Dronning Sophie Amalie /første del

Sophie Amalie er en af de mest udskældte i Danmarkshistorien. Mange historikers umiddelbare indtryk er, at hun er en fed, pyntesyg og magtsyg kvinde, som oven i købet får buret sin værste rivalinde, den uægte kongedatter Leonora Christina, inde i Blåtårn i årtier. Men der er et meget nuanceret billede af Sophie Amalie; hun var en dannet og intelligent kvinde, der ligesom Leonora Christina, sprængte den snævre rolle, tiden havde placeret hende i.

Historien udspillede sig i slutningen af 1600-tallet - den sidste del af barokken. Det begynder i hjertet af København i Christian IVs lysthus, et lille renæssanceslot, som er en hyldest til kærligheden mellem ham og den uægte dronning; Kirsten Munk. Christian IV, Sophie Amalies svigerfar, har været konge og landsfader i 60 år. Han har været en sand entreprenør, initiativrig og foretagsom - en mand, der har sat mange skibe i søen, men også en mand, der har drevet landet ud i krige og kriser. I de seneste årtier har riget været i en sølle forfatning. Da Christian IV dør i 1648, flytter det nyslåede kongepar ind i gemakkerne på Rosenborg Slot. Pengekassen er tom og de er nødt til at fyre hoftjenere og embedsmænd.

Kontrasten er slående, hvis man sammenligner dronninger før Sophie Amalie. De skulle først og fremmest fremstå som funktioner, ikke mennesker. De er portrætteret som karakterløse, dydige og alvorlige prototyper. Ligblege og strammundede minder de om… lig. Der er intet glimt i øjet eller personligt kendetegn. Sophie Amalie tilhører en ny generation af kongelige. Selvbevidste, selviscenesættende - som en slags spindoktor anvender hun kunsten som propaganda, som redskaber til at kontrollere fortællingen om dem selv og til at styrke deres position. Samtidig får monarkiet mere magt. Kongelige som Sophie Amalie betragter nærmest sig selv som gudelige størrelser, i hvert fald hævet højt over folket.

Frederik III tror, som sin kone, på den ophøjede kongemagt og de to ægtefæller er et godt match. Efter tidens normer er de et moderne par. De lever i et jævnbyrdigt forhold. Helt exceptionelt deler de soveværelse på Rosenborg Slot. På trods af den store aldersforskel på 19 år er der gensidig respekt, tæthed og familiefølelse hos ægtefællerne. I ægteskabets første mange år har de været udstationeret i Bremen, langt fra de danske hof i København. Men da først Christian IVs ældste søn dør og siden kongen selv, så står parret pludselig i midten af magtens centrum. Der er ingen tvivl om, at dette er indfrielsen af deres vildeste drømme og at de begge går til opgaven med stor ærgerrighed og selvfølelse.