Tang Dynastiet

Kina, en global supermagt med blikket rettet mod fremtiden. Det er blevet modtaget som en nyopdaget planet. Men det er ikke første gang. I 600-tallet var Tang Dynastiet i Kina verdens stærkeste magt, og sådan forblev det i tusind år. Det, der er sket nu, er sket før. Xi’an var Tangtidens hovedstad. For 1300 år siden var det verdens mest storslåede by. Det, der gjorde den storslået, var ikke kun økonomisk magt og dens selvforståelse, men derimod dens åbenhed over for andre kulturer. På torvet i Xi’an troner en af civilisationens store helte: Buddhistmunken Xuanzang, som bragte Indiens visdom til Kina. Det var en tid, som kineserne den dag i dag betragter som en guldalder.

Man siger ofte, at Kina historisk set har været et lukket samfund. Et indadvendt samfund, som vendte verden ryggen. Sådan har det til tider set ud. Men Kina har aldrig været et isoleret samfund. Det er blevet styrket af kontakten med omverden og under Tang Dynastiet var der mange internationale forbindelser. Horder af fremmede folk strømmede ind i Kina, med nye varer, mad, idéer og sågar nye religioner. Den store udveksling skete via Silkevejen. I dag kalder vi det Silkevejen, men det var flere landruter, der forbandt Kina med Middelhavsområdet og Indien. Silkevejen forvandlede Kina til en global civilisation. Dengang som nu fandtes mange kulturer og folkeslag langs ruten. Forskellige religioner og forskellige verdensanskuelser. I oldtiden så man arabere, persere, indere og han-kinesere, i udkanten af Tang Dynastiets Kina.

Den græske historiker Polybius skriver noget interessant. Han skriver omkring 100 f.kr.: “I fordums tid gik Europas og Asiens historie hver sin vej. Men nu er Europas historie blevet flettet sammen med Asiens og Asiens historie flettes ind i Europas.” Her begynder den fælles historie i Tang Dynastiet. Men historien har vist, at når to civilisationer mødes, foregår det ikke altid fredeligt og er ikke altid berigende. Det kræver tålmodighed og ydmyghed at åbne sig for en anden kultur. Man må glemme sine fordomme. I det syvende århundrede havde kineserne selvtillid nok til at gøre det. De lod sig forandre af mødet med det fremmede.