Jøderne i Danmark under 2.Verdenskrig

Det handler om antisemitisme; had mod jøder. Spørgsmålet er, om hadet mod jøder stadig ulmer under overfladen. Selv i dag, hvor vi alle ved, hvad der skete under 2. Verdenskrig, da en stor del af Europas jøder blev udryddet eller drevet på flugt. Det gjaldt også jøderne i Danmark. I 1943 fik landets ledende socialdemokrater en vigtig besked, som gjaldt flere tusinde menneskers liv, de danske jøders. 

De lød stadig højere op gennem 1930’erne, de antisemitiske stemmer fra Tyskland, der talte om jødeproblemet. Trediverne var en hård tid, med arbejdsløshed og fattigdom. Der var brug for en syndebuk. I Tyskland er der bitterheden over, at de tabte 1. Verdenskrig og at de mistede landområder. Der er arbejdsløshed. Der er sociale og politiske ting, som er grundlaget for den nazistiske bevægelse, der kommer. De totalitære regimer virkede tiltrækkende på mange, som løsning på periodens problemer. Man må ikke glemme, at nazismen havde ikke umiddelbart tilhængere i deres menneskesyn. Men de imponerede mange unge mennesker, fordi de anlagde Autobahn - der skete noget i Tyskland.

Nazisterne mente at jøderne tilhørte en særlig race. Den semitiske race bestod af undermennesker og de var en trussel mod den hvide races renhed. “Med satanisk fryd lurer den sorthårede jødiske unge, på den uskyldige pige, som han besudler med sit blod og således stjæler han hende fra hendes folk.” (Adolf Hitler) Essensen i nazismen er troen på, at den adfærd, man ser hos jøden, ikke er en adfærd der kan ændres. Det er en adfærd der skyldes den biologiske habitus eller den måde, som jøderne biologisk er skruet sammen på. Problemet er, hvis man ikke længere mener at det er en adfærd, der kan ændres, så vil man ty til andre og mere radikale løsningsmodeller, som handler om at isolere jøden fra det omkringliggende samfund - allerhelst, måske, få ham udvist. Men i sidste instans, som det var tilfældet i Det Tredje Rige, at man udryddede jøden.

I Tyskland lød den nazistiske propaganda stadig mere skingert. Den fandt også vej til Danmark. Nazistpartiet blev dannet om Fritz Clausen, men også andre danskere viste sympati for nazismens idé og vendte sig mod jøderne. Der var jøder, der simpelthen fik bank, af grupper af højreradikale eller nazistiske inspirerede unge. Der var en række episoder med hærværk mod synagogen, hvor man kastede grisetæer ind ad lågen på synagogen og overmalede synagogen med nazistiske tegn. Den enkelte jøde fornemmede, at noget var ændret.

Der kom flere tidsskrifter med jødefjendske budskaber. I slutningen af trediverne kom det mest jødefjendske af alle:”Kamptegnet”.  Det er et af de værste balde, der er udgivet på dansk grund. Det har kun det formål, at bekæmpe jøderne i Danmark - det drejer alle artikler sig om. Man fortæller detaljeret om alle de forretninger i København, der havde jødiske indehavere. Man skriver indehaverens adresse. Hvis en jøde har været involveret i en retssag, eller begået en forbrydelse, slås det enormt op for at sige, at sådan er alle jøder. I hvert nummer er der en fast rubrik, der hedder “Ugens raceskændsel”. Den omhandler jøder, der gifter sig med en kristen. Der findes også karikaturtegninger. 

I Tyskland bliver jødeforfølgelserne mere brutale, men der gik lang tid før det tyske jøder erkendte, at de ikke kunne blive i Tyskland. Det var virkelig blevet en del af det tyske samfund. De havde kæmpet for Tyskland under 1. Verdenskrig, havde givet deres kulturelle, videnskabelige bidrag, til Tysklands videre udvikling på en fantastisk måde. Derfor var der mange tyske jøder, der sagde:”Ikke hos os.” I 1938 stod det klart for alle, hvor galt det stod til. Danskerne kunne læse i avisen, hvad der var sket i Berlin, den 9 november under Krystalnatten, hvor jøder blev dræbt, deres butikker blev smadret, og synagoger, over hele landet, blev brændt af. Efter Krystalnatten bliver det klart for de tyske jøder, at de ingen fremtid har i Tyskland og så eksploderer flygtningestrømmen ud af Tyskland - naturligvis.

Jøder fra Tyskland og Østrig strømmede til Danmark. Der var titusindvis af jøder, der forsøgte at komme til Danmark. Der ville havde været endnu flere, hvis det rygtes i Tyskland, at Danmark var villig til at modtage jøder. De steder, hvor jøder møder op på konsulater, får det at vide, at grænserne er lukket og det er spildte kræfter. Selvom de bestormer ambassader, får de at vide, der er lukket alle vegne. Der kom kun ca. 3000 jødiske ind i Danmark i trediverne. Flytningelovene blev stadig strammere og embedsmændene, der behandlede de enkelte sager, førte en hård linje mod jøderne. Det ændrede sig ikke efter Krystalnatten. Både politikere og befolkning vidste, hvilke forfærdelige vilkår de tyske jøder levede under. Der er stor vrede over for Tyskland og en udtalt medfølelse og solidaritet med de tyske jøder. Men problemet er, at grænsen er effektivt spærret. Det er smukke ord, men det har ikke noget realpolitisk på sig.

Ledelsen af Mosaisk Trossamfund, den jødiske menighed i Danmark, støttede myndighedernes politik over for flygtningene og det var der, formentlig, mange grunde til. Når en flytning ville ind i Danmark, blev Mosaisk Trossamfund spurgt, om de vil anbefale vedkommende og betale for vedkommendes ophold. På den baggrund kan det ikke undre, at Mosaisk Trossamfund var kritisk over for, hvem man anbefalede, at staten tilkendte en opholdstilladelse i Danmark. På det tidspunkt var der over 8000 jøder i Danmark og de ønskede ikke, at blive for mange. Man mente at diskrimination og had over for jøder, ville blusse op. Det fik betydningen efter den 9 april 1940, da Danmark blev besat. De danske myndigheder førte en forsigtig politik for at undgå at provokere tyskerne. De ville gerne gøre alt for at beskytte de danske jøder, hvis jøderne til gengæld sørgede for at holde lav profil. Styrelsen var præget af det, som var den danske regerings holdning; lav profil.

Jøderne fik opbakning fra en særlig person. Kong Christian X. Han var danskernes ideal og største samlingspunkt under besættelsen. Senere generationer ville have svært ved at fatte den dyrkelse af kongen. Folk, og også mange jøder, stod på den rute, kongen red til hverdag. Christian X. slog igennem med et klart signal til både tyskerne og danskerne - han stod hundred procent bag de danske  jøder. I 1933, da Københavns synagoge fejrede 100 års jubilæum, havde man fra jødiske side ladet kongen forstå, at man på grund af Hitlers magtovertagelse, ville have forståelse for at kongen ville melde afbud. Kongen havde ikke den samme holdning til lav profil. Han deltog for at vise, hvordan kongen havde det med sine jødiske borgere.

Foto: Holger Damgaard, Politiken. Danmark lukkede jøderne ind, mens andre lukkede jøderne ude; Ældre jødisk herre runder hjørnet til Frue Plads i København 1915