Mange mener i dag at slaveriets historie er ”mørkelagt” og ”undertrykt” i danmarkshistorien. Slaveri er i dag forbudt i alle verdens lande og på trods af at millioner af mennesker lever under slavelignende forhold, er der næppe mange, der i dag mener at slaveri moralsk kan accepteres. Men sådan har det ikke altid været. Fra slutningen af 1600-tallet og til helt frem til 1803 blev omkring 90.000 slavebundne afrikanere transporteret over Atlanten fra de danske slaveforter på Guldkysten til de Vestindiske Øer. Handlen med slavere var, ifølge datidens love, helt lovlig. I den anden halvdel af 1700-tallet begyndte debatten om slaveri at rase, og med støtte fra diverse politkere og rigmænd førte dette til at den danske konge i 1792 forbød den transatlantiske slavehandel. Forbuddet blev dog indført med en 10-års "karensperiode", så plantageejererne kunne nå at tage deres forholdsregler, blandt andet at øge importen af kvinder og mindske arbejdsbyrden for gravide slavinder, så slavepopulationen i højere grad kunne reproducere sig selv.
Danmark-Norge, som var ét samlet rige, var det første land til at forbyde den transatlantiske slavehandel, men blev kort efter, i 1807, fulgt af Storbritannien, der også agtede bruge sin overlegne flådemagt til at påtvinge andre lande forbuddet. Slaveskibe var farlige steder at opholde sig, både for de slavere og for besætningen. Den gennemsnitlige dødelighed ombord på Østersøisk-Guineisk Kompagnis slaveskibe i den sidste del af 1700-tallet lå på omkring 19% for slaverne og på hele 40% af besætningen. Tropesygdomme, selvmord, oprør, skørbug og andre sygdomme gjorde de menneskelige omkostninger ved handelen meget store. Blandt andet derfor var slavehandel for danske købmænd ikke nogen særlig god forretning. De store summer blev ikke tjent på selve slavehandlen, som det ellers ofte gentages gang på gang. I stedet blev der tjent på slavernes arbejde på plantagerne ved at de producerede sukker, tobak og kaffe, som kunne eksporteres til det euroæiske marked med stor profit.
Umiddelbart ser der ud til at være nok at undskylde for. Men det store spørgsmål er naturligvis om det giver mening for en nutidig dansk regering at undskylde at en lovgivning, i dette tilfælde forbuddet mod den transatlantiske slavehandel i 1803 og endelig selve ophævelsen af slaveriet i 1848, ikke skete noget før. Og hvis det giver mening, hvor langt tilbage i tiden skal undskyldningen så strække sig? I vikingetiden og den tidlige middelalder var slaveri også almindeligt i Norden, og trældommen ophørte først i 1200-tallet, blandt andet på grund af kirkens indflydelse. Kan en nutidig regering også undskylde for denne tids slaveri? Og hvem skal egentlig give den undskyldning? Dette spørgsmål er til gengæld enklere. De færreste vil nok mene, at skyld nedarves gennem generationer, så et nutidigt menneske kan holde juridisk ansvarlig for hvad en fjern tipoldefader gjorde i fortiden. Den individuelle borger kan derfor næppe påtage sig skylden og derved undskylde, men anderledes ser det ud for landets regering. Selvom man måske kan argumentere for at 1700-tallets fyrstestat er væsensforskellig fra det 21. århundredes monarki, er det ikke urimeligt sige at den lange ubrudte linje af monarker og siden folkevalgte politikere giver mulighed for at en regering kan undskylde for sine forgængeres handling.
Da de Vestindiske øer blev solgt til USA i 1917 boede der omkring 30.000 mennesker. I dag er der omkring 105.000 indbyggere på U.S. Virgin Islands, blandt andet på grund af en stor indvandring fra bla. Puerto Rico og omkringliggende øer. Historien om slaveriet og slavehandlen bliver tit i medierne beskrevet som ”glemt”, ”mørkelagt” eller ”undertrykt”.
Historiske byvandringer fortæller faktisk igen og igen om især Københavns fordele af den atlantiske handel, mens udstillinger på museer fortæller om de mange skæbner. På Nationalmuseet kan man se genstande fra både slaveforterne på Guldkysten, Vestindien og de andre kolonier Danamark havde, bl.a. i Kina og Indien. En glemt og undertrykt historie kan man dog på ingen måde tale om.
I 2017 er det 100 år siden at Dannebrog sejlede væk fra de caribiskeøer. Samtidig er det 215 år siden at det sidste lovlige slaveskib sejlede fra de danske slaveforter til Vestindien. Det er længe siden, men historien er som nævnt på ingen måde glemt.
The Brookes ship (1789)
