Nylon og andre kunststoffers sejrsgang

Da det i 1935 lykkedes den amerikanske kemiker Wallace H. Carothers at fremstille de første 100 procent syntetiske fibre, skal han have udbrudt: ”Now, you lousy old Nipponese!”. De første bogstaver i hvert ord danner navnet 'nylon'.

Fotografi: Picture Post - 4758 - Nylon For Lingerie - pub. 1949

April 30, 1949.

Hvad enten historien er sand eller ikke, så siger den dels noget om tidens begejstring for det nye stof, dels noget om amerikanernes holdning til japanere (hans udbrud betyder: ”Nu skal i bare se her, elendige japsere”). Det så på én gang ud, som om de fjernøstlige silkelarvers monopol var brudt. Hvad angår strækstyrke, vaskbarhed, elasticitet og vandtæthed viste nylon sig langt at overgå ikke alene naturstoffer som silke, uld og bomuld, men også allerede kendte kunststoffer af naturligt forekommende råstoffer som for eksempel celluld. Og så knitrede nylon ikke. Den første helsyntetiske fiber kunne desuden masseproduceres, og dets anvendelighed syntes uden grænser.

Udviklingen hos Du Pont de Nemour & Co.

Opfindelsen af nylon forløb ellers ganske udramatisk. Den var resultatet af en grundforskning uden direkte praktisk formål. I 1929 arbejde Wallace H. Carothers i firmaet Du Pont de Nemour & Co.’s laboratorium i Wilmington med fremstilling af polymere strukturer, det vil sige lange sammenhængende kæder af simple molekyler. Han ville undersøge deres egenskaber i forhold til de byggesten, som de var opbygget af. At Carothers’ eksperimenter skulle få praktisk betydning, viste sig først tre år senere, da det lykkedes ham ved smeltning af et særligt højpolymert kondensat at fremstille en fiber, der efter størkningen kunne formes plastisk og viste sig at have omtrent samme egenskaber som natursilke. Fiberen var dog indtil videre uanvendelig som erstatning for silke, fordi dens smeltepunkt lå for lavt – det vil sige under 100°C. Først i 1934 lykkedes det Carothers at fremstille et polyamid, et kunststof, der først smelter ved 210°C.

Nylon sættes i produktion

Nu var spørgsmålet så, hvilke lettilgængelige grundstoffer man med størst fordel kunne anvende ved videreudviklingen af det nye kunststof. Du Pont besluttede sig for et polyamid af hexamethylendiamin og adipinsyre, der udvindes af stenkul og olie og derfor ville være både billigt og til rådighed i ubegrænsede mængder. I 1935 fremstillede Carothers de såkaldte nylon 6,6 med et smeltepunkt på nær 250°C, og tre år senere satte Du Pont stoffet i storproduktion. I maj 1940 kom de første nylonstrømper på markedet. Nylons relativ ringe hårdhed og styrke kan forøges væsentligt ved hjælp af en forstærkning med glasfibre, og samtidig øges dets temperaturbestandighed til omkring 150°C.

'New look' 

Lige efter 2. Verdenskrig udgjorde nylon næsten halvdelen af hele verdensfabrikationen af kunstfiberstoffer, men siden erobrede andre syntetiske stoffer som for eksempel polyester (Trevira) og akryl (Dralon) store dele af markedet. Wallace H. Carothers nåede ikke selv at opleve sit kunstfiberstofs sejrsgang. Den 29. april 1937 begik han selvmord.

1. Verdenskrig: Celluldstoffer

De Allieredes blokade af Tyskland under 1. Verdenskrig gør bomuld til en mangelvare og fører til udviklingen af den cellulosebaserede celluld, også kaldet kunstsilke og rayon. Stoffet kommer på markedet som meget tynde tråde (filamenter) og som stabelfibre i uld- og bomuldstyper. Efter 2. Verdenskrig videreudvikles industrifibrene i mange lande både som regenererede celluloser og som syntetiske fibre, først nylon.

1950’erne: Nyltest-skjorten

Nyltest er det mest anvendte kunststof til damestrømper og manchetskjorter i 1950’erne og 1960’erne, hvorefter nye moder og modestoffer trænger det ud af markedet. Man Nyltest-skjorten er praktisk og let at have med at gøre, og den forbliver populær i alle aldersklasser.

1970’erne: Pullovere af akryl

Efter 1950 anvendes polyacrylnitril under navne som Dralon, Dolan og Orlan til tæpper, overtøj, møbelbetræk og dekorationsstoffer. Kunststoffet er stærkere end uld og bomuld og kan ånde selv i fugtig tilstand. Blandet med naturstoffer erobrer akryl efterhånden store markedsandele.

1970’erne: Oilskinsjakken

Den gule oilskinsjakke bliver den store mode. Den er fuldkommen vandtæt og bliver et populært arbejdstøj på boreplatformene i Nordsøen. Stoffet består af bomuld, der overfladebehandles med silikone eller polyuretan, og det tillader kroppen at ånde, samtidig med at det holder al fugt ude. Men dets stivhed går ud over bevægeligheden.

1990’erne: Jakker i mikrofibre

I modsætning til de almindelige, syntetisk fremstillede fleecejakker består mikrofiberjakken af et væv af fine fibre, der er opkradset på begge sider, og derfor føles jakken særlig blød. Stoffet, der blandt andet forekommer under navnet Gore-tex, er vandafvisende takket være en særlig membran af kunststof.

Litteraturliste: 

1. "Wallace Hume Carothers". Chemical Heritage Foundation. Set 3. okt. 2017.
2. McIntyre, J. E. (2005). Synthetic fibres : nylon, polyester, acrylic, polyolefin (1st ed.). Cambridge: Woodhead. p. 10. ISBN 9780849325922. 
3. Travis, Anthony S. (1998). Determinants in the evolution of the European chemical industry : 1900-1939 : new technologies, political frameworks, markets and companies. Dordrecht: Kluwer Acad. Publ. p. 115.
4. Wolfe, Audra J. (2008). "Nylon: A Revolution in Textiles". Chemical Heritage Magazine. 26 (3). 
5. Kativa, Hillary (2016). "Synthetic Threads". Distillations. 2 (3): 16–21. Set 3. okt. 2017.
6. Jump up ^ Blakinger, Keri (April 30, 2016). "A look back at some of the coolest attractions at the 1939 World’s Fair". New York Daily News. Set 3. okt. 2017.
7. Sundberg, Richard J. (2017). The Chemical Century: Molecular Manipulation and Its Impact on the 20th Century. Apple Academic Press, Incorporated. ISBN 9781771883665.
8. Olds, Lauren (2001). "World War II and Fashion: The Birth of the New Look". Constructing the Past. 2 (1): Article 6. Set 3. okt. 2017.
9.  Krier, Beth Ann (27 October 1988). "How Nylon Changed the World : 50 Years Ago Today, It Reshaped the Way We Live--and Think". LA Times.
10. Handley, Susannah (1999). Nylon: The Story of a Fashion Revolution. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press. p. 68. ISBN 978-0756771720. Set 3. okt. 2017.
11. Wilson, Sheena; Carlson, Adam; Szeman, Imre (2017). Petrocultures: Oil, Politics, Culture. Montreal, Quebec: McGill-Queen's University Press. p. 246. Set 3. okt. 2017.
12. Jump up ^ "Synthetic fiber US 2130948 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
13.  "Preparation of xylylenediamines US 2970170 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
14. Valerie Menzer's Nylon 66 Webpage. Arizona University
15. Campbell, Ian M. (2000). Introduction to synthetic polymers. Oxford: Oxford Univ. Press.
16. "NYLON 6,6 (Nylon 6)" (PDF). Serrata. Set 3. okt. 2017.

Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Anne Franks Dagbog

Igennem to år kunne Anne Frank holde sig skjult for nazisterne i et baghus i Amsterdam, men i 1944 blev hun opdaget af Gestapo. Hendes dagbog, som udkom i bogform efter krigen rystede og bevægede mennesker over hele verden.

Anne Frank blev født i 1929 som datter nummer to af et jødisk ægtepar i Frankfurt am Main. Hendes far, Otto Frank, var forretningsmand. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede familien til Holland, hvor de dog heller ikke kunne føle sig sikre efter efter de tyske troppers besætelse af landet i 1940. Et år senere måtte Otto Frank afgive sin virksomhed som følge af racelovene. Familien gik under jorden i begyndelsen af Juni 1942 for at komme en deportation til KZ-lejr i forkøbet. Det var ikke kun familien Frank, der fandt husly i baghuset til Prinsengracht 263 i Amsterdam, men også yderligere en familie samt en læge. Nogle tidligere ansatte hos Otto Frank blev indviet heri og forsynede de skjulte mennesker med mad.

I begyndelsen af august 1944 dukkede Gestapo imidlertid op i Prinsengracht 263 og tranporterede alle de tilstedeværende til KZ-lejr. Den dag i dag er det ikke opklaret, hvem der røbede skjulestedet. Anne Franks mor Edith blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Selv døde hun og hendes søster Margot i marts 1945 af sult og sygdom i koncentrationslejeren Bergen-Belsen. Otto Frank var den eneste, der overlevede. Da han efter krigen vendte tilbage til Amsterdam overrakte hans tidligere ansatte ham en dagbog, som hans datter havde skrevet, mens de levede skjult i baghuset, og havde holdt gemt for nazisterne. I 1946 udgav faderen datterens dagbog, der var skrevet på hollandsk. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog. Enhver tvivl om tekstens ægthed er forstummet siden det statslige institut for krigsdokumenters udgivelse af standardudgaven i 1986.

Anne Frank indledte sin dagbog den 14. juni 1942, to dage efter sin 13 års fødselsdag. På dette tidspunkt levede hun endnu i frihed. Hun kaldte dagbogen for Kitty, fordi den i fantasien skulle erstatte den veninde og fortrolige, som hun savnede i det virkelige liv. Alle hendes optegnelser begynder med ordene: "Kære Kitty...". Anne betroede således også til Kitty, at hun efter krigen ville udgive sin dagbog i bearbejdet form og være forfatterinde. Hendes dilemmaer adskiller sig næppe særlig meget med andre pigers. Hun strides med sin mor, som hun ikke tror forstår hendes, beskæftiger sig med sine egne svage sider og klager over de voksnes kritik. 

Men derudover udtrykkes ikke alene hendes evige frygt for at blive opdaget, hendes utilfredshed med den vedvarende isolation og længsel efter et ubesværet liv i friheden. Hendes taknemmelighed overfor dem, der hjælper hende, som risikerer liver for hendes skyld, kommer også tydeligt frem ligesom hendes medlidenhed med andre jøder, der lider endnu mere end hende selv. Hendes drøm om et bedre liv for jøderne efter afslutningen på den grusomme krig går ikke i opfyldelse for hendes eget vedkommende.

I 1946 blev Anne Franks dagbog udgivet. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog.

---

Holland under 2. Verdenskrig

Rotterdams bombardement (14. maj, 1940)

Trods sine erklærede neutralitetspolitik bliver Holland uden krigserklæring overfaldet og besat af tyske tropper. Rotterdams centrum lægges øde under et bombeangreb, mens der forhandles om overgivelse. Den 13. maj 1940 drager den hollandske dronning Wilhelmina og regeringen til eksil i Storbritannien. Den 15. maj 1940 opgiver den hollandske hær den udsigtsløse kamp.

Krigserklæring fra eksilet (8. december, 1941)

I lighed med USA, Storbritannien og andre lande erklærer den Hollandske eksilregering i London Japan krig efter det japanske angreb på Pearl Habor. Japanerne besætter derefter Hollandsk Indien, som efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer sig uafhængig som statsdannelsen Indonesien.

Massakre på jøderne (5. juni, 1943)

I forbindelse med en deportaionsbølge af hollandske jøder siden marts tranporteres 1266 børn under 16 år til tilintetgørelseslejren Sobibor, hvor de gasses straks efter ankomsten. Frem til slutningen af juli 1943 deporteres over 34.000 mennesker fra Holland til tyske koncentrationslejre. Fra den 30. april til 15. maj befinder Holland sig i undtagelsestilstand. Anledningen er en generalstrejke mod internregeringen af omkring 300.000 tidligere krigsfanger med sigte på udførelse af arbejdstjeneste i Tyskland.

Offensiven ved Arnhem (17. september 1944)

Omkring 35.000 allierede faldskærmssoldater kastes ned i området Arnhem/Nijmegen/Eindhoven for derfra at støde frem over Rhinen og besætte Ruhr-distriktet. Landsætningen bliver en fiasko, fordi det ikke lykkes de britiske enheder at bemægtige sig broen ved Arnhem. I april 145 befrier De Allierede sydfra Holland fra den tyske besættelse. 

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Eventyret med en ulykkelig slutning: Marilyn Monroe

I dag forbinder mange Marilyn Monroe med den smukke blondine med sus i kjolen, der stod midt på en rist ved undergrundsbanen, midt i New York i filmen "Den søde kløe" fra 1955. Selvom hendes udstråling skreg af selvironi, charme og erotik, var Monroes karriere begrænset i filmindustrien. 

Monroe havde et skjult ønske om at realisere andre sider af sig selv og – ikke mindst – gøre op med det stereotype kvindebillede, hun gang på gang skulle opføre på det hvide lærred.

På traigsk vis blev Marilyn Monroe fundet livløs i sit hjem, den 5. august 1962. Selvom der senere hen har opstået utallige konspirationsteorier, blev den fastslåede dødsårsag blot en overdosis af piller. Der opstod et ramaskrig blandt Monroes fans verden over, fordi hendes karriere havde været svaret på The American Dream i længere tid. 

En stjerne fødes

Den 1. juni 1926 kom hun til verden i Los Angeles. Hun blev født uden for ægteskab og i en meget tidlig alder blev hun udsat for seksuelmisbrug. Oprindeligt blev hun døbt Norma Jean Baker. Hendes mor var psysisk ustabil og blev senere indlagt, da hun fik et nervesammenbrud. Derfor voksede Monroe op på et børnehjem og kom senere ind i en plejefamilie. Da hun var 16 år gammel giftede hun sig med mekanikeren Jim Dougherty. Under krigen fik hun arbejde på en ammunitionsfabrik, hvor en fotograf opdagede hendes skønhed og tog nogle pinup-fotos, der i dag kan kategoriseres som mild pornografi. Dette var starten på Monroes eventyr og fra den ene dag til den anden blev hun berømt, som den blonde skønhed. Hun underskrev en kontrakt med filmselskabet 20th Century Fox i 1946. 

Gennembruddet

I begyndelsen fik hun kun små biroller, men hendes stjernestatus blomsterede, da hun i 1950 underskrev en ny kontrakt. Filminstruktøren så Monroes potientiale i at være en femme fatale og i 1953 fik hun i rolle i hans film "Niagra", hvor hun fik sit gennembrud. I filmindustrien havde hun fået opbygget et image, som værende en sexbombe, der er lidt for naïv. Rollen som den naïve blondine kom for alvor til udtryk i Howard Hawks' "Gentlemen foretrækker blondiner", fra samme år som "Niagra".

Kampen mod stereotyperne
I 1954 blev hun gift med baseballstjernen Joe DiMaggio. Samme år begyndte hun til privatundervisning i Actor's Studio, der var meget andekendt. Grunden til dette var at Monroe ville  prøve andet skuespil, end den "type", som den dumme, erotiske blondine, filmindustrien havde stemplet hende som. I de følgende år stiftede hun sit eget produktionsselskab, hvor hun producerede Bus Stop fra 1956, og  The Prince and the Showgirl fra 1957. Sidstnævnte er dén film hun er i gang med i hollywood filmen fra 2011, My week with Marilyn, med Michelle Williams og Eddie Redmayne i hovedrollerne. Omverdenen reagerede afvisende overfor disse film, selvom Monroes skuespil var i top. Derfor vendte "den naïve blondine" tilbage på de store lærred og Monroe fik stor succes i Billy Wilders Some like it hot fra 1959. Ligesom Hawks havde Wilders også gjort brug af Monroes naturlige komiske talent. I 1960 medvirkeede hun i The Misfits, instruktøren havde mange problemer med at fuldfører filmen, fordi Monroe fik en del psykiske problemer. Da filmen endelig kom i kassen, blev hun skilt fra dramatikeren Arthur Miller, der var en verdensberømt dramatiker og forfatter. Efter skilsmissen kom hun i psykiatrisk behandling. Efter sit nedbrud begyndte Monroe at kommentere på, hvordan folk så hendes krop: "A sex symbol becomes a thing. I just hate to be a thing." 

---

Læs mere om Marilyn Monroe:
Fragmenter: Marilyn Monroes hidtil ukendte og uudgivne breve, digte og personlige optegnelser.