Oplysningstidens grundlæggende tanker
Oplysningstiden er en periode der strækker sig fra 1690-1789. Perioden er kendetegnet ved, at menneskets syn bliver udvidet omkring viden og verden. Dette resulterer i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne, kongemagten og kirken. Perioden bygger på menneskets fornuft. Der er ingen andre, som skal bestemme. Mennesket skal selv skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, med sin fornuft. Denne fornuft kan lutres mellem oplysning og mellem viden og uddannelse. Oplysningstiden emmer af vigtige filosoffer, bl.a. John Locke, (1632-1704) som har udarbejdet den uskrevne naturret. Naturretten er ikke skrevet ned nogen steder, men dens budskab går ud på at alle er lige og alle har ret til uddannelse.
Religion
Der er en helt
afgørende tanke ved Oplysningstiden, som kaldes rationalisme. Tanken er, at man
skal bruge sin fornuft i de religiøse spørgsmål. Dette betyder dog ikke at man
afskaffer troen og Gud. Nej, Gud han findes såmænd fordi fornuften kunne ikke
have skabt sig selv. Stadigvæk opbygger man denne oplysning og fornuftstanke
med rationalisme. Men netop, når man bruger sin fornuft, så kan man tænke sig
til et stort problem: Hvis vi skal forestille os en almægtig og kærlig Gud,
hvordan kan vi det når der er så meget ondskab i verden? I
Oplysningstiden er der en filosof, Leibniz (1646-1716), som løser dette problem
ved at sige: “Ja, der er ondskab i verden, men Gud har skabt den bedst
mulige af alle tænkelige verdener”. Men den forklaring overbeviser ikke
Voltaire (1694-1778). Han skriver en komedie ved navn “Candide”, som handler om
en stakkels ung mand, der ser frygtelige ting i verden. Alligevel bliver han
ved med, at holde fast i, at det er den bedste af alle tænkelige verdener.
Voltaire har nemlig en anden forklaring eller et bud på dette, som kaldes for
deisme. Deisme siger, at Gud skabte verden en gang for alle og derefter
har han trukket sig tilbage og har ladet verden passe sig selv og være alene
til sin egen skæbne. Voltaire bliver fængslet og landsforvist, da han siger
noget, som ikke helt behager kirken. Deisme går igen hos Ludvig Holberg, (1684-1754)
hvor der igen er en tanke om, at gud har skabt verden, men så har han i øvrigt
trukket sig tilbage.
Introduktion
til Struensee
En anden
oplysningsmand, som var meget inspireret af Voltaire, var Johann Friedrich
Struensee (1737-1772). Struensee var helt optaget af det 18. århundredes
tanker. Religiøst var han tilhænger af deisme, som tidligere nævnt, betyder, at
Gud er til, men blander sig ikke ind i verdens gang. Struensee rejste
fra Tyskland til Danmark og fungerede som livlæge for Christian VII (1749-1808)
og var, på grund af kongens syge tankegang, den reelle leder af landet fra
1770-1772. I sin tid i Danmark, bliver Struensee dronning Caroline Mathildes
(1751-1775) elsker og kongens kabinetsminister. Han var med til, at nedlægge
geheimekonseillet og kom i kabinettet i 1771. Faktisk indførte Struensee i sin
tid, som gehejmekabinetsminister over 2.000 nye love, hvoraf mange var revolutionerende
reformer, som f.eks. indførelsen af pressefrihed, et forbud mod brug af tortur,
samt en række besparelser på statens budget. Der blev også
sat grænser for bøndernes hoveri, og de offentlige udgifter blev skåret ned.
Men hurtigt fik han, ved sit rastløse og hensynsløse styre, rejst en voldsom
modstand mod sig. Alle følte sig utrygge. Mange indflydelsesrige mænd var
rasende over for Struensees politiske meninger. Han mente nemlig, at borgernes
privatliv ikke vedkom staten, og han ophævede al straf for utroskab. Modstanden
mod Struensees reformer voksede imidlertid i magtfulde kredse i Danmark.
Forargelsen blev derfor ikke mindre, da Struensees kærlighedsforhold til
dronningen, var kommet uden for Christiansborgs Slotsmure. I foråret 1772
blev han fjernet ved et kup, dømt for majestætsfornærmelse og henrettet ved
offentlig halshugning. Efter henrettelsen blev Struensee parteret. Resterne af
hans krop lagt på hjul og stejle. Det hele blev stillet til skue på
Galgebakken, der i dag bliver kaldt Folkets Hus, Vega.
Censur
Folket er trætte
af censuren og fra 1661 skulle blandt andet bøger godkendes af censuren,
hvilket betød, at
magthaverne kunne stoppe tekster, der var kritiske over for bl.a. adel eller
kirke. Censur
blev første gang taget i brug af den katolske kirke i 1486, efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Mange oplysningsforfattere var forbudte. I 1770 bliver censuren
kortvarigt ophævet af Struensee, som i virkeligheden bare var læge for
Christian VII . Men da Christian VII var sindssyg og ikke selv kunne lave
love, så var det kortvarigt Struensee, der gjorde det. Men Struensee blev kort
tid efter henrettet og censuren bliver igen indført. Censuren kommer vi dog
først helt af med, da vi indfører grundloven i Danmark i 1849 og enevælden falder.
Oplysningstiden
bliver visket ud
I
oplysningstiden tager folket skridtet videre mod drømmen om en ny verden.
Mennesket er frigjort fra kirkens og kongers indflydelse. De skal nu sammen
bestemme på baggrund af fornuft og demokrati. I 1789 udbrød der revolution i
Frankrig. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig
revolution. Man ville reformere enevælden, ikke afskaffe den. Oplysningstiden
endte med et blodbad i Den Franske Revolution og udstedelsen af
menneskerettighedserklæringen i 1789. Oplysningstiden bliver visket ud og
romantikken tager over.
