Maos lange March

Efter at være sluppet igennem regeringshærens linier begyndte de kinesiske kommunister i 1934–1935 "Den lange March" fra Guichou til Yenan, hvor de omgrupperede deres styrker.

Da general Chiang Kaishek i 1927 havde gennemført sit statskup ved hjælp af Guomindangs højrefløj, rettede han skytset mod Kinas kommunistiske Parti, der blev styret af Josef Stalins og Koministernes partier. Chiang Kaisheks styrker for frem med mord og terror og likviderede størstedelen af kommunisterne, så partiet på det nærmeste blev udslættet.

I maj 1933 blev skaberen af rigsværnet i Tyskland, den tyske general Hans von Seekt, nærmeste militærrådgiver for Chiang Kai-shek, og iden følgende tid udarbejde han en helt ny strategi for nationalregeringen. En vedholdende fremrykning blev sikret af utallige "blokhuse", hvis mandskab kontrollerede alle veje af betydning. Med 14.000 af disse "blokhuse" og 2400 km nye veje indsnævrede Guomindang-tropperne efterhånden de kommunistiske dominerede områder, så de i efteråret 1934 kun omfattede nogle få hundrede kvadratkilometer. Nu var det kun et spørgsmål om tid, før Den Røde Hære ville blive splittet.

I denne faretruende situation lykkdes det den 21. maj 1934 de kommunistiske styrker at bryde gennem Guomindangs linier, og 90.000 mand begyndte Den lange March. På et udvidet møde i kommunistpartiet Politibureau fra 6. til 8. januar 1935 i Zunyi i den fattige provins Guizhou lykkedes det Mao Zedong at opbygge en ny ledelse med Zhou Enlai som militær øverstbefalende, mens han selv indtrådte som medlem af politbureauets stående komité. Nu var styrkerne blevet omorganiseret, og under store tab førte Mao dem mod de nordlige provinser. Kun 9000 overlevede den 10.000 km lange march til Shensi, hvor de den 20. oktober kunne slutte sig til de lokale guerillastyrker. Her erklærede de Baoan, det senere Yenanm for rød hovedstad og støttepunkt.

Men selv de mest aktive og optimistiske blandt de overlevende turde ikke tro på de fremtidsvisioner, som Mao oprullede i en tale den 27. december 1935: "Den lange March har også været en såmaskine, der i 11 provinser har lagt sine utallige frø, som vil spire, grønnes, blomstre og til sidst bære frugt." Men tvivlen blev gjort til skamme. Ganske vist var Yenan med dens 1,5 mio. indbyggere endnu i 1937 det eneste område kommunisterne havde befriet, men allerede i foråret 1945 beherskede de 19 regioner med tilsammen 95 mio. mennesker.  Fire år senere sejrede Maos styrker i borgerkrigen.

Den 1. oktober 1949 blev Den kinesiske Folkerepublik proklameret ved Den Himmelske Fredsport i Beijing (Peking) med Mao Zedong som statschef. Zhou Enlai blev udenrigsminister. Chiang Kai-shek fortrak til øen Taiwan (Formosa), som blev opbygget som en vestligt orienteret stat.

Den indflydelsesrige yndling under zardømmet: Grigory Rasputin

Det siges at hele familien Romanov var under en forbandelse af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

I sensommeren 1912 fik zarens eneste søn indre blødninger. Da han lå for døden, blev der sendt bud efter Grigory Rasputin. Han fik blødninger standset og arvezaren var nu heldbredt. Rasputin var nu en slags helgen hos zarfamilien og derfor urørlig. 

Allerede i sin barndom blev Grigorij Jefimovitj Novykh, bedre kendt som Rasputin, anset for at været synsk. I sine unge år arbejdede kan som kusk, hvilket er en såkaldt hestefører. En dag kørte han med en rejsende, som skulle til klosteret i Verkhoturye, der var et sted for kætterske munke. Mange af munkene hørte til khlysternes sekt, der var en sekt, hvor man ville finde vejen til Gud gennem seksuel ekstase. Rasputin blev fascineret af deres levemåde, så han tilbragte fire måneder dér. Efter sin tid i Verkhoturye fik han et arbejde som landarbejder, indtil han en dag fik et syn. Derefter vandrede han 3000 km. til Grækenland, op på det hellige bjerg Athos, hvor han var i to år.    Efterfølgende vendte han stilbage til sin hjemby, 400 km. øst for Ural og var omgivet af en mystisk aura.  I 1903 drog han for første gang til byen Sankt Petersborg. Han opholdte sig på de mest fornemme saloner og optrådte som stares, der en slags munk. Selvom han var uplejet og stank som en gedebuk, ifølge den franske ambasadør, var han meget attraktiv hos de kvindelige borgere. Diverse affære bidrag til at fremme Rasputins hemmelighedsfulde ry og identitet. Han praktiserede stadig i khlysternes ånd og prædikerede om at kun dem, som angrede deres syndere ville opnå frelse. Han stod samtidig for at folk kunne synde, da man skal kunne synde, før man kan angre. 

Kejserinde Aleksandras skriftefader, Theophan, modtog to år senere Rasputin, da han var betaget af Rasputins udstråling. Kort tid efter var en en fast besøgende hos fyrstinderne Milisa og Anastasija. De præsenterede ham for zarpaladset, Sarskoje Selo, i efteråret 1905. Han var en meget velanset herre i paladset, som han også var i salonerne. Han omtalte zaren og zarinaen, som "batjuska" og "matjusjka", der betyder farlil og morlil, istedet for majestæter. Dette gjorde et stort indtryk på zarinaen Aleksandra. Grunden til de mange besøg Rasputin gjorde sig i denne periode var først og fremmest at zarens efterkommer, Aleksej Nikolajevitj, var alvorligt syg med indre blødninger. Siden sin fødsel i 1904 fik han nemt stærke indre blødninger. Mange vidner til Rasputins healingkunst mente, at han var den eneste, der kunne stoppe blødningerne. 

Da zar Nikolaj II overtog kommandoen over hæren i 1915, og zarinaen overtog zarens andre opgaver, fik Rasputin dermed større politisk indflydelse. Rasputin deltog i flere kabinetsomdannelser og med det blev der rejst stor utilfredshed mod Rasputin. Han blev anklaget for at være tysk spion. Man ville dæmpe skandalerne overfor monarkiet, så de konservative adelige lavede en sammensværgelse. 

Trods mange advarsler imødekom Rasputin deres ønske. Han  blev derfor inviteret hjem til fyrst Felix Jusupovs hus i Petrograd, hvor han blev myrdet af de sammensvorende. Først prøvede de at forgifte ham ved at servere ham kage og vin, forgiftet af cyanid. Historien fortæller at der var ingen tegn på, at han var blevet forgiftet, selvom den dosis han havde indtaget kunne dræbe fem mænd. Jusupovs var derfor bange for at ikke ville dø hurtigere, derfor skød han Rasputin i ryggen for, at få ham hurtigere af vejen. Dér troede Jusupovs at han var død, men da han ville se til hans livløse krop, levede han op og Rasputin at kvæle Jusupovs.  Da de andre aristokrater så han stadig var i live, skød de ham 3 gange i ryggen. Igen opdagede de at han ikke var død og de gennembankede ham med køller, indtil han blev bevidstløs. Efter de havde banket ham, pakkede de ham ind i tæpper og smed ham i Neva Floden ved Sankt Petersborg. En senere obduktion af liget viste at dødsårsagen var drukning.

Hans død forhindrede dog ikke monarkiets fald. Rasputin blev myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket.

Fotografi: Rasputin i en kreds af damer ved zar Nikolaj II's hof.  Kilde: "Det 20. århundrede - 1910–1919"

Den Russiske Revolution - Første del

I 1894 blev Nikolaj II udnævnt til zar over det russiske imperium, der strækkede sig fra Østersøen til stillehavet. Indbyggertallet dengang lå på ca. 124 millioner mennesker fordelt i 194 etniske grupper. Det var et land, hvor arbejdere og bønder levede i fattigdom og modgang, hvor imod den russiske elite, der indebar den kongefamilien og aristokratiet, levede ders liv i forgyldt luksus. Ruslands historie indeholdte, også på den tid, lange perioder med kamp om utilfredshed og undertrykkelse fra systemets side. I 1905 blev zaren tvunget til at oprette staten Duma også kaldet en nationalforsamling, der fungerede som en folkevalgt rigsdag. Men magten var begrænset og kompromiserne behagede hverken zaren eller reformatorene. 

Første verdenskrig bryder ud

I 1914 udbrød der krig i Europa og det splittede imperium var tvunget ud i en hård krise. Første verdenskrig var den katastrofe for det zaristiske Rusland. På fronten var landet ramt af ødelæggende nederlag, mens der hjemme i Rusland var fødevaremangel og økonomisk krise. Zaren blev holdt ansvarlig for kriserne, og efter alt var han nu overhovedet i hæren og han stod i vejen for regeringens reformer. Hans tyskfødte kone Alexandra, havde man regnet med ville støtte Tyskland. Det siges at hele kongefamilien var under en forbandelse på den tid, af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

Februarrevolutionen

Den 23 februar, 1917, gik tusindvis af kvinder på gaden i Ruslands hovedstad, Petrograd, der i dag hedder Sankt Petersburg. Kvinderne ville markere den internationale kvinders dag og protestede mod fødevaremanglen, som hele riget var underlagt. Den næste dag var det ikke kun kvinderne der protestede, men også arbejdere og studerende, der havde medbragt bannere, hvortil de viste deres utilfredshed, hvor der bl.a. stod skrevet: "Ned med zaren!". Tropper, der var sat på gaden til at stoppe urolighederne, udviste mytteri ved at deltage i protesterne istedet. Tilhængere af zaren blev arresteret, politistationer og fængsler angrebet og emblemer med zaristiske budskabet blev brændt og tilintetgjort. Regeringen havde nu mistet al kontrol over hovedstaden. Zaren fik at vide af sine ministre, at der kunne kun komme ro og orden i Rusland, hvis han gik af. Den 2. marts abdicerede Nikolaj II. På bare 10 dage var 100 års Romanov styre kommet til en ende. Februar revolutionen forløb overraskende hurtig og ublodig. 

Fotografi: Zar Nikolaj II på en perron, 30. januar, 1916. kilde: Colonel A.A.Mordvinov.