Joyces Åbenbaringer

James Joyce må være den eneste forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904. Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.

Som sproglærer i Triest udgav Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer). Med parolen tavshed, eksil, list træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.

                                                     

Krydsningen af subjektivitet og stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris. Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly, køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og genser sin kone i deres seng.

Titlen antyder at Bloom er en moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen med detaljerende refe

rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren alt andet end en helt.

Men denne omvendte verden er en kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes hovedpude.  Men Joyce vil nok demonstrere hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet, viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor flittigt hun end bedrager ham med sin krop.

Kun ét af de klassiske temaer gør Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker ensomme videre.

Om dem optræder et mylder af figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om, hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.

Joyce udviklede sit talent for ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift ’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody, den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin: Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin, men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand Earwicker er Everybody og selve mennesket.

Joyce lagde ud med et portræt af det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru – og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989), der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa. Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre. Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.

Nylon og andre kunststoffers sejrsgang

Da det i 1935 lykkedes den amerikanske kemiker Wallace H. Carothers at fremstille de første 100 procent syntetiske fibre, skal han have udbrudt: ”Now, you lousy old Nipponese!”. De første bogstaver i hvert ord danner navnet 'nylon'.

Fotografi: Picture Post - 4758 - Nylon For Lingerie - pub. 1949

April 30, 1949.

Hvad enten historien er sand eller ikke, så siger den dels noget om tidens begejstring for det nye stof, dels noget om amerikanernes holdning til japanere (hans udbrud betyder: ”Nu skal i bare se her, elendige japsere”). Det så på én gang ud, som om de fjernøstlige silkelarvers monopol var brudt. Hvad angår strækstyrke, vaskbarhed, elasticitet og vandtæthed viste nylon sig langt at overgå ikke alene naturstoffer som silke, uld og bomuld, men også allerede kendte kunststoffer af naturligt forekommende råstoffer som for eksempel celluld. Og så knitrede nylon ikke. Den første helsyntetiske fiber kunne desuden masseproduceres, og dets anvendelighed syntes uden grænser.

Udviklingen hos Du Pont de Nemour & Co.

Opfindelsen af nylon forløb ellers ganske udramatisk. Den var resultatet af en grundforskning uden direkte praktisk formål. I 1929 arbejde Wallace H. Carothers i firmaet Du Pont de Nemour & Co.’s laboratorium i Wilmington med fremstilling af polymere strukturer, det vil sige lange sammenhængende kæder af simple molekyler. Han ville undersøge deres egenskaber i forhold til de byggesten, som de var opbygget af. At Carothers’ eksperimenter skulle få praktisk betydning, viste sig først tre år senere, da det lykkedes ham ved smeltning af et særligt højpolymert kondensat at fremstille en fiber, der efter størkningen kunne formes plastisk og viste sig at have omtrent samme egenskaber som natursilke. Fiberen var dog indtil videre uanvendelig som erstatning for silke, fordi dens smeltepunkt lå for lavt – det vil sige under 100°C. Først i 1934 lykkedes det Carothers at fremstille et polyamid, et kunststof, der først smelter ved 210°C.

Nylon sættes i produktion

Nu var spørgsmålet så, hvilke lettilgængelige grundstoffer man med størst fordel kunne anvende ved videreudviklingen af det nye kunststof. Du Pont besluttede sig for et polyamid af hexamethylendiamin og adipinsyre, der udvindes af stenkul og olie og derfor ville være både billigt og til rådighed i ubegrænsede mængder. I 1935 fremstillede Carothers de såkaldte nylon 6,6 med et smeltepunkt på nær 250°C, og tre år senere satte Du Pont stoffet i storproduktion. I maj 1940 kom de første nylonstrømper på markedet. Nylons relativ ringe hårdhed og styrke kan forøges væsentligt ved hjælp af en forstærkning med glasfibre, og samtidig øges dets temperaturbestandighed til omkring 150°C.

'New look' 

Lige efter 2. Verdenskrig udgjorde nylon næsten halvdelen af hele verdensfabrikationen af kunstfiberstoffer, men siden erobrede andre syntetiske stoffer som for eksempel polyester (Trevira) og akryl (Dralon) store dele af markedet. Wallace H. Carothers nåede ikke selv at opleve sit kunstfiberstofs sejrsgang. Den 29. april 1937 begik han selvmord.

1. Verdenskrig: Celluldstoffer

De Allieredes blokade af Tyskland under 1. Verdenskrig gør bomuld til en mangelvare og fører til udviklingen af den cellulosebaserede celluld, også kaldet kunstsilke og rayon. Stoffet kommer på markedet som meget tynde tråde (filamenter) og som stabelfibre i uld- og bomuldstyper. Efter 2. Verdenskrig videreudvikles industrifibrene i mange lande både som regenererede celluloser og som syntetiske fibre, først nylon.

1950’erne: Nyltest-skjorten

Nyltest er det mest anvendte kunststof til damestrømper og manchetskjorter i 1950’erne og 1960’erne, hvorefter nye moder og modestoffer trænger det ud af markedet. Man Nyltest-skjorten er praktisk og let at have med at gøre, og den forbliver populær i alle aldersklasser.

1970’erne: Pullovere af akryl

Efter 1950 anvendes polyacrylnitril under navne som Dralon, Dolan og Orlan til tæpper, overtøj, møbelbetræk og dekorationsstoffer. Kunststoffet er stærkere end uld og bomuld og kan ånde selv i fugtig tilstand. Blandet med naturstoffer erobrer akryl efterhånden store markedsandele.

1970’erne: Oilskinsjakken

Den gule oilskinsjakke bliver den store mode. Den er fuldkommen vandtæt og bliver et populært arbejdstøj på boreplatformene i Nordsøen. Stoffet består af bomuld, der overfladebehandles med silikone eller polyuretan, og det tillader kroppen at ånde, samtidig med at det holder al fugt ude. Men dets stivhed går ud over bevægeligheden.

1990’erne: Jakker i mikrofibre

I modsætning til de almindelige, syntetisk fremstillede fleecejakker består mikrofiberjakken af et væv af fine fibre, der er opkradset på begge sider, og derfor føles jakken særlig blød. Stoffet, der blandt andet forekommer under navnet Gore-tex, er vandafvisende takket være en særlig membran af kunststof.

Litteraturliste: 

1. "Wallace Hume Carothers". Chemical Heritage Foundation. Set 3. okt. 2017.
2. McIntyre, J. E. (2005). Synthetic fibres : nylon, polyester, acrylic, polyolefin (1st ed.). Cambridge: Woodhead. p. 10. ISBN 9780849325922. 
3. Travis, Anthony S. (1998). Determinants in the evolution of the European chemical industry : 1900-1939 : new technologies, political frameworks, markets and companies. Dordrecht: Kluwer Acad. Publ. p. 115.
4. Wolfe, Audra J. (2008). "Nylon: A Revolution in Textiles". Chemical Heritage Magazine. 26 (3). 
5. Kativa, Hillary (2016). "Synthetic Threads". Distillations. 2 (3): 16–21. Set 3. okt. 2017.
6. Jump up ^ Blakinger, Keri (April 30, 2016). "A look back at some of the coolest attractions at the 1939 World’s Fair". New York Daily News. Set 3. okt. 2017.
7. Sundberg, Richard J. (2017). The Chemical Century: Molecular Manipulation and Its Impact on the 20th Century. Apple Academic Press, Incorporated. ISBN 9781771883665.
8. Olds, Lauren (2001). "World War II and Fashion: The Birth of the New Look". Constructing the Past. 2 (1): Article 6. Set 3. okt. 2017.
9.  Krier, Beth Ann (27 October 1988). "How Nylon Changed the World : 50 Years Ago Today, It Reshaped the Way We Live--and Think". LA Times.
10. Handley, Susannah (1999). Nylon: The Story of a Fashion Revolution. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press. p. 68. ISBN 978-0756771720. Set 3. okt. 2017.
11. Wilson, Sheena; Carlson, Adam; Szeman, Imre (2017). Petrocultures: Oil, Politics, Culture. Montreal, Quebec: McGill-Queen's University Press. p. 246. Set 3. okt. 2017.
12. Jump up ^ "Synthetic fiber US 2130948 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
13.  "Preparation of xylylenediamines US 2970170 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
14. Valerie Menzer's Nylon 66 Webpage. Arizona University
15. Campbell, Ian M. (2000). Introduction to synthetic polymers. Oxford: Oxford Univ. Press.
16. "NYLON 6,6 (Nylon 6)" (PDF). Serrata. Set 3. okt. 2017.

Maos lange March

Efter at være sluppet igennem regeringshærens linier begyndte de kinesiske kommunister i 1934–1935 "Den lange March" fra Guichou til Yenan, hvor de omgrupperede deres styrker.

Da general Chiang Kaishek i 1927 havde gennemført sit statskup ved hjælp af Guomindangs højrefløj, rettede han skytset mod Kinas kommunistiske Parti, der blev styret af Josef Stalins og Koministernes partier. Chiang Kaisheks styrker for frem med mord og terror og likviderede størstedelen af kommunisterne, så partiet på det nærmeste blev udslættet.

I maj 1933 blev skaberen af rigsværnet i Tyskland, den tyske general Hans von Seekt, nærmeste militærrådgiver for Chiang Kai-shek, og iden følgende tid udarbejde han en helt ny strategi for nationalregeringen. En vedholdende fremrykning blev sikret af utallige "blokhuse", hvis mandskab kontrollerede alle veje af betydning. Med 14.000 af disse "blokhuse" og 2400 km nye veje indsnævrede Guomindang-tropperne efterhånden de kommunistiske dominerede områder, så de i efteråret 1934 kun omfattede nogle få hundrede kvadratkilometer. Nu var det kun et spørgsmål om tid, før Den Røde Hære ville blive splittet.

I denne faretruende situation lykkdes det den 21. maj 1934 de kommunistiske styrker at bryde gennem Guomindangs linier, og 90.000 mand begyndte Den lange March. På et udvidet møde i kommunistpartiet Politibureau fra 6. til 8. januar 1935 i Zunyi i den fattige provins Guizhou lykkedes det Mao Zedong at opbygge en ny ledelse med Zhou Enlai som militær øverstbefalende, mens han selv indtrådte som medlem af politbureauets stående komité. Nu var styrkerne blevet omorganiseret, og under store tab førte Mao dem mod de nordlige provinser. Kun 9000 overlevede den 10.000 km lange march til Shensi, hvor de den 20. oktober kunne slutte sig til de lokale guerillastyrker. Her erklærede de Baoan, det senere Yenanm for rød hovedstad og støttepunkt.

Men selv de mest aktive og optimistiske blandt de overlevende turde ikke tro på de fremtidsvisioner, som Mao oprullede i en tale den 27. december 1935: "Den lange March har også været en såmaskine, der i 11 provinser har lagt sine utallige frø, som vil spire, grønnes, blomstre og til sidst bære frugt." Men tvivlen blev gjort til skamme. Ganske vist var Yenan med dens 1,5 mio. indbyggere endnu i 1937 det eneste område kommunisterne havde befriet, men allerede i foråret 1945 beherskede de 19 regioner med tilsammen 95 mio. mennesker.  Fire år senere sejrede Maos styrker i borgerkrigen.

Den 1. oktober 1949 blev Den kinesiske Folkerepublik proklameret ved Den Himmelske Fredsport i Beijing (Peking) med Mao Zedong som statschef. Zhou Enlai blev udenrigsminister. Chiang Kai-shek fortrak til øen Taiwan (Formosa), som blev opbygget som en vestligt orienteret stat.

Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Hitlers elskerinde

Vi befinder os i begyndelsen af 1922. Facismens åg lægger sig over Tyskland. Hårdt ramt af krisen hilser mange tyskere regimets løfter velkommen. Løfter, som skulle drive Tyskland ud i en verdenskrig, og kræve 60 millioner menneskeliv på grund af én mand: Adolf Hitler. En mand som delte sit liv med en hemmelig livsledsager: Eva Braun. I 13 år levede hun i skyggen af et uhyre. Den kønne pige fra München var kun 17 år, da hun bandt sig til Hitler og var ham tro indtil sin død. Hun levede sammen med manden bag et af historiens grusomste folkedrab. Det trejde rige stod bag udbredte massakrer, så som Holocaust, der kostede 5 millioner jøder livet. "Den endelige løsning" var nøje planlagt. Man ved utrolig lidt om Hitlers kærlighedsliv, men man ved at Eva Braun levede i skyggen af Hitler. Det er gennem hende man i dag har fået et indblik i Hitlers tomme og fattige privatliv. 

Velstand i München og fremgang i NSDAP

I starten af 1900-tallet nød byen München sine sidste år med velstand. Det var i den periode Eva Anna Paula Braun blev født, i en familie på opbruddets rand. Hendes far, Fritz, var en streng protestant, mens hendes mor, Fanny, var en mere forsonlig katolik. Eva søgte derfor trøst hos sine to søstre. I 1913 var Adolf Hitler allerede 24 år gammel. Han søgte ind på kunstakademiet i Wien, men kom desværre ikke ind. Efterfølgende drog han til Wien. Siden Første Verdenskrig havde Tyskland lidt et bittert nederlag. Da han vendte hjem fra fronten tilsluttede han sig det tyske arbejderparti; NSDAP, som senere bliver kendt som nazi-partiet. 

Første Verdenskrig og krigsnederlaget

Den unge Eva Braun voksede op på en klosterskole. Hun var artig, lydig og udviste gode lederegenskaber. Hun drømte om at blive en skuespillerinde og dyrkede samtidig mange sportsgrene. Lige efter Første Verdenskrig fik hun en kæreste ved navn Hans. På den tid virkede hun som en sorgløs pige, der holdte af at lege og klæde sig ud. Efter sin tid på klosterskolen tog hun et bogholderikursus, da hun ikke anede, hvad fremtiden ville bringe. Samtidig havde Hitler store ambitioner. I 1923 forsøgte han at begå et statskup, men "Ølkælderkuppet" slog fejl. Han blev idømt 5 års fængsel, men løsladt 9 måneder efter. Det var i fængslet, hvor han forfattede den første del af "Mein Kampf", hvori han forudser en ny krig. Efter sin løsladelse styrkede han nazistparitet og tørstede efter magt. Tyskland var på daværende tidspunkt på randen af en økonomisk krise og han så sit smuthul til, at sprede propaganda. Han vandt popularitet og for første gang i sit liv blev han bemærket hos det modsatte køn. Han grundfæstede sit parti, valgte hagekorset, som symbol og udpegede fjenderne. Folk blev imponeret af hans enkle, men ophidsende taler. Mange tyskere havde ikke accepteret krigsnederlaget. Hitler gjorde dette til et centralt tema i hans valgkampagne og blev en slags hævnens helt. 

De første skridt mod affæren 

I 1929 blev Hitler præsenteret for Eva Braun af fotografen Heinrich Hoffmann. Han var en nær ven af Hitler og havde netop ansat en køn 17-årig assistent. Hoffmann kendte til Hitlers smag indenfor purunge kvinder. Da Braun og Hitler mødtes på Hoffmanns kontor, var hun helt betaget af den 40-årige mand. Hitler ønskede diskretion og præsenterede sig som Herr Wolf. Eva genkendte ham ikke, men der var en gnist mellem dem. Der var bare ét problem; Hitler var ikke tilgængelig på markedet. Eva fandt hurtigt ud af, hvem Hitler var og at han var optaget. Hun ventede tålmodigt i 3 år på ham, mens de havde et plationisk venskab kørende. Eva begyndte at tage fotografier, som blev udgivet af Hoffmann og trykt i den nazistiske presse. I løbet af de 3 år spillede Hoffmann Kirsten giftekniv. Han inviterede ofte dem begge til middagsselskaber. Hitler faldt for den unge kvindes åbenhed og udtalte sig: "Der er intet som at forme et ungt pigebarn. En 18-20-årig pige kan formes som voks til ens eget segl. Og det er kvindens ønske." Udfra disse kolde of dominerende ord, var Hitler betaget af unge kvinder. 

Evas Fascination af "Der Führer"

I den periode delte Hitler sit liv med "Geli", der var hans halvniece. Hun var en stærk og driftig kvinder, der forsøgte at styre Hitler. Det var et halvincestuøst forhold og det flyttede sammen i 1928. Hun kalde ham "Onkel Adi", og han forsøgte at styre hendes liv. Desværre var deres forhold anspændt. Den 18. september 1931, skød Geli sig selv, med Hitlers revolver, efter længere tids plagen fra Hitler. Det slog op, og hun begik selvmord. Han var knust, da hun nok var den eneste kvinde, som Hitler nogensinde havde følt noget for. Men da Geli var væk, stod døren nu åben for Eva Braun. Fra nu af var middagsselskaber ikke nok: Eva besluttede sig for at forføre partilederen, som hun i 3 år havde været forelsket i. De indledte en affære i 1932 og der var 23 år mellem dem. Hun var forelsket i den store mand, ligesom nogle kvinder forelsker sig i slemme drenge og forbrydere. Han fremstod som en supermand og hun var supermandens kvinde. Selvom hun var dybt fascineret af Hitler, så holdte hun stadig fast i kontakten med sine søstre. Hendes storesøster Ilse havde en affære med en jødisk læge, som flygtede i 1938. Hendes lillesøster Gretl stod Eva nær hele livet.

Rigsdagen og den forsømte Eva

Hitler havde gjort 1932 til det år, hvor han ville tage magten i Rigsdagen; det tyske parlament. Han lagde alle sine kræfter i valgkampen og forsømte Eva, som havde ventet i 3 år på ham. Midt i sin frustration tog hun sin fars revolver og skød sig selv i brystet. Hun var den anden kvinde, der ville dø for Hitler. Eva blev reddet i sidste øjeblik ar sin søster. Føren ville undgå skandaler og svor at tilbringe mere tid sammen med Eva. Men da han endelig kom til magten, blev Eva, igen, overladt til sig selv. Hun begyndte at miste håbet og skrev i sin dagbog:"Hvorfor skal jeg finde mig i det? Gid jeg aldrig havde mødt ham." Hun forsøgte - igen - at begå selvmord i foråret 1935. Efter dette selvmordsforsøg besluttede Hitler at den unge Eva aldrig skulle være alene. Han købte en villa til hende og hendes søster, udenfor München. Fra første indflytningsdag var Eva officielt Hitlers elskerinde.

I en alder af 19 år var Eva Braun Hitlers elskerinde. Fotografi: The Independent, (Channel 4)

Anvendt kildemateriale:

Knoth, Erik: "Brauns hemmelighed", Hovedland, 2008

Lambert, Angela: "Kvinden som elskede Hitler", Lindhardt og Ringhof, 2013

Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk