Christian IV

Han er en kæmpe der rager op. En mytologisk figur, hyldet i sange, bøger og teaterstykker. Danmarks mest berømte og berygtede konge: Christian den 4. Renæssancefyrsten, som hæmningsløst drikker af livet og betaler prisen for det. I de 60 år, han regerer, er riget enormt. København bliver en storby, hvor prægtige bygningsværker skyder op overalt; monumenter over en af Europas rigeste og mest magtfulde mænd. Selv sammenligner han sig med antikkens kejsere. Han har øje for alt, hvad der sker i hans rige. Nogle kalder det landsfaderlig omsorg, andre paranoia. I begyndelsen blomstrer videnskab, kunst og handel. Det samme gør storhedsvanvid og herskesyge, og det tager overhånd. Propaganda kan ikke forhindre, at danskerne med Christian ved roret er på vej ud over afgrunden. Da Christian den 4. dør i 1648, er kronens magt svækket, danmarkskortet skrumpet ind og vejen er banet for, at Sverige kan blive Nordens hersker.

Det er april 1577 på Frederiksborg Slot. På det tidspunkt kun en større herregård 30 km fra hovedstaden. Danmarks dronning ligger i barselssengen omgivet af fornemme adelsdamer, jordemødre og sin egen mor - men selvfølgelig ingen mænd. Alle ved fra Bibelen at fødende kvinder er urene. Den kun nittenårige dronning har allerede født to piger, men venter spændt på om resultatet bliver bedre denne gang. En tredje pige ville betyde utryghed om, hvem der skal have kronen, når Frederik den 2. dør, mens en søn vil skabe tryghed i riget. Der lyder et lettelsens suk over hele landet, da det annonceres, at en kongesøn er født. Gud har været nådig. Det står i stjernerne at Christian den 4. har heldet med sig. Han vil blive en stor mand med hang til at det gode i livet… i begyndelsen. Sådan tolker tidens største astrolog og videnskabsmand, Tycho Brahe, stjernernes stilling ved kongesønnens fødsel i 1577. I Brahes horoskop kan man læse, at dette barn af renæssancen kommer til at elske kunst, vin og kvinder. At han vil få mange børn, megen ære og rigdom, men også modgang, sygdomme og en voldsom død som 56-årig. At der er tale om en stor kommende konge, er hverken Tycho Brahe eller andre i tvivl om.

Christian er den udvalgte prins. Fra han er helt lille lærer han om alle de modige danske kongers storhed og sejre. Som sine forfædre er han ikke et helt almindeligt dødeligt menneske, men Guds repræsentant på jorden, og det forpligter. Christian er aldrig ét sted mere end et år ad gangen. Tronarvingen skal ikke udsættes for sygdom eller dårlig indflydelse og kong Frederik isolerer, bevidst, drengen. De adelige venner er blot statister i kongesønnens liv. På Frederiksborg Slot, Kronborg og Koldinghus står rum og skolestuer altid klar. På den måde kan man hurtigt flytte rundt på drengen. Han befinder sig meget sjældent i København, for her hærger pesten og andre grusomme epidemier - og folket er alt for tæt på.

Ritualer, ceremonier, pomp og pragt. Alt omkring Christian handler om at hæve ham over almindelige dødelige mennesker. Med tugt og disciplin bankes Bibelen ind i hovedet på ham. Luthers udgave af den, som er bygget på pligt, disciplin og skyld. Christian lærer europæiske sprog og latin, og igen og igen læser og skriver han de samme opbyggelige tekster. I et og alt handler det om, at gøre ham til en ordentlig kristen konge. “Fromhed styrker rigerne.”, et motto, der tidligt står i hans stilebøger. At han så ikke kunne dy sig for at tegne skibe og slåskampe, fortæller at tæsk og terperier ikke kan holde ham inde for dydens veje. I 1588 dør Frederik den 2. Christian er kun elleve år og ikke helt klar til at regere. Hans mor, dronningen, er sprunget ud som en stærk selvstændig kvinde, der ønske politisk indflydelse. Christian bliver gidsel i kampene mellem hende og de adelsmænd, der sidder i rigsrådet. Med den 54-årige Frederiks død bliver rigsrådet et endnu større magtorgan. Reelt leder det landet, indtil Christian bliver myndig. Renhedens lilje pryder en af Christians barnedragter, men fra spæd er han blevet hærdet, tugtet og tæsket så meget at intet kan vælte ham - indtil videre.