1000 år med monarki i Danmark

Gennem 1000 år har 53 konger og dronninger stået i spidsen for Danmark. Men hvordan er det lykkedes kongehuset at overgå fra Gorm den gamle til Margrethe II? Det er en fortælling om blåt blod, krig, kærlighed og magt. Det er 1000 år med monarki i Danmark. Det er meningsløst at tale om Danmarkshistorien, hvis man ikke har kongehuset med. Det danske kongehus er den ældste regerende kongeslægt i verden.

Hvordan er det lykkedes monarkiet at bevare sin status gennem 1000 år?

Konger er ikke skolede politikere. De arver firmaet. Statsdannelse fra grunden er blodig, beskidt og sjældent pæn at kigge på. Det der er med kongeslægtens historie det er, at der faktisk er adskillige stærke dronninger. Dronningerne er ankerpunktet i den familievirksomhed, kongehuset er. Den danske kongeslægt har siddet på magten så længe grundet held. Der er så mange situationer, hvor det kunne have gået anderledes.

Hvorfor var der ikke en revolution, hvor man huggede hovedet af kongerne, ligesom man gjorde i Frankrig f.eks?

Kongehusets historie hænger sammen med danmarkshistorien. På den måde, at indtil for 200 år siden definerede kongehuset, hvad Danmark var. Det vil sige at Danmark var det landområde, som den givne konge havde arvet, erobret eller undladt at tabe i krig. I den forstand er monarken den definitoriske ramme, omkring fænomenet Danmark. Det forholder sig omvendt i de sidste 100-150 år, hvor det så er Danmark der definerer kongen.

Historien om det danske kongehus er mere end 1000 år gammel. Med sikkerhed kan kongehuset spores tilbage til Gorm den Gamle i år 938. Vikingetidens konger ved vi næsten kun noget om dem, når de foretager sig noget udenrigspolitisk. En konge skal have udenrigspolitiske ambitioner, før at man f.eks. i England, Frankrig og Tyskland, eller andre steder, begynder at tage en interesse i dem og dermed også skrive noget ned om dem. Det er der vi har vores viden fra og der må man bare konstatere, at en som Gorm den Gamle, udover at han har rejst den lille jellingesten, så ved vi stort set kun hvornår han døde.

På den lille Jellingesten står der, at Gorm den Gamle var gift med Thyra. Thyra Danebod som symbol har haft stor betydning. Den kommer for alvor i 1800-tallet, der har man brug for nogle stærke historiske skikkelser til at være med til at, ikke bare at fortælle gode danske historier, men også være med til at skabe en national identitet. Og der er hun en af de markante skikkelser, som man trækker ud af støvet fordi man bruger hende, som billedet på Moder Danmark - den her gode kristne kvinde og hustru, og ikke nok med det, så var hun forsvarer af Danmark. Det der er med Thyra Danebod, det er at der går forskellige historier om hende. I virkeligheden så ved vi ikke særlig meget om hende, men der er forskellige sagn og myter, som har fået lov til at eksistere i flere århundreder. En af dem er historien om, at det i virkeligheden er hende der lader Danevirke bygge. Det er fæstningsanlægget, der skal beskytte landet mod alle trusler fra syd, blandt andet tyskerne. Ud over at man siger at hun måske har stået for byggeriet, siger man også at det skete i løbet af et døgn.

Gorm den Gamle blev efterfulgt af sin søn, Harald blåtand og barnebarnet, Svend Tveskæg, der lægger grunden til det danske Nordsøimperiet med deres erobringer i England. Ved Svend Tveskægs død er han konge af Danmark, samt store dele af England, Norge og Sverige. Der var vikingetogter i 800-tallet. Når man kigger tilbage dertil, synes vikingetogterne overordnet betragtet, at have været private foretagender. Det var tilsyneladende ikke noget kongemagten selv deltog i. Når vi kommer op i 900-tallet til Svend Tveskæg, foretager han en masse vikingeangreb mod England. Det er et stort spørgsmål, hvordan man fik rekrutteret de her flåder. Man kan forestille sig at han havde trukket på lykkeriddere, folk der flygter fra straffedomme, folk der vil tjene lette penge - og så har man aftalt at de kan beholde, hvad de røver i England.

Svend Tveskægs sønner fortsætter togterne. Under Knud den Store når det danske Nordsøimperium størst udstrækning. Vi skal også huske på, at kongemagten ikke havde et hovedsæde, der var ikke en hovedstad i Danerriget. Kongemagten rejste rundt i riget og opholdte sig på forskellige kongsgårde. Når man var til stede i et område, var kongemagten fysisk til stede og så traf man beslutninger omkring områdets ve og vel. Der må det være det almenmenneskelige kvaliteter som at være karismatisk, venlig, morsom og så videre, der gør, at når man sidder ved langbordet i gildesalen og begynder at skylle mjød ned i store mængder, at man så er den der kan være midtpunkt for forsamlingen og få folk til at bakke om ens kandidatur.

I vikingetiden går tronen ikke automatisk i arv. Kongen skal vælges. Derfor er netværk og alliancer er afgørende og mange magtfulde mænd forsøger at bringe sig selv i spil til tronen. Det var et meget mafiøst samfund, bestående af store slægter, der ejer jorden og har magten og du kan ikke blive konge af Danmark uden støtte fra de her slægter. Der er tale om gaveudveksling, man køber sig vej ind til kongemagten. Man kan også sørger for at ens datter får et barn med kongen, så man har et direkte afkom af kongen, hvis det var en søn, så kan han spille med i kongemagten senere, når kongen engang dør.

Over de næste 19 år skrumper det danske rige. Da Svend Estridsen overtager magten, begynder en ny epoke. Svend Estridsens største aftryk må have været, at skabe en stabilitet og kontinuitet omkring kongemagten. Svend Estridsen formår samtidig også i den sidste halvdel af 1000-tallet og skabe en hvis ro på den udenrigspolitiske front. Stabiliteten bliver for alvor udfordret, da Estridsens fem sønner over de næste 60 år kæmper om magten. Det udvikler sig til en borgerkrig, da Estridsens børnebørn; Svend, Knud og Valdemar,  alle går efter tronen. I 1157 mødes de til et forsoningsmøde, for at dele Danmark mellem sig. Men stik mod traditionen vælger Svend og hans mænd at ikke at drikke sig fulde. De trækker derimod deres sværd og angriber Knud og Valdemar i et blodigt forsøg på, at gøre det af med konkurrenterne. Mordforsøget lykkedes dog ikke helt. Kun Knud bliver dræbt, men Valdemar undslipper og kort efter lykkedes det Valdermar at eliminere Svend. Valdemar kan nu kalde sig konge af Danmark.

Da Valdemar bliver konger har han et problem. Det var en meget blodig vej til magten og der var mange åbne sår. En af de bedste måder at læge sårene efter en intern krig er, at samle styrkerne og rykke mod nogen uden for landet. Så det gør Valdemar, valget falder på venderne, et hedensk folkeslag fra Østersøområdet, som havde udnyttet borgerkrigen i Danmark til at plyndre de sydøstlige egne. Men det handler ikke kun om hævn for Valdemar den Store. Det er en korstogstid og venderne er hedinge. De har overfaldet Danmark som er kristent. Valdemar har det her hverv, ikke bare med at beskytte Danmark ved at angribe fjenden, men også at beskytte kristenheden. Han skaber et billede af sig selv som en hellig konge. Han når ud over det her billede af de her krigsherre, hvor man slås med brødrene om magten, og bliver en slags Guds udvalgte - i hvert fald i hans egen fremstilling. I hans regeringstid kæmper han ikke kun imod venderne, han udrenser også overlevende konkurrencen kongsemner.

Da Valdemar den Store dør, efterfølges han af sønnen knud VI, der følger sin fars fodspor og erobrede landområder i Nordtyskland. Efter Knuds død kommer hans bror, Valdemar Sejr, til. Også han fortsætter korstogene helt ud i den yderste del af Østersøen.

Ved et slag i Estland er de danske styrker ved at tabe. Myten siger at himlen pludselig åbner sig, og et korsflag falder ned. Krigslykken vender. Danskerne får fornyet kræfter og vinder slaget. Valdemar vender tilbage tilbage til Danmark med Dannebrog, der bliver selve symbolet på kongemagten og nationens identitet. Før valdemarerne er der i hvert fald ikke som stat et Danmark. Det, valdemarerne gør, er at etablere Danmark som et rige, ganske vist et multikulturelt rige med konger, der både er konger over danerne, vendere og alle mulige andre. Men de laver fundamentet for kongeriget og kongemagten som idé lever ufortrødent videre. Selvom idéen om et samlet rige under én fane vinder indpas, er Danmark plaget af intern strid, blandt andet pga. kongernes opkrævninger på skatter.

Erik IV får tilnavnet Plovpenning på grund af sin hårde beskatning af bønderne. Pengene bruger han til at finansiere en krig mod sin egen bror Abel. Samtidig begynder kirken at blande sig i kampen om tronen og støtter skiftevis den ene og så den anden konge. Et blodigt eksempel på uroen er mordet på Erik IV i Finderup lade. Han efterlades med 56 stiksår i kroppen, og laden sættes i brand. Mordet på Erik IV i 1286 blev det sidste kongemord i danmarkshistorien.

Erik menved er konge, og han har en meget stridbar bror, Christoffer. De har borgerkrigslignende tilstande i Danmark. Da Erik Menved dør i 1319, overtager brormand som Christoffer II. Det ender med at blive katastrofalt. Han har akut pengemangel og det ender med at han får pantsat de fleste af de danske landsdele til udenlandske fyrster, først og fremmest de holstenske grever. Danmark var ved at gå i opløsning. Pantsættelsen betyder, at de tyske grever kan begynde, at inddrive kongens gæld i de pantsatte områder. Dermed mister Christoffer II reelt magten og landet står derfor uden konge i otte år.

I 1340 kommer Christoffer II’s søn, Valdemar Atterdag til magten. Han indfrier gælden til tyskerne og samler det danske rige under sig. Efter otte år væk fra magten er den danske kongeslægt tilbage på tronen. Det er faktisk Valdemar Atterdag, man kan takke for, at Danmark som kongerige kunne fortsætte.

Atterdag redder ikke kun Danmark ved at betale gælden og samle landet, han bliver også far til Margrethe I, der bliver en af de mest magtfulde kvinder i Europa. Hun bliver født i 1353. Vi ved stort set ikke noget om hende de første par år. Men i 1363, da hun er ti år gammel, bliver hun gift. Hun bliver gift med den norske konge, kong Håkon. På det tidspunkt er kong Håkon 22, så der er enorm stor forskel mellem de to. Man kan sige:”Sådan en lille pige, hvordan kan det være?” Men dengang var fyrstebørn en slags alliancer, man indgik. Man tænkte jo ikke på dem som børn som sådan. Det var ikke unaturligt, at hun blev gift som tiårig med en 22-årig. Når der skal indgås et ægteskab, skal kongen giftes med den rigtige kvinde. En, der kan sikre politiske eller udenrigspolitiske alliancer og allerhelst skal hun have penge med i medgift. Når de så er gift, skal de dronninger jo levere nogle børn - og de skal levere nogle drengebørn. Det er det absolut vigtigste, for der skal være nogen til at arve kongemagten. Man må prøve at forstå, at de kvinder stort set ikke har haft noget valg, fordi fra de var ganske små, er de jo blevet opdraget til, at træde i karakter som dronninger og gå ind i den her rolle. Man piber ikke over noget modgang, man bliver til den bitre ende.

Margrethe I’s far, Valdemar Atterdag, dør i 1375. Barnebarnet Oluf står til at arve tronen, men er kun fem år. Derfor bliver regeringsmagten overdraget til til hans mor, Margrethe I og hun regerer for ham de næste 13 år. Kort før at Oluf fylder 18 og skal overtage tronen, dør han pludseligt. Danmark står uden en regent, men det besluttes at lade Margrethe I blive siddende, som dronning.

Det er dog ikke nok for Margrethe kun at regere i Danmark. I hendes tid forener hun de nordiske riger under sin ledelse i Kalmarunionen. Danmark blev virkelig en europæisk stormagt. Det er nok svært at forestille sig, for i dag er vores identitet, at vi er et lille land, der altid skeler til, hvad det store lande gør. På det tidspunkt var Danmark virkelig en stormagt i hele Nordeuropa. Det kan man også se på den måde man agerer som en stormagt. Det var virkelig noget som var Margrethes hovedværk; at skabe denne kæmpe nordiske stormagt. Margrethe I dør i 1412 og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Hun efterfølges af slægtningene; Erik VII af Pommern og senere kommer Christoffer III af Bayern til magten. Men ulykkeligvis for det danske kongehus, efterlader Christoffer III sig ikke nogen børn.

Danmark står for første gang, siden Gorm den Gamle, uden en tronarving. I det danske kongehuset har der altid været en tradition for den samme slægt, som stilled

e regenterne og de blev valgt fra den samme kreds. Men det har ikke altid været lige let at få fundet en der egnede sig, og det var heller ikke altid lige let at finde nogle børn eller direkte afkom af den hidtidige konge. Det store problem kom ved overgangen fra Christoffer af Bayern til Christian I. Fordi Christoffer af Bayern havde ikke nogle børn og man måtte lede langt tilbage i familiestamtræet, for endelig at finde en hertug fra Oldenborg ved navn Christian, som blev konge. Med valget af Christian I fastholder den danske kongeslægt magten. Men rigets problemer er langt fra forbi.

Svenskerne forsøger igen og igen, at bryde ud af Kalmarunionen. Også i 1400-tallet er det dyrt at føre krig. En stor del af de penge, som kommer ind via den lukrative øresundstold bruges til at tvinge svenskerne tilbage i Kalmarunionen.

I 1513 kommer Christian II. til magten. Hans elskerindes mor bliver højst uventet kongens økonomiske rådgiver. Hun er en stærk kvinde, som hurtigt får stor indflydelse på kongen. Hun vil ikke bare være en medrejsende mor, der følger sin datter. Hun har faktisk noget, at byde ind på og ganske langsomt tager hun nærmest en post, som en slags erhvervspolitisk rådgiver for kongen med ret stor selvfølge. Det der er problemet ved hele historien er, at hun er kvinde og hun er borgerlig og så går hun ovenikøbet ind og blander sig på sådan et fuldstændigt mandsdomineret område. Hun bliver ikke bare rådgiver, hun får også lov til at stå for øresundstolden, hun har indblanding med skatterne osv. Hun er en nøgleperson og en meget magtfuld person. Imens Christian II’s elskerindes mor, Sigbrit, holder styr på finanserne, lykkedes det Christian II at tvinge Sverige tilbage under dansk styre.

Uheldigvis gør han sig så upopulær i både den svenske og danske adel, at Kalmarunionen og hans kongemagt smuldrer. I Sverige kender man også Christian, han har også været konge af Sverige, der kalder man ham for Christian Tyran. Det skyldes at han i 1520 med en dansk hær i Stockholm, og dermed gensamlet den nordiske union, benyttede han lejligheden til at få ryddet sine modstandere af vejen. Han havde lige lovet at give frit lejde til alle, så Stockholm kapitulerede. Det tog han sig ikke synderligt af selv, at leve op til sit løfte. Han halshuggede over 80 fra den svenske adel, i Det Stockholmske Blodbad. Nogle gange, når man griber til de brutale metoder, sker der i stedet for det, at det styrker modstanden. Så der kom svensk oprør. Christian II. prøvede så et comeback.

I 1531 kom han med en flåde, til Norge i første omgang, men så var han så dum at lade sig lokke til forhandlinger på et skib. Det sejlede ham til Sønderborg og satte ham i fængsel dernede, hvor han måtte sidde i resten af sit lange liv. I stedet for valgte den danske adel, rigsrådet, altså Frederik, som var hertug i Slesvig. Han blev dansk konge under navnet Frederik I.  

Med Christian II. i fængsel overtager slægtningen Frederik I. magten. Han vælger ikke at gøre krav på den svenske trone og dermed er Kalmarunionen officielt opløst. Frederiks søn får navnet Christian og hermed starter en tradition med, at de danske konger skiftevis hedder Christian og Frederik. Frederik I. spiller en væsentlig rolle for han gennemførte reformationen, altså den lutherske reformation, som brød med den katolske kirke, der hidtil havde været. Det var startskuddet til nutidens sammenhæng mellem stat og kirke.

I midten 1500-tallet er Europa præget af voldsomme religionskrige mellem katolikker og protestanter. Men Danmark, under ledelse af Frederik II., står udenfor. Frederik II. har været en oversæt skikkelse, men ganske uretfærdig fordi han var den første renæssancekonge, som spiller på alle de strenge man gjorde som renæssancekonge; med støtte til kunst og videnskab og som bygherre, der med sine bygningsværker sætter sit præg på det danske landskab og bruger bygningerne til at gøre indtryk på verden omkring.

Det mest kendte bygningsværk, han opførte er, Kronborg Slot. Dengang sejlede tusindvis af skibe hvert år forbi Kronborg, på vej til og fra Østersøen. Slottet lå ikke blot som symbol, men også som en konkret magtfaktor. Fordi at alle skibe der passerede skulle nemlig betale øresundstold. De penge som skibene betalte gik direkte ned i den danske konges private kasse. Da han døde i 1588, var Danmark et særdeles velhavende land.

Dronning Sophie bliver mor til Christian IV. Det, der er ved hendes historie er, at da Christian IV. er 11 år, dør hans far. Hun bliver enkedronning. Hun flytter til Lolland, og der flytter hun ind på et stort gods. Hun er en benhård godsejer, der virkelig forstår at lave penge dernede på Lolland Falster. På godset skal der fyres, og for at hun kan holde sig selv med brænde, må de andre ikke samle så meget brænde i skoven. De må heller ikke fange så mange fisk eller jage så meget som før. Hvis de gør det bliver der mindre til hende. Der er ikke noget i vejen med at holde udgifterne nede og sørge for, at indtægterne stiger. Men hun driver ikke en pølsefabrik - det er et stort landbrug, hvor der er mange, som skal være tilfredse. Det er ikke tilfældet. Men hun kører igennem, uden hensyn til nogen eller noget. Da hun dør er hun faktisk en af Europas rigeste kvinder. Ikke nok med det har hun i sin levetid oplevet, at europæiske fyrster er kommet til hende for at låne penge. En af dem der er kommer er hendes egen søn, Christian IV. Han har i den grad haft brug for økonomisk forstærkning indimellem. Da hun dør, er der den her kæmpe arv og der står de alle sammen som gribbe, og det hele bliver splittet ad, alt det hun har bygget op.

Sammenligner man Frederik II. og hans søn, Christian IV., står Christian IV. i en særlig glans for eftertiden. Grunden til at mange husker ham og ikke Frederik II. er dels de mange bygningsværker fra Christian IV’s tid, der stadig står; Børsen, Rundetårn og Rosenborg. Men det skyldes også at der findes bunker af personlige håndskrevne breve, hvor man kender hans håndskrift, tanker og personlighed, som er nedfældet i masser af breve - det har man ikke fra Frederik II.’s hånd og derfor var der i mange år en opfattelse af at Frederik II. ikke var så kvik;“Han skrev ikke personlige breve.”  Det er først i ganske ny tid, at man er blevet klar over at Frederik II. havde et ukendt handicap, han var ordblind. Derfor skrev han ikke ret meget selv for han var pinlig bevidst om at han byttede rundt på bogstaverne. Man troede, han kun interesserede sig for jagt og druk, mens Christian IV. interesserede sig for alt muligt andet også, som man kendte fra hans personlige breve. Hvis man ser på det med et moderne blik og ser på lederegenskaber, må man erkende at Frederik II. var en bedre leder. Den vigtigste grund til det var, at Frederik II. var i stand til, at uddelegere opgaver og tro på, at andre kunne lave noget. Mens Christian IV. blandede sig i alting, stort og småt.

Renæssancekonger skulle sikre sig en positiv fremstilling af dem selv. Et slående eksempel er der relikvier, der opbevares på Rosenborg Slot, og som stammer fra de søslag, hvor Christian IV. blev hårdt såret og mistede synet på det ene øje. Tøjet, han havde på under slaget, opbevares med blodpletterne på. Kongen selv så sig næsten som en kristus-skikkelse, der måtte ofre sig for landets skyld. Det passede i hans selvforståelse, med de her blodige klædestykker, som blev gemt for eftertiden. Han forærede sin elskerinde et par øreringe, med granatsplinterne, som var taget ud af hans øje.

Det går galt, Christian får inddraget Danmark i Trediveårskrigen. Alle de indviklede kampe mellem katolikker og protestanter i Europa. Det går meget galt, og på det punkt kan man sige, at det går ned ad bakke med det danske riges position. Krigene og byggeprojekterne er dyre og Christian IV. hæver øresundstolden, hvilket vækker irritation i hele Europa. Nedturen fortsætter efter Christian IV.s død

Frederik III erklærer krig mod Sverige, men mister Skåne, Halland og Blekinge. Det, der for

alvor gav Frederik III. et mere positivt omdømme, var i virkeligheden en følge af at han startede en krig mod Sverige. Det gik meget galt. Det truede med, at hele Danmark ville blive svensk. Det eneste der var tilbage var København, men der valgte Frederik at blive i København og erklærede: “Jeg vil dø i min rede.” Så han ville stå sammen med sit folk og sin hovedstads befolkning og ikke give op og flygte. De afslog det svenske stormangreb.

Det styrkede Frederiks popularitet, at han havde vist mandsmod. Denne krig var baggrund for, at Frederik III. kunne indføre enevælden. Han kunne argumentere med, at den danske adel, havde vist sig uduelig. Adelen skulle  jo forsvare landet, men hvem forsvarede København?  Det var studenter, københavnske borgere og håndværkere - og nogle hjælpetropper. Men altså først og fremmest havde andre end den danske adel, gjort deres pligt. Han mente, at adelen ikke mere skulle have særlige privilegier, som i gamle dage, hvor de var med til at vælge kongen. Fra da er der ingen diskussion om, hvem der skulle være konge. Den ældste søn arver tronen fra sin far, som enevældig konge.

Det er nu mere end 600 år siden, at Gorm den Gamle rejste stenen ved Jelling og for første gang er al magt samlet under kongen, der nu ikke længere skal vælges af landets fyrster og herremænd. Kongens person bliver hellig. En forbrydelse mod kongen anses som en forbrydelse mod Gud.

De danske konger har stadig et ønske om at vinde de tabte landområder i Sverige tilbage. Da Frederik IV. kommer til, fortsætter han i næsten 20 år svenskekrigene. Men han opgiver til sidst og vender i stedet tilbage med blikket mod Danmark. I rækken af enevældige konger var Frederik IV. måske den mest samvittighedsfulde og den bedste af dem. Ham, der blandt andet indførte den offentlige audienser, så alle kunne hilse på kongen. Man kunne bare møde op, når kongen var i stalden i løbet af ugen, og så kunne hvem som helst komme hen og snakke med kongen.

Det er svært at forestille sig det samme ved Ludvig XIV's hof. Der har været en blanding mellem ophøjet distance og alligevel nærhed, som fandtes selv i enevældens dage. Den idé med at skabe symboler på kongemagten og vise kongen frem, så alle kunne se den kongelige skikkelse lever, den dag i dag. Ligesom det har gjort i hvert fald siden 1500-tallet. En moderne version er kulørte blade, der viser billeder af kongehuset, ofte i mere familiære situationer. Sådan var det ikke tidligere. Idéen med at bringe kongen tæt på den enkelte gennem billeder, fandtes også for 400 år siden. Datidens trykte medier interesserer sig vældig meget, også dengang for kongehuset. I aviserne kunne man læse, hvad der sker, hvem der var i audiens, hvad der er foregået på slottet og sådan nogle ting. Ved store begivenheder kommer der særlige tryk med illustrationer. Den slags ting begynder for alvor i 1700-tallet og sælger i store oplag, så vidt man kan se.

Efter 800 år, 40 konger og én dronning, bliver Christian VI. den første danske konge, der ikke fører krig. Han er en dybt religiøs mand. Livet ved hoffet blev beskrevet som kedeligt, uden dans og fest. Sønnen blev Frederik V., som var en konge, som heller ikke førte krig. Han gjorde heller ikke meget andet. Han er nok den første konge i Danmark, der ikke deltog i sin regering. Han drak for meget, han syntes ikke, han kunne overskue det. Han havde en meget god ven, som han stolede meget på, som han lod styre regeringen. Han var også tilbageholdende. Så det blev ministrene, der kørte det. Det blev et embedspræget styre og et konservativt styre på de fleste punkter i Frederik V’s tid. Frederik V. var ikke bare til druk, han var også til damer. Det trak ham ned på niveau med nogen, han ikke skulle være på niveau med.

Man må tænke på, at konger ikke er skolede politikere, de arver firmaet. Det der med at være politiker, som alle politikerne i dag lærer det, altså forhandle og omgås - ellers ryger de fra i svinget. De kan konger ikke nødvendigvis. De er ikke valgt ind på det. Derfor bliver de mere forskellige, end demokratiske politikere gør. Og det betyder jo, at meget forskellige mennesker kommer til at fylde det der ud.

Frederik V. er ikke den eneste konge, som lader andre lede sin regering. Hans søn Christian VII. kaster det danske monarki ud i en stor krise, da han bliver sindssyg og ikke kan forvalte den magt, han har arvet. Men det danske kongehus er ikke det eneste der er i krise. I starten af 1800-tallet er store dele af Europa i oprør. Der hersker en generel utilfredshed med monarkiet og ønsket om demokrati vokser. I Danmark fastholder kongeslægten magten, men ikke uden store tab. Flåden bliver ødelagt og Christian VII. må acceptere både tabet af Norge og en statsbankerot.

I 1848 arver Frederik VII tronen og i hans regeringstid forandre Danmark og monarkiet for altid. I 1849 indføres Grundloven, og kongehuset står for første gang, i næsten 900 år, uden enevældig magt til at regere. Danmark er nu et moderne demokrati. Frederik VII var måske elsket efter sin død for grundlovens skyld. Men han var meget elsket som person hos mange mennesker, fordi han var også god til at omgås. Han havde en bred folkelig popularitet, mens de mere finere kredse i København var mere skeptiske over for ham. De synes, han manglede stil. De var bekymrede ved hans politiske påfund. De kunne ikke snuppe hans kone, fordi hun ikke var nogen pæn dame, men en danserinde, der var røget indirekte ind. Så der var grunde til at han ikke rigtig trives i de finere kredse - men uden for dem i høj grad. På den måde passer hans person meget godt til den politiske ændring. Det er også symbolsk at der er brud i arvefølgen ved hans død, fordi han ingen børn har. Han var gift flere gange, men havde ingen børn.

Frederik VIIs tredje kone, Louise Rasmussen, var borgerlig, men fik senere titlen grevinde Danner. Hun møder den kommende konge, Frederik VII, på et tidspunkt, hvor han endnu ikke er konge. Han bliver meget forelsket i den her kvinde. Problemet er, at der er ingen andre der har interesse i det her. De vil ikke have kongen gift men en borgerlig kvinde. Men da han så bliver konge, lader han hende rykke ind på slottet og det ender også med at de bliver gift. Hun bliver hans hustru til venstre hånd, og det betyder, at skulle hun gå hen og få børn, så er der ingen af de børn, der har nogen som helst chance for at blive konge. Der er stort set ikke nogen der kan fordrage det her arrangement. Grevinde Danner for så heldigvis på et tidspunkt et råd om, at lave noget filantropisk arbejde, og forberede sit ry og rygte. Det gør hun, og det gør hun ikke mindst, da kongen dør. Hun laver et hjem for fattige piger og det har hun et stort held til. Det har også været med til at give hende et eftermæle, som den her stærke og karakterfulde kvinde, der faktisk gør noget. Hun griber til det er velgørende arbejde; gør noget for de fattige piger og får etableret en institution omkring dem.

Ved Frederik VII's død står det danske kongehus, for anden gang i historien, uden en tronarving. Nu bliver spørgsmålet om, hvem der overtager tronen, til storpolitik. Man manglede en arving til riget, altså kongeriget og hertugdømmerne. Man skulle finde en der levede op til kravet om, at være legitim kongelig arving til hele butikken, og var spiselig for stormagterne. Flere slægter var i spil. Heriblandt den gottorpske, hvortil den russiske zar hørte til, så Zaren var arving til den danske trone. Men den var helt usalgbar hos de andre stormagter. Derfor endte man med en meget beskeden familie fra den glücksborgske slægt. Det var storebroderen man valgte, han havde den store fordel at være spiselig for alle parter.

Med valget af Christian IX formår kongehuset igen, at finde en tronfølger indenfor en gren af familien. Hermed begynder en ny epoke af den glücksborgske familie på tronen. Men Christian IX får en svær start. Året efter udnævnelsen udbryder der krig mod Preussen. Året er 1864. Kongen lider et stort nederlag med tabet af Sønderjylland. Christian IX stod i en vanskelig situation efter nederlaget i 1864. Hans position i Danmark var svag og han havde meget få allierede. Eftersom han var tysk, kom han i den almindelige opfattelse til at stå som repræsentant for fjenden. Der var mange, også politikere, der søgte andre løsninger. Men det lykkedes ham sammen med sin kone at oparbejde en popularitet, ikke mindst takket være de fire smukke og yndefulde døtre, han fik. Hans tre døtre var meget populære. Det lykkedes ham at opbygge et image af en elskelig familie. Christian IX og hans dronning, Louise, havde en dynastisk strategi. De giftede deres døtre bort til tronfølgerne, i to af de mest prominente magter, dels Danmarks hovedsponsor, nemlig den russiske zar, og den anden datter Alexandra blev gift med den britiske tronfølger.

Men hvilken betydning havde dette? En klassisk betydning, et dynastisk ægteskab havde haft tidligere, fik ikke synderlig betydning. Vi fik ikke hertugdømmerne tilbage. Men for Danmark og kongefamilien højnede det deres status. Det styrkede også kongehusets popularitet indadtil.

Ved overgangen til det 20. århundrede står Europa i randen af krig. Danmarks konge, Frederik IIX., kommer til i en brydningstid. Efter indførelsen af grundloven er Danmark blevet et demokrati. Kongehuset har således ingen reel magt, hverken indenrigs- eller udenrigspolitisk. Efter kun 6 år som nationens konge dør Frederik IIX. Danmarks ny konge bliver Christian X.  Christian X., der kom på tronen i 1912, var officer af uddannelse og havde en klar militær identitet. Han bar meget gerne uniform og var kendt som lidt af en “Oberst Hackel-type”. Det var også under ham, at der skete afgørende forandringer i kongehuset.

I 1914 bryder 1. verdenskrig ud, men Danmark formår at holde sig neutral. I 1918 slutter verdenskrigen efter fire års blodige rædsler. Tabet af menneskeliv er, på det tidspunkt, det største i verdenshistorien. Med de allieredes sejre over Tyskland i 1918 besluttes det, at Danmark kan få nogle af de tabte landområder tilbage. En folkeafstemning i Sønderjylland og dele af Slesvig, skal afgøre grænsespørgsmålet. Resultatet bliver at Sønderjylland vælger at komme tilbage til Danmark.

Christian X. kalder statsminister, Carl Zahle, til samtale på Amalienborg. Mødet finder sted mandag den 29. marts 1920. Kongen opfordrer til at udskrive nyvalg. Han ønsker, at Flensborg også skal være en del af riget. Zahle meddeler kongen, at folkeafstemningen er blevet respekteret og nyvalg bliver nægtet. Det fører til et voldsomt skænderi mellem kongen og statsministeren. Christian X. var selv skyld i en meget stor krise der indtrådte i påsken, 1920. Han havde fået det indtryk, at Zahles regering, der havde siddet under hele 1. verdenskrig, havde mistet sit parlamentariske flertal, så han tillod sig, at afskedige statsminister Zahle. Det er kongens formelle ret og ingen anden dansk monark, havde vovet, at fyre en regering siden grundlovens indførelse. Modstanderne kaldte det et statskup. Det udløste en meget alvorlig politisk krise og en meget alvorlig krise for kongehuset. Den krise blev kort fortalt løst af socialdemokraternes Stauning, der på papiret var republikaner. Man indså at den bedste løsning var at bevare kongehuset, blandt andet fordi Stauning kunne holde Christian X. i kort snor.

Genforeningen bliver en realitet og i juni 1920 ridder kong Christian X. over grænsen til folkets store jubel. Christian X. statte sig selv, og blev sat i centrum, for den symbolske handling, som genforeningen var i sommeren 1920. Isære emd det meget symbolladede ridt, over den gamle grænse ind i det gamle land. Det var også kongehusets redning. Christian X. blev sat i centrum. Han kom til at stå som et symbol for en national heling.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Under besættelsen ridder kongen dagligt gennem København. Den funktion, kongen fik, blev forstærket under besættelsen, hvor han fortsatte sine daglige ture gennem København og blev et stærkt nationalt samlepunkt. Ved hans 70-års fødselsdag i 1940 blev han genstand for en folkefest. Ingen anden konge i verden står sit folk nær, som Danmarks konge. Den 4. maj 1945 overgiver de tyske troppe sig, og dermed er 5 års besættelse slut. To år senere dør Christian X. og sønnen, Frederik IX., overtager tronen.

Frederik IX. var kronprins i mange år. Det tog ham lang tid at opfylde den væsentlige forpligtelse, en kronprins har; nemlig at gifte sig. Han var 35 år. Det er gammelt målt med glücksbogrsk standard. Han havde så også lang tid til at vænne sig til den forandring, som kongehuset gennemgik i retning af et konstitutionelt kongehus, med fuld respekt for de parlamentariske spilleregler. Han var stort set  flyvefærdig, da han tiltrådte tronen i 1947 som parlamentarisk konge.  

Frederik IX. er kendt som sømandskongen. Han var uddannet i søværnet, hvor man er mere afslappet end i hæren. Han blev kendt som en lidt mere tilbagelænet, folkelig type. Han var godt hjulpet af sin dronning, den svenske prinsesse Ingrid, man på mange måder kan kalde en professionel kongelig. Hun havde et solidt greb om den medieprofil, som kongehuset udviklede. Hun arrangerede fotosessions og sørgede for at give et billede af kongefamilien, som andet end et uniformeret paradefænomen. Derfor lykkedes det kongehuset under Frederik IX. at udvikle sig i takt med samfundet; både som et folkeligt kongehus og som et medievant kongehus.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hersker der en stemning mod alle institutioner og autoriteter. Flere og flere kan ikke længere se meningen med kongehuset.

I 1972 dør kong Frederik IX. Den 15 januar 1972 bliver dronning Margrethe II udråbt, som Danmarks nye regent. Margrethe II går i sin mors fodspor og fortsætter strategien med, at få kongehuset til at fremstå som både åbent og folkeligt. Det lykkedes de danske konger at opbygge en form for tillid til den brede befolkning. Som man kan se gennem historien. F.eks. i 1600-1700-tallet, hvor det i bondebefolkningen var almindeligt, med utilfredshed med herren eller fogeden. Men hvis man bare kom til kongen, så skulle man nok få hjælp. Og den forestilling levede videre op i vor egen tid. Det var ikke helt ubegrundet; en konge som Frederik den IV indførte offentlige audienser, hvor hvem som helst kunne komme og fremlægge sine anmodninger.

I forlængelse af åbenheden tager Margrethe II. en tradition til sig, da hun fortsætter med at holde nytårstale på tv. Nytårstalen er en institution, der stammer tilbage fra Frederik IIX, det vil sige at den er over 100 år gammel. Det var en del af skåltalen kongen holdt ved nytårstaflet, 1 januar, som blev refereret i pressen. På den måde kunne man markere et synspunkt i offentligheden. Nytårstalen er for første gang transmitteret i radioen under krigen. Senere blev de fjernsynstranmiteret. Den oprindelige tale er blevet demokratiseret. Nu henvender monarken sig til hele folket. Det er ikke, fordi vi skal gøre, hvad monarken siger, men mange lytter. Det er en af de mest sete udsendelser overhovedet. Det er den eneste gang på året, hvor monarken henvender sig direkte til danskerne

Monarkiets berettigelse i den almindelige danskers øjne beror på personlig popularitet. Det beror på, hvordan en given monark forvalter sit embede. Og monarkiet kan ikke består, hvis det ikke er populært.

Hvordan har de eksisterende monarkier så overlevet, siden 1. verdenskrig?

Det har de gjort ved at holde sig til de parlamentariske spilleregler. De har overlevet, fordi kongen har holdt sig ude af politik og fordi kongefamilien er forblevet populær. Populariteten kan godt fordele sig lidt. Nogen er mindre populære end andre. Men generelt kan man sige at den her folkelige tilknytning, den dynastiske tilknytning til folket, er bevaret. Når dronningen skal give embedet videre, står kronprins Frederik klar. Han har som så mange andre før ham gjort karriere i militæret og holder dermed liv i en lang tradition.

Kongehusets funktion i dag er mest at gå rundt og være et symbol på, at den danske stat og den danske nation findes, fordi de historisk er bundet op på det. Kongehuset er i grunden en mærkelig institution. Det er en mærkelig ting midt i det moderne samfund, hvor vi alle kører i fiat punto, og de kører i guldkaret. Og deres familiefester er meget store iscenesættelser, hvor folk går i kjoler som de ellers aldrig ville gå i. Af eller anden grund, så kan de godt lide det. Det er et paradoks, kan man sige. Et af mange paradokser, som kongehuset repræsenterer. På samme måde er det også med større enheder, at deres sammenhæng bygger i høj grad på, at kigge bagud. Fremtiden kender vi ikke og nutiden er mere uoverskuelig. Det er ved at gå og symbolisere vores historie, at kongehuset sætter sit stempel på Danmark. Netop den her iscenesættelse har vist sig at have en fascinationskraft. Resten af samfundet er præget af værdier, hvor man kun får magt, hvis man er dygtig eller bliver valgt. Man hylder ligeværdighed, altså i den moderne skandinaviske velfærdsstat. Og så har vi den her  institution der repræsenterer noget helt andet. De fleste har bare en grundlæggende glæde og fascination ved det. Det er meget forskelligt når man spørger folket. Men det er mystisk nok de færreste danskere der vil af med kongehuset.

Hjemmets betydning gennem menneskets historie

Det er måske en anelse morsommere at sidde derude og længes hjem, end at sidde derhjemme og længes ud.

Hjemmet forbinder jeg med min base. Dér hvor jeg kan være mig selv.

I mange år har menneskeheden haft et hjem. Hjemmet har altid været en base for mennesket, hvor det kunne blive genopladt og klargjort til at se verden, ansigt til ansigt. Hjemmet har, historisk set, været menneskets identitet. Det har altid været dér, hvor det kunne vise sin status. I det seneste årtusinder har man set eksempler på, hvordan vi mennesker har indrettet os for at overleve. I starten var der ingenting. Intet. Og vi mennesker havde kun hvad der var nødvendigt. Men så kom Vikingetiden og vi fandt ud af hvad rigdom var. Vi begyndte at gå op i at indrette og udsmykke vores hjem efter den enkelte slægts sociale status. Det gør vi egentlig stadig i dag. Vi udsmykker os efter, hvordan vi gerne vil fremstå i samfundet. Vores hjem skal afspejle hvem vi er som person og der må helst gerne stå en Audi i indkørslen.  Vi har altid elsket at vise os frem, og jo mere vi ejede, desto bedre.  Vi har altid iscenesat os selv gennem vores hjem. Via vores bolig har vi altid sendt signaler ud til den gruppe vi tilhører eller den vi ønsker at tilhøre.

For 500 år siden i Middelalderen begyndte vi i Danmark at få udtrykket”bo bedre” ind under huden. Det var vigtigt at vise sin status gennem de ejendele man opbevarede i hjemmet. Danmark begyndte lige så småt at blive integreret i Europas kulturarv.

Det med at vise sig frem gennem hvor meget man ejede, toppede i Barokken, hvor Solkongen, også kendt som Ludvig XIV, viste sig frem i pomp og pragt.

I hele sit liv brugte han al sin energi på at ombygge sin fars jagtslot til han eget hjem. Det var netop dér, at Solkongen følte sig hjemme. Versailles kaldte han det. Slottet husede 20.ooo mennesker. Det var deres hjem. Solkongen gjorde meget ud af, at alt skulle være stort og prangende, koste hvad det ville. 100 år senere ender Versailles-eventyret i en revolution, hvor det daværende regentpar, Marie Antoinette og Ludvig XVI, myrdes. Efter denne periode i pomp og pragt begynder vi så småt at skrue ned for vores forbrugsvaner og i stedet vise vores hjem frem enkelt og rent. Vi har altid været vilde med at vise os frem.

Penge er som bekendt ikke alt og på samme måde er statussymboler heller ikke grundlaget for høj livskvalitet. Penge og statussymboler kan være springbrættet for de mere usynlige værdier, såsom venskaber og lykke. På den måde kan et hjem forstås, som et statussymbol og kan være medvirkende til at forhøje et menneskes livskvalitet. Senere fik vi "Empiri". Den periode har dannet grundlaget for, hvordan vi indrettede vores hjem de kommende 200 år. Hjemmet bestod ikke bare af det mest nødvendige rum. Det blev opdelt i et offentligt og et privat område. Ludvig Holberg udgav i sin tid en slags klage til det danske samfund om, at vi brugte de bedste rum i vores hjem til udstilling. Dette viser at det selv i 1700-tallet var vigtigt for os, at folk skulle have en god opfattelse af vores hjem, så derfor blev den sociale status sminket. Det samme er tilfældet i Klunkehjemmet.

Da jeg var helt lille var jeg også en flittig turist på diverse slotte og museer rundt i landet. Jeg var dog mest fascineret af  Klunkehjemmet. Hver gang jeg trådte ind ad døren blev jeg helt betaget af den måde hjemmet var indrettet på. Det var som om at træde ind i en hel anden verden. Klunkehjemmet er en stor herskabslejlighed fra 1800-tallet ved Nationalmuseet. I Klunkehjemmet boede der en rig familie. Deres hjem er udsmykket og indrettet efter moden i 1800-tallet. Det er som om at gå på opdagelse i et dukkehus. I den bedste del af huset har man indrettet herreværelset og dagligstuen, da udsigten er pragtfuld ud til kanalen og Christiansborg. Det var her selskabet var når der skulle holdes noget, så rigmandsfamilien kunne vise sig frem. De andre rum i herskabslejligheden er små, stadig flot dekoreret. Tjenestefolkene fik formentlig tildelt kamre i baghuset tæt ved køkkenet. Lejligheden er et pragteksempel på, hvordan det velstillede borgerskab boede i midten af 1800-tallet.

Blikket vendes indad mod det folkekære. Nationalismen begynder! Efter 1864 fokuserer vi mere på hjemmet og de danske værdier. Stuen blev familiens samlingspunkt. Det var i det private hjem, borgerskabsfamilien kunne trække sig tilbage, men det var også her, man viste sig frem, og hvor familiens dagligdag blev iscenesat. Hos de borgerlige rummede tidens fineste rum de flotteste møbler. Det var i hjemmet, hvor økonomisk status og anerkendelse gik hånd i hånd.

Uanset, hvem der kommer og besøger familien i hjemmet, så er det stærkeste statussymbol for familien, hjemmet. Hjemmet og den måde man har valgt at indrette det på, fortæller indirekte om beboerne og dermed bekræfter beboerne i deres egen selvopfattelse. Et hjem kan være med til at afspejle familiens vaner, holdninger, historie, økonomiske situation og deres ambitioner og drømme. Hjemmet er dog ikke bare et spejl, det er også en ramme, som med ambitioner og begrænsninger er med til at forme familiens dagligliv og deres egen selvforståelse. Senere hen i historien er det ikke kun adelen og de rige, der går op i indretning. Godt inde i 1900-tallet, begynder de borgerlige at læse livsstilsmagasiner såsom “Hjemmet” og “Bo Bedre”.  Dette gør at vi bliver mere bevidste om, hvad andre skal tyde ud fra, hvordan vi bor.

Hjemmets funktion, som ramme om familiens liv, ændrer sig drastisk I forbindelse med samfundets skiftende værdier og normer. I 1970’erne begynder vi at flytte ind i kollektiver og dele vores tilværelse og privatliv med andre familier. “Familien Danmark” blev vendt helt på hovedet.  Vi begynder at være mindre blufærdige og hjemmet er bare et sted, hvor der skal være plads til hygge. Hygge er det danske begreb, som de fleste forbinder med hjem. Begrebet har hængt ved lige siden og er nu blevet grundlaget for vores opfattelse af, hvad et hjem indebærer.  Efter 70’erne bliver hyggen sendt ud i det virkelige liv. I 80’erne begynder man at flytte sammenkomsterne med vennerne ud til caféer og restauranter. Vi efterspørger samtalekøkkener som aldrig før og det er nu blevet hipt at lave maden selv, uanset social status. I starten af 1900-tallet var det fuldstændig uhørt, at man selv lavede maden -det havde man folk til!

"Mænd bygger Huse, Kvinder skaber Hjem", sådan lyder et nordjysk ordsprog, der opsummerer rollefordelingen i borgerskabets familier i slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet. Manden var altid aktiv uden for hjemmet, hvor han tjente penge til familien og sikrede familiens sociale status. Kvinden var ansvarlig for at indrette hjemmet, der dannede rammerne om familiens liv. Som husmoder sørgede hun altid for, med eller uden hjælp fra ansatte, at "føre hus" og opdrage børnene i familien.      

Iscenesættelse af boligen præger stadig hjemmet. Det er ikke et nyt fænomen at vi signalerer status gennem indretning af vores hjem. Det der er helt nyt for os er, at dette fænomen er blevet udbredt til en meget stor del af befolkningen og til næsten alle rum i hjemmet. Alle de ting vi omgiver os med, bliver til ledetråde, der peger hen mod ejerens personlighed, sociale status og identitet. Men der bliver også iscenesat historier til os selv, gennem boligen: At vi er en perfekt og ideel familie; At vi er individualister inde for vores egne vægge; At vores smag er individuel - som antageligvis er magen til alle andre individualisters!

Fotografi: Klunkehjemmet, Nationalmuseet 

Kongelige familier i krig - et hus i splid

Den 4. august 1914 gik Storbritannien i krig mod en gammel ven og allieret. Et folk, som man delte utallige historiske og kulturelle bånd med. Man allierede sig med et autoritært diktatur, som man havde været dødelige fjender med i næsten 100 år. Hvordan Storbritannien kom til at kæmpe sammen med Rusland mod Tyskland, er en af det 20. århundredes store gåder. Forklaringen er til dels at finde i en enkelt families særhed og svaghed. Dronning Victorias efterkommere sad på tronen i 10 europæiske lande. Det dynastiske betød, at diplomati også var et familiedrama.

Ved krigsudbruddet herskede tre fætre over Europas tre mægtigste magter. Zar Nikolaj d. 2 af Rusland, kejser Wilhelm d. 2 af Tyskland og konge George d. 5 af Storbritannien. Deres lidenskaber, venskaber og vigtigst af alt deres rivalisering, kom til at spille en vigtig rolle i ændringen af europæisk politik - hvilket historikere ofte overser. Dette er historien om, hvordan de kongelige var med til at trække Europa ned i afgrunden. Historien om en familietragedie.

Den 10. marts 1863, næsten 50 år før 1. verdenskrig brød ud, forsamledes Europas kongelige i St. George’s Chapel i Windsor, til Victorias ældste søn Berties bryllup. Den senere Edward d. 7 blev gift med prinsesse Alexandra af Danmark. Prinsesse Alex, som hun blev kaldt, var smuk og glamourøs - og var sin tids prinsesse Diana. Hun var meget populær blandt det britiske folk. Men brylluppet blev også husket som den første gang, Victorias barnebarn - den kommende kejser Wilhelm d. 2, blev set offentligt i England. Wilhelm er fire år og er med til brylluppet som page. Han er spændt, fordi at han må have sit skotske tøj på - med kilt og mavepung og en sgian-dubh i strømpen. Han blev sat ved siden af et par af sine onkler - bider en af dem i benet - og smider derefter sin daggert ud midt på kirkegulvet under ceremonien. Han prøver at stjæle opmærksomheden fra det britiske monarki og sin onkel. Det var starten på et lang, indviklet og smertefuldt forhold mellem den kommende tyske kejser og hans britiske familie. Brylluppet på den forårsdag blev også på andre måder et vendepunkt i kongefamiliens forhold til Europa.

Mindre end et år efter Bertie og Alex’ bryllup invaderede Preussen Danmark. Preussen var den største stat i et endnu ikke forenet Tyskland. Wilhelms far, kendt som “Fritz”, var arving til den preussiske trone og var gift med dronning Victorias ældste datter, Vicky. Danmark var hjemland for den smukke, nye prinsesse af Wales. Følgen af det er at der opstår en fjendtlighed mellem Danmark og Preussen. Det bliver en afgørende faktor i de europæiske magters alliancer - og det delte Victorias familie.

Alex græd efter sigende hver aften. Bertie fandt hende grædende over den enorme ydmygelse, Tyskland havde udsat Danmark for. Men Alex’ svigermor Victoria tog preussens parti. Hun beordrede hendes søn, Bertie, til at huske på: “Du har kun været forbundet med Danmark i et år.” “Hele din familie er tysk og du er selv halvt tysk.” Man må huske på at hun selv er fuldkommen tysk; hendes mor var tysk, hendes mormor var tysk - og hendes oldeforældre var tyske. Men prinsesse Alex var opsat på at vise sin støtte til Danmark. Hun blev dybt anti-preussisk, netop fordi hun måtte går stille med dørene. Hun fandt diskrete måder at udtrykke det på. På et af det tidligste familie billeder med hendes første barn, har hun barnet på knæet, og han har tilsyneladende bare babytøj på, men hvis man ser godt efter, er det pyntet med små, danske flag. Det er prinsessen af Wales’ afdæmpede måde at vifte med flaget på. Prinsesse Alex, det britiske folks kæledægge, gift med én kommende engelsk konge og mor en anden, tilgav aldrig Preusserne krigen i 1864.

Selvom Preussen vandt, fik krigen også dybdegående følger for dronning Victorias datter, Vicky, og hendes mand Fritz i Berlin. Preussen var en aggressiv og fremstormende magt. Da Victoria og Albert sendte Vicky afsted for at blive gift, sendte de hende ud på en opgave. Victoria og Albert havde en plan om at civilisere Preussen. Det var et forsøg på at gifte Vicky med arvingen til den tyske trone og derved redde preussen fra den overdrevne tyske militarisme. Vicky var kun 17 år, da hun blev gift med Fritz. En barnebrud. Men hun var meget intelligent og var blevet trænet af sin far til opgaven. Man gik ud fra at Tyskland ville blive forenet under preussisk ledelse. Vicky skulle sørge for, at det nye tyskland blev et liberalt, pro-britisk, konstitutionelt monarki. Hvis man har et liberalt Preussen, får man et liberalt Tyskland. Vicky bliver affyret som et missil ind i Preussen for at gøre det liberalt. Det var intet mindre en kamp om Tysklands fremtidige sjæl. Det var en tung byrde at lægge på en 17-årig piges skuldre. Det indså selv dronning Victoria. “Stakkels barn, jeg skælver ofte når jeg tænker på, hvad der forventes af hende.” Victorias planer gik snart efter i vasken.

I 1882 blev Otto von Bismarck udnævnt til preussisk ministerpræsident. Bismarck var ærkekonservativ, og hans politik var var lige modsat Vickys. Angrebet på Danmark i 1864 forstærkede Bismarck greb om magten og resulterede i en anneksion af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Derefter fulgte en række korte krige, hvor Bismarck knuste de små tyske staters selvstændighed og besejrede Østrig og Frankrig. I 1871 havde han opnået drømmen om et forenet Tyskland - og forandret Europa-kortet. Et forenet Tyskland truer den europæiske magtbalance - med sit høje befolkningstal og sin strategiske placering midt i Europa. Tyskland har også en blomstrende økonomi. Lige midt i Europa bliver der skabt et land, der potentielt kan dominere hele kontinentet. Foreningen medførte også en dramatisk ændring af interne magtforhold. De konservative og militarisme kræfter sejrede. Vicky blev tilsidesat og skrev kvalfulde breve til sin mor: “Du kan ikke forestille dig, hvordan det er at være omgivet af folk, der opfatter din eksistens som ulykke.”

Men Bismarck var bare ét af Vickys problemer. Som briterne allerede havde set til Berties bryllup, var hendes søn Wilhelm et besværligt barn. Hans problemer startede den nat han blev født. Wilhelms fødsel var en sædefødsel. Han sad godt fast, han kom ud med numsen først. Hans ben lå op mod hans bryst, og armene lå bag hans hoved. Lægen fik på en eller anden måde den venstre arm ned, men som han selv skrev, måtte han bruge vold for at gøre det. Dette er meget grusomt at tænke på i de øjeblikke, hvor kejseren bliver til. Wilhelms venstre arm er permanent misdannet. Den var kortere end den højre og stort set ubrugelig. Hans følsomme, intelligente, 18-årige Vicky fik et traume. “Det skærer mig i hjertet at se andre børn med deres lemmers fulde brug.” “Jeg er plaget med tanken om, at han skal forblive en krøbling.” “Jeg ville så gerne have et perfekt barn ligesom alle andre.” Det er et militarisk samfund, hvor man ikke kan være handicappet. Man kan ikke have en enarmet konge af Preussen. Man skal have en perfekt krop, og det har hendes søn ikke. Wilhelms bedstefar, den preussiske konge wilhelm 1., reagerede med en vanlig preussisk takt. Da Wilhelm 1. ser den lille, nye Wilhelm skal han have spurgt sin søn Fritz, om han burde lykønske ham med fødslen af et defekt barn.

Vicky havde fejlet i det, der for preusserne var hendes primære opgave. I starten af 1860'erne boede Vicky og Fritz i den enorme upersonlige Neues Palais uden for Berlin. Her blev Wilhelm udsat for desperate behandlinger af sit handicap. Han højre arm blev spændt fast for at tvinge ham til at bruge den venstre. Det resulterede kun i endeløse, smertefulde fald på marmorgulvet. Da Wilhelm var fire år, begyndte hans hoved at hælde til siden på grund af uligevægten i hans nakkemuskler. Det blev behandlet ved at spænde ham fast i en maskine. Vicky sendte en skitse af den til sin mor. “Jeg kan ikke beskrive hvor frygteligt det var, at se ham i den maskine. Jeg var lige ved at græde.” “Det var virkelig hårdt at se sit barn blive behandlet som en vanskabning.” Wilhelms unge, traumatiserede mor forværrede hans problemer. Det er nærmest umuligt for Vicky at acceptere Wilhelms handicap. De får ikke noget tæt bånd. Hun sender klare signaler, måske ubevidst, til Wilhelm om, at han ikke lever op til hendes forventninger. Det er en stolt mor, der reagere dårligt på sin søns handicap. Hun prøver at elske ham og være en god mor, men i sidste ende ser hun på ham og ser sit største nederlag. Forholdet mellem den kommende kejser og hans engelske mor bliver anspændt. Det fik omfattende følger for Europas fremtid.

På den anden side af Nordsøen, på Marlborough House, kunne George 5. barndom ikke have været mere forskellig. George blev født seks år efter Wilhelm og var både sund og robust. Han var den anden søn og skulle oprindelig ikke ha været konge. Hans bror Eddie var tronarving. George blev forskånet for sin tyske fætters barske uddannelse. Hans far Bertie, prinsen af Wales, var glad for Georges mor, men samtidig kendt som en skørtejæger. Hans kommende dronning, den smukke prinsesse Alex, var tvunget til at acceptere situationen. Hun overøste i stedet sine børn med kærlighed. Alex bestemmer derhjemme, da Bertie ofte er væk. Hun skaber en atmosfære, der må have været dejligt for små børn. Endeløs leg og tumlen, ingen lektioner, ikke noget alvorligt. Et meget børnevenligt miljø.

Hver anden sommer tog prinsesse Alex hele familien med, for at bo hos sine forældre i Danmark. Den danske kongefamilie var relativt fattige, men havde giftede sig ind i forskellige europæiske dynastier. Fætre, onkler, kusiner og tanter fra hele kontinentet mødtes i den den konges sommerresidens uden for København. Blandt dem var den russiske kongefamilie. Her mødte George for første gang sin fætter, den fremtidige zar Nikolaj 2., hvis mor Dagmar, kaldet Minnie, var Alex’ søster. Der sker det, at Bertie og Alex hvert andet år holder ferie, sammen med den russiske zar og hans kone. Alex og Minnie have et tæt forhold, og de ville gerne samle familierne. Minnie var gift med Alexander, zar af Rusland fra 1881. Han var en imponerende mand, der var berømt for at kunne bøje ildtænger med de bare næver. George og Nikolaj var begge generte og tilbageholdende, og så op til deres fædre. De blev gode venner.

Den uformelle stemning kan ses, på sjældne billeder fra de danske arkiver. De blev taget af de kongelige selv, det var ivrige amatørfotografer. Atmosfæren var helt afslappet. Den omgangskreds er kendt for en afslappet og fjollet humor. Men hørte om prinsessen af Wales og kejserinden af Rusland, der slog saltomortaler i lange aftenkjoler. Børnene sprøjter på zaren af Rusland og han ler af det og gør gengæld. De kalder ham “Onkel tykke” - kan man forestille sig dette? Der er en usædvanlig atmosfære. Der er en kejser og en kejserinde, flere konger og dronninger og mange hertuger og hertuginder - og de opfører sig alle sammen som børn på ferie. Man kan stadig i dag se spor fra de kongelige feriegæster. Et forbogstav ridset ind i en rude, sikkert af zar Alexander. Børnenes højde afmærket på en dørkarm.

Men én kongelig fætter blev aldrig inviteret. Vickys søn, den fremtidige kejser Wilhelm af Tyskland, der som preusser ikke var velkommen i det besejrede og ydmygende Danmark. Mange af de andre gæster var fra mindre, tyske kongehuse, der også var blevet slået i de tyske samlingskrige. De var heller ikke opsatte på at holde ferie med deres preussiske erobrere. Taberne i de preussiksekrige i 1860’erne samles på stranden og mumler eder mod Preussen. For zarinaen og den kommende engelske dronning havde ferierne et klart politisk formål. Minnie og Alex håbede på at trække deres mænd, Bertie og Alexander, tættere sammen og væk fra Tyskland.

I 1874 besøgte den russiske kongefamilie London. Minnie var ligeså glamourøs og fotogen som sin søster, og det britiske folk blev fortryllet. De danske søstre blev den tids mode ikoner og forvandlede turen til en bekræftelse af anglo-russisk venskab. Den første dag kom de ud i helt ens kjoler. De var i forvejen smukke kvinder, og det gjorde dybt indtryk. Det fremhævede en interessant pointe: Måske havde England og Rusland noget tilfælles. Måske er der ting, der kan trække dem tættere sammen.

Men i 1870’erne var det op ad bakke for søstrene, at forsøge at smed anglo-russiske bånd. For briterne var Rusland den traditionelle fjende. I 1800-tallet så de fleste briter på Rusland med frygt og afsky. Rusland var et mareridt for regeringen i London, fordi det truede Indien - juvelen i imperiets krone. Russerne er asiater, efterkommere af de mongolske horder. De er barbarer. Dronning Victoria talte på nationens vegne:”De afskyelige russere! Frygtelige, lumske og ondskabsfulde.” “De vil altid hade os, og vi vil aldrig kunne stole på dem.”

Russerne havde heller ikke høje tanker om briterne. De brød sig ikke om deres kolonier i  Indien og Centralasien. Set med russiske øjne er briterne både hykleriske og irriterende. Storbritannien står på mange måde i vejen for Rusland og briternes opfattelse af moralsk overlegenhed er svær at sluge.

Rusland vendte sig i stedet til Tyskland, hvor kansler Bismarck havde arbejdet hårdt på at skabe gode forbindelser. Han frygtede en fransk-russisk alliance, der ville omslutte Tyskland. I 1884 styrkede Bismarck båndet ved at sende en delegation til Rusland, til fejringen af den russiske kronprins’ indtræden i voksenlivet. Hans valg af leder var overraskende: Nikolajs fætter, prins Wilhelm, som nu var 25 år. Det er meget smigrende for en, der er så ung og uerfaren. Han har ikke deltaget i diplomati før. Men det er også en hån mod hans far, for Wilhelms far Fritz havde længe villet deltage i politik, men Bismarck holdt ham væk. Bismarck var ivrig efter at udelukke Wilhelms liberale forældre, som stadig kun var tronarvinger, så han udnyttede det indviklede og anstrengte forhold mellem Wilhelm og hans engelske mor.

Som teenager havde Wilhelm skrevet sære, seksuelt ladede breve til Vicky. Han beskrev drømme, hvori han kyssede og kærtegnede hendes hænder. Han længtes efter at opfylde de drømme. “Om otte dage skal vi til Berlin, og så udlever vi mine drømme, når vi er alene på dit værelse uden vidner.” “Lov mig at du vil gøre som i min drøm, for jeg elsker dig så højt.” Hvad skal man mene om det? Det er tydeligvis en erotisk drøm, der sært nok fokuserer på hænderne og især på venstre hånd. Det er jo Wilhelms hånd som er dækket af en handske, for at skjule misfarvningen og dens klolignede udseende. Min fortolkning, er at han gør et sidste forsøg ad denne forbudt, incestiøse vej, på at få sin mor til elske sig, som den han er.

Den fremtidige kejser er nu i tyverne, og hans hjerte er hærdet. Han var blevet stærkt fjendtlig over for alt, hvad hans forældre stod for. Vicky skrev fortvivlet til sin mor, dronning Victoria: “Willy er chauvinistisk og ultra-preussisk i en sådan grad, at det ofte smerter mig.” “Han er ved at blive til en arketypisk Potsdam-officer, med den onde blanding af at være højrøstet og fremmedfjendsk.” Han gør alt for at irritere sine forældre. Han er en rebel. Han ved, at det vil går hans forældre på, hvis han færdes i antisemitiske kredse, så det gør han. Han ville være tæt på vinderne: hans bedstefar og Bismarck. For ham at se er hans forældre tabere i det tyske samfund. Han vil ikke associeres med dem. Spændingen mellem mor og søn forstærkes, af Vickys stærke båd med sit britiske hjemland. Hun roste altid England til skyerne på Tysklands bekostning. “Du er en lille, tysk dreng. Du vil aldrig forstå det at være engelsk.” “Du kan godt rose din flåde, men den er intet i forhold til vores.” - og sådan fortsatte hun.

Wilhelms tur til Rusland i 1884 beseglede endeligt hans afhopning til den konservative lejr. Wilhelm er fascinerede af det enevælde, han ser i Sankt Petersborg og Moskva; at der står 12.000 soldater langs jernbaneskinnerne og råber hurra, da det kejserlige tog kører forbi. Det er en ønskedrøm for ham. Wilhelm så zar Alexander 3., Nikolajs far, som en halvgud. Zaren levede i utrolig luksus i sine utallige paladser og havde ubegrænset magt. Han var ikke bundet af nogen form for repræsentativ regering. Wilhelm var beruset af det. Den kejserlige ideologi, som han udvikler i 1884, holder han fast ved. Ideen om, at han er udsendt af Gud for at herske over sit folk. “Jeg skal ikke lytte til folket. Jeg skal overbringe dem Guds budskab.”

Da han kom tilbage fra Berlin, begyndte Wilhelm en privat og foruroligende indskrevet korrespondance med zaren. Hans fjendtlighed mod sin mor gjaldt nu også hendes britiske familie. “Jeg vil bede dig om én ting: Gør modstand mod de engelske onkler.” “Bliv ikke chokeret over min far. Han er under min mors indflydelse og hun er styret af den engelske dronning, og får ham til at se alt med engelske øjne.” Wilhelms forhold til England afspejlede forholdet til moren, med alt dets kompleksitet. Han er meget splittet. Han er fascineret af Storbritannien og vil bemærkes af briterne. Men han hader også Storbritannien. Han elskede empires pragt og pragten omkring hans bedstemor. Det tiltaler ham rigtig meget, men samtidig er han også usikker: “Jeg er ikke god nok. De ser ikke Tyskland som ligeværdigt.” Alle hans forhold i livet er fulde af konflikter, også det her. Forholdet til England er det mest problematiske af dem alle.

I 1887 fejrede dronning Victoria sit jubilæum. Wilhelm kunne bedre lide sin bedstemor end sin mor og nu viste han sig fra sin pro-britiske side. Han overtalte sin bedstefar til at gøre ham, i stedet for hans forældre, til leder af den tyske delegation. Men det huede ikke dronning Victoria. Da Victoria hører, at Wilhelm har inviteret sig selv som repræsentant, uden at fortælle sine forældre det, bliver hun rasende og afviser ham. Hun inviterer hans forældre i stedet. Da det stor optog gik gennem Londons gader, måtte Wilhelm finde sig i at spille en birolle. På Victorias familieportræt, som blev malet til lejligheden, fik hans far Fritz hæderspladsen. Wilhelm måtte stå og skære tænder i en vinduesalkove, sammen med sin yngre fætter George. Hans had til England vendte tilbage: “Nu må den gamle kvinde godt snart dø. man kan ikke hade England nok.”

Får måneder efter samlede Europas kongelige sig igen i Berlin, til begravelsen af Wilhelms bedstefar, kejser Wilhelm 1. Han blev 90 år gammel. 30 år efter sin ankomst til Tyskland blev dronning Victorias datter, Vicky, endelig kejserinde. Men kroningen blev ikke lykkelig. Hendes mand Fritz var døende. Wilhelms far Fritz får strubekræft. Det tager lang tid at diagnosticere og da de finder ud af det, er det for sent. Fritz blev kejser i marts 1888, men havde på det tidspunkt kun få måneder tilbage at leve i.

Det er et af historiens store spørgsmål. Hvis Wilhelm 1. døde tidligere, eller Fritz havde overtaget før, kunne Tyskland havde udviklet sig anderledes. Fritz var liberal. Han ville gøre Tyskland konstitutionelt. Men det ønskede hans søn Wilhelm 2. slet ikke. Vickey vidste, at hun og hendes mand aldrig ville få reel magt. Hun skrev et tragisk brev til dronning Victoria: “Folk opfatter os som en forbipasserende skygge, der snart vil blive erstattet af virkeligheden i skikkelse af Wilhelm.” Fritz ville gerne påvirke tysk politik, men han er for syg og svag og han ved, at han er døende. Alt det han har arbejdet for i 20 år, ideen om et liberalt Tyskland, som han ønskede at skabe kommer bare ikke til at ske - det er virkelig grumt. Fritz døde efter kun 99 dage på tronen.

Som 29-årig bliver hans uberegnelige og følelsesmæssigt ustabile søn, kejser over et af verdens mægtigste lande. Et land, hvor monarken stadig havde fuldkommen magt. Hans første handling var at få tropper til at omringe Neues Palais, hvor hans far var død. Han beordrer paladset gennemsøgt for papirer fra hans fars tid som kejser. Det er monstrøst, det er aggressivt, og det er rettet mod Vicky. Den britiske del af familien hører om det. Det er jo en frygtelig ting at gøre mod ens mor, og de er forfærdede.

Prinsen af Wales er nu i fyrrerne og har et tæt forhold til sin søster. Han skrev til Vicky for at trøste hende over hendes søns opførsel:”Hans behandling af dig er afskyelig.” “Men han mangler desværre en gentlemans finfølelse og væremåde.” Den fremtidige engelske konge tilgav aldrig sin tyske nevø. Forholdet mellem fætteren George og dennes mor var meget anderledes. George kaldte altid Alex ‘prinsessen af Wales, min elskede mor’. Og hun kaldte ham ‘lille Georgie’. Hun sluttede ét brev med: “Et stort kys til dit smukke, lille ansigt.” George var 25 på det tidspunkt.

Prinsesse Alex’ afsky for Tyskland var ikke blevet mindre i 1890 blev George æresoberst i et preussisk dragonregiment, under et besøg i Berlin sammen med sin far. Bertie klemte sig ned i en stram uniform, men George holdt lav profil. Hans mor var både fornøjet og forfærdet: “ Så min Georgie-dreng er blevet en ægte, beskidt tysk soldat med blå jakke og pikkelhue? ” “Det er lige meget. Som du siger ‘det kunne ikke undgås’.“

George var stadig bag sin ældre bror i tronfølgen og skulle oprindeligt have haft en karriere i Royal Navy. George var på niveau med en befalingsmand i flåden. Han var virkelig dårlig uddannet. Som næsten den eneste kongelige i slutning af 1800-tallet, talte George ikke nogen fremmedsprog. George er i høj grad formet af sit liv i flåden. Han foretrækker begrænset plads, selv efter at han bliver prins af Wales. Han er ikke selskabelig. Han kan lide orden, disciplin og kontrol.

Da hans ældre bror Eddie døde af lungebetændelse i 1892, blev George tronarving. I modsætningen til fætter Wilhelm havde han aldrig ønsket at blive konge. Hans brors død kom som et chok. Det er næsten tvillinger. Det er meget hårdt for ham. Og så står han pludselig med alt det ansvar, han aldrig havde forventet. Det er skræmmende i begyndelsen. En fornemmelse af skæbnefællesskab bragte han tættere på sin fætter, den russiske tronarving Nikolaj. De lignede endda hinanden meget. De er begge to pæne, uerfarne, unge mænd, som ikke har haft ambitioner om at stige højere op i graderne, skæbnen havde udset dem til. Ligesom George var Nikolaj tæt forbundet til sin mor, Minnie. Hans danske mor er, ligesom hans søster, dronning Alexandra af storbritannien, en god og meget besidderisk mor. Hun gør sit bedste for, hendes sønner skal forblive børn. Det er utroligt, at man har disse to fremtrædende, kongelige personer, som derhjemme stort set bare er pattebørn.

Der var dog en afgørende forskel på det to kongelige fætre.  George giftede sig pligtskyldigt med prinsesse Mary, som havde været trolovet med hans storebror. Nikolajs ægteskab blev en storslået fortælling om drama og romantik, som ændrede Ruslands historie.

I 1889 blev Nikolaj under et familiebesøg i Sankt Petersborg, dybt forelsket sin tyske kusine, dronning Victorias barnebarn, prinsesse Alex af Hessen-Darmstadt. Alex var datter af Victorias anden datter, Alice, som var blevet gift med en tysk hertug. Alice døde af difteri, da Alex kun var seks år. Dronning Victoria havde taget sig af de moderløse børn. Victoria har en stærk følelse af, at Alices børn er blevet hendes egne. Dronningen er særligt interesseret i døtrene. Alex var efter sigende Victorias yndlings barnebarn. Tanken om et ægteskab med den russiske tronarving genoplivede dronningen gamle frygt og mistanke: “Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om hende på den usikre trone. Rusland og råddent, og der kan når som helst ske noget forfærdeligt.”

Kejseren og Edward VII med dronning Victoria og datteren Vicky. Kilde: theartsdesk.com