Gennem 1000 år har 53 konger og dronninger stået i spidsen for Danmark. Men hvordan er det lykkedes kongehuset at overgå fra Gorm den gamle til Margrethe II? Det er en fortælling om blåt blod, krig, kærlighed og magt. Det er 1000 år med monarki i Danmark. Det er meningsløst at tale om Danmarkshistorien, hvis man ikke har kongehuset med. Det danske kongehus er den ældste regerende kongeslægt i verden.
Hvordan er det lykkedes monarkiet at bevare sin status gennem 1000 år?
Konger er ikke skolede politikere. De arver firmaet. Statsdannelse fra grunden er blodig, beskidt og sjældent pæn at kigge på. Det der er med kongeslægtens historie det er, at der faktisk er adskillige stærke dronninger. Dronningerne er ankerpunktet i den familievirksomhed, kongehuset er. Den danske kongeslægt har siddet på magten så længe grundet held. Der er så mange situationer, hvor det kunne have gået anderledes.
Hvorfor var der ikke en revolution, hvor man huggede hovedet af kongerne, ligesom man gjorde i Frankrig f.eks?
Kongehusets historie hænger sammen med danmarkshistorien. På den måde, at indtil for 200 år siden definerede kongehuset, hvad Danmark var. Det vil sige at Danmark var det landområde, som den givne konge havde arvet, erobret eller undladt at tabe i krig. I den forstand er monarken den definitoriske ramme, omkring fænomenet Danmark. Det forholder sig omvendt i de sidste 100-150 år, hvor det så er Danmark der definerer kongen.
Historien om det danske kongehus er mere end 1000 år gammel. Med sikkerhed kan kongehuset spores tilbage til Gorm den Gamle i år 938. Vikingetidens konger ved vi næsten kun noget om dem, når de foretager sig noget udenrigspolitisk. En konge skal have udenrigspolitiske ambitioner, før at man f.eks. i England, Frankrig og Tyskland, eller andre steder, begynder at tage en interesse i dem og dermed også skrive noget ned om dem. Det er der vi har vores viden fra og der må man bare konstatere, at en som Gorm den Gamle, udover at han har rejst den lille jellingesten, så ved vi stort set kun hvornår han døde.
På den lille Jellingesten står der, at Gorm den Gamle var gift med Thyra. Thyra Danebod som symbol har haft stor betydning. Den kommer for alvor i 1800-tallet, der har man brug for nogle stærke historiske skikkelser til at være med til at, ikke bare at fortælle gode danske historier, men også være med til at skabe en national identitet. Og der er hun en af de markante skikkelser, som man trækker ud af støvet fordi man bruger hende, som billedet på Moder Danmark - den her gode kristne kvinde og hustru, og ikke nok med det, så var hun forsvarer af Danmark. Det der er med Thyra Danebod, det er at der går forskellige historier om hende. I virkeligheden så ved vi ikke særlig meget om hende, men der er forskellige sagn og myter, som har fået lov til at eksistere i flere århundreder. En af dem er historien om, at det i virkeligheden er hende der lader Danevirke bygge. Det er fæstningsanlægget, der skal beskytte landet mod alle trusler fra syd, blandt andet tyskerne. Ud over at man siger at hun måske har stået for byggeriet, siger man også at det skete i løbet af et døgn.
Gorm den Gamle blev efterfulgt af sin søn, Harald blåtand og barnebarnet, Svend Tveskæg, der lægger grunden til det danske Nordsøimperiet med deres erobringer i England. Ved Svend Tveskægs død er han konge af Danmark, samt store dele af England, Norge og Sverige. Der var vikingetogter i 800-tallet. Når man kigger tilbage dertil, synes vikingetogterne overordnet betragtet, at have været private foretagender. Det var tilsyneladende ikke noget kongemagten selv deltog i. Når vi kommer op i 900-tallet til Svend Tveskæg, foretager han en masse vikingeangreb mod England. Det er et stort spørgsmål, hvordan man fik rekrutteret de her flåder. Man kan forestille sig at han havde trukket på lykkeriddere, folk der flygter fra straffedomme, folk der vil tjene lette penge - og så har man aftalt at de kan beholde, hvad de røver i England.
Svend Tveskægs sønner fortsætter togterne. Under Knud den Store når det danske Nordsøimperium størst udstrækning. Vi skal også huske på, at kongemagten ikke havde et hovedsæde, der var ikke en hovedstad i Danerriget. Kongemagten rejste rundt i riget og opholdte sig på forskellige kongsgårde. Når man var til stede i et område, var kongemagten fysisk til stede og så traf man beslutninger omkring områdets ve og vel. Der må det være det almenmenneskelige kvaliteter som at være karismatisk, venlig, morsom og så videre, der gør, at når man sidder ved langbordet i gildesalen og begynder at skylle mjød ned i store mængder, at man så er den der kan være midtpunkt for forsamlingen og få folk til at bakke om ens kandidatur.
I vikingetiden går tronen ikke automatisk i arv. Kongen skal vælges. Derfor er netværk og alliancer er afgørende og mange magtfulde mænd forsøger at bringe sig selv i spil til tronen. Det var et meget mafiøst samfund, bestående af store slægter, der ejer jorden og har magten og du kan ikke blive konge af Danmark uden støtte fra de her slægter. Der er tale om gaveudveksling, man køber sig vej ind til kongemagten. Man kan også sørger for at ens datter får et barn med kongen, så man har et direkte afkom af kongen, hvis det var en søn, så kan han spille med i kongemagten senere, når kongen engang dør.
Over de næste 19 år skrumper det danske rige. Da Svend Estridsen overtager magten, begynder en ny epoke. Svend Estridsens største aftryk må have været, at skabe en stabilitet og kontinuitet omkring kongemagten. Svend Estridsen formår samtidig også i den sidste halvdel af 1000-tallet og skabe en hvis ro på den udenrigspolitiske front. Stabiliteten bliver for alvor udfordret, da Estridsens fem sønner over de næste 60 år kæmper om magten. Det udvikler sig til en borgerkrig, da Estridsens børnebørn; Svend, Knud og Valdemar, alle går efter tronen. I 1157 mødes de til et forsoningsmøde, for at dele Danmark mellem sig. Men stik mod traditionen vælger Svend og hans mænd at ikke at drikke sig fulde. De trækker derimod deres sværd og angriber Knud og Valdemar i et blodigt forsøg på, at gøre det af med konkurrenterne. Mordforsøget lykkedes dog ikke helt. Kun Knud bliver dræbt, men Valdemar undslipper og kort efter lykkedes det Valdermar at eliminere Svend. Valdemar kan nu kalde sig konge af Danmark.
Da Valdemar bliver konger har han et problem. Det var en meget blodig vej til magten og der var mange åbne sår. En af de bedste måder at læge sårene efter en intern krig er, at samle styrkerne og rykke mod nogen uden for landet. Så det gør Valdemar, valget falder på venderne, et hedensk folkeslag fra Østersøområdet, som havde udnyttet borgerkrigen i Danmark til at plyndre de sydøstlige egne. Men det handler ikke kun om hævn for Valdemar den Store. Det er en korstogstid og venderne er hedinge. De har overfaldet Danmark som er kristent. Valdemar har det her hverv, ikke bare med at beskytte Danmark ved at angribe fjenden, men også at beskytte kristenheden. Han skaber et billede af sig selv som en hellig konge. Han når ud over det her billede af de her krigsherre, hvor man slås med brødrene om magten, og bliver en slags Guds udvalgte - i hvert fald i hans egen fremstilling. I hans regeringstid kæmper han ikke kun imod venderne, han udrenser også overlevende konkurrencen kongsemner.
Da Valdemar den Store dør, efterfølges han af sønnen knud VI, der følger sin fars fodspor og erobrede landområder i Nordtyskland. Efter Knuds død kommer hans bror, Valdemar Sejr, til. Også han fortsætter korstogene helt ud i den yderste del af Østersøen.
Ved et slag i Estland er de danske styrker ved at tabe. Myten siger at himlen pludselig åbner sig, og et korsflag falder ned. Krigslykken vender. Danskerne får fornyet kræfter og vinder slaget. Valdemar vender tilbage tilbage til Danmark med Dannebrog, der bliver selve symbolet på kongemagten og nationens identitet. Før valdemarerne er der i hvert fald ikke som stat et Danmark. Det, valdemarerne gør, er at etablere Danmark som et rige, ganske vist et multikulturelt rige med konger, der både er konger over danerne, vendere og alle mulige andre. Men de laver fundamentet for kongeriget og kongemagten som idé lever ufortrødent videre. Selvom idéen om et samlet rige under én fane vinder indpas, er Danmark plaget af intern strid, blandt andet pga. kongernes opkrævninger på skatter.
Erik IV får tilnavnet Plovpenning på grund af sin hårde beskatning af bønderne. Pengene bruger han til at finansiere en krig mod sin egen bror Abel. Samtidig begynder kirken at blande sig i kampen om tronen og støtter skiftevis den ene og så den anden konge. Et blodigt eksempel på uroen er mordet på Erik IV i Finderup lade. Han efterlades med 56 stiksår i kroppen, og laden sættes i brand. Mordet på Erik IV i 1286 blev det sidste kongemord i danmarkshistorien.
Erik menved er konge, og han har en meget stridbar bror, Christoffer. De har borgerkrigslignende tilstande i Danmark. Da Erik Menved dør i 1319, overtager brormand som Christoffer II. Det ender med at blive katastrofalt. Han har akut pengemangel og det ender med at han får pantsat de fleste af de danske landsdele til udenlandske fyrster, først og fremmest de holstenske grever. Danmark var ved at gå i opløsning. Pantsættelsen betyder, at de tyske grever kan begynde, at inddrive kongens gæld i de pantsatte områder. Dermed mister Christoffer II reelt magten og landet står derfor uden konge i otte år.
I 1340 kommer Christoffer II’s søn, Valdemar Atterdag til magten. Han indfrier gælden til tyskerne og samler det danske rige under sig. Efter otte år væk fra magten er den danske kongeslægt tilbage på tronen. Det er faktisk Valdemar Atterdag, man kan takke for, at Danmark som kongerige kunne fortsætte.
Atterdag redder ikke kun Danmark ved at betale gælden og samle landet, han bliver også far til Margrethe I, der bliver en af de mest magtfulde kvinder i Europa. Hun bliver født i 1353. Vi ved stort set ikke noget om hende de første par år. Men i 1363, da hun er ti år gammel, bliver hun gift. Hun bliver gift med den norske konge, kong Håkon. På det tidspunkt er kong Håkon 22, så der er enorm stor forskel mellem de to. Man kan sige:”Sådan en lille pige, hvordan kan det være?” Men dengang var fyrstebørn en slags alliancer, man indgik. Man tænkte jo ikke på dem som børn som sådan. Det var ikke unaturligt, at hun blev gift som tiårig med en 22-årig. Når der skal indgås et ægteskab, skal kongen giftes med den rigtige kvinde. En, der kan sikre politiske eller udenrigspolitiske alliancer og allerhelst skal hun have penge med i medgift. Når de så er gift, skal de dronninger jo levere nogle børn - og de skal levere nogle drengebørn. Det er det absolut vigtigste, for der skal være nogen til at arve kongemagten. Man må prøve at forstå, at de kvinder stort set ikke har haft noget valg, fordi fra de var ganske små, er de jo blevet opdraget til, at træde i karakter som dronninger og gå ind i den her rolle. Man piber ikke over noget modgang, man bliver til den bitre ende.
Margrethe I’s far, Valdemar Atterdag, dør i 1375. Barnebarnet Oluf står til at arve tronen, men er kun fem år. Derfor bliver regeringsmagten overdraget til til hans mor, Margrethe I og hun regerer for ham de næste 13 år. Kort før at Oluf fylder 18 og skal overtage tronen, dør han pludseligt. Danmark står uden en regent, men det besluttes at lade Margrethe I blive siddende, som dronning.
Det er dog ikke nok for Margrethe kun at regere i Danmark. I hendes tid forener hun de nordiske riger under sin ledelse i Kalmarunionen. Danmark blev virkelig en europæisk stormagt. Det er nok svært at forestille sig, for i dag er vores identitet, at vi er et lille land, der altid skeler til, hvad det store lande gør. På det tidspunkt var Danmark virkelig en stormagt i hele Nordeuropa. Det kan man også se på den måde man agerer som en stormagt. Det var virkelig noget som var Margrethes hovedværk; at skabe denne kæmpe nordiske stormagt. Margrethe I dør i 1412 og ligger begravet i Roskilde Domkirke.
Hun efterfølges af slægtningene; Erik VII af Pommern og senere kommer Christoffer III af Bayern til magten. Men ulykkeligvis for det danske kongehus, efterlader Christoffer III sig ikke nogen børn.
Danmark står for første gang, siden Gorm den Gamle, uden en tronarving. I det danske kongehuset har der altid været en tradition for den samme slægt, som stilled
e regenterne og de blev valgt fra den samme kreds. Men det har ikke altid været lige let at få fundet en der egnede sig, og det var heller ikke altid lige let at finde nogle børn eller direkte afkom af den hidtidige konge. Det store problem kom ved overgangen fra Christoffer af Bayern til Christian I. Fordi Christoffer af Bayern havde ikke nogle børn og man måtte lede langt tilbage i familiestamtræet, for endelig at finde en hertug fra Oldenborg ved navn Christian, som blev konge. Med valget af Christian I fastholder den danske kongeslægt magten. Men rigets problemer er langt fra forbi.
Svenskerne forsøger igen og igen, at bryde ud af Kalmarunionen. Også i 1400-tallet er det dyrt at føre krig. En stor del af de penge, som kommer ind via den lukrative øresundstold bruges til at tvinge svenskerne tilbage i Kalmarunionen.
I 1513 kommer Christian II. til magten. Hans elskerindes mor bliver højst uventet kongens økonomiske rådgiver. Hun er en stærk kvinde, som hurtigt får stor indflydelse på kongen. Hun vil ikke bare være en medrejsende mor, der følger sin datter. Hun har faktisk noget, at byde ind på og ganske langsomt tager hun nærmest en post, som en slags erhvervspolitisk rådgiver for kongen med ret stor selvfølge. Det der er problemet ved hele historien er, at hun er kvinde og hun er borgerlig og så går hun ovenikøbet ind og blander sig på sådan et fuldstændigt mandsdomineret område. Hun bliver ikke bare rådgiver, hun får også lov til at stå for øresundstolden, hun har indblanding med skatterne osv. Hun er en nøgleperson og en meget magtfuld person. Imens Christian II’s elskerindes mor, Sigbrit, holder styr på finanserne, lykkedes det Christian II at tvinge Sverige tilbage under dansk styre.
Uheldigvis gør han sig så upopulær i både den svenske og danske adel, at Kalmarunionen og hans kongemagt smuldrer. I Sverige kender man også Christian, han har også været konge af Sverige, der kalder man ham for Christian Tyran. Det skyldes at han i 1520 med en dansk hær i Stockholm, og dermed gensamlet den nordiske union, benyttede han lejligheden til at få ryddet sine modstandere af vejen. Han havde lige lovet at give frit lejde til alle, så Stockholm kapitulerede. Det tog han sig ikke synderligt af selv, at leve op til sit løfte. Han halshuggede over 80 fra den svenske adel, i Det Stockholmske Blodbad. Nogle gange, når man griber til de brutale metoder, sker der i stedet for det, at det styrker modstanden. Så der kom svensk oprør. Christian II. prøvede så et comeback.
I 1531 kom han med en flåde, til Norge i første omgang, men så var han så dum at lade sig lokke til forhandlinger på et skib. Det sejlede ham til Sønderborg og satte ham i fængsel dernede, hvor han måtte sidde i resten af sit lange liv. I stedet for valgte den danske adel, rigsrådet, altså Frederik, som var hertug i Slesvig. Han blev dansk konge under navnet Frederik I.
Med Christian II. i fængsel overtager slægtningen Frederik I. magten. Han vælger ikke at gøre krav på den svenske trone og dermed er Kalmarunionen officielt opløst. Frederiks søn får navnet Christian og hermed starter en tradition med, at de danske konger skiftevis hedder Christian og Frederik. Frederik I. spiller en væsentlig rolle for han gennemførte reformationen, altså den lutherske reformation, som brød med den katolske kirke, der hidtil havde været. Det var startskuddet til nutidens sammenhæng mellem stat og kirke.
I midten 1500-tallet er Europa præget af voldsomme religionskrige mellem katolikker og protestanter. Men Danmark, under ledelse af Frederik II., står udenfor. Frederik II. har været en oversæt skikkelse, men ganske uretfærdig fordi han var den første renæssancekonge, som spiller på alle de strenge man gjorde som renæssancekonge; med støtte til kunst og videnskab og som bygherre, der med sine bygningsværker sætter sit præg på det danske landskab og bruger bygningerne til at gøre indtryk på verden omkring.
Det mest kendte bygningsværk, han opførte er, Kronborg Slot. Dengang sejlede tusindvis af skibe hvert år forbi Kronborg, på vej til og fra Østersøen. Slottet lå ikke blot som symbol, men også som en konkret magtfaktor. Fordi at alle skibe der passerede skulle nemlig betale øresundstold. De penge som skibene betalte gik direkte ned i den danske konges private kasse. Da han døde i 1588, var Danmark et særdeles velhavende land.
Dronning Sophie bliver mor til Christian IV. Det, der er ved hendes historie er, at da Christian IV. er 11 år, dør hans far. Hun bliver enkedronning. Hun flytter til Lolland, og der flytter hun ind på et stort gods. Hun er en benhård godsejer, der virkelig forstår at lave penge dernede på Lolland Falster. På godset skal der fyres, og for at hun kan holde sig selv med brænde, må de andre ikke samle så meget brænde i skoven. De må heller ikke fange så mange fisk eller jage så meget som før. Hvis de gør det bliver der mindre til hende. Der er ikke noget i vejen med at holde udgifterne nede og sørge for, at indtægterne stiger. Men hun driver ikke en pølsefabrik - det er et stort landbrug, hvor der er mange, som skal være tilfredse. Det er ikke tilfældet. Men hun kører igennem, uden hensyn til nogen eller noget. Da hun dør er hun faktisk en af Europas rigeste kvinder. Ikke nok med det har hun i sin levetid oplevet, at europæiske fyrster er kommet til hende for at låne penge. En af dem der er kommer er hendes egen søn, Christian IV. Han har i den grad haft brug for økonomisk forstærkning indimellem. Da hun dør, er der den her kæmpe arv og der står de alle sammen som gribbe, og det hele bliver splittet ad, alt det hun har bygget op.
Sammenligner man Frederik II. og hans søn, Christian IV., står Christian IV. i en særlig glans for eftertiden. Grunden til at mange husker ham og ikke Frederik II. er dels de mange bygningsværker fra Christian IV’s tid, der stadig står; Børsen, Rundetårn og Rosenborg. Men det skyldes også at der findes bunker af personlige håndskrevne breve, hvor man kender hans håndskrift, tanker og personlighed, som er nedfældet i masser af breve - det har man ikke fra Frederik II.’s hånd og derfor var der i mange år en opfattelse af at Frederik II. ikke var så kvik;“Han skrev ikke personlige breve.” Det er først i ganske ny tid, at man er blevet klar over at Frederik II. havde et ukendt handicap, han var ordblind. Derfor skrev han ikke ret meget selv for han var pinlig bevidst om at han byttede rundt på bogstaverne. Man troede, han kun interesserede sig for jagt og druk, mens Christian IV. interesserede sig for alt muligt andet også, som man kendte fra hans personlige breve. Hvis man ser på det med et moderne blik og ser på lederegenskaber, må man erkende at Frederik II. var en bedre leder. Den vigtigste grund til det var, at Frederik II. var i stand til, at uddelegere opgaver og tro på, at andre kunne lave noget. Mens Christian IV. blandede sig i alting, stort og småt.
Renæssancekonger skulle sikre sig en positiv fremstilling af dem selv. Et slående eksempel er der relikvier, der opbevares på Rosenborg Slot, og som stammer fra de søslag, hvor Christian IV. blev hårdt såret og mistede synet på det ene øje. Tøjet, han havde på under slaget, opbevares med blodpletterne på. Kongen selv så sig næsten som en kristus-skikkelse, der måtte ofre sig for landets skyld. Det passede i hans selvforståelse, med de her blodige klædestykker, som blev gemt for eftertiden. Han forærede sin elskerinde et par øreringe, med granatsplinterne, som var taget ud af hans øje.
Det går galt, Christian får inddraget Danmark i Trediveårskrigen. Alle de indviklede kampe mellem katolikker og protestanter i Europa. Det går meget galt, og på det punkt kan man sige, at det går ned ad bakke med det danske riges position. Krigene og byggeprojekterne er dyre og Christian IV. hæver øresundstolden, hvilket vækker irritation i hele Europa. Nedturen fortsætter efter Christian IV.s død
Frederik III erklærer krig mod Sverige, men mister Skåne, Halland og Blekinge. Det, der for
alvor gav Frederik III. et mere positivt omdømme, var i virkeligheden en følge af at han startede en krig mod Sverige. Det gik meget galt. Det truede med, at hele Danmark ville blive svensk. Det eneste der var tilbage var København, men der valgte Frederik at blive i København og erklærede: “Jeg vil dø i min rede.” Så han ville stå sammen med sit folk og sin hovedstads befolkning og ikke give op og flygte. De afslog det svenske stormangreb.
Det styrkede Frederiks popularitet, at han havde vist mandsmod. Denne krig var baggrund for, at Frederik III. kunne indføre enevælden. Han kunne argumentere med, at den danske adel, havde vist sig uduelig. Adelen skulle jo forsvare landet, men hvem forsvarede København? Det var studenter, københavnske borgere og håndværkere - og nogle hjælpetropper. Men altså først og fremmest havde andre end den danske adel, gjort deres pligt. Han mente, at adelen ikke mere skulle have særlige privilegier, som i gamle dage, hvor de var med til at vælge kongen. Fra da er der ingen diskussion om, hvem der skulle være konge. Den ældste søn arver tronen fra sin far, som enevældig konge.
Det er nu mere end 600 år siden, at Gorm den Gamle rejste stenen ved Jelling og for første gang er al magt samlet under kongen, der nu ikke længere skal vælges af landets fyrster og herremænd. Kongens person bliver hellig. En forbrydelse mod kongen anses som en forbrydelse mod Gud.
De danske konger har stadig et ønske om at vinde de tabte landområder i Sverige tilbage. Da Frederik IV. kommer til, fortsætter han i næsten 20 år svenskekrigene. Men han opgiver til sidst og vender i stedet tilbage med blikket mod Danmark. I rækken af enevældige konger var Frederik IV. måske den mest samvittighedsfulde og den bedste af dem. Ham, der blandt andet indførte den offentlige audienser, så alle kunne hilse på kongen. Man kunne bare møde op, når kongen var i stalden i løbet af ugen, og så kunne hvem som helst komme hen og snakke med kongen.
Det er svært at forestille sig det samme ved Ludvig XIV's hof. Der har været en blanding mellem ophøjet distance og alligevel nærhed, som fandtes selv i enevældens dage. Den idé med at skabe symboler på kongemagten og vise kongen frem, så alle kunne se den kongelige skikkelse lever, den dag i dag. Ligesom det har gjort i hvert fald siden 1500-tallet. En moderne version er kulørte blade, der viser billeder af kongehuset, ofte i mere familiære situationer. Sådan var det ikke tidligere. Idéen med at bringe kongen tæt på den enkelte gennem billeder, fandtes også for 400 år siden. Datidens trykte medier interesserer sig vældig meget, også dengang for kongehuset. I aviserne kunne man læse, hvad der sker, hvem der var i audiens, hvad der er foregået på slottet og sådan nogle ting. Ved store begivenheder kommer der særlige tryk med illustrationer. Den slags ting begynder for alvor i 1700-tallet og sælger i store oplag, så vidt man kan se.
Efter 800 år, 40 konger og én dronning, bliver Christian VI. den første danske konge, der ikke fører krig. Han er en dybt religiøs mand. Livet ved hoffet blev beskrevet som kedeligt, uden dans og fest. Sønnen blev Frederik V., som var en konge, som heller ikke førte krig. Han gjorde heller ikke meget andet. Han er nok den første konge i Danmark, der ikke deltog i sin regering. Han drak for meget, han syntes ikke, han kunne overskue det. Han havde en meget god ven, som han stolede meget på, som han lod styre regeringen. Han var også tilbageholdende. Så det blev ministrene, der kørte det. Det blev et embedspræget styre og et konservativt styre på de fleste punkter i Frederik V’s tid. Frederik V. var ikke bare til druk, han var også til damer. Det trak ham ned på niveau med nogen, han ikke skulle være på niveau med.
Man må tænke på, at konger ikke er skolede politikere, de arver firmaet. Det der med at være politiker, som alle politikerne i dag lærer det, altså forhandle og omgås - ellers ryger de fra i svinget. De kan konger ikke nødvendigvis. De er ikke valgt ind på det. Derfor bliver de mere forskellige, end demokratiske politikere gør. Og det betyder jo, at meget forskellige mennesker kommer til at fylde det der ud.
Frederik V. er ikke den eneste konge, som lader andre lede sin regering. Hans søn Christian VII. kaster det danske monarki ud i en stor krise, da han bliver sindssyg og ikke kan forvalte den magt, han har arvet. Men det danske kongehus er ikke det eneste der er i krise. I starten af 1800-tallet er store dele af Europa i oprør. Der hersker en generel utilfredshed med monarkiet og ønsket om demokrati vokser. I Danmark fastholder kongeslægten magten, men ikke uden store tab. Flåden bliver ødelagt og Christian VII. må acceptere både tabet af Norge og en statsbankerot.
I 1848 arver Frederik VII tronen og i hans regeringstid forandre Danmark og monarkiet for altid. I 1849 indføres Grundloven, og kongehuset står for første gang, i næsten 900 år, uden enevældig magt til at regere. Danmark er nu et moderne demokrati. Frederik VII var måske elsket efter sin død for grundlovens skyld. Men han var meget elsket som person hos mange mennesker, fordi han var også god til at omgås. Han havde en bred folkelig popularitet, mens de mere finere kredse i København var mere skeptiske over for ham. De synes, han manglede stil. De var bekymrede ved hans politiske påfund. De kunne ikke snuppe hans kone, fordi hun ikke var nogen pæn dame, men en danserinde, der var røget indirekte ind. Så der var grunde til at han ikke rigtig trives i de finere kredse - men uden for dem i høj grad. På den måde passer hans person meget godt til den politiske ændring. Det er også symbolsk at der er brud i arvefølgen ved hans død, fordi han ingen børn har. Han var gift flere gange, men havde ingen børn.
Frederik VIIs tredje kone, Louise Rasmussen, var borgerlig, men fik senere titlen grevinde Danner. Hun møder den kommende konge, Frederik VII, på et tidspunkt, hvor han endnu ikke er konge. Han bliver meget forelsket i den her kvinde. Problemet er, at der er ingen andre der har interesse i det her. De vil ikke have kongen gift men en borgerlig kvinde. Men da han så bliver konge, lader han hende rykke ind på slottet og det ender også med at de bliver gift. Hun bliver hans hustru til venstre hånd, og det betyder, at skulle hun gå hen og få børn, så er der ingen af de børn, der har nogen som helst chance for at blive konge. Der er stort set ikke nogen der kan fordrage det her arrangement. Grevinde Danner for så heldigvis på et tidspunkt et råd om, at lave noget filantropisk arbejde, og forberede sit ry og rygte. Det gør hun, og det gør hun ikke mindst, da kongen dør. Hun laver et hjem for fattige piger og det har hun et stort held til. Det har også været med til at give hende et eftermæle, som den her stærke og karakterfulde kvinde, der faktisk gør noget. Hun griber til det er velgørende arbejde; gør noget for de fattige piger og får etableret en institution omkring dem.
Ved Frederik VII's død står det danske kongehus, for anden gang i historien, uden en tronarving. Nu bliver spørgsmålet om, hvem der overtager tronen, til storpolitik. Man manglede en arving til riget, altså kongeriget og hertugdømmerne. Man skulle finde en der levede op til kravet om, at være legitim kongelig arving til hele butikken, og var spiselig for stormagterne. Flere slægter var i spil. Heriblandt den gottorpske, hvortil den russiske zar hørte til, så Zaren var arving til den danske trone. Men den var helt usalgbar hos de andre stormagter. Derfor endte man med en meget beskeden familie fra den glücksborgske slægt. Det var storebroderen man valgte, han havde den store fordel at være spiselig for alle parter.
Med valget af Christian IX formår kongehuset igen, at finde en tronfølger indenfor en gren af familien. Hermed begynder en ny epoke af den glücksborgske familie på tronen. Men Christian IX får en svær start. Året efter udnævnelsen udbryder der krig mod Preussen. Året er 1864. Kongen lider et stort nederlag med tabet af Sønderjylland. Christian IX stod i en vanskelig situation efter nederlaget i 1864. Hans position i Danmark var svag og han havde meget få allierede. Eftersom han var tysk, kom han i den almindelige opfattelse til at stå som repræsentant for fjenden. Der var mange, også politikere, der søgte andre løsninger. Men det lykkedes ham sammen med sin kone at oparbejde en popularitet, ikke mindst takket være de fire smukke og yndefulde døtre, han fik. Hans tre døtre var meget populære. Det lykkedes ham at opbygge et image af en elskelig familie. Christian IX og hans dronning, Louise, havde en dynastisk strategi. De giftede deres døtre bort til tronfølgerne, i to af de mest prominente magter, dels Danmarks hovedsponsor, nemlig den russiske zar, og den anden datter Alexandra blev gift med den britiske tronfølger.
Men hvilken betydning havde dette? En klassisk betydning, et dynastisk ægteskab havde haft tidligere, fik ikke synderlig betydning. Vi fik ikke hertugdømmerne tilbage. Men for Danmark og kongefamilien højnede det deres status. Det styrkede også kongehusets popularitet indadtil.
Ved overgangen til det 20. århundrede står Europa i randen af krig. Danmarks konge, Frederik IIX., kommer til i en brydningstid. Efter indførelsen af grundloven er Danmark blevet et demokrati. Kongehuset har således ingen reel magt, hverken indenrigs- eller udenrigspolitisk. Efter kun 6 år som nationens konge dør Frederik IIX. Danmarks ny konge bliver Christian X. Christian X., der kom på tronen i 1912, var officer af uddannelse og havde en klar militær identitet. Han bar meget gerne uniform og var kendt som lidt af en “Oberst Hackel-type”. Det var også under ham, at der skete afgørende forandringer i kongehuset.
I 1914 bryder 1. verdenskrig ud, men Danmark formår at holde sig neutral. I 1918 slutter verdenskrigen efter fire års blodige rædsler. Tabet af menneskeliv er, på det tidspunkt, det største i verdenshistorien. Med de allieredes sejre over Tyskland i 1918 besluttes det, at Danmark kan få nogle af de tabte landområder tilbage. En folkeafstemning i Sønderjylland og dele af Slesvig, skal afgøre grænsespørgsmålet. Resultatet bliver at Sønderjylland vælger at komme tilbage til Danmark.
Christian X. kalder statsminister, Carl Zahle, til samtale på Amalienborg. Mødet finder sted mandag den 29. marts 1920. Kongen opfordrer til at udskrive nyvalg. Han ønsker, at Flensborg også skal være en del af riget. Zahle meddeler kongen, at folkeafstemningen er blevet respekteret og nyvalg bliver nægtet. Det fører til et voldsomt skænderi mellem kongen og statsministeren. Christian X. var selv skyld i en meget stor krise der indtrådte i påsken, 1920. Han havde fået det indtryk, at Zahles regering, der havde siddet under hele 1. verdenskrig, havde mistet sit parlamentariske flertal, så han tillod sig, at afskedige statsminister Zahle. Det er kongens formelle ret og ingen anden dansk monark, havde vovet, at fyre en regering siden grundlovens indførelse. Modstanderne kaldte det et statskup. Det udløste en meget alvorlig politisk krise og en meget alvorlig krise for kongehuset. Den krise blev kort fortalt løst af socialdemokraternes Stauning, der på papiret var republikaner. Man indså at den bedste løsning var at bevare kongehuset, blandt andet fordi Stauning kunne holde Christian X. i kort snor.
Genforeningen bliver en realitet og i juni 1920 ridder kong Christian X. over grænsen til folkets store jubel. Christian X. statte sig selv, og blev sat i centrum, for den symbolske handling, som genforeningen var i sommeren 1920. Isære emd det meget symbolladede ridt, over den gamle grænse ind i det gamle land. Det var også kongehusets redning. Christian X. blev sat i centrum. Han kom til at stå som et symbol for en national heling.
Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Under besættelsen ridder kongen dagligt gennem København. Den funktion, kongen fik, blev forstærket under besættelsen, hvor han fortsatte sine daglige ture gennem København og blev et stærkt nationalt samlepunkt. Ved hans 70-års fødselsdag i 1940 blev han genstand for en folkefest. Ingen anden konge i verden står sit folk nær, som Danmarks konge. Den 4. maj 1945 overgiver de tyske troppe sig, og dermed er 5 års besættelse slut. To år senere dør Christian X. og sønnen, Frederik IX., overtager tronen.
Frederik IX. var kronprins i mange år. Det tog ham lang tid at opfylde den væsentlige forpligtelse, en kronprins har; nemlig at gifte sig. Han var 35 år. Det er gammelt målt med glücksbogrsk standard. Han havde så også lang tid til at vænne sig til den forandring, som kongehuset gennemgik i retning af et konstitutionelt kongehus, med fuld respekt for de parlamentariske spilleregler. Han var stort set flyvefærdig, da han tiltrådte tronen i 1947 som parlamentarisk konge.
Frederik IX. er kendt som sømandskongen. Han var uddannet i søværnet, hvor man er mere afslappet end i hæren. Han blev kendt som en lidt mere tilbagelænet, folkelig type. Han var godt hjulpet af sin dronning, den svenske prinsesse Ingrid, man på mange måder kan kalde en professionel kongelig. Hun havde et solidt greb om den medieprofil, som kongehuset udviklede. Hun arrangerede fotosessions og sørgede for at give et billede af kongefamilien, som andet end et uniformeret paradefænomen. Derfor lykkedes det kongehuset under Frederik IX. at udvikle sig i takt med samfundet; både som et folkeligt kongehus og som et medievant kongehus.
I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hersker der en stemning mod alle institutioner og autoriteter. Flere og flere kan ikke længere se meningen med kongehuset.
I 1972 dør kong Frederik IX. Den 15 januar 1972 bliver dronning Margrethe II udråbt, som Danmarks nye regent. Margrethe II går i sin mors fodspor og fortsætter strategien med, at få kongehuset til at fremstå som både åbent og folkeligt. Det lykkedes de danske konger at opbygge en form for tillid til den brede befolkning. Som man kan se gennem historien. F.eks. i 1600-1700-tallet, hvor det i bondebefolkningen var almindeligt, med utilfredshed med herren eller fogeden. Men hvis man bare kom til kongen, så skulle man nok få hjælp. Og den forestilling levede videre op i vor egen tid. Det var ikke helt ubegrundet; en konge som Frederik den IV indførte offentlige audienser, hvor hvem som helst kunne komme og fremlægge sine anmodninger.
I forlængelse af åbenheden tager Margrethe II. en tradition til sig, da hun fortsætter med at holde nytårstale på tv. Nytårstalen er en institution, der stammer tilbage fra Frederik IIX, det vil sige at den er over 100 år gammel. Det var en del af skåltalen kongen holdt ved nytårstaflet, 1 januar, som blev refereret i pressen. På den måde kunne man markere et synspunkt i offentligheden. Nytårstalen er for første gang transmitteret i radioen under krigen. Senere blev de fjernsynstranmiteret. Den oprindelige tale er blevet demokratiseret. Nu henvender monarken sig til hele folket. Det er ikke, fordi vi skal gøre, hvad monarken siger, men mange lytter. Det er en af de mest sete udsendelser overhovedet. Det er den eneste gang på året, hvor monarken henvender sig direkte til danskerne
Monarkiets berettigelse i den almindelige danskers øjne beror på personlig popularitet. Det beror på, hvordan en given monark forvalter sit embede. Og monarkiet kan ikke består, hvis det ikke er populært.
Hvordan har de eksisterende monarkier så overlevet, siden 1. verdenskrig?
Det har de gjort ved at holde sig til de parlamentariske spilleregler. De har overlevet, fordi kongen har holdt sig ude af politik og fordi kongefamilien er forblevet populær. Populariteten kan godt fordele sig lidt. Nogen er mindre populære end andre. Men generelt kan man sige at den her folkelige tilknytning, den dynastiske tilknytning til folket, er bevaret. Når dronningen skal give embedet videre, står kronprins Frederik klar. Han har som så mange andre før ham gjort karriere i militæret og holder dermed liv i en lang tradition.
Kongehusets funktion i dag er mest at gå rundt og være et symbol på, at den danske stat og den danske nation findes, fordi de historisk er bundet op på det. Kongehuset er i grunden en mærkelig institution. Det er en mærkelig ting midt i det moderne samfund, hvor vi alle kører i fiat punto, og de kører i guldkaret. Og deres familiefester er meget store iscenesættelser, hvor folk går i kjoler som de ellers aldrig ville gå i. Af eller anden grund, så kan de godt lide det. Det er et paradoks, kan man sige. Et af mange paradokser, som kongehuset repræsenterer. På samme måde er det også med større enheder, at deres sammenhæng bygger i høj grad på, at kigge bagud. Fremtiden kender vi ikke og nutiden er mere uoverskuelig. Det er ved at gå og symbolisere vores historie, at kongehuset sætter sit stempel på Danmark. Netop den her iscenesættelse har vist sig at have en fascinationskraft. Resten af samfundet er præget af værdier, hvor man kun får magt, hvis man er dygtig eller bliver valgt. Man hylder ligeværdighed, altså i den moderne skandinaviske velfærdsstat. Og så har vi den her institution der repræsenterer noget helt andet. De fleste har bare en grundlæggende glæde og fascination ved det. Det er meget forskelligt når man spørger folket. Men det er mystisk nok de færreste danskere der vil af med kongehuset.
