Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Anne Franks Dagbog

Igennem to år kunne Anne Frank holde sig skjult for nazisterne i et baghus i Amsterdam, men i 1944 blev hun opdaget af Gestapo. Hendes dagbog, som udkom i bogform efter krigen rystede og bevægede mennesker over hele verden.

Anne Frank blev født i 1929 som datter nummer to af et jødisk ægtepar i Frankfurt am Main. Hendes far, Otto Frank, var forretningsmand. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede familien til Holland, hvor de dog heller ikke kunne føle sig sikre efter efter de tyske troppers besætelse af landet i 1940. Et år senere måtte Otto Frank afgive sin virksomhed som følge af racelovene. Familien gik under jorden i begyndelsen af Juni 1942 for at komme en deportation til KZ-lejr i forkøbet. Det var ikke kun familien Frank, der fandt husly i baghuset til Prinsengracht 263 i Amsterdam, men også yderligere en familie samt en læge. Nogle tidligere ansatte hos Otto Frank blev indviet heri og forsynede de skjulte mennesker med mad.

I begyndelsen af august 1944 dukkede Gestapo imidlertid op i Prinsengracht 263 og tranporterede alle de tilstedeværende til KZ-lejr. Den dag i dag er det ikke opklaret, hvem der røbede skjulestedet. Anne Franks mor Edith blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Selv døde hun og hendes søster Margot i marts 1945 af sult og sygdom i koncentrationslejeren Bergen-Belsen. Otto Frank var den eneste, der overlevede. Da han efter krigen vendte tilbage til Amsterdam overrakte hans tidligere ansatte ham en dagbog, som hans datter havde skrevet, mens de levede skjult i baghuset, og havde holdt gemt for nazisterne. I 1946 udgav faderen datterens dagbog, der var skrevet på hollandsk. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog. Enhver tvivl om tekstens ægthed er forstummet siden det statslige institut for krigsdokumenters udgivelse af standardudgaven i 1986.

Anne Frank indledte sin dagbog den 14. juni 1942, to dage efter sin 13 års fødselsdag. På dette tidspunkt levede hun endnu i frihed. Hun kaldte dagbogen for Kitty, fordi den i fantasien skulle erstatte den veninde og fortrolige, som hun savnede i det virkelige liv. Alle hendes optegnelser begynder med ordene: "Kære Kitty...". Anne betroede således også til Kitty, at hun efter krigen ville udgive sin dagbog i bearbejdet form og være forfatterinde. Hendes dilemmaer adskiller sig næppe særlig meget med andre pigers. Hun strides med sin mor, som hun ikke tror forstår hendes, beskæftiger sig med sine egne svage sider og klager over de voksnes kritik. 

Men derudover udtrykkes ikke alene hendes evige frygt for at blive opdaget, hendes utilfredshed med den vedvarende isolation og længsel efter et ubesværet liv i friheden. Hendes taknemmelighed overfor dem, der hjælper hende, som risikerer liver for hendes skyld, kommer også tydeligt frem ligesom hendes medlidenhed med andre jøder, der lider endnu mere end hende selv. Hendes drøm om et bedre liv for jøderne efter afslutningen på den grusomme krig går ikke i opfyldelse for hendes eget vedkommende.

I 1946 blev Anne Franks dagbog udgivet. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog.

---

Holland under 2. Verdenskrig

Rotterdams bombardement (14. maj, 1940)

Trods sine erklærede neutralitetspolitik bliver Holland uden krigserklæring overfaldet og besat af tyske tropper. Rotterdams centrum lægges øde under et bombeangreb, mens der forhandles om overgivelse. Den 13. maj 1940 drager den hollandske dronning Wilhelmina og regeringen til eksil i Storbritannien. Den 15. maj 1940 opgiver den hollandske hær den udsigtsløse kamp.

Krigserklæring fra eksilet (8. december, 1941)

I lighed med USA, Storbritannien og andre lande erklærer den Hollandske eksilregering i London Japan krig efter det japanske angreb på Pearl Habor. Japanerne besætter derefter Hollandsk Indien, som efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer sig uafhængig som statsdannelsen Indonesien.

Massakre på jøderne (5. juni, 1943)

I forbindelse med en deportaionsbølge af hollandske jøder siden marts tranporteres 1266 børn under 16 år til tilintetgørelseslejren Sobibor, hvor de gasses straks efter ankomsten. Frem til slutningen af juli 1943 deporteres over 34.000 mennesker fra Holland til tyske koncentrationslejre. Fra den 30. april til 15. maj befinder Holland sig i undtagelsestilstand. Anledningen er en generalstrejke mod internregeringen af omkring 300.000 tidligere krigsfanger med sigte på udførelse af arbejdstjeneste i Tyskland.

Offensiven ved Arnhem (17. september 1944)

Omkring 35.000 allierede faldskærmssoldater kastes ned i området Arnhem/Nijmegen/Eindhoven for derfra at støde frem over Rhinen og besætte Ruhr-distriktet. Landsætningen bliver en fiasko, fordi det ikke lykkes de britiske enheder at bemægtige sig broen ved Arnhem. I april 145 befrier De Allierede sydfra Holland fra den tyske besættelse. 

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Krigen i Irak

(Den Anden Persiske Golfkrig)

20 marts 2003 – 15 december 2011

Optakten til konflikten og den dansk deltagelse i krigen

Casus belli: USA havde hævdet at Irak lå inde med lagre bestående af masseødelæggende våben og at de var i gang med at udvikle et atomprogram. Derfor mente de at Irak støttede Al-Qaeda og var villige til at forsyne dem med våben. De havde også i tankerne at frigøre Irak fra et udemokratisk terrorregime, på baggrund af de folkemord som de havde udført vha. kemiske våben overfor det kurdiske mindretal i landet. I 2003 beslutter den danske regering at gå ind i Irak, da de ville beskytte verdensfreden. Det fremgår i begrundelsen at Irak ikke havde overholdt FN’s resolution 1441 om at samarbejde med FN’s våbeninspektør i landet. Venstrefløjen stemte imod, men Højrefløjen vandt med at simpelt flertal. Efterfølgende opstod der en debat om baggrunden for Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Derfor blev der i 2012 blev der nedsat en Irak-kommission, der skulle undersøge den danske deltagelse i krigen.

Invasionen af Irak

Den 20. marts 2003 startede et raketangreb med mål i Irak. Kurdiske tropper angreb regeringsstyrker fra nord, mens briterne angreb al-Faw-halvøen fra syd. Geopolitisk er dette territorium vigtigt, da den er rig på olie og ved at invadere dette område har man magten over havnen, hvor Iraks flådebase under Saddam Hussein lå. Efterfølgende forsvandt det irakiske regime og forsvar. Den 9. april blev Saddam Hussein statuen i centrum af Bagdad revet ned.

Besættelsen og amerikansk styre

Den iscenesatte nedrivning af statuen skulle symbolisere afslutningen på 30 års terrorregime, men også bruddet i landets magtposition. Besættelsesstyrkerne kunne ikke opretholde orden og de ville ikke bruge det tidligere politi i Irak. Derfor blev Irak til et anarki, hvor plyndigner, ødelæggelser og uroligheder var hverdag - herunder nationalmuseet og hospitaler var underlagt urolighederne. Det var først hen over sommeren at der kom modstand mod besættelsesmagten. Oprørerne kom bl.a. fra Saddam Husseins tidligere baath-parti, shiamuslimer og tilhængere af Al-Qaeda. USA oprettede en midlertidig kommission, CPA, der skulle administrere Irak. Den oprindelige plan var at overdrage magten til eksilirakere, men de viste sig at være upopulære. Meningen var at de skulle forfatte en ny grundlov. Senere dannede USA det Irakiske Regerende Råd, der bestod af irakere, som var nøje udvalgt af amerikanerne, men de kunne ikke udføre opgaven. Storayatollah Ali al-Sistani kritiserede amerikanernes forsøg på dannelsen af en overgangsregering, fordi den ikke var særlig demokratisk.

Forårsoprøret

Byen Fallujah var under baath-gruppers kontrol. Den 4. april 2004 udførte USA Operation Vigilant Resolve for at genvinde kontrollen over sunnitrekanten. Sunnitrekanten er et område i Irak med flest sunnimuslimske arabere. Alle sider i trekanten er 200 km lange og krydser Bagdad, Ramadi og Tikrit. Området har siden 70’erne støttet Saddam Husseins regering. Samme måned blev krigsforbrydelserne i Abu Ghraib afsløret, hvilket kun forværrede situationen. Igen i december angreb amerikanerne Fallujah. Dette resulterede i 500 sårede amerikanske soldater og 95 dræbt, 1200 oprørere og flere hundrede civile blev dræbt. Efter det første angreb var der stor uro i området, da det var et sikkert område for irakiske oprørere. I november 2004 angreb amerikanske og irakiske styrker Fallujah igen. 1,200 oprørere blev dræbt, samt 95 amr. soldater. Flere hundrede civile blev også dræbt og store dele af byen ødelagt.

Irakisk styre

FN’s sikkerhedsråd vedtog at inden 30. juni 2004 skulle en provisorisk irakisk regering være på plads, hvilket ville markere afslutningen på besættelsen. Det krævede også at et valg skulle være gennemført inden udgangen af 2005. I juni 2004 kom der en midlertidig regering, ledet af eksilirakeren Iyad Allawi. Den midlertidige regering skulle sørge for at denne en permanent irakisk regering, samt påbegynde retssagen mod Saddam Hussein. Den 30. januar 2005 blev der afholdt valgt en midlertidig nationalforsamling. Der blev valgt et flertal af shiitter og kurdere, da sunnimuslimer boykottede valget, fordi de frygtede terrorangreb ved stemmeurnerne. Den 3. maj indtrådte overgangsregering ledt af eksilirakeren Ibrahim al-Jaafari. Senere på året kom det første udkast til en ny grundlov. Med støtte fra kurderne var shia-alliancen i flertal. Deres ønske om at Ibrahim al-Jaafari skulle forsætte blev nedstemt at sunnimuslimerne og kurderne. Sunnimuslimerne var utilfredse, da de mente at Jaafari anvendte shiamilitser i den i forvejen korrupte hær. Kurderne var heller ikke enig i Jaafaris politik, da han ikke ville give dem Kirkuk, som var rig på olie. USA havde også stor mistro til ham, da det rygtes at han var en fundamentalistisk islamist. Ibrahim al-Jaafari gik af og blev erstattet med Nuri al-Maliki den 20. maj 2006.

Øget sekterisk vold

Efter valget var det tydeligt at situationen blev værre. Oprøret havde flyttet sig til etniske og religiøse grupper. Der hærgede død og vold i gaderne om natten, udført af dødspatruljerne. I februar 2006 blev den shiamuslimske moske Al-Askari ødelagt af sunnimuslimer og muligvis Al-Qaeda. George W. Bush offentliggjorde i januar 2005, at de ville sætte yderligere 21,500 amerikanske tropper ind i Irak. Han ville også bruge 1,2 mia. dollars til et projekt, hvor irakere skulle få jobs og nye bygninger. Hen imod konfliktens afslutning var der et flertal om både britisk og dansk tilbagetrækning. Den britiske premierminister Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen meddelte i 2007, at de ville mindske deres engagement i krigen. I udgangen af 2007 ville alle soldater være bortrejst.

Døde og sårede

Det er meget usikkert, hvor mange civile irakere der omkom. Hjemmesiden “Iraq Body Count” skriver at der officielt var dræbt 68.000–75.000 mennesker. Dog bedømte medicintidsskriftet “The Lancet” at tallet nærmere var mellem 400.000–900.000 civile dræbt. “The Lancet” bedømte tabstallet ud fra den forringede infrastruktur i Irak og dårligere sundhedsvæsen. Der faldt 4000 amerikanske soldater under kampene samt 7 danske soldater. 119 journalister og 150 nødhjælpsarbejdere blev dræbt.

Krigsforbrydelser

Fra alle parter i konflikten har der været utallige brud på menneskerettighederne. USA har fået prygl for mishandling af fangere i eksempelvis fængslet i Abu Ghraib, hvor de anvendte umenneskelig tortur mod krigsfangerne.

Finansielle udgifter

Man mener at USA sammenlagt har brugt ca. 1481 mia. kroner i krigen. Danmark har brugt ca. 2 mia. kroner. George Bush har under konflikten ikke offentliggjort, hvor meget kongressen har bevilliget til krigen, og for at dække omkostningerne har man anvendt nødbudgetter. Efter konflikten stod Irak med et dødstal op i mod 900.000 civile. 4,2 millioner fik status som flygtninge. Infrastrukturen i landet er ødelagt og de har mistet naturressourcer som olie. På baggrund af disse store tab er Irak et ikke-fungerende samfund.

Politiske konsekvenser af krigen

Selvom USA gennemgik hurtige militære sejre. Men da koalitionsstyrker ikke kunne opretholde fred i Irak efter invasionen. Dette har resulteret ud i hård kritik af manglen på strategi. Flere koalitionslande har allerede trukket deres styrker ud, mens mange amerikanere stadig har et krav om tilbagetrækning. Kritikere af krigen har påpeget at USA havde undervurderet problemet i Irak. Deres strategi tog ikke forbehold i uroen, som invaderingen skabte. Efter invasionen erkendte den daværende forsvarsminister Paul Wolfowitz, at USA ikke havde set det store oprør komme. Det amerikanske udenrigsministerium havde før invasionen udarbejdet projektet “Iraks fremtid” til 5 mio. dollars. Projektet omhandlede genopbyggelsen af Irak, men kritikere har anklaget Pentagon for at ignorere projektet, selvom det var deres opgave at få idéerne ført ud i verden. Oprøret i Irak skiftede karakter til en borgerkrig med et stort tab af civile og den politiske situation i landet er fortsat ustabil. Omverden og borgere i USA har krævet at USA skal trække deres tropper ud af Irak, da mange mener at USA’s deltagelse kun har gjort situationen værre. Man mener derfor at, hvis USA går helt ud af konflikten, vil Iraks naboer selv gå ind og løse problemerne. På baggrund af dette har mange sammenlignet den amerikanske deltagelse med Vietnamkrigen. I 2007 blev der lavet en undersøgelse, hvor et overvældende flertal af amerikanere vil have at USA trækker sig ud i løbet af 12 måneder. Samtidig mente 60% at USA er moralsk forpligtet overfor det irakiske folk.

Fotografi: Den 9. april blev Saddam Hussein statuen i centrum af Bagdad revet ned. Den iscenesatte nedrivning af statuen skulle symbolisere afslutningen på 30 års terrorregime, men også bruddet i landets magtposition. (Q. Sakamaki/Redux, The New Yorker)

Ordforklaring:

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Iyad Allawi: (*1945–) Shiamuslim, tidl. medlem af Baath-partiet. Levede 30 år i eksil

Ibrahim al-Jaafari: (*1947–) Shiamuslim, udd. læge og levede 23 år i eksil under Husseins styre

Nuri al-Maliki: (*1950–) Iraks premierminister i 2006–2014

Ali al-Sistani: (*1930–)

Paul Wolfowitz: (*1943–) amr. Viceforsvarsminister i perioden 2001–2005

Saddam Hussein: (*1937–2006) Iraks præsident: 1979–2003

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Fallujah: by i sunnitrekanten, 11 km vest for Bagdad

Al-Askari: Den Gyldne Moske i Samarra

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Al-Qaeda: Terrorgruppe oprettet i slutningen af 80’erne - arabisk oprindelse = grundlaget / basen

Storayatollah: islamisk religiøs og kulturel leder med stor indflydelse, også ofte politisk (shia)

CPA: Coalition Provisional Authority (Koalitionens civile administration i Irak)

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Relevante artikler:

President's Address to the Nation – www.whitehouse.gov, 10. januar 2007

Den danske styrke er ude af Irak – politiken.dk, 7. august 2007

Abu Ghraib – mishandling af fanger – DR Nyheder Online, 11. januar 2005

Krig koster Danmark to mia. kr., Politiken.dk, 5. marts 2007

UN – IRAQ UN: Iraqi refugees top 4 million – Asia News

Wolfowitz Concedes Iraq Errors – washingtonpost.com, 24. juli 2003

Blind Into Baghdad – The Atlantic Monthly, januar/februar 2004

Why the U.S. must withdraw from Iraq – Information Clearing House, 28. oktober 2004

Solid Majority Favors Congressional Troop Deadline – Pew Research Center, 26. marts 2007

Teaser - Kina bag muren

Kina er verdens ældste nation. I årtusinder har landets herskere ment, at deres opgave var, at holde menneskets samfund i balance med universets evige orden. Kejseren, der opnåede denne harmoni, ville få Himlens mandat, velsignet af forfædrene. Men sidst i 1800-tallet rystede mødet Vesten Kina i sin grundvold. I vinteren 1899 ankom kejseren til Himlens Alter i Beijing, for at bede om forfædrenes støtte i Kinas skæbnestund, hvor oprørere og fremmede hære fik imperiet til at smuldre. Det var sidste gang, ritualet blev gennemført. Lige før daggry ved vintersolhverv, kastede kejseren sig i støvet for universets kræfter. Han udførte ritualer, som menes at gå 5000 år tilbage til Den Gule Kejser; Kinas mystiske grundlægger. Han aflagde rapport til forfædrene om imperiets tilstand. Men den vinter i 1899 stod Kina på randen af katastrofe. Året efter, i 1900, blev Kina ramt af oprør, oversvømmelse og sult. Fremmede hære angreb. Det nye århundrede bragte imperiets fald, en kortvarig republik, den kommunistiske revolution, og den fuldkommen vanvittige Kulturrevolution. Men det kinesiske folk har overvundet 1900-tallets tragedier. I dag skriver Kina atter sin egen historie under et nyt mandat. Det var klodens største civilisation, og nu rejser Kina sig igen. Vi bør se på de begivenheder, der har præget Kinas historie og de idealer, der ligger bag en særpræget og strålende kultur.

Operation: Valkyrie: Del 1

Introduktion

Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet  til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?

I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.

Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.

Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.

Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige.  En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre.  Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.

Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.

I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen,  medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog  tyske jøder deres civile rettigheder.

Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.

Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.

I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition  organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist,  ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.”  Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.

Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.

Flugten 1943 - Poul Brandt

I sidste uge fik mit gymnasium fint besøg af Poul Brandt. Han er tidligere fange fra koncentrationslejren Theresienstadt. Brandt fortalte i sit foredrag, hvordan han oplevede Holocaust. I 2012 besøgte jeg selv koncentrationslejren, hvilket var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Efter mit besøg i Theresienstadt, skrev jeg et indlæg om den politiske fange Josef Koubek. Indlægget blev dengang skrevet med hjælp fra de anderkendte tjekkiske historikere: Štěpán Havela og Ivan Bystřický. 

1943 var året, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, da den danske regering, med Erik Scavenius i spidsen, trak sig tilbage. Det gjorde den fordi tyskerne stillede krav om, at indføre dødsstraf for sabotage mod den tyske værnemagt. Tyskerne fik derfor mere magt over Danmark. Dette år var altafgørende for jøderne i Danmark, der var nødt til at forlade alt, hvad det ejede bag sig, og flygte til det neutrale Sverige. Dengang var Poul Brandt syv år. Han beskriver sine oplevelser, som jøde under anden verdenskrig, som nogle hårde år. Hans fortælling handler om angst, afsavn, sult og grusomhed, men også om venskab og håb. Beretningen flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust - nazisternes forsøg på at udrydde de europæiske jøder.

            I oktober 1943 besluttede hans familie sig for, at flygte til Sverige. Dog uden held, da Brandt og hans far blev taget til fange af Gestapo, mens det lykkedes hans mor og søster, at flygte til Sverige. I halvandet år var familien adskilt. Brandt og hans far blev deporteret til Horserødlejren i Nordsjælland. Horserødlejren var en interneringslejr, hvor den tyske besættelsesmagt i en periode holdt flere hundrede danske jøder, kommunister og modstandsfolk blev indespærret her.

            Efter blot tre uger indespærret i Horserødlejren fik de besked om at de skulle videre. De blev deporteret til Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet. De blev transporteret i kreaturvogne, der bruges til at transportere kvæg dvs. at der ikke var siddepladser eller vinduer, som der er i almindelige passagervogne. I vognen var der alt for mange stubbet sammen på ét sted og i hjørnet havde de et nødtoilet, så der lugtede ikke ligefrem af parfume.

            Da de ankom til koncentrationslejren, i Tjekkoslovakiet, skulle de først igennem “slusen”, hvor de skulle indskrives og aflevere deres værdigenstande. På sig havde den syv-årige Brandt et par samlemærker af kongefamilien fra en Rich’s pakke. Herefter fik Brandt uddelt hans  fangenummer “XXV-3-90” og en gul Davidsstjerne, der skulle vises synligt på hans tøj.

            Kort tid efter han ankom til lejren fik  Røde Kors tilladelse til, at sende pakker til fangerne i lejren. I disse pakke indeholdt der mad, cigaretter og tøj. Pakkerne fik stor betydning for de danske fangers overlevelse og mange mener, at pakkerne var grunden til at næsten alle danske fangere kunne overleve.

            I april, efter Brandt havde tilbragt 18 måneder i lejren, fik man i Danmark lov til, at hente de danske fangere i koncentrationslejrene. Det var en redningsaktion ledet af den svenske greve Folke Bernadotte, der var vicepræsident for Røde Kors. Missionen var, at redde danske og norske fangere hjem fra Theresienstadt. Brandt kom, med sin far, hjem og blev genforenet med sin familie i Sverige.

            Efter krigens afslutning skulle Brandt tilbage til sit normale liv, som en dansk skoledreng. Han talte ikke om den traumatiserende oplevelse indtil han blev atten, hvor han fik psykologhjælp.         

Kilder: * Poul Brandts egen historie ** theresienstadt.dk - et website i samarbejde med folkedrab.dk, der beretter   om Theresienstadt, med en dansk vinkel på historien *
Henvisning til tidligere indlæg om Theresienstadt:

http://tilbagetilfortiden.blogspot.dk/2015/02/arbeit-macht-frei-josef-koubek.html