Joyces Åbenbaringer

James Joyce må være den eneste forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904. Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.

Som sproglærer i Triest udgav Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer). Med parolen tavshed, eksil, list træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.

                                                     

Krydsningen af subjektivitet og stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris. Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly, køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og genser sin kone i deres seng.

Titlen antyder at Bloom er en moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen med detaljerende refe

rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren alt andet end en helt.

Men denne omvendte verden er en kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes hovedpude.  Men Joyce vil nok demonstrere hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet, viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor flittigt hun end bedrager ham med sin krop.

Kun ét af de klassiske temaer gør Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker ensomme videre.

Om dem optræder et mylder af figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om, hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.

Joyce udviklede sit talent for ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift ’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody, den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin: Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin, men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand Earwicker er Everybody og selve mennesket.

Joyce lagde ud med et portræt af det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru – og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989), der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa. Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre. Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.

Historisk nedslag: Leonora Christine & Corfitz Ulfeldts flugtforsøg fra Hammershus

Flugten i marts, 1661.

”Det er en kold og stormfuld nat, og ude fra havet kommer en iskold blæst med sne. Den hvirvler ind gennem de utætte mure og sprækker i vinduerne, og blæsten får ruderne til at klirre. Kulden går gennem marv og ben. I sengen ligger den svagelige Corfitz Ulfeldt, og på gulvet ligger Leonora Christine på knæ i en hvid natkjole med et lille stearinlys i hånden. Tavs binder hun lagnerne sammen til et tovværk, og derefter rejser sig og går hen til vinduet, fjerner gitteret og slår ruden ud. Glasskårene falder lydløst ned på sneen, og Leonora Christine kaster tovværket ud af vinduet og firer sig ned. Med stort held undgår hun den store dynge af latrin, som altid ligger under de udvendige latrinhuller, men da Corfitz Ulfeldt er syg må han hejses på en båre af tjeneren. Desværre tipper båren, og nede på jorden træder han i lortedyngen, og mister den ene støvle. Tjeneren kommer ned ude problemer, og sammen flygter de i ly af mørket langs staldene og kommer uden for muren via en åbning nær Blommetårnet. Derefter kurer de ned ad skråningerne ved at kælke på nogle isflager. Nede i dalen går de i snestormen til Sandvig og ligner næsten spøgelser, i deres indviklede lagner og medbragte årer. Da de passerer kroen vækkes værten, men han tror, det er spøgelser og går i seng igen- Det tre flygtninge kommer uset til Sandvig, men her er ingen både til at sejle væk fra øen. Ved daggry genkendes de af nogle lokale fiskere og bliver straks transporteret tilbage til Hammershus.

                     Men ikke sammen. For at undgå en ny flugt vælger Adolf Fuchs derfor at fængsle dem hver for sig. Leonora fik sine gamle værelser. På etagen nedenunder kom cellen til Corfitz Ulfeldt, og tjeneren blev indsat i et lille værelse til venstre for trappen til første sal. Derefter tog ægteparret grædende afsked fra hinanden. Mærkeligt nok liver Corfitz Ulfeldt op ved adskillelsen, og synger hver eneste dag, men samtidig er husturen blevet syg. Trods etageadskillelsen kunne de tale med hinanden på italiensk, for det sprog forstod ingen andre. For at hindre det satte man hele døgnet en vagtpost med skralde på vagt.”