Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Anne Franks Dagbog

Igennem to år kunne Anne Frank holde sig skjult for nazisterne i et baghus i Amsterdam, men i 1944 blev hun opdaget af Gestapo. Hendes dagbog, som udkom i bogform efter krigen rystede og bevægede mennesker over hele verden.

Anne Frank blev født i 1929 som datter nummer to af et jødisk ægtepar i Frankfurt am Main. Hendes far, Otto Frank, var forretningsmand. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede familien til Holland, hvor de dog heller ikke kunne føle sig sikre efter efter de tyske troppers besætelse af landet i 1940. Et år senere måtte Otto Frank afgive sin virksomhed som følge af racelovene. Familien gik under jorden i begyndelsen af Juni 1942 for at komme en deportation til KZ-lejr i forkøbet. Det var ikke kun familien Frank, der fandt husly i baghuset til Prinsengracht 263 i Amsterdam, men også yderligere en familie samt en læge. Nogle tidligere ansatte hos Otto Frank blev indviet heri og forsynede de skjulte mennesker med mad.

I begyndelsen af august 1944 dukkede Gestapo imidlertid op i Prinsengracht 263 og tranporterede alle de tilstedeværende til KZ-lejr. Den dag i dag er det ikke opklaret, hvem der røbede skjulestedet. Anne Franks mor Edith blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Selv døde hun og hendes søster Margot i marts 1945 af sult og sygdom i koncentrationslejeren Bergen-Belsen. Otto Frank var den eneste, der overlevede. Da han efter krigen vendte tilbage til Amsterdam overrakte hans tidligere ansatte ham en dagbog, som hans datter havde skrevet, mens de levede skjult i baghuset, og havde holdt gemt for nazisterne. I 1946 udgav faderen datterens dagbog, der var skrevet på hollandsk. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog. Enhver tvivl om tekstens ægthed er forstummet siden det statslige institut for krigsdokumenters udgivelse af standardudgaven i 1986.

Anne Frank indledte sin dagbog den 14. juni 1942, to dage efter sin 13 års fødselsdag. På dette tidspunkt levede hun endnu i frihed. Hun kaldte dagbogen for Kitty, fordi den i fantasien skulle erstatte den veninde og fortrolige, som hun savnede i det virkelige liv. Alle hendes optegnelser begynder med ordene: "Kære Kitty...". Anne betroede således også til Kitty, at hun efter krigen ville udgive sin dagbog i bearbejdet form og være forfatterinde. Hendes dilemmaer adskiller sig næppe særlig meget med andre pigers. Hun strides med sin mor, som hun ikke tror forstår hendes, beskæftiger sig med sine egne svage sider og klager over de voksnes kritik. 

Men derudover udtrykkes ikke alene hendes evige frygt for at blive opdaget, hendes utilfredshed med den vedvarende isolation og længsel efter et ubesværet liv i friheden. Hendes taknemmelighed overfor dem, der hjælper hende, som risikerer liver for hendes skyld, kommer også tydeligt frem ligesom hendes medlidenhed med andre jøder, der lider endnu mere end hende selv. Hendes drøm om et bedre liv for jøderne efter afslutningen på den grusomme krig går ikke i opfyldelse for hendes eget vedkommende.

I 1946 blev Anne Franks dagbog udgivet. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog.

---

Holland under 2. Verdenskrig

Rotterdams bombardement (14. maj, 1940)

Trods sine erklærede neutralitetspolitik bliver Holland uden krigserklæring overfaldet og besat af tyske tropper. Rotterdams centrum lægges øde under et bombeangreb, mens der forhandles om overgivelse. Den 13. maj 1940 drager den hollandske dronning Wilhelmina og regeringen til eksil i Storbritannien. Den 15. maj 1940 opgiver den hollandske hær den udsigtsløse kamp.

Krigserklæring fra eksilet (8. december, 1941)

I lighed med USA, Storbritannien og andre lande erklærer den Hollandske eksilregering i London Japan krig efter det japanske angreb på Pearl Habor. Japanerne besætter derefter Hollandsk Indien, som efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer sig uafhængig som statsdannelsen Indonesien.

Massakre på jøderne (5. juni, 1943)

I forbindelse med en deportaionsbølge af hollandske jøder siden marts tranporteres 1266 børn under 16 år til tilintetgørelseslejren Sobibor, hvor de gasses straks efter ankomsten. Frem til slutningen af juli 1943 deporteres over 34.000 mennesker fra Holland til tyske koncentrationslejre. Fra den 30. april til 15. maj befinder Holland sig i undtagelsestilstand. Anledningen er en generalstrejke mod internregeringen af omkring 300.000 tidligere krigsfanger med sigte på udførelse af arbejdstjeneste i Tyskland.

Offensiven ved Arnhem (17. september 1944)

Omkring 35.000 allierede faldskærmssoldater kastes ned i området Arnhem/Nijmegen/Eindhoven for derfra at støde frem over Rhinen og besætte Ruhr-distriktet. Landsætningen bliver en fiasko, fordi det ikke lykkes de britiske enheder at bemægtige sig broen ved Arnhem. I april 145 befrier De Allierede sydfra Holland fra den tyske besættelse. 

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Livets smerte: Franz Kafka

Franz Kafkas mest berømte værk "Forvandlingen" udkom i 1915. Fortællingen skildrer en ung mand, der bliver forvandlet til en skarnbasse og ender med at kravle rundt i sin families affald. 

Franz Kafkas fader var en jødisk købmand og Kafka voksede op i det tysktalende miljø i Prag, der dengang var underlagt Østrig-Ungarn. Han blev nære venner med Max Brod i 1902 og han åbnede Kafkas øjne op for de litterære kredse i Prag. Kafka tog sin eksamen som jurist og var i et år i praktik ved en domstol. Efterfølgende fik han en stilling i et forsikringsselskab, hvor han arbejde indtil 1922, da han som 39-årig fik tuberkulose og måtte derfor gå på pension. 

I 1912 arbjede han på sine mest kendte værker: Forvandlingen og Dommen. Dommen omhandler en konflikt mellem far og søn. Dette ses også i Kafkas eget liv, da han måtte leve under sin fars strenge krav. Dette resulterede i at Kafka skrev et brev til sin fra ved navn Brev til min far. Brevet skrev han i 1919, hvori han prøver at frigøre sig fra sin fars skygge og dominerende væren overfor Kafka. Han fik aldrig sendt brevet til sin far. 

Et gennemgående træk i Kafkas værker er, at han skildrer konfrontationen mellem individet og den uforståelige og omgivende virkelighed. I Danmark blev der i 1927 oversat Kafkas roman Der Verschollene, der på dansk går under titlen Amerika. Roman handler om den unge Karl Rossmanns  kamp om at integrere sig det amerikanske samfund.  I bogen Processen, fra 1914, anklager en mistænkelig domstold hovedpersonen Josef K. uden at få indsigt i, hvad han anklages for. Efter at sagen har kørt i ét år bliver hovedpersonen henretter i et stenbrud. Romanen illustrerer individets usikkerhed, eksistentielt, overfor delvis anonyme autoriteter.

Han færdiggjorde novellen En rapport til et akademi i 1917 Novelledramatiseringen omhandler en abe, der forvandles til et menneske. Kafka rammes samme år af lungetuberkulose. I 1922 blev hans situation forværret og sygdommen forhindrede ham i at arbejde og han måtte derfor gå på pension før tid. Herefter arbejde han på sin tredje roman slottet, der udkom i 1926. Roman handler om landmaleren K., der stræber efter at nå ind til autoriteten på slottet, der på mystisk vis har magten over landmålerens skæbne. Men han forgæves at nå ind til dem.

Figurenes perspektiver holder Kafka fast i gennem alle sine fortællinger og romaner. Selvom historierne er fremstillet realistisk og sproget er klart, kan den totale sammenhæng være gådefuld, når læseren begynder at fortolke på Kafka. Fra 20'ernes begyndelse blev lungesygdommen værre og han var tvunget til flere længerevarige sanatorieophold. Kafkas liv endte den 3. juni 1924. Han døde ugift, da han havde en filosofi om, at han ikke ville være i stand til at skrive i et ægteskab. I sit testamente gjorde han det klart og tydeligt, at de værker der ikke var udgivet skulle brændes efter sin død. Kafkas nærmeste ven og udgiver, Max Brod, efterkom ikke ønsket, da han bevarede Kafkas værker for eftertiden.

Fotografi: Franz Kafkas personlige problemer kommer til udtryk i hans værker. Kilde: Culture Trip. 

Andet berømt litteratur af forfattere fra Prag
Kornet Rilke, Rainer Maria Rilke (1904)
Rilke havde for længst forladt hjembyen Prag, da han i 1904 i avisen "Deutsche Arbeit", udgav sit digt Kvadet om Cornet Christoph Rilkes kærlighed og død. Rilkes tidligere digte var en slags romantisering af livet som soldat, som blev meget populære under Første Verdenskrig. Han udgav senere værker, hvor han skildrer fortvivlelsen over det moderne menneskes identitetstab. 
"Der Weltfreund", Franz Werfel (1912)
Opvokset hos det bedre bogerskab i Prag. Han blev primært kendt i den tysktalende del med sin ekstatisk-ekspressionistiske digtsamling, Der Weltfreund. Senere skriver han nogle historiske romaner, bla. hans mest berømte: "Sangen om Bernadette".
"Golem", Gustav Meyrink (1915)
Meyrink blev født i Wien, men er opvoket i Prag. Isit mest brømte værk tager han udgangspunkt i en jødisk legende. Gennem en drømmevision hos rejsende i Prag bliver historien fortalt om lerfiguren Golem, der blev vakt til live af rabien Löw. Det hele er en grotesk fremstilling om den moderne verden, der er ved at holde op med at fungere. 
"Ikke magt eller rigdom", Max Brod (1916)
Udover at være Kafkas udgiver og ven, skrev han også selv. Sin roman Magt og rigdom handler om de sidste år i den danske astronom Tycho Brahes liv. Brahe er en modsætning til sin rival Johannes Kepler, da Tycho Brahe holdte fast i det geocentriske verdensbillede, hvor jorden er universets centrum. Brod udgav en biografi om Kafka i 1937.
"Briefe an Milena", Willy Haas (1952)
Født i Prag. Blev udgiver på tidsskriftet "Die literarische Welt" og var derfor en af de mest populære litteraturkritikere i 1920'erne. Han tilhørte bl.a. den litterære kreds "Prager Kreis". Han udgav Kafkas breve til journalisten Milena Jesenká i 1952. 

Den Russiske Revolution - Første del

I 1894 blev Nikolaj II udnævnt til zar over det russiske imperium, der strækkede sig fra Østersøen til stillehavet. Indbyggertallet dengang lå på ca. 124 millioner mennesker fordelt i 194 etniske grupper. Det var et land, hvor arbejdere og bønder levede i fattigdom og modgang, hvor imod den russiske elite, der indebar den kongefamilien og aristokratiet, levede ders liv i forgyldt luksus. Ruslands historie indeholdte, også på den tid, lange perioder med kamp om utilfredshed og undertrykkelse fra systemets side. I 1905 blev zaren tvunget til at oprette staten Duma også kaldet en nationalforsamling, der fungerede som en folkevalgt rigsdag. Men magten var begrænset og kompromiserne behagede hverken zaren eller reformatorene. 

Første verdenskrig bryder ud

I 1914 udbrød der krig i Europa og det splittede imperium var tvunget ud i en hård krise. Første verdenskrig var den katastrofe for det zaristiske Rusland. På fronten var landet ramt af ødelæggende nederlag, mens der hjemme i Rusland var fødevaremangel og økonomisk krise. Zaren blev holdt ansvarlig for kriserne, og efter alt var han nu overhovedet i hæren og han stod i vejen for regeringens reformer. Hans tyskfødte kone Alexandra, havde man regnet med ville støtte Tyskland. Det siges at hele kongefamilien var under en forbandelse på den tid, af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

Februarrevolutionen

Den 23 februar, 1917, gik tusindvis af kvinder på gaden i Ruslands hovedstad, Petrograd, der i dag hedder Sankt Petersburg. Kvinderne ville markere den internationale kvinders dag og protestede mod fødevaremanglen, som hele riget var underlagt. Den næste dag var det ikke kun kvinderne der protestede, men også arbejdere og studerende, der havde medbragt bannere, hvortil de viste deres utilfredshed, hvor der bl.a. stod skrevet: "Ned med zaren!". Tropper, der var sat på gaden til at stoppe urolighederne, udviste mytteri ved at deltage i protesterne istedet. Tilhængere af zaren blev arresteret, politistationer og fængsler angrebet og emblemer med zaristiske budskabet blev brændt og tilintetgjort. Regeringen havde nu mistet al kontrol over hovedstaden. Zaren fik at vide af sine ministre, at der kunne kun komme ro og orden i Rusland, hvis han gik af. Den 2. marts abdicerede Nikolaj II. På bare 10 dage var 100 års Romanov styre kommet til en ende. Februar revolutionen forløb overraskende hurtig og ublodig. 

Fotografi: Zar Nikolaj II på en perron, 30. januar, 1916. kilde: Colonel A.A.Mordvinov. 

Hitlers elskerinde

Vi befinder os i begyndelsen af 1922. Facismens åg lægger sig over Tyskland. Hårdt ramt af krisen hilser mange tyskere regimets løfter velkommen. Løfter, som skulle drive Tyskland ud i en verdenskrig, og kræve 60 millioner menneskeliv på grund af én mand: Adolf Hitler. En mand som delte sit liv med en hemmelig livsledsager: Eva Braun. I 13 år levede hun i skyggen af et uhyre. Den kønne pige fra München var kun 17 år, da hun bandt sig til Hitler og var ham tro indtil sin død. Hun levede sammen med manden bag et af historiens grusomste folkedrab. Det trejde rige stod bag udbredte massakrer, så som Holocaust, der kostede 5 millioner jøder livet. "Den endelige løsning" var nøje planlagt. Man ved utrolig lidt om Hitlers kærlighedsliv, men man ved at Eva Braun levede i skyggen af Hitler. Det er gennem hende man i dag har fået et indblik i Hitlers tomme og fattige privatliv. 

Velstand i München og fremgang i NSDAP

I starten af 1900-tallet nød byen München sine sidste år med velstand. Det var i den periode Eva Anna Paula Braun blev født, i en familie på opbruddets rand. Hendes far, Fritz, var en streng protestant, mens hendes mor, Fanny, var en mere forsonlig katolik. Eva søgte derfor trøst hos sine to søstre. I 1913 var Adolf Hitler allerede 24 år gammel. Han søgte ind på kunstakademiet i Wien, men kom desværre ikke ind. Efterfølgende drog han til Wien. Siden Første Verdenskrig havde Tyskland lidt et bittert nederlag. Da han vendte hjem fra fronten tilsluttede han sig det tyske arbejderparti; NSDAP, som senere bliver kendt som nazi-partiet. 

Første Verdenskrig og krigsnederlaget

Den unge Eva Braun voksede op på en klosterskole. Hun var artig, lydig og udviste gode lederegenskaber. Hun drømte om at blive en skuespillerinde og dyrkede samtidig mange sportsgrene. Lige efter Første Verdenskrig fik hun en kæreste ved navn Hans. På den tid virkede hun som en sorgløs pige, der holdte af at lege og klæde sig ud. Efter sin tid på klosterskolen tog hun et bogholderikursus, da hun ikke anede, hvad fremtiden ville bringe. Samtidig havde Hitler store ambitioner. I 1923 forsøgte han at begå et statskup, men "Ølkælderkuppet" slog fejl. Han blev idømt 5 års fængsel, men løsladt 9 måneder efter. Det var i fængslet, hvor han forfattede den første del af "Mein Kampf", hvori han forudser en ny krig. Efter sin løsladelse styrkede han nazistparitet og tørstede efter magt. Tyskland var på daværende tidspunkt på randen af en økonomisk krise og han så sit smuthul til, at sprede propaganda. Han vandt popularitet og for første gang i sit liv blev han bemærket hos det modsatte køn. Han grundfæstede sit parti, valgte hagekorset, som symbol og udpegede fjenderne. Folk blev imponeret af hans enkle, men ophidsende taler. Mange tyskere havde ikke accepteret krigsnederlaget. Hitler gjorde dette til et centralt tema i hans valgkampagne og blev en slags hævnens helt. 

De første skridt mod affæren 

I 1929 blev Hitler præsenteret for Eva Braun af fotografen Heinrich Hoffmann. Han var en nær ven af Hitler og havde netop ansat en køn 17-årig assistent. Hoffmann kendte til Hitlers smag indenfor purunge kvinder. Da Braun og Hitler mødtes på Hoffmanns kontor, var hun helt betaget af den 40-årige mand. Hitler ønskede diskretion og præsenterede sig som Herr Wolf. Eva genkendte ham ikke, men der var en gnist mellem dem. Der var bare ét problem; Hitler var ikke tilgængelig på markedet. Eva fandt hurtigt ud af, hvem Hitler var og at han var optaget. Hun ventede tålmodigt i 3 år på ham, mens de havde et plationisk venskab kørende. Eva begyndte at tage fotografier, som blev udgivet af Hoffmann og trykt i den nazistiske presse. I løbet af de 3 år spillede Hoffmann Kirsten giftekniv. Han inviterede ofte dem begge til middagsselskaber. Hitler faldt for den unge kvindes åbenhed og udtalte sig: "Der er intet som at forme et ungt pigebarn. En 18-20-årig pige kan formes som voks til ens eget segl. Og det er kvindens ønske." Udfra disse kolde of dominerende ord, var Hitler betaget af unge kvinder. 

Evas Fascination af "Der Führer"

I den periode delte Hitler sit liv med "Geli", der var hans halvniece. Hun var en stærk og driftig kvinder, der forsøgte at styre Hitler. Det var et halvincestuøst forhold og det flyttede sammen i 1928. Hun kalde ham "Onkel Adi", og han forsøgte at styre hendes liv. Desværre var deres forhold anspændt. Den 18. september 1931, skød Geli sig selv, med Hitlers revolver, efter længere tids plagen fra Hitler. Det slog op, og hun begik selvmord. Han var knust, da hun nok var den eneste kvinde, som Hitler nogensinde havde følt noget for. Men da Geli var væk, stod døren nu åben for Eva Braun. Fra nu af var middagsselskaber ikke nok: Eva besluttede sig for at forføre partilederen, som hun i 3 år havde været forelsket i. De indledte en affære i 1932 og der var 23 år mellem dem. Hun var forelsket i den store mand, ligesom nogle kvinder forelsker sig i slemme drenge og forbrydere. Han fremstod som en supermand og hun var supermandens kvinde. Selvom hun var dybt fascineret af Hitler, så holdte hun stadig fast i kontakten med sine søstre. Hendes storesøster Ilse havde en affære med en jødisk læge, som flygtede i 1938. Hendes lillesøster Gretl stod Eva nær hele livet.

Rigsdagen og den forsømte Eva

Hitler havde gjort 1932 til det år, hvor han ville tage magten i Rigsdagen; det tyske parlament. Han lagde alle sine kræfter i valgkampen og forsømte Eva, som havde ventet i 3 år på ham. Midt i sin frustration tog hun sin fars revolver og skød sig selv i brystet. Hun var den anden kvinde, der ville dø for Hitler. Eva blev reddet i sidste øjeblik ar sin søster. Føren ville undgå skandaler og svor at tilbringe mere tid sammen med Eva. Men da han endelig kom til magten, blev Eva, igen, overladt til sig selv. Hun begyndte at miste håbet og skrev i sin dagbog:"Hvorfor skal jeg finde mig i det? Gid jeg aldrig havde mødt ham." Hun forsøgte - igen - at begå selvmord i foråret 1935. Efter dette selvmordsforsøg besluttede Hitler at den unge Eva aldrig skulle være alene. Han købte en villa til hende og hendes søster, udenfor München. Fra første indflytningsdag var Eva officielt Hitlers elskerinde.

I en alder af 19 år var Eva Braun Hitlers elskerinde. Fotografi: The Independent, (Channel 4)

Anvendt kildemateriale:

Knoth, Erik: "Brauns hemmelighed", Hovedland, 2008

Lambert, Angela: "Kvinden som elskede Hitler", Lindhardt og Ringhof, 2013

Jøderne i Danmark under 2.Verdenskrig

Det handler om antisemitisme; had mod jøder. Spørgsmålet er, om hadet mod jøder stadig ulmer under overfladen. Selv i dag, hvor vi alle ved, hvad der skete under 2. Verdenskrig, da en stor del af Europas jøder blev udryddet eller drevet på flugt. Det gjaldt også jøderne i Danmark. I 1943 fik landets ledende socialdemokrater en vigtig besked, som gjaldt flere tusinde menneskers liv, de danske jøders. 

De lød stadig højere op gennem 1930’erne, de antisemitiske stemmer fra Tyskland, der talte om jødeproblemet. Trediverne var en hård tid, med arbejdsløshed og fattigdom. Der var brug for en syndebuk. I Tyskland er der bitterheden over, at de tabte 1. Verdenskrig og at de mistede landområder. Der er arbejdsløshed. Der er sociale og politiske ting, som er grundlaget for den nazistiske bevægelse, der kommer. De totalitære regimer virkede tiltrækkende på mange, som løsning på periodens problemer. Man må ikke glemme, at nazismen havde ikke umiddelbart tilhængere i deres menneskesyn. Men de imponerede mange unge mennesker, fordi de anlagde Autobahn - der skete noget i Tyskland.

Nazisterne mente at jøderne tilhørte en særlig race. Den semitiske race bestod af undermennesker og de var en trussel mod den hvide races renhed. “Med satanisk fryd lurer den sorthårede jødiske unge, på den uskyldige pige, som han besudler med sit blod og således stjæler han hende fra hendes folk.” (Adolf Hitler) Essensen i nazismen er troen på, at den adfærd, man ser hos jøden, ikke er en adfærd der kan ændres. Det er en adfærd der skyldes den biologiske habitus eller den måde, som jøderne biologisk er skruet sammen på. Problemet er, hvis man ikke længere mener at det er en adfærd, der kan ændres, så vil man ty til andre og mere radikale løsningsmodeller, som handler om at isolere jøden fra det omkringliggende samfund - allerhelst, måske, få ham udvist. Men i sidste instans, som det var tilfældet i Det Tredje Rige, at man udryddede jøden.

I Tyskland lød den nazistiske propaganda stadig mere skingert. Den fandt også vej til Danmark. Nazistpartiet blev dannet om Fritz Clausen, men også andre danskere viste sympati for nazismens idé og vendte sig mod jøderne. Der var jøder, der simpelthen fik bank, af grupper af højreradikale eller nazistiske inspirerede unge. Der var en række episoder med hærværk mod synagogen, hvor man kastede grisetæer ind ad lågen på synagogen og overmalede synagogen med nazistiske tegn. Den enkelte jøde fornemmede, at noget var ændret.

Der kom flere tidsskrifter med jødefjendske budskaber. I slutningen af trediverne kom det mest jødefjendske af alle:”Kamptegnet”.  Det er et af de værste balde, der er udgivet på dansk grund. Det har kun det formål, at bekæmpe jøderne i Danmark - det drejer alle artikler sig om. Man fortæller detaljeret om alle de forretninger i København, der havde jødiske indehavere. Man skriver indehaverens adresse. Hvis en jøde har været involveret i en retssag, eller begået en forbrydelse, slås det enormt op for at sige, at sådan er alle jøder. I hvert nummer er der en fast rubrik, der hedder “Ugens raceskændsel”. Den omhandler jøder, der gifter sig med en kristen. Der findes også karikaturtegninger. 

I Tyskland bliver jødeforfølgelserne mere brutale, men der gik lang tid før det tyske jøder erkendte, at de ikke kunne blive i Tyskland. Det var virkelig blevet en del af det tyske samfund. De havde kæmpet for Tyskland under 1. Verdenskrig, havde givet deres kulturelle, videnskabelige bidrag, til Tysklands videre udvikling på en fantastisk måde. Derfor var der mange tyske jøder, der sagde:”Ikke hos os.” I 1938 stod det klart for alle, hvor galt det stod til. Danskerne kunne læse i avisen, hvad der var sket i Berlin, den 9 november under Krystalnatten, hvor jøder blev dræbt, deres butikker blev smadret, og synagoger, over hele landet, blev brændt af. Efter Krystalnatten bliver det klart for de tyske jøder, at de ingen fremtid har i Tyskland og så eksploderer flygtningestrømmen ud af Tyskland - naturligvis.

Jøder fra Tyskland og Østrig strømmede til Danmark. Der var titusindvis af jøder, der forsøgte at komme til Danmark. Der ville havde været endnu flere, hvis det rygtes i Tyskland, at Danmark var villig til at modtage jøder. De steder, hvor jøder møder op på konsulater, får det at vide, at grænserne er lukket og det er spildte kræfter. Selvom de bestormer ambassader, får de at vide, der er lukket alle vegne. Der kom kun ca. 3000 jødiske ind i Danmark i trediverne. Flytningelovene blev stadig strammere og embedsmændene, der behandlede de enkelte sager, førte en hård linje mod jøderne. Det ændrede sig ikke efter Krystalnatten. Både politikere og befolkning vidste, hvilke forfærdelige vilkår de tyske jøder levede under. Der er stor vrede over for Tyskland og en udtalt medfølelse og solidaritet med de tyske jøder. Men problemet er, at grænsen er effektivt spærret. Det er smukke ord, men det har ikke noget realpolitisk på sig.

Ledelsen af Mosaisk Trossamfund, den jødiske menighed i Danmark, støttede myndighedernes politik over for flygtningene og det var der, formentlig, mange grunde til. Når en flytning ville ind i Danmark, blev Mosaisk Trossamfund spurgt, om de vil anbefale vedkommende og betale for vedkommendes ophold. På den baggrund kan det ikke undre, at Mosaisk Trossamfund var kritisk over for, hvem man anbefalede, at staten tilkendte en opholdstilladelse i Danmark. På det tidspunkt var der over 8000 jøder i Danmark og de ønskede ikke, at blive for mange. Man mente at diskrimination og had over for jøder, ville blusse op. Det fik betydningen efter den 9 april 1940, da Danmark blev besat. De danske myndigheder førte en forsigtig politik for at undgå at provokere tyskerne. De ville gerne gøre alt for at beskytte de danske jøder, hvis jøderne til gengæld sørgede for at holde lav profil. Styrelsen var præget af det, som var den danske regerings holdning; lav profil.

Jøderne fik opbakning fra en særlig person. Kong Christian X. Han var danskernes ideal og største samlingspunkt under besættelsen. Senere generationer ville have svært ved at fatte den dyrkelse af kongen. Folk, og også mange jøder, stod på den rute, kongen red til hverdag. Christian X. slog igennem med et klart signal til både tyskerne og danskerne - han stod hundred procent bag de danske  jøder. I 1933, da Københavns synagoge fejrede 100 års jubilæum, havde man fra jødiske side ladet kongen forstå, at man på grund af Hitlers magtovertagelse, ville have forståelse for at kongen ville melde afbud. Kongen havde ikke den samme holdning til lav profil. Han deltog for at vise, hvordan kongen havde det med sine jødiske borgere.

Foto: Holger Damgaard, Politiken. Danmark lukkede jøderne ind, mens andre lukkede jøderne ude; Ældre jødisk herre runder hjørnet til Frue Plads i København 1915

Interview med filmhistorikeren Casper Tybjerg, om stumfilm og filmcensur

I dette indlæg kan i få indblik i dette humoristiske kapitel i vores historie. I den forbindelse har jeg været ude på Københavns Universitet Amager, nærmere betegnet institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor jeg interviewet filmhistorikeren Casper Tybjerg, der er særligt optaget af stumfilm. 

I 1900-tallets kulturhistorie er filmcensur et mærkværdigt kapitel. Det er historien om forskellige magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte deres borgere mod vold, erotik og “forkerte” meninger.

Hvordan kan det være, at den del stumfilm blev censureret i starten af det 20 årh.?

Man betragtede, slet ikke fra myndighedernes side, stumfilmen, som en kunstform, men mere som et stykke folkelig underholdning. I Danmark, juridisk set, faldt film ind under de samme paragraffer, som blev brugt til at regulere forlystelsesparker, omrejsende tivolier, cirkus og den slags ting. Man opfattede det ikke som en ytring, men mere som en slags forlystelse.

Da der kommer film, der begynder at fortælle historier i løbet af de første år, af det 20. århundrede, beslutter man, at filmforestillinger skal censureres på samme måde, som man censurerede teaterforestillinger. Da man ville værne mod, at der i biografen blev præsenteret noget, som kunne vække anstødelige forhold til den offentlige moral.

Var det “lovpligtigt” at lave to forskellige slutninger; en diskret og en stærkt fremstillet og hvorfor gjorde mange instruktører dette?

Nordisk Film havde en politik om, at til en del af deres film lavede de forskellige slutninger, men det var mere med henblik på forskellige eksportmarkeder. Det var sådan at man i Rusland foretræk ulykkelige slutninger på filmene, derfor lavede man dem til det russiske marked. Nordisk Film var meget opmærksom på, hvilke emner der kunne risikere, at løbe ind i problemer med censurinstanserne rundt omkring. Det var en meget international orienteret virksomhed. De havde filialer i mange lande og Ole Olsen, der var Nordisk Films direktør, sendte breve ud, hvor han gav sine repræsentanter rundt i verden besked om, at holde øje med, hvilke beslutninger den lokale filmcensur tog, så man kunne undgå at filmene skulle blive forbudte på den konto.

Hvordan censurerede USA i forhold til andre lande f.eks. Rusland, med henblik på “Agrunden”, hvor scener blev klippet ud?

Man kan sige, at de ting, som sædvanligvis påkalder censorernes interesse er: sex, det er vold og forbrydelser og det er politiske emner. Ole Olsen var meget fortørnet, da Afgrunden fik lov til at slippe gennem den tyske censur i flere af de tyske lande, for det var hans bestemte overbevisning, på grundlag af de informationer han fik fra sine repræsentanter i Tyskland, at en film der havde et så tydeligt seksuelt indhold, som “Afgrunden”, at det aldrig ville blive tilladt af den tyske censur, men den slap igennem mange steder. Man kan sige der var flere censurinstanser, der klippede i filmen og “Afgrunden” er også et udmærket eksempel på det. I Sverige f.eks. blev den berømte “Gaucho-dans-scene” klippet ud af den svenske censur, fordi den ansås for at være for provokerende. Den svenske censur på dét område var meget strikt.

I nogle lande havde man overladt denne regulering til lokale myndigheder. Det gjaldt i USA, men også til en hvis grad i Danmark. Indtil man får en fælles filmcensur, var det de lokale politimestre, der tager stilling til, om en given film kunne vises eller ej. Dette førte til at en film blev tilladt i én by, men forbudt i nabobyen. Derfor kan man sige, at den tidlige filmindustri var interesseret i, at man havde nationale censurinstanser, så man slap for den usikkerhed, som det gav.

Nogle gange klippede man scener ud, fordi de ikke måtte vises - var der også mellemtekster blev klippet ud?

På mange måder var en del af den facon, som den tidlige filmcensur foregik på var meget baseret på den måde, som teatercensuren foregik på. Det vil sige at det var baseret på tekst. Både i Sverige og Tyskland skulle filmselskaberne levere en liste over mellemtekster, der var i filmene til censur myndighederne. Tilsyneladende var det ikke altid, at de så filmene igennem, men at de traf beslutninger alene på grundlag af mellemteksterne. Man kunne godt forestille sig, at bestemte mellemtekster, med en eller anden grund, syntes at være anstødelige, at de kunne blive ramt af censur. Der findes ikke nogle specifikke eksempler.

Efter den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland, var det almindelig praksis, at man udstyrede filmene med “menu mellemtekster”, hvor man ændrede personernes identitet for, at gøre filmene mere politisk attraktive.

Da talefilmen kom til, gjaldt de samme cesurlove for både tale- og stumfilm - eller var der forskel?

Der sker nogle ændringer, hvis vi taler om Danmark, der sker nogle ændringer i filmlovene i 1938, men der er vi også et godt stykke inde i talefilm perioden. I Danmark sker censur godkendelsen, som mange andre steder efterhånden, på grundlag af gennemsyn.  Censorerne ser filmen igennem og hvis de godkender den, bliver filmen udstyret med et mærke, der viser, at den er blevet godkendt af censuren. Enten klipper man er skilt på i starten af filmen. I Danmark brugte man et prægestempel, hvor man prægede Statens Filmcensurs mærke i selve strimmelen.

Efter 1910, bliver stumfilm opdelt i tre kategorier; tilladt for alle, forbudt for børn, totalt forbudt.  Hvad skete der med film, som blev “totalt forbudt” - blev de bare smidt ud?

Hvis en film blev totalt forbudt, så kunne den ikke vises og det ville man selvfølgelig gerne undgå. Derfor søgte man fra filmselskaberne også en fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre, så kunne man indrette produktionen, eller importen, efter det. Hvis man i forvejen vidste at filmen ikke ville kunne slippe gennem censuren, så gjorde man slet ikke noget ved det. Hvis man går ind i tonefilm perioden, så havde Statens Filmcensur, i Danmark, store betænkeligheder ved skrækfilm, især frankenstein film. Den oprindelige frankenstein film fra 1931, blev totalt forbudt. Det betød, at de amerikanske filmselskaber undgik at få frankenstein filmene godkendt af Statens Filmcensur, fordi de vidste at det var spild af ulejligheden. På den måde blev de ikke totalforbudt af filmcensuren, men de blev aldrig indleveret til censors vurdering.

Derudover er det et relativt lille tilfælde, som i løbet af tonefilm perioden fra 1930 frem til voksenfilm censurens afskaffelse tilbage i 1969. Efter 1969 er det ikke længere en mulighed at total forbyde en film, hvis man sikrer sig, at publikum er over 16 år, så kan man frit vise filmen.

Var der biografer, der ikke valgte at vise nogle film - eller skulle alle biografer vise filmene?

Det kommer lidt an på, hvilken periode man snakker om. Det er selvfølgeligt klart, at en biograf i det omfang selv kan styre sit repertoire, prøver at samle et repertoire med henblik på det publikum, som den normalt har. Der var biografer, som specialiserede sig i de mere grænseoverskridende film, hvis man taler om 1960’erne, 1970’erne og op i 1980’erne, der var visse biografer, som havde en profil, hvor man fokuserede på voldsfilm, erotiskefilm eller begge dele. Der er en periode, hvor de egentlige erotiskebiografer bliver til decideret pornobigrafer. Der er en periode, hvor grænsen mellem normale film og pornofilm er mindre klar, end den bliver efter 1980 ca. Der opstår en gråzone i 70’erne, hvor der i Danmark bliver lavet sexfilm af mainstream filmselskaber og med rigtige mainstream skuespillere, der medvirker. I 70’erne bliver der produceret film, hvor man har usimulerede, hardcore sexscener og så har man, i samme film, ikke i sexscenerne eller som deltager i sexscenerne, som Karl Stegger og Poul Bundgaard, som man kender fra Olsen Banden, Huset på Christianshavn og Far til fire, som tager del i “løjerne”. De tager ikke tøjet af, men der ligger folk, som er afklædte om dem og der indgår i scenerne og i filmene hardcore sexscener. Det går man væk fra i 1980, der har man de rigtige film på den ene side og pornofilmen på den anden. Det er forskellige kredsløb, som det eksisterer i. Der er også biografer, som specialiserer sig mere i voldsfilm, altså colosseum på Nørrebro og Vesterbro havde en profil i retningen af nogle meget hårdtslående film, som andre biografer ikke nødvendigvis ville køre.

Hvordan er censuren i Danmark - i vores tid?

I dag er censuren, i praksis, afskaffet. Det hedder ikke længere Statens Filmcensur, men medierådet. De beslutninger, som medierådet træffer, er vejledende og ikke bindende. Det vil sige, at det er overladt til forældrene, hvad deres 11-årige børn skal se i biografen. Det er ikke længere sådan, at der er en statsinstitution, der kan tage stilling til det. Før det var det lov, at biografer skulle afvise børn under 16 år til film, som var forbudt for børn under 16 år.

I vores tid bliver der produceret film, som “Nymphomaniac” og “KLOVN”, hvor der findes anstødelige scener - ville de blive mærket, som at være totalt forbudt, hvis de blev produceret i starten af det 20. århundrede?

I 1969 sker der to ting: dels bliver voksenfilmcensuren afskaffet og samme år afskaffer man forbuddet mod billedepornografi. Det vil altså sige at billedlig gengivelse af køns agter af forskellig arter, havde hidtil været forbudt. På det tidspunkt var det forbudt i alle andre steder, end i Danmark. Mange andre steder har man bevaret den slags regler.

Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, der indgår der en erigeret penis i bunkepul scenen. Det var den første film, som den engelske filmcensur havde sluppet igennem, hvor man så et erigeret mandslem. Indtil 1998 var alle andre film, hvor dét indgik, blev det klippet ud af filmene.

Blev det erotiske melodrama “Afgrunden”, fra 1910, censureret i Danmark?

Man har ikke bevaret censur dokumenterne fra “Agrunden” bevaret. Teatercensoren, Nikolajsen, udtale at han ikke havde nogle problemer med, at filmen blev vist i en biograf, som Kosmorama på Strøget, hvor dannede mennesker kom. Men hvis det var på Nørrebro, hvor børn og usostifikrede folk kunne få adgang, så var hans indstilling mere restriktiv. Tilsyneladende blev filmen vist, ude i provinsen, med de mest opsigtsvækkende scener, men det findes der ikke nogen klar dokumentation af.

Hvordan kan det være at mange stumfilm er gået tabt i overleveringen?

Film blev dengang ikke betragtet, som noget der havde en given værdi. Det tager lang tid før filmselskaberne får en opfattelse af, at deres gamle film kunne repræsentere en værdi, der var værd at gemme på. Der er nogle filmselskaber, der skiller sig ud dér, og de opmagasinerer filmene i deres lager. For mange film selskabers vedkommende, der var gamle film noget, som var udspillet og der var ikke nogen grund til at bruge lagerplads på det. Filmselskaber er, på det tidspunkt, ikke nogen stabil størrelse. De går ofte konkurs, bliver opkøbt og i den forbindelse er der en del film, der er røget i svinget. Der er mange tilfælde, hvor filmselskabernes basis materiale, negativerne, er gået tabt. Det filmmateriale man brugte indtil 1951, var nitratfilm, som er adledes brandfarligt. Hvis nitratfilm antændes, brænder det eksplosivt kan det ikke slukkes. Det repræsenterede en betydelig sikkerhedsrisiko at have nitratfilm liggende. Derfor har man skilt sig af med en hel masse.

Det tager lang tid før man får  institutioner, der ser det som deres opgave, at sikre fortidens film for fremtidige publikum. Det er først i 1930’erne, at man får de første blivende filmarkiver. Men det var også institutioner, der havde begrænset ressourcer, så de kunne ikke gemme alting. Derfor satsede de på at indsamle kun visse stile af materialet. Derudover har filmselskaberne har alle dage været bange for piratkopiering, af deres film. Det vil sige, at i mange tilfælde har man destrueret kopierne, når de var udspillet i biografer. Ikke kun fordi de var eksplosive og man betragtede dem, som at være værdiløse, men man ville også sikre sikre sig, at der ikke var nogen andre, der fik fingre i dem. Den politik er fortsat helt frem til skiftet til digital visning, indenfor de sidste ti år. Indtil for ganske få år siden, når store Hollywood Film var blevet udspillet i biograferne, så samlede man alle kopierne ind og kørte dem ned til en stor fabrik i Milano. Der havde de nogle gigantiske hakkemaskiner, hvor kopierne blev kørt ind i hundredvis kopier af Harry Potter fra hele Europa, som bliver hakket til ingenting, da man ville forhindre, at nogen lavede piratvirksomhed ud af det.

Her til sidst, er der noget du vil tilføje?

I tilknytning til bevaring, så nogle gange sker der lidt absurde ting. F.eks den kopi af “Afgrunden” er kun overleveret i en enkelt, meget slidt og medtaget kopi. I det fleste tilfælde har musikken dertil været improviseret. Man ved, at pianisten Torvald rasch, skrev et stykke til “gaucho dans scenen”. Det stykke blev udgivet, som tryk. Den lille bid ved man, hvad han har spillet i Kosmorama biografen. Man kan se mange steder, at filmen er blevet beskadiget, med nogle store hvide pletter etc. det skyldes, at nitratfilm materiale også er kemisk ustabilt. Nitratfilm nedbrydes efterhånden og det er en yderligere grund til, at der er meget, som er væk. Der er mange film, som var blevet gemt af samlere eller museer og efter år åbner man dåserne op og så er der kun en sort klump eller gråt støv tilbage i dåsen og det er yderligere ulykkeligt. Men tilbage til “Afgrunden”, for der var kun denne ene slidte kopi tilbage og, hvis man ser den, som den foreligger på DVD og på Dansk Filminstituts hjemmeside, så vil man se, at “gaucho dansen” faktisk er i en lang bedre kvalitet, end resten. Lige den scene ser knivskarp og flot ud. Fordi “gaucho dansen” er hentet fra den bid, som den svenske filmcensur klippede ud i 1910, som de gemte i deres arkiv og som lå dér, trygt og godt. Det vil sige at man har den meget nøjeregnende restriktive svenske filmcensur, at takke for, at vi i dag kan se, hvor uartig og erotisk “gaucho dansen” faktisk var, da filmen havde premiere.

Operation: Valkyrie: Del 1

Introduktion

Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet  til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?

I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.

Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.

Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.

Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige.  En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre.  Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.

Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.

I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen,  medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog  tyske jøder deres civile rettigheder.

Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.

Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.

I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition  organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist,  ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.”  Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.

Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.