Christian IV

Han er en kæmpe der rager op. En mytologisk figur, hyldet i sange, bøger og teaterstykker. Danmarks mest berømte og berygtede konge: Christian den 4. Renæssancefyrsten, som hæmningsløst drikker af livet og betaler prisen for det. I de 60 år, han regerer, er riget enormt. København bliver en storby, hvor prægtige bygningsværker skyder op overalt; monumenter over en af Europas rigeste og mest magtfulde mænd. Selv sammenligner han sig med antikkens kejsere. Han har øje for alt, hvad der sker i hans rige. Nogle kalder det landsfaderlig omsorg, andre paranoia. I begyndelsen blomstrer videnskab, kunst og handel. Det samme gør storhedsvanvid og herskesyge, og det tager overhånd. Propaganda kan ikke forhindre, at danskerne med Christian ved roret er på vej ud over afgrunden. Da Christian den 4. dør i 1648, er kronens magt svækket, danmarkskortet skrumpet ind og vejen er banet for, at Sverige kan blive Nordens hersker.

Det er april 1577 på Frederiksborg Slot. På det tidspunkt kun en større herregård 30 km fra hovedstaden. Danmarks dronning ligger i barselssengen omgivet af fornemme adelsdamer, jordemødre og sin egen mor - men selvfølgelig ingen mænd. Alle ved fra Bibelen at fødende kvinder er urene. Den kun nittenårige dronning har allerede født to piger, men venter spændt på om resultatet bliver bedre denne gang. En tredje pige ville betyde utryghed om, hvem der skal have kronen, når Frederik den 2. dør, mens en søn vil skabe tryghed i riget. Der lyder et lettelsens suk over hele landet, da det annonceres, at en kongesøn er født. Gud har været nådig. Det står i stjernerne at Christian den 4. har heldet med sig. Han vil blive en stor mand med hang til at det gode i livet… i begyndelsen. Sådan tolker tidens største astrolog og videnskabsmand, Tycho Brahe, stjernernes stilling ved kongesønnens fødsel i 1577. I Brahes horoskop kan man læse, at dette barn af renæssancen kommer til at elske kunst, vin og kvinder. At han vil få mange børn, megen ære og rigdom, men også modgang, sygdomme og en voldsom død som 56-årig. At der er tale om en stor kommende konge, er hverken Tycho Brahe eller andre i tvivl om.

Christian er den udvalgte prins. Fra han er helt lille lærer han om alle de modige danske kongers storhed og sejre. Som sine forfædre er han ikke et helt almindeligt dødeligt menneske, men Guds repræsentant på jorden, og det forpligter. Christian er aldrig ét sted mere end et år ad gangen. Tronarvingen skal ikke udsættes for sygdom eller dårlig indflydelse og kong Frederik isolerer, bevidst, drengen. De adelige venner er blot statister i kongesønnens liv. På Frederiksborg Slot, Kronborg og Koldinghus står rum og skolestuer altid klar. På den måde kan man hurtigt flytte rundt på drengen. Han befinder sig meget sjældent i København, for her hærger pesten og andre grusomme epidemier - og folket er alt for tæt på.

Ritualer, ceremonier, pomp og pragt. Alt omkring Christian handler om at hæve ham over almindelige dødelige mennesker. Med tugt og disciplin bankes Bibelen ind i hovedet på ham. Luthers udgave af den, som er bygget på pligt, disciplin og skyld. Christian lærer europæiske sprog og latin, og igen og igen læser og skriver han de samme opbyggelige tekster. I et og alt handler det om, at gøre ham til en ordentlig kristen konge. “Fromhed styrker rigerne.”, et motto, der tidligt står i hans stilebøger. At han så ikke kunne dy sig for at tegne skibe og slåskampe, fortæller at tæsk og terperier ikke kan holde ham inde for dydens veje. I 1588 dør Frederik den 2. Christian er kun elleve år og ikke helt klar til at regere. Hans mor, dronningen, er sprunget ud som en stærk selvstændig kvinde, der ønske politisk indflydelse. Christian bliver gidsel i kampene mellem hende og de adelsmænd, der sidder i rigsrådet. Med den 54-årige Frederiks død bliver rigsrådet et endnu større magtorgan. Reelt leder det landet, indtil Christian bliver myndig. Renhedens lilje pryder en af Christians barnedragter, men fra spæd er han blevet hærdet, tugtet og tæsket så meget at intet kan vælte ham - indtil videre.

Middelalderen 476-1453

(Latin: medium aevum)

• Betegner europæisk historisk periode fra antikkens afslutning til renæssancen (genfødsel af antikkens tanker)
• Ca. 500 - 1500 tallet (mere præcist: 476  romerriget-1453)
• Danmark omkring år 1050 = 1050 vikingetidens ophør
• "Den mørke middelalder" / mellem periode
• Kongemagtens ovegang til kristendommen i stedet for Ase tro = middelalder

Feudalisme

1. Konge
2. Vasaller
3. Fæstebønder
4. (trælle)

Religion

• Romersk katolsk kirke var den officielle kirke i Danmark
• Katolsk kirke
• Konge, adel og kirke
• Ændrede sig ved reformationen i 1536,  hvor kirken mistede deres politikske indflydelse 

Korstogene (1056-11-13 århundrede)

Pilgrimsvandringer i højmiddelalderen af pilgrimme målet var Jerusalem og Betlehem

• Paven Urban 2. :
• Betalt med aflad / de kom ikke i skærsilden
• Man ville sikre vejene
• Alle skulle være katolikker
• Befrielse af "Det hellige land" fra Islam / muslimsk herredømme, der siden 600 tallet havde været under muslimsk herredømme.

• Udvikling af medicin ift. islam og kristendommen
• Kristendommen forhindrede i at undersøge mennesket, da det var "Guds værk"

•  Betydning:
•  korstog for at omvende hedninger til kristen tro
• kulturelle møder mellem 2 religioner
• Arabiske bøger oversættes til latinnye institutioner som ridderordenerne, permanente diplomatiske relationer og et internationalt bankvæsen
• Førte til handel

Opdeling af middelalderen i perioder:	Den danske middelalder:
Tidlig middelalder (ca. 500 - 1000) Højmiddelalder (ca. 1000 - 1300) Senmiddelalder (ca. 1300 - 1500)	Vikingetid (ca. 800 - 1050) Tidlig middelalder (ca. 1050 - 1200) Højmiddelalder (1200 - 1400) Senmiddelalder (1400 - 1536)

Perioder

 Tidlig middelalder (500-1050) 

• Præget af store folkevandringer, blandningskulturer, etablingen af klostre 
• Danernerne går fra asetro til kristendommen

Højmiddelalder (1050 -1300)

• Fremskridtstid og en samlet katolsk kirke under paven.
• Der bygges flere tusidne tusinde kirker og godt hundrede klostre.
• De første landsskabslove bliver til og Danmark omdannes til en feudalt landbrugsland.

Senmiddelalderen (1300-1500)

• Præget af pest, hungersnød,bondeoprør,
• Magtkampe mellem kirke, adel og kongemagt.
• Fremskridt; naturvidenskabelig nytænkning.

Pest i Europa

Skibene kom fra Sortehavet og havde været måneder undervejs. Deres last var dyrebar. Silke, krydderier, korn og bomuld fra det fjerne østen. Søfolkene var på vej hjem. De var fra Genova og havde handlet med ørkenens købmand i Kaffa. Turen tilbage havde været et mareridt. De havde haft en blind passager med ombord. Søfolkene bar på en dødelig sygdom ville smitte alle i nærheden. Munken Michela Piazza så begyndelsen på den katastrofe, der nu skulle ramme hele Europa. Han skrev det hele ned: “Der var kun ti sømænd tilbage af de 1000, der var taget afsted og de spredte gift fra deres læber, når de talte.” “Ligene lå urørte i folks hjem. Ingen vovede at røre ved dem.” Folk flygtede fra byen og slog sig ned i vingårdene uden for.” Kort tid efter søfolkene var kommet til Messina, på Italiens sydkyst, var hele byen lagt øde.

Det samme mønster gentog sig overalt i byen efter by i hele Europa. Mennesker døde eller prøvede at flygte. Folk blev begravet i massegrave, lag på lag, hvis der ellers var nogen til at begrave dem. Der skulle ringes for de døde ved begravelsen. Tanken var, at det måske ville hjælpe, men der var ikke noget der hjalp. Så holdte man op med at ringe, det hjalp heller ikke. Tilbage var der kun en knugende stilhed.

Året er 1347, og sygdommen blev kaldt pest. Det var en sygdom der spredte sig over havet, og forgrenede sig op langs floderne, fra Sydeuropas blomstrende handelsbyer; Venedig, Genova, og Firenze. Den første pest i Firenze dræbte mindst halvdelen af befolkningen. Pesten spredte sig til de landlige samfund i nord. Der boede ca. 80 millioner mennesker i Europa, så døde der omkring 25, 30 eller 40 millioner mennesker. Midt under Den Sorte Død krævede pave Clemens at få en beregning af, hvor mange der var døde. Man gætter på 42 millioner, hvilket godt kan være korrekt.

Pesten gennemsøgte os gennem 400 år. Men i 1743 forsvandt den. Det var næsten som at at en atombombe var slået ned og at  livet bagefter skulle begynde helt forfra. Pesten har en kolossal indvirkning på Europa. Sygdommen blev den værste i Europas historie og har sat sig spor, også i vores tid. Folk vidste ikke hvad det var, de troede det var en Gud der straffede dem for deres synder. Det måtte have været en forfærdelig og ensom død.

Pesten var ikke bare en katastrofe for samfundet, men var grusom for dem der døde. Nogle havde ingen steder at dø og måtte ligge på gaden blandt dem, der allerede var døde for at få beskyttelse. Det var en forfærdelig måde at dø på. De syges organer fortættede. Det måtte have været skrækkeligt. Pesten overgik alt, hvad man hidtil havde set. “I en krig kan en mand falde for ære, men for pesten gives der ingen trøst. Lykkelige er de som er født senere og ikke kender den elendighed og måske vil henføre denne historie til eventyrene.” Det var et psykisk chok. Mellem 50 og 60 procent af befolkningen døde.

Pesten ramte et Europa, hvor folk og idéer vandrede uhindrede på tværs af landegrænserne. Jurister, læger og præster blev uddannet på fælles europæiske universiteter og de fineste lå i Paris, Montpellier og Padova. Helt i centrum var Pavens kirke i Avignon. Kirken gav en enkelt rettesnor for livet i tanker og handling. Den, der fulgte reglerne fik til gengæld et evigt liv i himlen. Det overlod ikke meget til fantasien, for en enhver havde sin plads, der var givet af Gud. Man skulle bare sørge for at betale sin skat til kirken og bekende sine synder, så var man på den sikre side. Paven og kirken havde en helt afgørende magt; kirken gav svar på livets store spørgsmål.

I dag er videnskaben en slags almen religion. Vi mener i dag, at det er videnskaben, der kan give svar. Går man tilbage til 1300-tallet og middelalderen, så har religionen den samme alment forklarende funktion, som videnskaben har i dag. Paven var den helt ubestridte åndelige vejleder, og hans magt rakte langt ud i Europa.

Sognekirken var livsnerven i de små danske samfund. Helt automatisk blev kirkens og Guds ord grundstammen i den måde man opfattede tilværelsen på. Guds ord var det samme, hvad end man var bonde i Danmark eller apoteker i England. Men sognepræsten skulle præsentere det på en forståelig måde. Gud var den øverste magt. Den enkeltes skæbne var fastlagt fra fødslen, og enhver kendte derfor sin plads livet igennem. Det var i denne verden, at pesten slog til og spredte sig.

Statsarkivet i Venedig er et af verdens største. Der kan man finde historier om pesten i breve og dagbøger, og i alle de officielle dokumenter, der er gemt fra middelalderen. I marts 1348 nåede pesten til Venedig, som dengang var fuld af mennesker. Men snart var ligkærrene, på makaber vis, fyldt af tre lig eller flere. På få måneder bevægede sygdommen sig fra Syditalien mod nord. “Det forlyder at resten af Italien, og landene tæt ved, nærmest er mennesketomme.” I 1348 blev det franske folk, og faktisk hele verden, angrebet af noget større end krig. Den onde pest kom til England og dræbte utallige mennesker. Den efterlod ikke en by uden at slå de fleste eller alle ihjel.  Der er ikke noget mønster for, hvor pesten slog til og hvor den sprang over. På kun tre år var sygdommen nået fra Syd- til Nord Europa. En kolossal hastighed, når den hurtigste transportform var skib og hesteryg.

© Gyldendal

En af de mest sigende middelalderlige gengivelser af pesten er denne fresko fra kort før 1500, som findes i Saint-Sébastien-kapellet i den franske alpelandsby Lanslevillard.