Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Anne Franks Dagbog

Igennem to år kunne Anne Frank holde sig skjult for nazisterne i et baghus i Amsterdam, men i 1944 blev hun opdaget af Gestapo. Hendes dagbog, som udkom i bogform efter krigen rystede og bevægede mennesker over hele verden.

Anne Frank blev født i 1929 som datter nummer to af et jødisk ægtepar i Frankfurt am Main. Hendes far, Otto Frank, var forretningsmand. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede familien til Holland, hvor de dog heller ikke kunne føle sig sikre efter efter de tyske troppers besætelse af landet i 1940. Et år senere måtte Otto Frank afgive sin virksomhed som følge af racelovene. Familien gik under jorden i begyndelsen af Juni 1942 for at komme en deportation til KZ-lejr i forkøbet. Det var ikke kun familien Frank, der fandt husly i baghuset til Prinsengracht 263 i Amsterdam, men også yderligere en familie samt en læge. Nogle tidligere ansatte hos Otto Frank blev indviet heri og forsynede de skjulte mennesker med mad.

I begyndelsen af august 1944 dukkede Gestapo imidlertid op i Prinsengracht 263 og tranporterede alle de tilstedeværende til KZ-lejr. Den dag i dag er det ikke opklaret, hvem der røbede skjulestedet. Anne Franks mor Edith blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Selv døde hun og hendes søster Margot i marts 1945 af sult og sygdom i koncentrationslejeren Bergen-Belsen. Otto Frank var den eneste, der overlevede. Da han efter krigen vendte tilbage til Amsterdam overrakte hans tidligere ansatte ham en dagbog, som hans datter havde skrevet, mens de levede skjult i baghuset, og havde holdt gemt for nazisterne. I 1946 udgav faderen datterens dagbog, der var skrevet på hollandsk. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog. Enhver tvivl om tekstens ægthed er forstummet siden det statslige institut for krigsdokumenters udgivelse af standardudgaven i 1986.

Anne Frank indledte sin dagbog den 14. juni 1942, to dage efter sin 13 års fødselsdag. På dette tidspunkt levede hun endnu i frihed. Hun kaldte dagbogen for Kitty, fordi den i fantasien skulle erstatte den veninde og fortrolige, som hun savnede i det virkelige liv. Alle hendes optegnelser begynder med ordene: "Kære Kitty...". Anne betroede således også til Kitty, at hun efter krigen ville udgive sin dagbog i bearbejdet form og være forfatterinde. Hendes dilemmaer adskiller sig næppe særlig meget med andre pigers. Hun strides med sin mor, som hun ikke tror forstår hendes, beskæftiger sig med sine egne svage sider og klager over de voksnes kritik. 

Men derudover udtrykkes ikke alene hendes evige frygt for at blive opdaget, hendes utilfredshed med den vedvarende isolation og længsel efter et ubesværet liv i friheden. Hendes taknemmelighed overfor dem, der hjælper hende, som risikerer liver for hendes skyld, kommer også tydeligt frem ligesom hendes medlidenhed med andre jøder, der lider endnu mere end hende selv. Hendes drøm om et bedre liv for jøderne efter afslutningen på den grusomme krig går ikke i opfyldelse for hendes eget vedkommende.

I 1946 blev Anne Franks dagbog udgivet. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog.

---

Holland under 2. Verdenskrig

Rotterdams bombardement (14. maj, 1940)

Trods sine erklærede neutralitetspolitik bliver Holland uden krigserklæring overfaldet og besat af tyske tropper. Rotterdams centrum lægges øde under et bombeangreb, mens der forhandles om overgivelse. Den 13. maj 1940 drager den hollandske dronning Wilhelmina og regeringen til eksil i Storbritannien. Den 15. maj 1940 opgiver den hollandske hær den udsigtsløse kamp.

Krigserklæring fra eksilet (8. december, 1941)

I lighed med USA, Storbritannien og andre lande erklærer den Hollandske eksilregering i London Japan krig efter det japanske angreb på Pearl Habor. Japanerne besætter derefter Hollandsk Indien, som efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer sig uafhængig som statsdannelsen Indonesien.

Massakre på jøderne (5. juni, 1943)

I forbindelse med en deportaionsbølge af hollandske jøder siden marts tranporteres 1266 børn under 16 år til tilintetgørelseslejren Sobibor, hvor de gasses straks efter ankomsten. Frem til slutningen af juli 1943 deporteres over 34.000 mennesker fra Holland til tyske koncentrationslejre. Fra den 30. april til 15. maj befinder Holland sig i undtagelsestilstand. Anledningen er en generalstrejke mod internregeringen af omkring 300.000 tidligere krigsfanger med sigte på udførelse af arbejdstjeneste i Tyskland.

Offensiven ved Arnhem (17. september 1944)

Omkring 35.000 allierede faldskærmssoldater kastes ned i området Arnhem/Nijmegen/Eindhoven for derfra at støde frem over Rhinen og besætte Ruhr-distriktet. Landsætningen bliver en fiasko, fordi det ikke lykkes de britiske enheder at bemægtige sig broen ved Arnhem. I april 145 befrier De Allierede sydfra Holland fra den tyske besættelse. 

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Nostalgi & guldalder

Et essay om at dvæle ved fortiden

Har i dag set 4 ud af 6 afsnit af Jane Austens "Pride and Prejudice", med Colin Firth, som den flotte, attraktive og charmerende Mr. Darcy. Som elleveårig begyndte jeg at læse hendes bøger, der omhandler status, dannelse og ægteskab. Man drømmer sig væk til attenhundredetallets England. Man bliver vidne til nogle af litteraturhistoriens største dramaer. Men man undrer sig også lidt over deres tilværelse - det gør jeg ihverfald. Det virker som om, at de bare lever og lader dagene passere forbi. Al kommunikation foregår enten verbalt eller via brevudveksling; man kan ikke bare ringe. Det er dét der skaber ro i det smukke landlige billede om, at alting var bedre i de gode gamle dage. 

Drømmen om fortiden gennem film

Dette er også tilfældet lige nu. Nutiden virker uoverskuelig og fremtiden kender vi ikke, så man dykker ned i fortiden, hvor alting, efter sigende, var bedre. Man ser det samme scenarie i Woody Allens "Midnight in Paris", hvor en forfatter, ved navn Gil, hver aften bliver bragt tilbage til de brølende 20'ere i Paris. Her møder han bl.a. F. Scott Fitzgerald, Hemingway og Picasso. Han bliver bekræftet i, at 20'erne var en bedre tid, indtil han indser at påstanden viser sig at være falsk. Han bliver forelsket i Adriana, der lever i 20'erne og hun har samme opfattelse af livet, som ham; at alting var bedre i gamle dage. De bliver begge bragt tilbage til 1890'ernes Belle Epoque, som hun mener er Paris' guldalder. De kommer til Moulin Rouge, hvor de stifter bekendtskab med malerne Paul Gauguin og Edgar Degas. Gil og Adriana spørger kunsterne om, hvilken tidsalder de beundrer, hvortil de svarer renæssancen. Her går det op for Gil, at alle har deres periode i historien, som de længdes efter og det kommer af den nostalgi, som man føler for perioden. Gil indser at det er bedst at leve i nutiden.

Oprindelsen af  metaforen"nostalgi"

Hele den idé og længsel efter fortiden kan beskrives med ét enkelt ord: nostalgi. Ordet kommer af det græske νόστος (nóstos), at komme hjem og ἄλγος (álgos), smerte. Ordet blev anvendt i 1700-tallet af medicinstunderende, om ens længsel efter det hjemlige og velkendte; altså hjemve.  Begrebet har senere haft stor betydning for romantismen. Nostalgi beskriver en interesse for en bestemt periode i fortiden. Herunder historiske begivenheder, samfundet og "de gode gamle dage". Ordet dækker for det meste over en periode fra deres egen fortid, men kan også anvendes om ens længsel efter en historisk periode, som man ikke var en del af. 

I "Midnight in Paris" indser Gil, at selvom han har denne "nostalgi" for de brølende 20'ere, så var alting ikke bedre dengang. Selve betydningen af nostalgi kan gøre blind, da man benægter de dårlige ting og fremhæver periodens bedste ting fra tilværelsen. Man ser det bl.a. i studier om Apartheid i Sydafrika, hvor man benægter de dårlige ting. Samme ting sker for personer, der overlevede 2. Verdenskrig, hvor man har denne Holocaustbenægtelse, og kun ser på de gode ting ved Naziregimet; man fortrænger det onde.

Guldalderen kommer til udtryk

Udfra nostalgibegrebet kommer udtrykket Golden Age, eller bare guldalder på dansk. I antikken blev det beskrevet, som at være en tid præget af lykke og harmoni. Man har sidenhen i litteraturen benyttet begrebet til, at beskrive forskellige kulturelle storhedstider. Danmarks guldalder antages i litteraturen, for at være i 1800-tallet, hvor romantismen blomstrer og Adam Oehlensläger fører pennen og skriver om det smukke ved fædrelandet. Guldalderen ender brat, når Georg Brandes begynder at skriver om, hvordan verden virkelig ser ud i det moderne gennembrud. Victoriatiden bliver oftest set, som guldalderen i Storbritanien. Det er i denne periode, hvor forfatteren Jane Austen fra Bath skriver om samfundet gennem hendes romaner om bl.a. Mr. Darcy. Begrebet "guldalder" er en slags metafor for "de gode gamle dage". 

Nutiden er måske ikke så værst, selvom man længdes efter fortiden                         
Måske er længslen efter en tidligere periode, fordi man ikke er fuld tilfredsstillet i sin egen tid, forkert. Det er op til en selv, da betegnelsen kan være meget individuel efter, hvem man spørger. Men det er alligevel interessant at tænke på, at om et par årtier vil nogle mennesker se tilbage på vores tid og tænke at 2010'erne var “guldalderen”, for deres vedkommende. Men man må huske på, at selvom middelalderen var fuld af kulturel opblomstring, så var mange undertrykt af den magtfulde katolske kirke og man blev var styret af et urokkeligt heieraki. Selvom man i renæssancen levede i pomp og pragt, fandtes der uhelbredelige sygdomme, som vi i dag kan kurere. I 1700-tallet lever de mest fantastiske filosoffer, der spredte deres tanker om, at mennesket skal leve efter deres fornuft og ikke efter tro og kirke. Desværre havde de ikke dengang pressefrihed og mange udgav deres værker anonymt eller under et pseudonym, da det var med livet som indsats, at ytre sig. I dag har alle i samfundet en stemme, der er værdig. I 1800-tallet var kvinden stadig undertrykt og det var slaveriets guldalder. Man har i flere århundrede lagt et filter over tidligere perioder og drømt sig tilbage til de gode gamle dage. Men hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.

Hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.  Fotografi: Colin Firth portrætterer Mr. Darcy i serien "Pride and prejudice", produceret af BBC i 1995

Jøderne i Danmark under 2.Verdenskrig

Det handler om antisemitisme; had mod jøder. Spørgsmålet er, om hadet mod jøder stadig ulmer under overfladen. Selv i dag, hvor vi alle ved, hvad der skete under 2. Verdenskrig, da en stor del af Europas jøder blev udryddet eller drevet på flugt. Det gjaldt også jøderne i Danmark. I 1943 fik landets ledende socialdemokrater en vigtig besked, som gjaldt flere tusinde menneskers liv, de danske jøders. 

De lød stadig højere op gennem 1930’erne, de antisemitiske stemmer fra Tyskland, der talte om jødeproblemet. Trediverne var en hård tid, med arbejdsløshed og fattigdom. Der var brug for en syndebuk. I Tyskland er der bitterheden over, at de tabte 1. Verdenskrig og at de mistede landområder. Der er arbejdsløshed. Der er sociale og politiske ting, som er grundlaget for den nazistiske bevægelse, der kommer. De totalitære regimer virkede tiltrækkende på mange, som løsning på periodens problemer. Man må ikke glemme, at nazismen havde ikke umiddelbart tilhængere i deres menneskesyn. Men de imponerede mange unge mennesker, fordi de anlagde Autobahn - der skete noget i Tyskland.

Nazisterne mente at jøderne tilhørte en særlig race. Den semitiske race bestod af undermennesker og de var en trussel mod den hvide races renhed. “Med satanisk fryd lurer den sorthårede jødiske unge, på den uskyldige pige, som han besudler med sit blod og således stjæler han hende fra hendes folk.” (Adolf Hitler) Essensen i nazismen er troen på, at den adfærd, man ser hos jøden, ikke er en adfærd der kan ændres. Det er en adfærd der skyldes den biologiske habitus eller den måde, som jøderne biologisk er skruet sammen på. Problemet er, hvis man ikke længere mener at det er en adfærd, der kan ændres, så vil man ty til andre og mere radikale løsningsmodeller, som handler om at isolere jøden fra det omkringliggende samfund - allerhelst, måske, få ham udvist. Men i sidste instans, som det var tilfældet i Det Tredje Rige, at man udryddede jøden.

I Tyskland lød den nazistiske propaganda stadig mere skingert. Den fandt også vej til Danmark. Nazistpartiet blev dannet om Fritz Clausen, men også andre danskere viste sympati for nazismens idé og vendte sig mod jøderne. Der var jøder, der simpelthen fik bank, af grupper af højreradikale eller nazistiske inspirerede unge. Der var en række episoder med hærværk mod synagogen, hvor man kastede grisetæer ind ad lågen på synagogen og overmalede synagogen med nazistiske tegn. Den enkelte jøde fornemmede, at noget var ændret.

Der kom flere tidsskrifter med jødefjendske budskaber. I slutningen af trediverne kom det mest jødefjendske af alle:”Kamptegnet”.  Det er et af de værste balde, der er udgivet på dansk grund. Det har kun det formål, at bekæmpe jøderne i Danmark - det drejer alle artikler sig om. Man fortæller detaljeret om alle de forretninger i København, der havde jødiske indehavere. Man skriver indehaverens adresse. Hvis en jøde har været involveret i en retssag, eller begået en forbrydelse, slås det enormt op for at sige, at sådan er alle jøder. I hvert nummer er der en fast rubrik, der hedder “Ugens raceskændsel”. Den omhandler jøder, der gifter sig med en kristen. Der findes også karikaturtegninger. 

I Tyskland bliver jødeforfølgelserne mere brutale, men der gik lang tid før det tyske jøder erkendte, at de ikke kunne blive i Tyskland. Det var virkelig blevet en del af det tyske samfund. De havde kæmpet for Tyskland under 1. Verdenskrig, havde givet deres kulturelle, videnskabelige bidrag, til Tysklands videre udvikling på en fantastisk måde. Derfor var der mange tyske jøder, der sagde:”Ikke hos os.” I 1938 stod det klart for alle, hvor galt det stod til. Danskerne kunne læse i avisen, hvad der var sket i Berlin, den 9 november under Krystalnatten, hvor jøder blev dræbt, deres butikker blev smadret, og synagoger, over hele landet, blev brændt af. Efter Krystalnatten bliver det klart for de tyske jøder, at de ingen fremtid har i Tyskland og så eksploderer flygtningestrømmen ud af Tyskland - naturligvis.

Jøder fra Tyskland og Østrig strømmede til Danmark. Der var titusindvis af jøder, der forsøgte at komme til Danmark. Der ville havde været endnu flere, hvis det rygtes i Tyskland, at Danmark var villig til at modtage jøder. De steder, hvor jøder møder op på konsulater, får det at vide, at grænserne er lukket og det er spildte kræfter. Selvom de bestormer ambassader, får de at vide, der er lukket alle vegne. Der kom kun ca. 3000 jødiske ind i Danmark i trediverne. Flytningelovene blev stadig strammere og embedsmændene, der behandlede de enkelte sager, førte en hård linje mod jøderne. Det ændrede sig ikke efter Krystalnatten. Både politikere og befolkning vidste, hvilke forfærdelige vilkår de tyske jøder levede under. Der er stor vrede over for Tyskland og en udtalt medfølelse og solidaritet med de tyske jøder. Men problemet er, at grænsen er effektivt spærret. Det er smukke ord, men det har ikke noget realpolitisk på sig.

Ledelsen af Mosaisk Trossamfund, den jødiske menighed i Danmark, støttede myndighedernes politik over for flygtningene og det var der, formentlig, mange grunde til. Når en flytning ville ind i Danmark, blev Mosaisk Trossamfund spurgt, om de vil anbefale vedkommende og betale for vedkommendes ophold. På den baggrund kan det ikke undre, at Mosaisk Trossamfund var kritisk over for, hvem man anbefalede, at staten tilkendte en opholdstilladelse i Danmark. På det tidspunkt var der over 8000 jøder i Danmark og de ønskede ikke, at blive for mange. Man mente at diskrimination og had over for jøder, ville blusse op. Det fik betydningen efter den 9 april 1940, da Danmark blev besat. De danske myndigheder førte en forsigtig politik for at undgå at provokere tyskerne. De ville gerne gøre alt for at beskytte de danske jøder, hvis jøderne til gengæld sørgede for at holde lav profil. Styrelsen var præget af det, som var den danske regerings holdning; lav profil.

Jøderne fik opbakning fra en særlig person. Kong Christian X. Han var danskernes ideal og største samlingspunkt under besættelsen. Senere generationer ville have svært ved at fatte den dyrkelse af kongen. Folk, og også mange jøder, stod på den rute, kongen red til hverdag. Christian X. slog igennem med et klart signal til både tyskerne og danskerne - han stod hundred procent bag de danske  jøder. I 1933, da Københavns synagoge fejrede 100 års jubilæum, havde man fra jødiske side ladet kongen forstå, at man på grund af Hitlers magtovertagelse, ville have forståelse for at kongen ville melde afbud. Kongen havde ikke den samme holdning til lav profil. Han deltog for at vise, hvordan kongen havde det med sine jødiske borgere.

Foto: Holger Damgaard, Politiken. Danmark lukkede jøderne ind, mens andre lukkede jøderne ude; Ældre jødisk herre runder hjørnet til Frue Plads i København 1915

Operation: Valkyrie: Del 1

Introduktion

Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet  til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?

I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.

Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.

Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.

Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige.  En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre.  Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.

Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.

I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen,  medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog  tyske jøder deres civile rettigheder.

Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.

Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.

I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition  organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist,  ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.”  Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.

Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.

Flugten 1943 - Poul Brandt

I sidste uge fik mit gymnasium fint besøg af Poul Brandt. Han er tidligere fange fra koncentrationslejren Theresienstadt. Brandt fortalte i sit foredrag, hvordan han oplevede Holocaust. I 2012 besøgte jeg selv koncentrationslejren, hvilket var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Efter mit besøg i Theresienstadt, skrev jeg et indlæg om den politiske fange Josef Koubek. Indlægget blev dengang skrevet med hjælp fra de anderkendte tjekkiske historikere: Štěpán Havela og Ivan Bystřický. 

1943 var året, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, da den danske regering, med Erik Scavenius i spidsen, trak sig tilbage. Det gjorde den fordi tyskerne stillede krav om, at indføre dødsstraf for sabotage mod den tyske værnemagt. Tyskerne fik derfor mere magt over Danmark. Dette år var altafgørende for jøderne i Danmark, der var nødt til at forlade alt, hvad det ejede bag sig, og flygte til det neutrale Sverige. Dengang var Poul Brandt syv år. Han beskriver sine oplevelser, som jøde under anden verdenskrig, som nogle hårde år. Hans fortælling handler om angst, afsavn, sult og grusomhed, men også om venskab og håb. Beretningen flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust - nazisternes forsøg på at udrydde de europæiske jøder.

            I oktober 1943 besluttede hans familie sig for, at flygte til Sverige. Dog uden held, da Brandt og hans far blev taget til fange af Gestapo, mens det lykkedes hans mor og søster, at flygte til Sverige. I halvandet år var familien adskilt. Brandt og hans far blev deporteret til Horserødlejren i Nordsjælland. Horserødlejren var en interneringslejr, hvor den tyske besættelsesmagt i en periode holdt flere hundrede danske jøder, kommunister og modstandsfolk blev indespærret her.

            Efter blot tre uger indespærret i Horserødlejren fik de besked om at de skulle videre. De blev deporteret til Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet. De blev transporteret i kreaturvogne, der bruges til at transportere kvæg dvs. at der ikke var siddepladser eller vinduer, som der er i almindelige passagervogne. I vognen var der alt for mange stubbet sammen på ét sted og i hjørnet havde de et nødtoilet, så der lugtede ikke ligefrem af parfume.

            Da de ankom til koncentrationslejren, i Tjekkoslovakiet, skulle de først igennem “slusen”, hvor de skulle indskrives og aflevere deres værdigenstande. På sig havde den syv-årige Brandt et par samlemærker af kongefamilien fra en Rich’s pakke. Herefter fik Brandt uddelt hans  fangenummer “XXV-3-90” og en gul Davidsstjerne, der skulle vises synligt på hans tøj.

            Kort tid efter han ankom til lejren fik  Røde Kors tilladelse til, at sende pakker til fangerne i lejren. I disse pakke indeholdt der mad, cigaretter og tøj. Pakkerne fik stor betydning for de danske fangers overlevelse og mange mener, at pakkerne var grunden til at næsten alle danske fangere kunne overleve.

            I april, efter Brandt havde tilbragt 18 måneder i lejren, fik man i Danmark lov til, at hente de danske fangere i koncentrationslejrene. Det var en redningsaktion ledet af den svenske greve Folke Bernadotte, der var vicepræsident for Røde Kors. Missionen var, at redde danske og norske fangere hjem fra Theresienstadt. Brandt kom, med sin far, hjem og blev genforenet med sin familie i Sverige.

            Efter krigens afslutning skulle Brandt tilbage til sit normale liv, som en dansk skoledreng. Han talte ikke om den traumatiserende oplevelse indtil han blev atten, hvor han fik psykologhjælp.         

Kilder: * Poul Brandts egen historie ** theresienstadt.dk - et website i samarbejde med folkedrab.dk, der beretter   om Theresienstadt, med en dansk vinkel på historien *
Henvisning til tidligere indlæg om Theresienstadt:

http://tilbagetilfortiden.blogspot.dk/2015/02/arbeit-macht-frei-josef-koubek.html

Folkedrab: Holocaust - Folkemordet på Europas jøder (2)

Nazismens raceideologi

Nazisternes racepolitik dannede grundlaget for massemordet og folkedrabet. Raceideologien bestod primært af tre grundlæggende idéer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Idéerne var: Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder, udtrykt sprogligt eller fysisk. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne. Eugenik, som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse men henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Antisemitismen tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5 århundrede blev kristendommen en statsreligion i Romerriget, og derfor blev jøder og kristne konkurrenter. Kristendommens magt voksede ved at rigets ledere forbød konvertering til jødedommen. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet med dette var at fratage romerne skylden for Jesu død og i stedet give den til jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.

Fra år 1100 og frem til 1849 udbredte antisemitismen sig. Generelt måtte jøderne ikke eje land. Det vil sige at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværker. Derfor begyndte nogle af jøderne at udlåne penge, da det var en erhvervsmæssig udvej. Ved middelalderens begyndelse blev Bibelen fortolket således, at de kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. Derfor var der mange kristne der gik til jøderne, når de skulle låne penge. Deres situation blev forværret i forbindelse med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod rygter om at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. I stigende grad blev jøderne set som en trussel, og det betød, at i 1290 forbød England jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig, Spanien og Portugal.

I 1543 skrev Martin Luther bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og begyndte jøderne for at have dræbt Jesus. Anklagerne var med til at skabe jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor vilkårene var bedre. I 1600-tallet blev den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, heriblandt det danske. Selvom der var en lille overklasse, så var de fattigste i samfundet jøder.

I forbindelse med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, blev vilkårene mange steder forbedret for jøder.; de fik ret til egen jord. Dette kaldes for jødernes emancipation. Dette førte til en ny form for antisemitisme, som blev et symbol på det, man i perioden kaldte “det moderne”. Dette blev karakteriseret ved de nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske idéer, som konservative kræfter var imod.

            Den russiske antisemitisme kan forklares ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881. Disse beskyldninger førte til massakre på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917, fik nogle englændere til at se jøderne som en kommunistisk trussel. I USA beskyldte Henry Ford, Fords grundlægger, den internationale jødedom for, at beherske verdens finansielle markeder. Det gjorde han gennem en artikel i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag. Men eksistensen af antisemitisme i sig selv har ikke ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakre.

            Nasisterne var også inspireret af raceteorektikere, som havde den idé om, at mennesker var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker føde ulige frem for lige, og i dét hierarki var den ariske race øverst, mens amerikanerne stod nederst. I slutningen af 1800-tallet kom nogle race teoretikere  med den teori om, at jøderne var en race for sig selv. Samtidig blev racismen koblet på nationalismens tanker og idéer om, hvad et folk var.
 Adolf Hitler udgav sin bog Mein Kampf i to dele. Den første udkom i 1925 og den anden i 1926. Det blev først samlet til ét værk i 1936. Bogen giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator havde, før han kom til magten. Hitler anså historiens krige som årsag til den evige kamp mellem racerne.Han mente også at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og racerenhed. Hitler var overbevist at Sovjetunionen var blevet overtaget af jøder. Det er meget ligetil at konludere at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er ikke helt korrekt. Man kan sige, at det dannede et grundlag for Hitlers fremtidige politik, men bogen var på ingen måde et udkast til arkitekturtegningerne til Auschwitch.

Folkedrab: Holocaust - Folkemordet på Europas jøder (1)

Introduktion

Den juridiske, og til tider fysiske, forfølgelse tog sin begyndelse i 1933. Fra efteråret 1941 var et statsstøttet folkemord en realitet. Folkemordet varede frem til Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Det anslås, at omkring 6 mio. europæiske jøder blev myrdet. Effekten af det nazistiake folkemord rækker ind i vores tid og er en af de store begivenheder, der er med til at danne grundlaget for fortolkningen og forståelsen af menneskeheden i både Europa og resten af verden. Jøderne blev anset som det tyske folks primære racefjende, men den nazisitke raceideologi rettede sig også imod andre grupper. Det var sigøjnere, handicappede, alkoholikere, prostituerede, vagabonder, Jehovas vidner, homoseksuelle og afrotyskere, de blev alle sendt i koncentrationslejre og steriliseret. Værst gik det udover de handicappede der fra 1939 blev myrdet systematisk. Også nazismens politiske modstandere blev forfulgt og  “genopdraget” eller myrdet i koncentrationslejrene. Forfølgesespolitkken mod grupperne blev gældende i de lande nazisterne erobrede og besatte. Desuden må man også erindre, at alle de, der overlevede nazismens forbrydelser, ofte er, eller var, mærkede for livet.

Hvad betyder Holocaust?

Holocaust kan ses som en samlet betegnelse for forførelsen af jøderne samt det efterfølgende systematisk og statsorganiserede folkemord på ca. 6 mio. europæiske jøder. Oprindeligt betyder det “brændoffer” og har rødder i det græske ord holokauston, der bruges i Det gamle Testamente. Ordet er derfor både religiøst og mere ældre end folkemordet. Ordet bliver også brugt i andre sammenhænge, f.eks.det tyrkiske folkedrab på armenierne (1915-1918), men også som en beskrivelse af atomkrisfrygten i 1950’erne-1960’erne, hvor man talte om “nuclear holocaust”. I 1978 blev den amerikanske tv-serie Holocaust vist i mange lande. Seriens titel gjorde ordet kendt og er en af hovedårsagerne til, at det er blevet anvendt i dag. Shoah og Endlösung er det to næstmest benyttede ord om folkemordet. Shoah er hebraisk og betyder katastrofen. Betegnelsen bruges primært af israelere og jødiske forskere. Det tyske ord Endlösung kan oversættes til den “endelige løsning”. Det var det nazistiske systems eget udtryk, som kommer af: “Die Endlösung der Judenfrage” eller “Den endelige løsning på jødespørgsmålet”.