvor han var i to år.    Efterfølgende vendte han stilbage til sin hjemby, 400 km. øst for Ural og var omgivet af en mystisk aura.  I 1903 drog han for første gang til byen Sankt Petersborg. Han opholdte sig på de mest fornemme saloner og optrådte som stares, der en slags munk. Selvom han var uplejet og stank som en gedebuk, ifølge den franske ambasadør, var han meget attraktiv hos de kvindelige borgere. Diverse affære bidrag til at fremme Rasputins hemmelighedsfulde ry og identitet. Han praktiserede stadig i khlysternes ånd og prædikerede om at kun dem, som angrede deres syndere ville opnå frelse. Han stod samtidig for at folk kunne synde, da man skal kunne synde, før man kan angre. 

Kejserinde Aleksandras skriftefader, Theophan, modtog to år senere Rasputin, da han var betaget af Rasputins udstråling. Kort tid efter var en en fast besøgende hos fyrstinderne Milisa og Anastasija. De præsenterede ham for zarpaladset, Sarskoje Selo, i efteråret 1905. Han var en meget velanset herre i paladset, som han også var i salonerne. Han omtalte zaren og zarinaen, som "batjuska" og "matjusjka", der betyder farlil og morlil, istedet for majestæter. Dette gjorde et stort indtryk på zarinaen Aleksandra. Grunden til de mange besøg Rasputin gjorde sig i denne periode var først og fremmest at zarens efterkommer, Aleksej Nikolajevitj, var alvorligt syg med indre blødninger. Siden sin fødsel i 1904 fik han nemt stærke indre blødninger. Mange vidner til Rasputins healingkunst mente, at han var den eneste, der kunne stoppe blødningerne. 

Da zar Nikolaj II overtog kommandoen over hæren i 1915, og zarinaen overtog zarens andre opgaver, fik Rasputin dermed større politisk indflydelse. Rasputin deltog i flere kabinetsomdannelser og med det blev der rejst stor utilfredshed mod Rasputin. Han blev anklaget for at være tysk spion. Man ville dæmpe skandalerne overfor monarkiet, så de konservative adelige lavede en sammensværgelse. 

Trods mange advarsler imødekom Rasputin deres ønske. Han  blev derfor inviteret hjem til fyrst Felix Jusupovs hus i Petrograd, hvor han blev myrdet af de sammensvorende. Først prøvede de at forgifte ham ved at servere ham kage og vin, forgiftet af cyanid. Historien fortæller at der var ingen tegn på, at han var blevet forgiftet, selvom den dosis han havde indtaget kunne dræbe fem mænd. Jusupovs var derfor bange for at ikke ville dø hurtigere, derfor skød han Rasputin i ryggen for, at få ham hurtigere af vejen. Dér troede Jusupovs at han var død, men da han ville se til hans livløse krop, levede han op og Rasputin at kvæle Jusupovs.  Da de andre aristokrater så han stadig var i live, skød de ham 3 gange i ryggen. Igen opdagede de at han ikke var død og de gennembankede ham med køller, indtil han blev bevidstløs. Efter de havde banket ham, pakkede de ham ind i tæpper og smed ham i Neva Floden ved Sankt Petersborg. En senere obduktion af liget viste at dødsårsagen var drukning.

Hans død forhindrede dog ikke monarkiets fald. Rasputin blev myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket.

Fotografi: Rasputin i en kreds af damer ved zar Nikolaj II's hof.  Kilde: "Det 20. århundrede - 1910–1919"

Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk