Introduktion
Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?
I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.
Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.
Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.
Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige. En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre. Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.
Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.
I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen, medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog tyske jøder deres civile rettigheder.
Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.
Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.
I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist, ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.” Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.
Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.
