"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Interview med filmhistorikeren Casper Tybjerg, om stumfilm og filmcensur

I dette indlæg kan i få indblik i dette humoristiske kapitel i vores historie. I den forbindelse har jeg været ude på Københavns Universitet Amager, nærmere betegnet institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor jeg interviewet filmhistorikeren Casper Tybjerg, der er særligt optaget af stumfilm. 

I 1900-tallets kulturhistorie er filmcensur et mærkværdigt kapitel. Det er historien om forskellige magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte deres borgere mod vold, erotik og “forkerte” meninger.

Hvordan kan det være, at den del stumfilm blev censureret i starten af det 20 årh.?

Man betragtede, slet ikke fra myndighedernes side, stumfilmen, som en kunstform, men mere som et stykke folkelig underholdning. I Danmark, juridisk set, faldt film ind under de samme paragraffer, som blev brugt til at regulere forlystelsesparker, omrejsende tivolier, cirkus og den slags ting. Man opfattede det ikke som en ytring, men mere som en slags forlystelse.

Da der kommer film, der begynder at fortælle historier i løbet af de første år, af det 20. århundrede, beslutter man, at filmforestillinger skal censureres på samme måde, som man censurerede teaterforestillinger. Da man ville værne mod, at der i biografen blev præsenteret noget, som kunne vække anstødelige forhold til den offentlige moral.

Var det “lovpligtigt” at lave to forskellige slutninger; en diskret og en stærkt fremstillet og hvorfor gjorde mange instruktører dette?

Nordisk Film havde en politik om, at til en del af deres film lavede de forskellige slutninger, men det var mere med henblik på forskellige eksportmarkeder. Det var sådan at man i Rusland foretræk ulykkelige slutninger på filmene, derfor lavede man dem til det russiske marked. Nordisk Film var meget opmærksom på, hvilke emner der kunne risikere, at løbe ind i problemer med censurinstanserne rundt omkring. Det var en meget international orienteret virksomhed. De havde filialer i mange lande og Ole Olsen, der var Nordisk Films direktør, sendte breve ud, hvor han gav sine repræsentanter rundt i verden besked om, at holde øje med, hvilke beslutninger den lokale filmcensur tog, så man kunne undgå at filmene skulle blive forbudte på den konto.

Hvordan censurerede USA i forhold til andre lande f.eks. Rusland, med henblik på “Agrunden”, hvor scener blev klippet ud?

Man kan sige, at de ting, som sædvanligvis påkalder censorernes interesse er: sex, det er vold og forbrydelser og det er politiske emner. Ole Olsen var meget fortørnet, da Afgrunden fik lov til at slippe gennem den tyske censur i flere af de tyske lande, for det var hans bestemte overbevisning, på grundlag af de informationer han fik fra sine repræsentanter i Tyskland, at en film der havde et så tydeligt seksuelt indhold, som “Afgrunden”, at det aldrig ville blive tilladt af den tyske censur, men den slap igennem mange steder. Man kan sige der var flere censurinstanser, der klippede i filmen og “Afgrunden” er også et udmærket eksempel på det. I Sverige f.eks. blev den berømte “Gaucho-dans-scene” klippet ud af den svenske censur, fordi den ansås for at være for provokerende. Den svenske censur på dét område var meget strikt.

I nogle lande havde man overladt denne regulering til lokale myndigheder. Det gjaldt i USA, men også til en hvis grad i Danmark. Indtil man får en fælles filmcensur, var det de lokale politimestre, der tager stilling til, om en given film kunne vises eller ej. Dette førte til at en film blev tilladt i én by, men forbudt i nabobyen. Derfor kan man sige, at den tidlige filmindustri var interesseret i, at man havde nationale censurinstanser, så man slap for den usikkerhed, som det gav.

Nogle gange klippede man scener ud, fordi de ikke måtte vises - var der også mellemtekster blev klippet ud?

På mange måder var en del af den facon, som den tidlige filmcensur foregik på var meget baseret på den måde, som teatercensuren foregik på. Det vil sige at det var baseret på tekst. Både i Sverige og Tyskland skulle filmselskaberne levere en liste over mellemtekster, der var i filmene til censur myndighederne. Tilsyneladende var det ikke altid, at de så filmene igennem, men at de traf beslutninger alene på grundlag af mellemteksterne. Man kunne godt forestille sig, at bestemte mellemtekster, med en eller anden grund, syntes at være anstødelige, at de kunne blive ramt af censur. Der findes ikke nogle specifikke eksempler.

Efter den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland, var det almindelig praksis, at man udstyrede filmene med “menu mellemtekster”, hvor man ændrede personernes identitet for, at gøre filmene mere politisk attraktive.

Da talefilmen kom til, gjaldt de samme cesurlove for både tale- og stumfilm - eller var der forskel?

Der sker nogle ændringer, hvis vi taler om Danmark, der sker nogle ændringer i filmlovene i 1938, men der er vi også et godt stykke inde i talefilm perioden. I Danmark sker censur godkendelsen, som mange andre steder efterhånden, på grundlag af gennemsyn.  Censorerne ser filmen igennem og hvis de godkender den, bliver filmen udstyret med et mærke, der viser, at den er blevet godkendt af censuren. Enten klipper man er skilt på i starten af filmen. I Danmark brugte man et prægestempel, hvor man prægede Statens Filmcensurs mærke i selve strimmelen.

Efter 1910, bliver stumfilm opdelt i tre kategorier; tilladt for alle, forbudt for børn, totalt forbudt.  Hvad skete der med film, som blev “totalt forbudt” - blev de bare smidt ud?

Hvis en film blev totalt forbudt, så kunne den ikke vises og det ville man selvfølgelig gerne undgå. Derfor søgte man fra filmselskaberne også en fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre, så kunne man indrette produktionen, eller importen, efter det. Hvis man i forvejen vidste at filmen ikke ville kunne slippe gennem censuren, så gjorde man slet ikke noget ved det. Hvis man går ind i tonefilm perioden, så havde Statens Filmcensur, i Danmark, store betænkeligheder ved skrækfilm, især frankenstein film. Den oprindelige frankenstein film fra 1931, blev totalt forbudt. Det betød, at de amerikanske filmselskaber undgik at få frankenstein filmene godkendt af Statens Filmcensur, fordi de vidste at det var spild af ulejligheden. På den måde blev de ikke totalforbudt af filmcensuren, men de blev aldrig indleveret til censors vurdering.

Derudover er det et relativt lille tilfælde, som i løbet af tonefilm perioden fra 1930 frem til voksenfilm censurens afskaffelse tilbage i 1969. Efter 1969 er det ikke længere en mulighed at total forbyde en film, hvis man sikrer sig, at publikum er over 16 år, så kan man frit vise filmen.

Var der biografer, der ikke valgte at vise nogle film - eller skulle alle biografer vise filmene?

Det kommer lidt an på, hvilken periode man snakker om. Det er selvfølgeligt klart, at en biograf i det omfang selv kan styre sit repertoire, prøver at samle et repertoire med henblik på det publikum, som den normalt har. Der var biografer, som specialiserede sig i de mere grænseoverskridende film, hvis man taler om 1960’erne, 1970’erne og op i 1980’erne, der var visse biografer, som havde en profil, hvor man fokuserede på voldsfilm, erotiskefilm eller begge dele. Der er en periode, hvor de egentlige erotiskebiografer bliver til decideret pornobigrafer. Der er en periode, hvor grænsen mellem normale film og pornofilm er mindre klar, end den bliver efter 1980 ca. Der opstår en gråzone i 70’erne, hvor der i Danmark bliver lavet sexfilm af mainstream filmselskaber og med rigtige mainstream skuespillere, der medvirker. I 70’erne bliver der produceret film, hvor man har usimulerede, hardcore sexscener og så har man, i samme film, ikke i sexscenerne eller som deltager i sexscenerne, som Karl Stegger og Poul Bundgaard, som man kender fra Olsen Banden, Huset på Christianshavn og Far til fire, som tager del i “løjerne”. De tager ikke tøjet af, men der ligger folk, som er afklædte om dem og der indgår i scenerne og i filmene hardcore sexscener. Det går man væk fra i 1980, der har man de rigtige film på den ene side og pornofilmen på den anden. Det er forskellige kredsløb, som det eksisterer i. Der er også biografer, som specialiserer sig mere i voldsfilm, altså colosseum på Nørrebro og Vesterbro havde en profil i retningen af nogle meget hårdtslående film, som andre biografer ikke nødvendigvis ville køre.

Hvordan er censuren i Danmark - i vores tid?

I dag er censuren, i praksis, afskaffet. Det hedder ikke længere Statens Filmcensur, men medierådet. De beslutninger, som medierådet træffer, er vejledende og ikke bindende. Det vil sige, at det er overladt til forældrene, hvad deres 11-årige børn skal se i biografen. Det er ikke længere sådan, at der er en statsinstitution, der kan tage stilling til det. Før det var det lov, at biografer skulle afvise børn under 16 år til film, som var forbudt for børn under 16 år.

I vores tid bliver der produceret film, som “Nymphomaniac” og “KLOVN”, hvor der findes anstødelige scener - ville de blive mærket, som at være totalt forbudt, hvis de blev produceret i starten af det 20. århundrede?

I 1969 sker der to ting: dels bliver voksenfilmcensuren afskaffet og samme år afskaffer man forbuddet mod billedepornografi. Det vil altså sige at billedlig gengivelse af køns agter af forskellig arter, havde hidtil været forbudt. På det tidspunkt var det forbudt i alle andre steder, end i Danmark. Mange andre steder har man bevaret den slags regler.

Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, der indgår der en erigeret penis i bunkepul scenen. Det var den første film, som den engelske filmcensur havde sluppet igennem, hvor man så et erigeret mandslem. Indtil 1998 var alle andre film, hvor dét indgik, blev det klippet ud af filmene.

Blev det erotiske melodrama “Afgrunden”, fra 1910, censureret i Danmark?

Man har ikke bevaret censur dokumenterne fra “Agrunden” bevaret. Teatercensoren, Nikolajsen, udtale at han ikke havde nogle problemer med, at filmen blev vist i en biograf, som Kosmorama på Strøget, hvor dannede mennesker kom. Men hvis det var på Nørrebro, hvor børn og usostifikrede folk kunne få adgang, så var hans indstilling mere restriktiv. Tilsyneladende blev filmen vist, ude i provinsen, med de mest opsigtsvækkende scener, men det findes der ikke nogen klar dokumentation af.

Hvordan kan det være at mange stumfilm er gået tabt i overleveringen?

Film blev dengang ikke betragtet, som noget der havde en given værdi. Det tager lang tid før filmselskaberne får en opfattelse af, at deres gamle film kunne repræsentere en værdi, der var værd at gemme på. Der er nogle filmselskaber, der skiller sig ud dér, og de opmagasinerer filmene i deres lager. For mange film selskabers vedkommende, der var gamle film noget, som var udspillet og der var ikke nogen grund til at bruge lagerplads på det. Filmselskaber er, på det tidspunkt, ikke nogen stabil størrelse. De går ofte konkurs, bliver opkøbt og i den forbindelse er der en del film, der er røget i svinget. Der er mange tilfælde, hvor filmselskabernes basis materiale, negativerne, er gået tabt. Det filmmateriale man brugte indtil 1951, var nitratfilm, som er adledes brandfarligt. Hvis nitratfilm antændes, brænder det eksplosivt kan det ikke slukkes. Det repræsenterede en betydelig sikkerhedsrisiko at have nitratfilm liggende. Derfor har man skilt sig af med en hel masse.

Det tager lang tid før man får  institutioner, der ser det som deres opgave, at sikre fortidens film for fremtidige publikum. Det er først i 1930’erne, at man får de første blivende filmarkiver. Men det var også institutioner, der havde begrænset ressourcer, så de kunne ikke gemme alting. Derfor satsede de på at indsamle kun visse stile af materialet. Derudover har filmselskaberne har alle dage været bange for piratkopiering, af deres film. Det vil sige, at i mange tilfælde har man destrueret kopierne, når de var udspillet i biografer. Ikke kun fordi de var eksplosive og man betragtede dem, som at være værdiløse, men man ville også sikre sikre sig, at der ikke var nogen andre, der fik fingre i dem. Den politik er fortsat helt frem til skiftet til digital visning, indenfor de sidste ti år. Indtil for ganske få år siden, når store Hollywood Film var blevet udspillet i biograferne, så samlede man alle kopierne ind og kørte dem ned til en stor fabrik i Milano. Der havde de nogle gigantiske hakkemaskiner, hvor kopierne blev kørt ind i hundredvis kopier af Harry Potter fra hele Europa, som bliver hakket til ingenting, da man ville forhindre, at nogen lavede piratvirksomhed ud af det.

Her til sidst, er der noget du vil tilføje?

I tilknytning til bevaring, så nogle gange sker der lidt absurde ting. F.eks den kopi af “Afgrunden” er kun overleveret i en enkelt, meget slidt og medtaget kopi. I det fleste tilfælde har musikken dertil været improviseret. Man ved, at pianisten Torvald rasch, skrev et stykke til “gaucho dans scenen”. Det stykke blev udgivet, som tryk. Den lille bid ved man, hvad han har spillet i Kosmorama biografen. Man kan se mange steder, at filmen er blevet beskadiget, med nogle store hvide pletter etc. det skyldes, at nitratfilm materiale også er kemisk ustabilt. Nitratfilm nedbrydes efterhånden og det er en yderligere grund til, at der er meget, som er væk. Der er mange film, som var blevet gemt af samlere eller museer og efter år åbner man dåserne op og så er der kun en sort klump eller gråt støv tilbage i dåsen og det er yderligere ulykkeligt. Men tilbage til “Afgrunden”, for der var kun denne ene slidte kopi tilbage og, hvis man ser den, som den foreligger på DVD og på Dansk Filminstituts hjemmeside, så vil man se, at “gaucho dansen” faktisk er i en lang bedre kvalitet, end resten. Lige den scene ser knivskarp og flot ud. Fordi “gaucho dansen” er hentet fra den bid, som den svenske filmcensur klippede ud i 1910, som de gemte i deres arkiv og som lå dér, trygt og godt. Det vil sige at man har den meget nøjeregnende restriktive svenske filmcensur, at takke for, at vi i dag kan se, hvor uartig og erotisk “gaucho dansen” faktisk var, da filmen havde premiere.

DDR

Europa bærer ansvaret for nogle af historiens mest katastrofale -ismer: Kolonialismen, nationalsocialismen og kommunismen. Og Østtysklands fyrre fejlslagne år er en vigtig brik i den europæiske fortælling, mener historiker, der selv er gammel DDR-borger.

I sensommeren i 1989 var Tyskland delt i to. Med Berlinmurens opførelse den 13. august 1961 blev DDR's bor- gere med ét isoleret fra omverdenen. Samme dag som muren blev påbegyndt, blev den fælles togtrafik mellem Øst- og Vest- berlin indstillet, og de østtyske tog kørte nu ikke længere end til Friedrichstrasse, som blev en af grænseovergangene. 

DDRs oprettelse

Opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig i allierede besættelseszoner var ikke tænkt som en permanent løsning, men efterhånden som antagonismen mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de vestlige liberalkapitalis-tiske repræsentative demokratier under ledelse af USA blev større, blev det klart, at den sovjetiske besættelseszone ville få en anden udvikling end de vestlige besættelseszoner. Med oprettelsen af Vesttyskland den 23. maj 1949 lå vejen åben for oprettelsen af en østtysk selvstændig stat efter sovjetisk forbillede. Det skete den 7. oktober 1949.

Den østtyske forfatning mindede meget om Weimarforfatningens, og ytrings- presse- og religionsfrihed blev specifikt nævnt i artiklerne. Men det viste sig hurtigt, at gummiparagraffer underminerede disse retsprincipper: Vidtløftig formulering i artikel seks i forfatningen blev i praksis brugt til at undertrykke befolkningen.

Oprettelse af DDR 

Helt fra DDR's oprettelse begyndte indbyggere at flytte til det velhavende og friere Vesttyskland. Denne flygtningestrøm er kendt som befolkningens "afstemning med fødderne". I 1956, hvor 1,72 mio indbyggere havde forladt landet, indførtes en strammere visum- og paslov, der skulle forhindre udvandring. Det var især unge og veluddannede, der forlod landet, dem det nye land allerdårligst kunne undvære. Det blev forbudt at planlægge flugt fra landet, såkaldt "Republikflucht".

Operation: Valkyrie: Del 1

Introduktion

Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet  til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?

I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.

Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.

Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.

Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige.  En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre.  Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.

Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.

I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen,  medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog  tyske jøder deres civile rettigheder.

Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.

Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.

I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition  organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist,  ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.”  Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.

Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.

Introduktion til Oplysningstiden

Oplysningstidens grundlæggende tanker          

Oplysningstiden er en periode der strækker sig fra 1690-1789. Perioden er kendetegnet ved, at menneskets syn bliver udvidet omkring viden og verden. Dette resulterer i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne, kongemagten og kirken. Perioden bygger på menneskets fornuft. Der er ingen andre, som skal bestemme. Mennesket skal selv skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, med sin fornuft. Denne fornuft kan lutres mellem oplysning og mellem viden og uddannelse. Oplysningstiden emmer af vigtige filosoffer, bl.a. John Locke, (1632-1704) som har udarbejdet den uskrevne naturret. Naturretten er ikke skrevet ned nogen steder, men dens budskab går ud på at alle er lige og alle har ret til uddannelse.

Religion

Der er en helt afgørende tanke ved Oplysningstiden, som kaldes rationalisme. Tanken er, at man skal bruge sin fornuft i de religiøse spørgsmål. Dette betyder dog ikke at man afskaffer troen og Gud. Nej, Gud han findes såmænd fordi fornuften kunne ikke have skabt sig selv. Stadigvæk opbygger man denne oplysning og fornuftstanke med rationalisme. Men netop, når man bruger sin fornuft, så kan man tænke sig til et stort problem: Hvis vi skal forestille os en almægtig og kærlig Gud, hvordan kan vi det når der er så meget ondskab i verden? I Oplysningstiden er der en filosof, Leibniz (1646-1716), som løser dette problem ved at sige: “Ja, der er ondskab i verden,  men Gud har skabt den bedst mulige af alle tænkelige verdener”. Men den forklaring overbeviser ikke Voltaire (1694-1778). Han skriver en komedie ved navn “Candide”, som handler om en stakkels ung mand, der ser frygtelige ting i verden. Alligevel bliver han ved med, at holde fast i, at det er den bedste af alle tænkelige verdener. Voltaire har nemlig en anden forklaring eller et bud på dette, som kaldes for deisme. Deisme siger, at Gud skabte verden en gang for alle og  derefter har han trukket sig tilbage og har ladet verden passe sig selv og være alene til sin egen skæbne. Voltaire bliver fængslet og landsforvist, da han siger noget, som ikke helt behager kirken. Deisme går igen hos Ludvig Holberg, (1684-1754) hvor der igen er en tanke om, at gud har skabt verden, men så har han i øvrigt trukket sig tilbage.

Introduktion til Struensee

En anden oplysningsmand, som var meget inspireret af Voltaire, var Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var helt optaget af det 18. århundredes tanker. Religiøst var han tilhænger af deisme, som tidligere nævnt, betyder, at Gud er til, men blander sig ikke ind i verdens gang. Struensee rejste fra Tyskland til Danmark og fungerede som livlæge for Christian VII (1749-1808) og var, på grund af kongens syge tankegang, den reelle leder af landet fra 1770-1772. I sin tid i Danmark, bliver Struensee dronning Caroline Mathildes (1751-1775) elsker og kongens kabinetsminister. Han var med til, at nedlægge geheimekonseillet og kom i kabinettet i 1771. Faktisk indførte Struensee i sin tid, som gehejmekabinetsminister over 2.000 nye love, hvoraf mange var revolutionerende reformer, som f.eks. indførelsen af pressefrihed, et forbud mod brug af tortur, samt en række besparelser på statens budget. Der blev også sat grænser for bøndernes hoveri, og de offentlige udgifter blev skåret ned. Men hurtigt fik han, ved sit rastløse og hensynsløse styre, rejst en voldsom modstand mod sig. Alle følte sig utrygge. Mange indflydelsesrige mænd var rasende over for Struensees politiske meninger. Han mente nemlig, at borgernes privatliv ikke vedkom staten, og han ophævede al straf for utroskab. Modstanden mod Struensees reformer voksede imidlertid i magtfulde kredse i Danmark. Forargelsen blev derfor ikke mindre, da Struensees kærlighedsforhold til dronningen, var kommet uden for Christiansborgs Slotsmure. I foråret 1772 blev han fjernet ved et kup, dømt for majestætsfornærmelse og henrettet ved offentlig halshugning. Efter henrettelsen blev Struensee parteret. Resterne af hans krop lagt på hjul og stejle. Det hele blev stillet til skue på Galgebakken, der i dag bliver kaldt Folkets Hus, Vega.

Censur

Folket er trætte af censuren og fra 1661 skulle blandt andet bøger godkendes af censuren, hvilket betød, at magthaverne kunne stoppe tekster, der var kritiske over for bl.a. adel eller kirke. Censur blev første gang taget i brug af den katolske kirke i 1486, efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Mange oplysningsforfattere var forbudte. I 1770 bliver censuren kortvarigt ophævet af Struensee, som i virkeligheden bare var læge for Christian VII . Men da Christian VII var sindssyg  og ikke selv kunne lave love, så var det kortvarigt Struensee, der gjorde det. Men Struensee blev kort tid efter henrettet og censuren bliver igen indført. Censuren kommer vi dog først helt af med, da vi indfører grundloven i Danmark i 1849 og enevælden falder.

Oplysningstiden bliver visket ud

I oplysningstiden tager folket skridtet videre mod drømmen om en ny verden. Mennesket er frigjort fra kirkens og kongers indflydelse. De skal nu sammen bestemme på baggrund af fornuft og demokrati. I 1789 udbrød der revolution i Frankrig. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig revolution. Man ville reformere enevælden, ikke afskaffe den. Oplysningstiden endte med et blodbad i Den Franske Revolution og udstedelsen af menneskerettighedserklæringen i 1789. Oplysningstiden bliver visket ud og romantikken tager over.

Hurtige noter: Oplysningstiden 1690-1789

• Økonomisk fremgang
• Enevælde
• England overtog Frankrigs titel som mønsterland
• Slaveri: Bomuldsindustrien bliver til
• Enevælden blev kritiseret af bl.a. John Locke
• Folkelighed
• Oplysnings folket troede meget på ytringsfrihed, oplysning og lighed (Lighed, frihed og broderskab)
• Under Chr. VII kom oplysningen til magten v Johann Frederic Struense
• Gennemførte love med oplysningens ideer
• Guttenberg opfandt i 1440 trykpressen
• Starten på internettet
• Tankerne kunne nå ud til det meste af Europa hurtigt = viden spredte sig hurtigt
• Skrevet også på dansk, i stedet for latin
• Husholdningen i perioden bestod af mand og kone, uden rolle i en husstand, kunne man ikke overleve
• Der bliver kastet lys over noget som før har ligget i mørke
• Sluttede efter den franske revolution

Religion

• De ved ikke hvad de skal tro på efter jordskælvet i Lissabon
• Religionskrige, mellem katolikker og protestanter
• 80 års krigen
• 30 års krigen

Frederik III og Enevælden

• Søn af Chr. 4
• Underskrev den hidtil strengeste  håndfæstning
• Sophie Amalie
• Leonora Christine / Corfitz
• Blåtårn, jammersminde, hammerhus
• Solkongen
• Pomt og pragt
• Økonomisk lavkonjunktur 1600 - 1750
• Løsning på dette: kolonier, monopoler

Rokoko

I Danmark 1720-1781

• Mere enklere end barok

Personer

• Ludvig d.14
• Ludvig Holberg (Født:1684 Død:1754)
• John Locke
• Filosof
• For at kunne have viden, skal man kende sanserne, empiri
• Chr. VII
• Johann Friederich Struense
• Afskaffede toturen
• Ytringsfrihed
• Ligestillede børn født uden for ægteskab
• 1772, bliver han arresteret
• Ophævede censuren