Eventyret med en ulykkelig slutning: Marilyn Monroe

I dag forbinder mange Marilyn Monroe med den smukke blondine med sus i kjolen, der stod midt på en rist ved undergrundsbanen, midt i New York i filmen "Den søde kløe" fra 1955. Selvom hendes udstråling skreg af selvironi, charme og erotik, var Monroes karriere begrænset i filmindustrien. 

Monroe havde et skjult ønske om at realisere andre sider af sig selv og – ikke mindst – gøre op med det stereotype kvindebillede, hun gang på gang skulle opføre på det hvide lærred.

På traigsk vis blev Marilyn Monroe fundet livløs i sit hjem, den 5. august 1962. Selvom der senere hen har opstået utallige konspirationsteorier, blev den fastslåede dødsårsag blot en overdosis af piller. Der opstod et ramaskrig blandt Monroes fans verden over, fordi hendes karriere havde været svaret på The American Dream i længere tid. 

En stjerne fødes

Den 1. juni 1926 kom hun til verden i Los Angeles. Hun blev født uden for ægteskab og i en meget tidlig alder blev hun udsat for seksuelmisbrug. Oprindeligt blev hun døbt Norma Jean Baker. Hendes mor var psysisk ustabil og blev senere indlagt, da hun fik et nervesammenbrud. Derfor voksede Monroe op på et børnehjem og kom senere ind i en plejefamilie. Da hun var 16 år gammel giftede hun sig med mekanikeren Jim Dougherty. Under krigen fik hun arbejde på en ammunitionsfabrik, hvor en fotograf opdagede hendes skønhed og tog nogle pinup-fotos, der i dag kan kategoriseres som mild pornografi. Dette var starten på Monroes eventyr og fra den ene dag til den anden blev hun berømt, som den blonde skønhed. Hun underskrev en kontrakt med filmselskabet 20th Century Fox i 1946. 

Gennembruddet

I begyndelsen fik hun kun små biroller, men hendes stjernestatus blomsterede, da hun i 1950 underskrev en ny kontrakt. Filminstruktøren så Monroes potientiale i at være en femme fatale og i 1953 fik hun i rolle i hans film "Niagra", hvor hun fik sit gennembrud. I filmindustrien havde hun fået opbygget et image, som værende en sexbombe, der er lidt for naïv. Rollen som den naïve blondine kom for alvor til udtryk i Howard Hawks' "Gentlemen foretrækker blondiner", fra samme år som "Niagra".

Kampen mod stereotyperne
I 1954 blev hun gift med baseballstjernen Joe DiMaggio. Samme år begyndte hun til privatundervisning i Actor's Studio, der var meget andekendt. Grunden til dette var at Monroe ville  prøve andet skuespil, end den "type", som den dumme, erotiske blondine, filmindustrien havde stemplet hende som. I de følgende år stiftede hun sit eget produktionsselskab, hvor hun producerede Bus Stop fra 1956, og  The Prince and the Showgirl fra 1957. Sidstnævnte er dén film hun er i gang med i hollywood filmen fra 2011, My week with Marilyn, med Michelle Williams og Eddie Redmayne i hovedrollerne. Omverdenen reagerede afvisende overfor disse film, selvom Monroes skuespil var i top. Derfor vendte "den naïve blondine" tilbage på de store lærred og Monroe fik stor succes i Billy Wilders Some like it hot fra 1959. Ligesom Hawks havde Wilders også gjort brug af Monroes naturlige komiske talent. I 1960 medvirkeede hun i The Misfits, instruktøren havde mange problemer med at fuldfører filmen, fordi Monroe fik en del psykiske problemer. Da filmen endelig kom i kassen, blev hun skilt fra dramatikeren Arthur Miller, der var en verdensberømt dramatiker og forfatter. Efter skilsmissen kom hun i psykiatrisk behandling. Efter sit nedbrud begyndte Monroe at kommentere på, hvordan folk så hendes krop: "A sex symbol becomes a thing. I just hate to be a thing." 

---

Læs mere om Marilyn Monroe:
Fragmenter: Marilyn Monroes hidtil ukendte og uudgivne breve, digte og personlige optegnelser.

Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk

Nostalgi & guldalder

Et essay om at dvæle ved fortiden

Har i dag set 4 ud af 6 afsnit af Jane Austens "Pride and Prejudice", med Colin Firth, som den flotte, attraktive og charmerende Mr. Darcy. Som elleveårig begyndte jeg at læse hendes bøger, der omhandler status, dannelse og ægteskab. Man drømmer sig væk til attenhundredetallets England. Man bliver vidne til nogle af litteraturhistoriens største dramaer. Men man undrer sig også lidt over deres tilværelse - det gør jeg ihverfald. Det virker som om, at de bare lever og lader dagene passere forbi. Al kommunikation foregår enten verbalt eller via brevudveksling; man kan ikke bare ringe. Det er dét der skaber ro i det smukke landlige billede om, at alting var bedre i de gode gamle dage. 

Drømmen om fortiden gennem film

Dette er også tilfældet lige nu. Nutiden virker uoverskuelig og fremtiden kender vi ikke, så man dykker ned i fortiden, hvor alting, efter sigende, var bedre. Man ser det samme scenarie i Woody Allens "Midnight in Paris", hvor en forfatter, ved navn Gil, hver aften bliver bragt tilbage til de brølende 20'ere i Paris. Her møder han bl.a. F. Scott Fitzgerald, Hemingway og Picasso. Han bliver bekræftet i, at 20'erne var en bedre tid, indtil han indser at påstanden viser sig at være falsk. Han bliver forelsket i Adriana, der lever i 20'erne og hun har samme opfattelse af livet, som ham; at alting var bedre i gamle dage. De bliver begge bragt tilbage til 1890'ernes Belle Epoque, som hun mener er Paris' guldalder. De kommer til Moulin Rouge, hvor de stifter bekendtskab med malerne Paul Gauguin og Edgar Degas. Gil og Adriana spørger kunsterne om, hvilken tidsalder de beundrer, hvortil de svarer renæssancen. Her går det op for Gil, at alle har deres periode i historien, som de længdes efter og det kommer af den nostalgi, som man føler for perioden. Gil indser at det er bedst at leve i nutiden.

Oprindelsen af  metaforen"nostalgi"

Hele den idé og længsel efter fortiden kan beskrives med ét enkelt ord: nostalgi. Ordet kommer af det græske νόστος (nóstos), at komme hjem og ἄλγος (álgos), smerte. Ordet blev anvendt i 1700-tallet af medicinstunderende, om ens længsel efter det hjemlige og velkendte; altså hjemve.  Begrebet har senere haft stor betydning for romantismen. Nostalgi beskriver en interesse for en bestemt periode i fortiden. Herunder historiske begivenheder, samfundet og "de gode gamle dage". Ordet dækker for det meste over en periode fra deres egen fortid, men kan også anvendes om ens længsel efter en historisk periode, som man ikke var en del af. 

I "Midnight in Paris" indser Gil, at selvom han har denne "nostalgi" for de brølende 20'ere, så var alting ikke bedre dengang. Selve betydningen af nostalgi kan gøre blind, da man benægter de dårlige ting og fremhæver periodens bedste ting fra tilværelsen. Man ser det bl.a. i studier om Apartheid i Sydafrika, hvor man benægter de dårlige ting. Samme ting sker for personer, der overlevede 2. Verdenskrig, hvor man har denne Holocaustbenægtelse, og kun ser på de gode ting ved Naziregimet; man fortrænger det onde.

Guldalderen kommer til udtryk

Udfra nostalgibegrebet kommer udtrykket Golden Age, eller bare guldalder på dansk. I antikken blev det beskrevet, som at være en tid præget af lykke og harmoni. Man har sidenhen i litteraturen benyttet begrebet til, at beskrive forskellige kulturelle storhedstider. Danmarks guldalder antages i litteraturen, for at være i 1800-tallet, hvor romantismen blomstrer og Adam Oehlensläger fører pennen og skriver om det smukke ved fædrelandet. Guldalderen ender brat, når Georg Brandes begynder at skriver om, hvordan verden virkelig ser ud i det moderne gennembrud. Victoriatiden bliver oftest set, som guldalderen i Storbritanien. Det er i denne periode, hvor forfatteren Jane Austen fra Bath skriver om samfundet gennem hendes romaner om bl.a. Mr. Darcy. Begrebet "guldalder" er en slags metafor for "de gode gamle dage". 

Nutiden er måske ikke så værst, selvom man længdes efter fortiden                         
Måske er længslen efter en tidligere periode, fordi man ikke er fuld tilfredsstillet i sin egen tid, forkert. Det er op til en selv, da betegnelsen kan være meget individuel efter, hvem man spørger. Men det er alligevel interessant at tænke på, at om et par årtier vil nogle mennesker se tilbage på vores tid og tænke at 2010'erne var “guldalderen”, for deres vedkommende. Men man må huske på, at selvom middelalderen var fuld af kulturel opblomstring, så var mange undertrykt af den magtfulde katolske kirke og man blev var styret af et urokkeligt heieraki. Selvom man i renæssancen levede i pomp og pragt, fandtes der uhelbredelige sygdomme, som vi i dag kan kurere. I 1700-tallet lever de mest fantastiske filosoffer, der spredte deres tanker om, at mennesket skal leve efter deres fornuft og ikke efter tro og kirke. Desværre havde de ikke dengang pressefrihed og mange udgav deres værker anonymt eller under et pseudonym, da det var med livet som indsats, at ytre sig. I dag har alle i samfundet en stemme, der er værdig. I 1800-tallet var kvinden stadig undertrykt og det var slaveriets guldalder. Man har i flere århundrede lagt et filter over tidligere perioder og drømt sig tilbage til de gode gamle dage. Men hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.

Hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.  Fotografi: Colin Firth portrætterer Mr. Darcy i serien "Pride and prejudice", produceret af BBC i 1995

Krigen i Korea

Den 25 juni, 1950, begyndte det. Korea krigen. Krigen var den største konflikt under den Kolde Krig. Korea har ikke altid været et selvstændigt land. I 1910 blev landet indlemmet i det japanske imperium frem til Anden Verdenskrigs afslutning. Efter krigen erklærede Sovjetunionen krig mod Japan og de invaderede dele af Nordkorea. USA besatte den sydlige del og foreslog Sovjetunionen en splittelse på den 38. breddegrad. Japan havde derfor ikke noget at gøre i Japan.

I modsætningen til Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen, fik Koreakrigen ikke meget mediedækning i USA. Den mest populære repræsentant af krigen var M*A*S*H, der var en tv-serie, som udspillede sig på et hospital i Sydkorea. Tv-serien kørte fra 1972 til 1983 og den sidste episode blev den mest sete i historien. 

Den koreanske krig var meget kort, men blodig. Næsten 5 millioner mennesker mistede livet. heraf 2 millioner af ofrene var civile, 40.000 amerikanske soldater mistede livet og 100.000 blev såret. 

I 2009 trak Nordkorea sig ud af Våbenstilstandstraktaten. Der var krigstilstand mellem Nord- og Sydkorea. Nordkorea blev støttet af Kina og Rusland. Sydkorea fik støtte fra USA, Storbritanien og andre FN-lande.

Interview med filmhistorikeren Casper Tybjerg, om stumfilm og filmcensur

I dette indlæg kan i få indblik i dette humoristiske kapitel i vores historie. I den forbindelse har jeg været ude på Københavns Universitet Amager, nærmere betegnet institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor jeg interviewet filmhistorikeren Casper Tybjerg, der er særligt optaget af stumfilm. 

I 1900-tallets kulturhistorie er filmcensur et mærkværdigt kapitel. Det er historien om forskellige magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte deres borgere mod vold, erotik og “forkerte” meninger.

Hvordan kan det være, at den del stumfilm blev censureret i starten af det 20 årh.?

Man betragtede, slet ikke fra myndighedernes side, stumfilmen, som en kunstform, men mere som et stykke folkelig underholdning. I Danmark, juridisk set, faldt film ind under de samme paragraffer, som blev brugt til at regulere forlystelsesparker, omrejsende tivolier, cirkus og den slags ting. Man opfattede det ikke som en ytring, men mere som en slags forlystelse.

Da der kommer film, der begynder at fortælle historier i løbet af de første år, af det 20. århundrede, beslutter man, at filmforestillinger skal censureres på samme måde, som man censurerede teaterforestillinger. Da man ville værne mod, at der i biografen blev præsenteret noget, som kunne vække anstødelige forhold til den offentlige moral.

Var det “lovpligtigt” at lave to forskellige slutninger; en diskret og en stærkt fremstillet og hvorfor gjorde mange instruktører dette?

Nordisk Film havde en politik om, at til en del af deres film lavede de forskellige slutninger, men det var mere med henblik på forskellige eksportmarkeder. Det var sådan at man i Rusland foretræk ulykkelige slutninger på filmene, derfor lavede man dem til det russiske marked. Nordisk Film var meget opmærksom på, hvilke emner der kunne risikere, at løbe ind i problemer med censurinstanserne rundt omkring. Det var en meget international orienteret virksomhed. De havde filialer i mange lande og Ole Olsen, der var Nordisk Films direktør, sendte breve ud, hvor han gav sine repræsentanter rundt i verden besked om, at holde øje med, hvilke beslutninger den lokale filmcensur tog, så man kunne undgå at filmene skulle blive forbudte på den konto.

Hvordan censurerede USA i forhold til andre lande f.eks. Rusland, med henblik på “Agrunden”, hvor scener blev klippet ud?

Man kan sige, at de ting, som sædvanligvis påkalder censorernes interesse er: sex, det er vold og forbrydelser og det er politiske emner. Ole Olsen var meget fortørnet, da Afgrunden fik lov til at slippe gennem den tyske censur i flere af de tyske lande, for det var hans bestemte overbevisning, på grundlag af de informationer han fik fra sine repræsentanter i Tyskland, at en film der havde et så tydeligt seksuelt indhold, som “Afgrunden”, at det aldrig ville blive tilladt af den tyske censur, men den slap igennem mange steder. Man kan sige der var flere censurinstanser, der klippede i filmen og “Afgrunden” er også et udmærket eksempel på det. I Sverige f.eks. blev den berømte “Gaucho-dans-scene” klippet ud af den svenske censur, fordi den ansås for at være for provokerende. Den svenske censur på dét område var meget strikt.

I nogle lande havde man overladt denne regulering til lokale myndigheder. Det gjaldt i USA, men også til en hvis grad i Danmark. Indtil man får en fælles filmcensur, var det de lokale politimestre, der tager stilling til, om en given film kunne vises eller ej. Dette førte til at en film blev tilladt i én by, men forbudt i nabobyen. Derfor kan man sige, at den tidlige filmindustri var interesseret i, at man havde nationale censurinstanser, så man slap for den usikkerhed, som det gav.

Nogle gange klippede man scener ud, fordi de ikke måtte vises - var der også mellemtekster blev klippet ud?

På mange måder var en del af den facon, som den tidlige filmcensur foregik på var meget baseret på den måde, som teatercensuren foregik på. Det vil sige at det var baseret på tekst. Både i Sverige og Tyskland skulle filmselskaberne levere en liste over mellemtekster, der var i filmene til censur myndighederne. Tilsyneladende var det ikke altid, at de så filmene igennem, men at de traf beslutninger alene på grundlag af mellemteksterne. Man kunne godt forestille sig, at bestemte mellemtekster, med en eller anden grund, syntes at være anstødelige, at de kunne blive ramt af censur. Der findes ikke nogle specifikke eksempler.

Efter den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland, var det almindelig praksis, at man udstyrede filmene med “menu mellemtekster”, hvor man ændrede personernes identitet for, at gøre filmene mere politisk attraktive.

Da talefilmen kom til, gjaldt de samme cesurlove for både tale- og stumfilm - eller var der forskel?

Der sker nogle ændringer, hvis vi taler om Danmark, der sker nogle ændringer i filmlovene i 1938, men der er vi også et godt stykke inde i talefilm perioden. I Danmark sker censur godkendelsen, som mange andre steder efterhånden, på grundlag af gennemsyn.  Censorerne ser filmen igennem og hvis de godkender den, bliver filmen udstyret med et mærke, der viser, at den er blevet godkendt af censuren. Enten klipper man er skilt på i starten af filmen. I Danmark brugte man et prægestempel, hvor man prægede Statens Filmcensurs mærke i selve strimmelen.

Efter 1910, bliver stumfilm opdelt i tre kategorier; tilladt for alle, forbudt for børn, totalt forbudt.  Hvad skete der med film, som blev “totalt forbudt” - blev de bare smidt ud?

Hvis en film blev totalt forbudt, så kunne den ikke vises og det ville man selvfølgelig gerne undgå. Derfor søgte man fra filmselskaberne også en fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre, så kunne man indrette produktionen, eller importen, efter det. Hvis man i forvejen vidste at filmen ikke ville kunne slippe gennem censuren, så gjorde man slet ikke noget ved det. Hvis man går ind i tonefilm perioden, så havde Statens Filmcensur, i Danmark, store betænkeligheder ved skrækfilm, især frankenstein film. Den oprindelige frankenstein film fra 1931, blev totalt forbudt. Det betød, at de amerikanske filmselskaber undgik at få frankenstein filmene godkendt af Statens Filmcensur, fordi de vidste at det var spild af ulejligheden. På den måde blev de ikke totalforbudt af filmcensuren, men de blev aldrig indleveret til censors vurdering.

Derudover er det et relativt lille tilfælde, som i løbet af tonefilm perioden fra 1930 frem til voksenfilm censurens afskaffelse tilbage i 1969. Efter 1969 er det ikke længere en mulighed at total forbyde en film, hvis man sikrer sig, at publikum er over 16 år, så kan man frit vise filmen.

Var der biografer, der ikke valgte at vise nogle film - eller skulle alle biografer vise filmene?

Det kommer lidt an på, hvilken periode man snakker om. Det er selvfølgeligt klart, at en biograf i det omfang selv kan styre sit repertoire, prøver at samle et repertoire med henblik på det publikum, som den normalt har. Der var biografer, som specialiserede sig i de mere grænseoverskridende film, hvis man taler om 1960’erne, 1970’erne og op i 1980’erne, der var visse biografer, som havde en profil, hvor man fokuserede på voldsfilm, erotiskefilm eller begge dele. Der er en periode, hvor de egentlige erotiskebiografer bliver til decideret pornobigrafer. Der er en periode, hvor grænsen mellem normale film og pornofilm er mindre klar, end den bliver efter 1980 ca. Der opstår en gråzone i 70’erne, hvor der i Danmark bliver lavet sexfilm af mainstream filmselskaber og med rigtige mainstream skuespillere, der medvirker. I 70’erne bliver der produceret film, hvor man har usimulerede, hardcore sexscener og så har man, i samme film, ikke i sexscenerne eller som deltager i sexscenerne, som Karl Stegger og Poul Bundgaard, som man kender fra Olsen Banden, Huset på Christianshavn og Far til fire, som tager del i “løjerne”. De tager ikke tøjet af, men der ligger folk, som er afklædte om dem og der indgår i scenerne og i filmene hardcore sexscener. Det går man væk fra i 1980, der har man de rigtige film på den ene side og pornofilmen på den anden. Det er forskellige kredsløb, som det eksisterer i. Der er også biografer, som specialiserer sig mere i voldsfilm, altså colosseum på Nørrebro og Vesterbro havde en profil i retningen af nogle meget hårdtslående film, som andre biografer ikke nødvendigvis ville køre.

Hvordan er censuren i Danmark - i vores tid?

I dag er censuren, i praksis, afskaffet. Det hedder ikke længere Statens Filmcensur, men medierådet. De beslutninger, som medierådet træffer, er vejledende og ikke bindende. Det vil sige, at det er overladt til forældrene, hvad deres 11-årige børn skal se i biografen. Det er ikke længere sådan, at der er en statsinstitution, der kan tage stilling til det. Før det var det lov, at biografer skulle afvise børn under 16 år til film, som var forbudt for børn under 16 år.

I vores tid bliver der produceret film, som “Nymphomaniac” og “KLOVN”, hvor der findes anstødelige scener - ville de blive mærket, som at være totalt forbudt, hvis de blev produceret i starten af det 20. århundrede?

I 1969 sker der to ting: dels bliver voksenfilmcensuren afskaffet og samme år afskaffer man forbuddet mod billedepornografi. Det vil altså sige at billedlig gengivelse af køns agter af forskellig arter, havde hidtil været forbudt. På det tidspunkt var det forbudt i alle andre steder, end i Danmark. Mange andre steder har man bevaret den slags regler.

Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, der indgår der en erigeret penis i bunkepul scenen. Det var den første film, som den engelske filmcensur havde sluppet igennem, hvor man så et erigeret mandslem. Indtil 1998 var alle andre film, hvor dét indgik, blev det klippet ud af filmene.

Blev det erotiske melodrama “Afgrunden”, fra 1910, censureret i Danmark?

Man har ikke bevaret censur dokumenterne fra “Agrunden” bevaret. Teatercensoren, Nikolajsen, udtale at han ikke havde nogle problemer med, at filmen blev vist i en biograf, som Kosmorama på Strøget, hvor dannede mennesker kom. Men hvis det var på Nørrebro, hvor børn og usostifikrede folk kunne få adgang, så var hans indstilling mere restriktiv. Tilsyneladende blev filmen vist, ude i provinsen, med de mest opsigtsvækkende scener, men det findes der ikke nogen klar dokumentation af.

Hvordan kan det være at mange stumfilm er gået tabt i overleveringen?

Film blev dengang ikke betragtet, som noget der havde en given værdi. Det tager lang tid før filmselskaberne får en opfattelse af, at deres gamle film kunne repræsentere en værdi, der var værd at gemme på. Der er nogle filmselskaber, der skiller sig ud dér, og de opmagasinerer filmene i deres lager. For mange film selskabers vedkommende, der var gamle film noget, som var udspillet og der var ikke nogen grund til at bruge lagerplads på det. Filmselskaber er, på det tidspunkt, ikke nogen stabil størrelse. De går ofte konkurs, bliver opkøbt og i den forbindelse er der en del film, der er røget i svinget. Der er mange tilfælde, hvor filmselskabernes basis materiale, negativerne, er gået tabt. Det filmmateriale man brugte indtil 1951, var nitratfilm, som er adledes brandfarligt. Hvis nitratfilm antændes, brænder det eksplosivt kan det ikke slukkes. Det repræsenterede en betydelig sikkerhedsrisiko at have nitratfilm liggende. Derfor har man skilt sig af med en hel masse.

Det tager lang tid før man får  institutioner, der ser det som deres opgave, at sikre fortidens film for fremtidige publikum. Det er først i 1930’erne, at man får de første blivende filmarkiver. Men det var også institutioner, der havde begrænset ressourcer, så de kunne ikke gemme alting. Derfor satsede de på at indsamle kun visse stile af materialet. Derudover har filmselskaberne har alle dage været bange for piratkopiering, af deres film. Det vil sige, at i mange tilfælde har man destrueret kopierne, når de var udspillet i biografer. Ikke kun fordi de var eksplosive og man betragtede dem, som at være værdiløse, men man ville også sikre sikre sig, at der ikke var nogen andre, der fik fingre i dem. Den politik er fortsat helt frem til skiftet til digital visning, indenfor de sidste ti år. Indtil for ganske få år siden, når store Hollywood Film var blevet udspillet i biograferne, så samlede man alle kopierne ind og kørte dem ned til en stor fabrik i Milano. Der havde de nogle gigantiske hakkemaskiner, hvor kopierne blev kørt ind i hundredvis kopier af Harry Potter fra hele Europa, som bliver hakket til ingenting, da man ville forhindre, at nogen lavede piratvirksomhed ud af det.

Her til sidst, er der noget du vil tilføje?

I tilknytning til bevaring, så nogle gange sker der lidt absurde ting. F.eks den kopi af “Afgrunden” er kun overleveret i en enkelt, meget slidt og medtaget kopi. I det fleste tilfælde har musikken dertil været improviseret. Man ved, at pianisten Torvald rasch, skrev et stykke til “gaucho dans scenen”. Det stykke blev udgivet, som tryk. Den lille bid ved man, hvad han har spillet i Kosmorama biografen. Man kan se mange steder, at filmen er blevet beskadiget, med nogle store hvide pletter etc. det skyldes, at nitratfilm materiale også er kemisk ustabilt. Nitratfilm nedbrydes efterhånden og det er en yderligere grund til, at der er meget, som er væk. Der er mange film, som var blevet gemt af samlere eller museer og efter år åbner man dåserne op og så er der kun en sort klump eller gråt støv tilbage i dåsen og det er yderligere ulykkeligt. Men tilbage til “Afgrunden”, for der var kun denne ene slidte kopi tilbage og, hvis man ser den, som den foreligger på DVD og på Dansk Filminstituts hjemmeside, så vil man se, at “gaucho dansen” faktisk er i en lang bedre kvalitet, end resten. Lige den scene ser knivskarp og flot ud. Fordi “gaucho dansen” er hentet fra den bid, som den svenske filmcensur klippede ud i 1910, som de gemte i deres arkiv og som lå dér, trygt og godt. Det vil sige at man har den meget nøjeregnende restriktive svenske filmcensur, at takke for, at vi i dag kan se, hvor uartig og erotisk “gaucho dansen” faktisk var, da filmen havde premiere.