Interview med filmhistorikeren Casper Tybjerg, om stumfilm og filmcensur

I dette indlæg kan i få indblik i dette humoristiske kapitel i vores historie. I den forbindelse har jeg været ude på Københavns Universitet Amager, nærmere betegnet institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor jeg interviewet filmhistorikeren Casper Tybjerg, der er særligt optaget af stumfilm. 

I 1900-tallets kulturhistorie er filmcensur et mærkværdigt kapitel. Det er historien om forskellige magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte deres borgere mod vold, erotik og “forkerte” meninger.

Hvordan kan det være, at den del stumfilm blev censureret i starten af det 20 årh.?

Man betragtede, slet ikke fra myndighedernes side, stumfilmen, som en kunstform, men mere som et stykke folkelig underholdning. I Danmark, juridisk set, faldt film ind under de samme paragraffer, som blev brugt til at regulere forlystelsesparker, omrejsende tivolier, cirkus og den slags ting. Man opfattede det ikke som en ytring, men mere som en slags forlystelse.

Da der kommer film, der begynder at fortælle historier i løbet af de første år, af det 20. århundrede, beslutter man, at filmforestillinger skal censureres på samme måde, som man censurerede teaterforestillinger. Da man ville værne mod, at der i biografen blev præsenteret noget, som kunne vække anstødelige forhold til den offentlige moral.

Var det “lovpligtigt” at lave to forskellige slutninger; en diskret og en stærkt fremstillet og hvorfor gjorde mange instruktører dette?

Nordisk Film havde en politik om, at til en del af deres film lavede de forskellige slutninger, men det var mere med henblik på forskellige eksportmarkeder. Det var sådan at man i Rusland foretræk ulykkelige slutninger på filmene, derfor lavede man dem til det russiske marked. Nordisk Film var meget opmærksom på, hvilke emner der kunne risikere, at løbe ind i problemer med censurinstanserne rundt omkring. Det var en meget international orienteret virksomhed. De havde filialer i mange lande og Ole Olsen, der var Nordisk Films direktør, sendte breve ud, hvor han gav sine repræsentanter rundt i verden besked om, at holde øje med, hvilke beslutninger den lokale filmcensur tog, så man kunne undgå at filmene skulle blive forbudte på den konto.

Hvordan censurerede USA i forhold til andre lande f.eks. Rusland, med henblik på “Agrunden”, hvor scener blev klippet ud?

Man kan sige, at de ting, som sædvanligvis påkalder censorernes interesse er: sex, det er vold og forbrydelser og det er politiske emner. Ole Olsen var meget fortørnet, da Afgrunden fik lov til at slippe gennem den tyske censur i flere af de tyske lande, for det var hans bestemte overbevisning, på grundlag af de informationer han fik fra sine repræsentanter i Tyskland, at en film der havde et så tydeligt seksuelt indhold, som “Afgrunden”, at det aldrig ville blive tilladt af den tyske censur, men den slap igennem mange steder. Man kan sige der var flere censurinstanser, der klippede i filmen og “Afgrunden” er også et udmærket eksempel på det. I Sverige f.eks. blev den berømte “Gaucho-dans-scene” klippet ud af den svenske censur, fordi den ansås for at være for provokerende. Den svenske censur på dét område var meget strikt.

I nogle lande havde man overladt denne regulering til lokale myndigheder. Det gjaldt i USA, men også til en hvis grad i Danmark. Indtil man får en fælles filmcensur, var det de lokale politimestre, der tager stilling til, om en given film kunne vises eller ej. Dette førte til at en film blev tilladt i én by, men forbudt i nabobyen. Derfor kan man sige, at den tidlige filmindustri var interesseret i, at man havde nationale censurinstanser, så man slap for den usikkerhed, som det gav.

Nogle gange klippede man scener ud, fordi de ikke måtte vises - var der også mellemtekster blev klippet ud?

På mange måder var en del af den facon, som den tidlige filmcensur foregik på var meget baseret på den måde, som teatercensuren foregik på. Det vil sige at det var baseret på tekst. Både i Sverige og Tyskland skulle filmselskaberne levere en liste over mellemtekster, der var i filmene til censur myndighederne. Tilsyneladende var det ikke altid, at de så filmene igennem, men at de traf beslutninger alene på grundlag af mellemteksterne. Man kunne godt forestille sig, at bestemte mellemtekster, med en eller anden grund, syntes at være anstødelige, at de kunne blive ramt af censur. Der findes ikke nogle specifikke eksempler.

Efter den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland, var det almindelig praksis, at man udstyrede filmene med “menu mellemtekster”, hvor man ændrede personernes identitet for, at gøre filmene mere politisk attraktive.

Da talefilmen kom til, gjaldt de samme cesurlove for både tale- og stumfilm - eller var der forskel?

Der sker nogle ændringer, hvis vi taler om Danmark, der sker nogle ændringer i filmlovene i 1938, men der er vi også et godt stykke inde i talefilm perioden. I Danmark sker censur godkendelsen, som mange andre steder efterhånden, på grundlag af gennemsyn.  Censorerne ser filmen igennem og hvis de godkender den, bliver filmen udstyret med et mærke, der viser, at den er blevet godkendt af censuren. Enten klipper man er skilt på i starten af filmen. I Danmark brugte man et prægestempel, hvor man prægede Statens Filmcensurs mærke i selve strimmelen.

Efter 1910, bliver stumfilm opdelt i tre kategorier; tilladt for alle, forbudt for børn, totalt forbudt.  Hvad skete der med film, som blev “totalt forbudt” - blev de bare smidt ud?

Hvis en film blev totalt forbudt, så kunne den ikke vises og det ville man selvfølgelig gerne undgå. Derfor søgte man fra filmselskaberne også en fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre, så kunne man indrette produktionen, eller importen, efter det. Hvis man i forvejen vidste at filmen ikke ville kunne slippe gennem censuren, så gjorde man slet ikke noget ved det. Hvis man går ind i tonefilm perioden, så havde Statens Filmcensur, i Danmark, store betænkeligheder ved skrækfilm, især frankenstein film. Den oprindelige frankenstein film fra 1931, blev totalt forbudt. Det betød, at de amerikanske filmselskaber undgik at få frankenstein filmene godkendt af Statens Filmcensur, fordi de vidste at det var spild af ulejligheden. På den måde blev de ikke totalforbudt af filmcensuren, men de blev aldrig indleveret til censors vurdering.

Derudover er det et relativt lille tilfælde, som i løbet af tonefilm perioden fra 1930 frem til voksenfilm censurens afskaffelse tilbage i 1969. Efter 1969 er det ikke længere en mulighed at total forbyde en film, hvis man sikrer sig, at publikum er over 16 år, så kan man frit vise filmen.

Var der biografer, der ikke valgte at vise nogle film - eller skulle alle biografer vise filmene?

Det kommer lidt an på, hvilken periode man snakker om. Det er selvfølgeligt klart, at en biograf i det omfang selv kan styre sit repertoire, prøver at samle et repertoire med henblik på det publikum, som den normalt har. Der var biografer, som specialiserede sig i de mere grænseoverskridende film, hvis man taler om 1960’erne, 1970’erne og op i 1980’erne, der var visse biografer, som havde en profil, hvor man fokuserede på voldsfilm, erotiskefilm eller begge dele. Der er en periode, hvor de egentlige erotiskebiografer bliver til decideret pornobigrafer. Der er en periode, hvor grænsen mellem normale film og pornofilm er mindre klar, end den bliver efter 1980 ca. Der opstår en gråzone i 70’erne, hvor der i Danmark bliver lavet sexfilm af mainstream filmselskaber og med rigtige mainstream skuespillere, der medvirker. I 70’erne bliver der produceret film, hvor man har usimulerede, hardcore sexscener og så har man, i samme film, ikke i sexscenerne eller som deltager i sexscenerne, som Karl Stegger og Poul Bundgaard, som man kender fra Olsen Banden, Huset på Christianshavn og Far til fire, som tager del i “løjerne”. De tager ikke tøjet af, men der ligger folk, som er afklædte om dem og der indgår i scenerne og i filmene hardcore sexscener. Det går man væk fra i 1980, der har man de rigtige film på den ene side og pornofilmen på den anden. Det er forskellige kredsløb, som det eksisterer i. Der er også biografer, som specialiserer sig mere i voldsfilm, altså colosseum på Nørrebro og Vesterbro havde en profil i retningen af nogle meget hårdtslående film, som andre biografer ikke nødvendigvis ville køre.

Hvordan er censuren i Danmark - i vores tid?

I dag er censuren, i praksis, afskaffet. Det hedder ikke længere Statens Filmcensur, men medierådet. De beslutninger, som medierådet træffer, er vejledende og ikke bindende. Det vil sige, at det er overladt til forældrene, hvad deres 11-årige børn skal se i biografen. Det er ikke længere sådan, at der er en statsinstitution, der kan tage stilling til det. Før det var det lov, at biografer skulle afvise børn under 16 år til film, som var forbudt for børn under 16 år.

I vores tid bliver der produceret film, som “Nymphomaniac” og “KLOVN”, hvor der findes anstødelige scener - ville de blive mærket, som at være totalt forbudt, hvis de blev produceret i starten af det 20. århundrede?

I 1969 sker der to ting: dels bliver voksenfilmcensuren afskaffet og samme år afskaffer man forbuddet mod billedepornografi. Det vil altså sige at billedlig gengivelse af køns agter af forskellig arter, havde hidtil været forbudt. På det tidspunkt var det forbudt i alle andre steder, end i Danmark. Mange andre steder har man bevaret den slags regler.

Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, der indgår der en erigeret penis i bunkepul scenen. Det var den første film, som den engelske filmcensur havde sluppet igennem, hvor man så et erigeret mandslem. Indtil 1998 var alle andre film, hvor dét indgik, blev det klippet ud af filmene.

Blev det erotiske melodrama “Afgrunden”, fra 1910, censureret i Danmark?

Man har ikke bevaret censur dokumenterne fra “Agrunden” bevaret. Teatercensoren, Nikolajsen, udtale at han ikke havde nogle problemer med, at filmen blev vist i en biograf, som Kosmorama på Strøget, hvor dannede mennesker kom. Men hvis det var på Nørrebro, hvor børn og usostifikrede folk kunne få adgang, så var hans indstilling mere restriktiv. Tilsyneladende blev filmen vist, ude i provinsen, med de mest opsigtsvækkende scener, men det findes der ikke nogen klar dokumentation af.

Hvordan kan det være at mange stumfilm er gået tabt i overleveringen?

Film blev dengang ikke betragtet, som noget der havde en given værdi. Det tager lang tid før filmselskaberne får en opfattelse af, at deres gamle film kunne repræsentere en værdi, der var værd at gemme på. Der er nogle filmselskaber, der skiller sig ud dér, og de opmagasinerer filmene i deres lager. For mange film selskabers vedkommende, der var gamle film noget, som var udspillet og der var ikke nogen grund til at bruge lagerplads på det. Filmselskaber er, på det tidspunkt, ikke nogen stabil størrelse. De går ofte konkurs, bliver opkøbt og i den forbindelse er der en del film, der er røget i svinget. Der er mange tilfælde, hvor filmselskabernes basis materiale, negativerne, er gået tabt. Det filmmateriale man brugte indtil 1951, var nitratfilm, som er adledes brandfarligt. Hvis nitratfilm antændes, brænder det eksplosivt kan det ikke slukkes. Det repræsenterede en betydelig sikkerhedsrisiko at have nitratfilm liggende. Derfor har man skilt sig af med en hel masse.

Det tager lang tid før man får  institutioner, der ser det som deres opgave, at sikre fortidens film for fremtidige publikum. Det er først i 1930’erne, at man får de første blivende filmarkiver. Men det var også institutioner, der havde begrænset ressourcer, så de kunne ikke gemme alting. Derfor satsede de på at indsamle kun visse stile af materialet. Derudover har filmselskaberne har alle dage været bange for piratkopiering, af deres film. Det vil sige, at i mange tilfælde har man destrueret kopierne, når de var udspillet i biografer. Ikke kun fordi de var eksplosive og man betragtede dem, som at være værdiløse, men man ville også sikre sikre sig, at der ikke var nogen andre, der fik fingre i dem. Den politik er fortsat helt frem til skiftet til digital visning, indenfor de sidste ti år. Indtil for ganske få år siden, når store Hollywood Film var blevet udspillet i biograferne, så samlede man alle kopierne ind og kørte dem ned til en stor fabrik i Milano. Der havde de nogle gigantiske hakkemaskiner, hvor kopierne blev kørt ind i hundredvis kopier af Harry Potter fra hele Europa, som bliver hakket til ingenting, da man ville forhindre, at nogen lavede piratvirksomhed ud af det.

Her til sidst, er der noget du vil tilføje?

I tilknytning til bevaring, så nogle gange sker der lidt absurde ting. F.eks den kopi af “Afgrunden” er kun overleveret i en enkelt, meget slidt og medtaget kopi. I det fleste tilfælde har musikken dertil været improviseret. Man ved, at pianisten Torvald rasch, skrev et stykke til “gaucho dans scenen”. Det stykke blev udgivet, som tryk. Den lille bid ved man, hvad han har spillet i Kosmorama biografen. Man kan se mange steder, at filmen er blevet beskadiget, med nogle store hvide pletter etc. det skyldes, at nitratfilm materiale også er kemisk ustabilt. Nitratfilm nedbrydes efterhånden og det er en yderligere grund til, at der er meget, som er væk. Der er mange film, som var blevet gemt af samlere eller museer og efter år åbner man dåserne op og så er der kun en sort klump eller gråt støv tilbage i dåsen og det er yderligere ulykkeligt. Men tilbage til “Afgrunden”, for der var kun denne ene slidte kopi tilbage og, hvis man ser den, som den foreligger på DVD og på Dansk Filminstituts hjemmeside, så vil man se, at “gaucho dansen” faktisk er i en lang bedre kvalitet, end resten. Lige den scene ser knivskarp og flot ud. Fordi “gaucho dansen” er hentet fra den bid, som den svenske filmcensur klippede ud i 1910, som de gemte i deres arkiv og som lå dér, trygt og godt. Det vil sige at man har den meget nøjeregnende restriktive svenske filmcensur, at takke for, at vi i dag kan se, hvor uartig og erotisk “gaucho dansen” faktisk var, da filmen havde premiere.