Translate this blog

Viser opslag med etiketten Romerriget. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Romerriget. Vis alle opslag

7/06/2016

Christian IV

Han er en kæmpe der rager op. En mytologisk figur, hyldet i sange, bøger og teaterstykker. Danmarks mest berømte og berygtede konge: Christian den 4. Renæssancefyrsten, som hæmningsløst drikker af livet og betaler prisen for det. I de 60 år, han regerer, er riget enormt. København bliver en storby, hvor prægtige bygningsværker skyder op overalt; monumenter over en af Europas rigeste og mest magtfulde mænd. Selv sammenligner han sig med antikkens kejsere. Han har øje for alt, hvad der sker i hans rige. Nogle kalder det landsfaderlig omsorg, andre paranoia. I begyndelsen blomstrer videnskab, kunst og handel. Det samme gør storhedsvanvid og herskesyge, og det tager overhånd. Propaganda kan ikke forhindre, at danskerne med Christian ved roret er på vej ud over afgrunden. Da Christian den 4. dør i 1648, er kronens magt svækket, danmarkskortet skrumpet ind og vejen er banet for, at Sverige kan blive Nordens hersker.

Det er april 1577 på Frederiksborg Slot. På det tidspunkt kun en større herregård 30 km fra hovedstaden. Danmarks dronning ligger i barselssengen omgivet af fornemme adelsdamer, jordemødre og sin egen mor - men selvfølgelig ingen mænd. Alle ved fra Bibelen at fødende kvinder er urene. Den kun nittenårige dronning har allerede født to piger, men venter spændt på om resultatet bliver bedre denne gang. En tredje pige ville betyde utryghed om, hvem der skal have kronen, når Frederik den 2. dør, mens en søn vil skabe tryghed i riget. Der lyder et lettelsens suk over hele landet, da det annonceres, at en kongesøn er født. Gud har været nådig. Det står i stjernerne at Christian den 4. har heldet med sig. Han vil blive en stor mand med hang til at det gode i livet… i begyndelsen. Sådan tolker tidens største astrolog og videnskabsmand, Tycho Brahe, stjernernes stilling ved kongesønnens fødsel i 1577. I Brahes horoskop kan man læse, at dette barn af renæssancen kommer til at elske kunst, vin og kvinder. At han vil få mange børn, megen ære og rigdom, men også modgang, sygdomme og en voldsom død som 56-årig. At der er tale om en stor kommende konge, er hverken Tycho Brahe eller andre i tvivl om.

Christian er den udvalgte prins. Fra han er helt lille lærer han om alle de modige danske kongers storhed og sejre. Som sine forfædre er han ikke et helt almindeligt dødeligt menneske, men Guds repræsentant på jorden, og det forpligter. Christian er aldrig ét sted mere end et år ad gangen. Tronarvingen skal ikke udsættes for sygdom eller dårlig indflydelse og kong Frederik isolerer, bevidst, drengen. De adelige venner er blot statister i kongesønnens liv. På Frederiksborg Slot, Kronborg og Koldinghus står rum og skolestuer altid klar. På den måde kan man hurtigt flytte rundt på drengen. Han befinder sig meget sjældent i København, for her hærger pesten og andre grusomme epidemier - og folket er alt for tæt på.

Ritualer, ceremonier, pomp og pragt. Alt omkring Christian handler om at hæve ham over almindelige dødelige mennesker. Med tugt og disciplin bankes Bibelen ind i hovedet på ham. Luthers udgave af den, som er bygget på pligt, disciplin og skyld. Christian lærer europæiske sprog og latin, og igen og igen læser og skriver han de samme opbyggelige tekster. I et og alt handler det om, at gøre ham til en ordentlig kristen konge. “Fromhed styrker rigerne.”, et motto, der tidligt står i hans stilebøger. At han så ikke kunne dy sig for at tegne skibe og slåskampe, fortæller at tæsk og terperier ikke kan holde ham inde for dydens veje. I 1588 dør Frederik den 2. Christian er kun elleve år og ikke helt klar til at regere. Hans mor, dronningen, er sprunget ud som en stærk selvstændig kvinde, der ønske politisk indflydelse. Christian bliver gidsel i kampene mellem hende og de adelsmænd, der sidder i rigsrådet. Med den 54-årige Frederiks død bliver rigsrådet et endnu større magtorgan. Reelt leder det landet, indtil Christian bliver myndig. Renhedens lilje pryder en af Christians barnedragter, men fra spæd er han blevet hærdet, tugtet og tæsket så meget at intet kan vælte ham - indtil videre.


1/29/2016

Folkedrab: Holocaust - Folkemordet på Europas jøder (2)

Nazismens raceideologi

Nazisternes racepolitik dannede grundlaget for massemordet og folkedrabet. Raceideologien bestod primært af tre grundlæggende idéer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Idéerne var: Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder, udtrykt sprogligt eller fysisk. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne. Eugenik, som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse men henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Antisemitismen tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5 århundrede blev kristendommen en statsreligion i Romerriget, og derfor blev jøder og kristne konkurrenter. Kristendommens magt voksede ved at rigets ledere forbød konvertering til jødedommen. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet med dette var at fratage romerne skylden for Jesu død og i stedet give den til jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.
Fra år 1100 og frem til 1849 udbredte antisemitismen sig. Generelt måtte jøderne ikke eje land. Det vil sige at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværker. Derfor begyndte nogle af jøderne at udlåne penge, da det var en erhvervsmæssig udvej. Ved middelalderens begyndelse blev Bibelen fortolket således, at de kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. Derfor var der mange kristne der gik til jøderne, når de skulle låne penge. Deres situation blev forværret i forbindelse med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod rygter om at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. I stigende grad blev jøderne set som en trussel, og det betød, at i 1290 forbød England jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig, Spanien og Portugal.
I 1543 skrev Martin Luther bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og begyndte jøderne for at have dræbt Jesus. Anklagerne var med til at skabe jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor vilkårene var bedre. I 1600-tallet blev den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, heriblandt det danske. Selvom der var en lille overklasse, så var de fattigste i samfundet jøder.
I forbindelse med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, blev vilkårene mange steder forbedret for jøder.; de fik ret til egen jord. Dette kaldes for jødernes emancipation. Dette førte til en ny form for antisemitisme, som blev et symbol på det, man i perioden kaldte “det moderne”. Dette blev karakteriseret ved de nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske idéer, som konservative kræfter var imod.
            Den russiske antisemitisme kan forklares ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881. Disse beskyldninger førte til massakre på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917, fik nogle englændere til at se jøderne som en kommunistisk trussel. I USA beskyldte Henry Ford, Fords grundlægger, den internationale jødedom for, at beherske verdens finansielle markeder. Det gjorde han gennem en artikel i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag. Men eksistensen af antisemitisme i sig selv har ikke ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakre.
            Nasisterne var også inspireret af raceteorektikere, som havde den idé om, at mennesker var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker føde ulige frem for lige, og i dét hierarki var den ariske race øverst, mens amerikanerne stod nederst. I slutningen af 1800-tallet kom nogle race teoretikere  med den teori om, at jøderne var en race for sig selv. Samtidig blev racismen koblet på nationalismens tanker og idéer om, hvad et folk var.
 Adolf Hitler udgav sin bog Mein Kampf i to dele. Den første udkom i 1925 og den anden i 1926. Det blev først samlet til ét værk i 1936. Bogen giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator havde, før han kom til magten. Hitler anså historiens krige som årsag til den evige kamp mellem racerne.Han mente også at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og racerenhed. Hitler var overbevist at Sovjetunionen var blevet overtaget af jøder. Det er meget ligetil at konludere at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er ikke helt korrekt. Man kan sige, at det dannede et grundlag for Hitlers fremtidige politik, men bogen var på ingen måde et udkast til arkitekturtegningerne til Auschwitch.

1/01/2015

Dagbog fra Dommedag, 24 august 79 f.kr.

I år 79 e.Kr. forsvandt en af Romerrigets største byer med ét fra jordens overflade. Havnebyen Pompeji blev begravet under aske og sten, og alle dens indbyggere udslettet.
Det første varsel kom om morgenen den 24. august år 79. Enkelte indbyggere i havnebyen Pompeji vågnede, da deres huse pludselig begyndte at ryste. Endnu havde et lille jordskælv ramt den store handelsby ved Napolibugten i Italien. Men de fleste af byens 20.000 borgere anså ikke rystelserne for noget alvorligt og sov derfor blot videre. Da Solen stod op nogle timer senere, kunne indbyggerne da heller ikke se noget at blive bekymrede over.

Tværtimod tegnede det til at blive endnu en varm og solrig augustdag. På byens store marked solgte de mange sælgere frugt, brød og fisk, mens kunder forsøgte at prutte priserne ned. I bageriet i Pompejis centrum havde bageren for længst sat sine brød i ovnene, og i templet for frugtbarhedsgudinden Isis var præsterne i gang med deres ritualer. Lidt over middag gik slaverne i byens store villaer i gang med at forberede frokosten. Et øredøvende brag rystede jorden og fik selv de største af Pompejis bygninger til at svaje. Øjeblikket efter kunne byens forfærdede indbyggere se en enorm søjle af aske og pimpsten blive pumpet ud af bjerget Vesuv omkring ti kilometer mod nord. Langsomt forsvandt dagslyset. Aske, pimpsten og klippestykker begyndte at regne ned over Pompejis huse og de skrækslagne indbyggere. Dommedag var begyndt.

Da katastrofen ramte Pompeji i august år 79, sad den 18-årige Plinius den Yngre og studerede i sin onkels hus i byen Misenum omkring 30 km nordvest for Pompeji. Byen var hovedkvarter for en af Roms største flådebaser, hvor Plinius’ onkel, Plinius den Ældre, var øverstkommanderende. Fra huset kunne Plinius den Yngre tydeligt se den vældige askesøjle fra Vesuv på den anden side af Napolibugten, og han skrev om den senere i et brev til den romerske historiker Tacitus:

“Den kan bedst beskrives som et pinjetræ, for den hævede sig højt op som en træstamme og splittede dernæst op i grene. Nogle steder var den hvid og andre steder blodskudt og beskidt, alt efter hvor meget jord og aske den rev med sig op”.

Plinius’ brev er historikernes eneste øjenvidneberetning om de begivenheder, som på under 24 timer udslettede Pompeji og dens nabobyer. Vulkanologer, arkæologer og andre videnskabsfolk har sidenhen kunnet stykke katastrofens detaljer sammen og rekonstruere Pompejis sidste timer. Deres forskning konkluderer, at den sky, som Plinius kunne se fra Misenum, bestod af glødende aske og pimpsten, der blev slynget op fra Vesuvs indre med næsten 1000 km/t. Ifølge forskerne blev omkring 10.000 tons vulkansk materiale spyet ud hvert sekund. Og få minutter efter udbruddet havde asken og stenene formet en gigantisk søjle, der strakte sig 15 km lodret op i luften. En del af asken og de lette pimpsten blev af vinden slynget mod syd, hvor de regnede ned over Pompeji. Her søgte de forfærdede indbyggere straks ly i husene. Tusinder af desperate mennesker søgte flugt. Med puder, pander og kurve til at beskytte hovedet løb de ud på gaderne og kæmpede sig vej mod byportene i det knæhøje askelag. Arkæologernes undersøgelser viser, at mange af dem blev slået ihjel af klippestykker og løsrevne teglsten fra hustagene.

Kort efter Vesuvs udbrud havde flådeadmiralen Plinius den Ældre i Misenum modtaget en bønskrivelse fra en bekendt, der boede i en afsides villa tæt på Vesuv. Beskeden fik ifølge nevøen, Plinius den Yngre, onklen til straks at beordre flere af flådens skibe klargjort til at sejle til Pompeji for at redde så mange som muligt fra søsiden. Da admiralen og hans skibe nåede frem, viste det sig imidlertid umuligt at nå ind til kysten. Vulkanen havde udspyet millioner af tons sten over Napolibugten, hvis kyst nu var komplet blokeret. En redningsaktion ville være det rene selvmord.

“Aske regnede ned over skibene, langt varmere og tættere, end man kunne have gættet. Pludselig blev havet uventet lavvandet, og stranden var blokeret af materialet, der blev slynget ud fra bjerget”, skriver Plinius den Yngre.

På samme tid i Pompeji var aske- og stenregnen blevet endnu voldsommere. Vesuv slyngede nu hele 100.000 tons ud hvert eneste sekund, og askesøjlen rakte 30 km op i himlen. For Pompejis borgere var det allersidste chance for at flygte ud af byen. Overalt styrtede tagene sammen, og flere hundrede indespærrede indbyggere blev mast ihjel.

Klokken et om morgenen ramte den første af i alt seks glødende, altudslettende askelaviner Pompejis naboby Herculaneum. Den lille by lå nordvest for Pompeji og havde pga. vindretningen undgået den stenregn, som var styrtet ned over Pompeji. Men jordskælv havde i timevis rystet Herculaneums huse, og mange borgere havde taget flugten.

Søjlen af aske og sten over Vesuv var begyndt at kollapse, og en 800 grader varm lavine af ophedet aske, glødende klippestykker og giftige gasser buldrede nu ned med 100 km/t. Ingen kunne undslippe den rødglødende bølge, som tre-fire minutter senere væltede ind over Herculaneums bymure, gennem gaderne og videre ned mod de flygtende på stranden.

Indtil videre har arkæologerne fundet næsten 300 ofre ved Herkulaneums kyst. De fleste havde søgt tilflugt i en række bådehuse ud mod stranden. Udgravede knogler viser, at Herkulaneums indbyggere – modsat Pompejis – ikke døde af kvælning, men derimod af den ufattelige varme. Flygtningene på stranden omkom på et splitsekund, da lavinen fik deres hud og kød til at fordampe, hjernen til at koge og eksplodere og knoglerne til at splintre som glas. Blandt ofrene har arkæologerne bl.a. fundet en romersk soldat. Undersøgelser af hans skelet viser, at trykbølgen fra lavinen var så kraftig, at hver eneste knogle i hans krop var brækket – bortset fra knoglerne i hans indre øre. Selv de bronze- og sølvmønter, som flere af ofrene havde på sig, smeltede sammen i den intense hede.

“Der hørtes kun kvindernes skingre skrig, børnenes vrælen og mændenes råb. Nogle kaldte på deres forældre, andre på deres børn, og andre igen på deres koner – kun genkendende hinanden på stemmen. Mange løftede deres hænder op mod guderne, men et stort antal mente ikke, at der var nogen guder, og at dette ville blive verdens sidste, evige nat”, fortæller en ung romer.
Pludselig kollapsede resterne af Vesuvs askesøjle i en lavine, der var større og voldsommere end de hidtidige. Med rasende fart kom bølgen tromlende ned ad bjergsiden med kurs direkte mod Pompeji. Den glødende aske væltede ind ad døre, vinduer og sprækker og dræbte hovedparten af byens tilbageblevne indbyggere. Modsat Herculaneum var døden ikke øjeblikkelig i Pompeji, typisk nåede ofrene at tage tre åndedræt, før de omkom. Ved første åndedrag inhalerede de en blanding af varm aske og gas, som straks fik lungerne til at fyldes med væske. Ved andet åndedrag inhalerede ofrene endnu mere aske, som blandet med væsken dannede en art våd cement i lungerne og luftrøret. Det tredje åndedrag gjorde cementen endnu tykkere og fik ofrene til at gispe efter vejret, inden de endelig blev kvalt. Gas, aske og klippestykker skyllede hen over de allerede uddøde romerske byer og skubbede kystlinjen hele 450 meter ud i havet. På dens vej hen over området dræbte lavinen tusinder af de mennesker, som var flygtet tidligt om morgenen.
Ved udbruddet sendte Vesuv seks laviner af sted og slyngede ni milliarder tons vulkansk materiale ud over Napolibugten. Da vulkanen atter blev stille, lå Herculaneum begravet under 25 meter klipper, sten og aske, mens Pompeji var dækket af omkring fire meter. Samtidig var hele landskabet omkring Vesuv fuldstændigt lagt øde. I alt har arkæologerne fundet 1150 ofre i Pompeji, men forskerne er overbevist om, at dødstallet er langt større. Meget tyder nemlig på, at et stort antal af de mennesker, der rent faktisk havde held til at flygte ud af Pompeji, senere blev indhentet og begravet under aske. Efter katastrofen sendte den romerske kejser Titus hæren til Pompeji for at søge efter overlevende. De øverste dele af de højeste bygninger og porte i byen stak op af det massive askelag, og dem brugte soldaterne som pejlemærker for, hvor de skulle grave deres tunneler. Hurtigt gik det dog op for romerne, at deres redningsoperation var forgæves. Kejser Titus beordrede en genopbygning af Pompeji, men det stod klart, at ødelæggelserne var for omfattende. Med tiden glemte alle, hvor Pompeji havde ligget. De lokale glemte endda navnet “Pompeji” og kaldte i stedet blot højen. Der skulle gå mere end 1500 år, før nogen fandt ud af, hvilke skæbnesvangre historier den store høj ved Vesuvs fod gemte.

12/12/2014

Hammershus pt. 2



Why dating has to be done under the ground
According to Engberg, it is necessary to do an actual excavation because it is very difficult to date a building simply by looking at its walls.
“But you can take samples from the oldest mortar and try to date the carbon particles in the mortar. However, this method has not yet been fully developed and is still far too uncertain,” says Engberg.
The researchers cannot use the knowledge gleaned from the castle in the 19th century as a basis for dating, either.
The explanation for this lies in the way the castle ruin was excavated back then.
When they started excavating the ruins in the late 19th century the approach was more one of tidying up than excavating: they simply dug away, collecting whatever they found, Engberg explains:
“In an archaeological context we arrive at a date on the basis of the objects we find, and all sorts of things turned up at Hammershus -- keys, coins, canteens. Coins are usually useful when it comes to dating, but in this case the spread was from the 13th century and onwards. The objects came from the castle’s entire life span, so this hotchpotch did not reveal when the castle was built,” he says, adding that the new dig will be entirely different and systematic.
Among other things, the researchers will remove five-centimetre layers at a time so as to keep tabs on the chronology and what they find, so that they can compare the objects found in the same layer. Our forefathers also used grandma’s old pots just as we do today.
If the researchers are to form some kind of picture for dating they need to keep tabs on which layer the remnants are found in.
Ancient legend may have a grain of truth in it
Engberg has no doubt as to what he hopes the result will be:
“I believe that Hammershus was built in the 12th century or early 13th century by one of the Valdemars as a regal installation where the expeditionary fleet gathered, the Crusaders met before heading for Estonia, which is where, according to legend, the Danish standard flag Dannebrog fell down from heaven. That’s the best story in my opinion. And if it’s also right then there actually was a grain of truth in the legend about Hammershus. I have to say, though, that we have to keep our options open,” says Engberg.




11/10/2014

Huritge noter: Catul

Catul (digter) f. ???? Verona / d. 54 f.kr. Verona
(Gaius Valerius Catullus )

Digte
  • den første kærlighedsdigter (Roms største)
    • inspireret af Sapfo (lebben fra Lesbos)
    • den første til at beskrive føelser
    • første lyriker
    • brugte græske versemål
  • skrev også "invektivdigte"
    • kritik digte
      • svinder en anden person til
        • % kærlighed

  • Digtet "Catul 85" har ingen handling,
 men beskriver føelsen at elske og hade på samme tid

Digte generelt i Romerriget
  • tidl. skrev man ikke kærlighedsdigte på latin
  • digte førhen var episke


Privat / Love life
  • forelsket i Clodia
    • "Lesbias" mand Matellus
  • var med i digter-gruppen: "Neoretikere" ( Neo = nyt / "De nye" )
  • kendte Julius Cæsar (højt i hierarkiet)
    Fotografi: Moderne statue af Catul i Sirmione, hvor hans familie havde en villa.