Modetrends i 1960'erne

"Beatles håret"

Den britiske musikgruppe The Beatles sendte chockbølger gennem den ældre generation, med deres frisurer, der går ud over ørene og nakken. Idéen til den store hårpragt kom fra Astrid Kirchhoff, der var en fotograf fra Hamburg. Musikernes frisurer blev ihærdigt taget i brug af deres store fanskare. Begejstringen for at lade sit hår vokse blev større eftersom de fleste voksne omtalte frisurerne som værende direkte frastødende og ikke særlig maskulin. Samtidig opstod der et andet modefænomen inde for frisurer i starten af 60'erne: hårlakken. Pigerne fik nu mulighed for at toupere deres hår i store frisurer, med hjælp fra hårlakken. 

---

"Monokinien"

Dette var en viderefortolking af en badedragt i dele. Monokininen var blot underdelen af en bikini.  Den dækkede de nedre regioner og havde to stropper, der gik fra hofterne, langs de bare bryster og om på ryggen, hvor den var bundet. Den østrigsk-fødte modeguru, Rudi Gernreich, fik sine modeller til at gå modeshows i monokinien i USA. Dette skabte stor mediedækning i pressen. Gernreichs visioner for monokinien var blot en idé om, hvad man ville gå med i fremtiden. Den var derfor ikke forventet at blive den næste dille. Men mange modige begyndte at gå med monokinien på stranden og i USA bliver man anholdt, hvis man er iført "dragten". 

---

"Kædekjolen"

Pariseren Paco Rabanne fra Spanien var i 60'erne smykkedesigner og vakte stor opsigt med sine vovede kjoler, lavet af små stykker metal. Han fik øgenavnet "modeblikkenslageren", da han havde en særlig ting for metal, plastik og råmaterialer.

---

"Hippiemoden"

I butikken "Biba" i London blev prægtige fjerboaer, filthatte så store som bildæk, fodlange kjole og folkloristisk tilbehør langet over disken. Det var modeskaberen Barbara Hulanicki, der stod bag modefænomenet med plys og kitsch. Denne stil står i kontrast til rumfartsmoden af André Courrèges fra paris. Courrèges fik bl.a. lange bukser til kvinder på mode. Det var først i slutningen af årtiet, at pariser-haute couturen tog inspirationen til sig fra hippierne. 

---

"Miniskørtet"

Sidst - og mindst, blev miniskørtet udbredt, som en komet. I midten af 60'erne blev de korte og provokerende skørter et synonym med ungdomsoprørene i 60'erne. De unge protestede mod de traditionelle normer og mode var nu ikke kun for eliten. Nu var det den nye generation, der skulle sætte dagsordenen. 

Introduktion til The Beatles

Alle kender da historien om The Beatles, ikke?

De fire fine fyre fra Liverpool, der i 60’erne rystede verden. Men det er ikke hele historien. Historien starter i 50’erne, med et meget større persongalleri og den er langtfra ligetil. Hvordan blev The Beatles det største og vigtigste popband nogensinde?

Krigen var stadig tæt på. Der var mange bomberuiner i Liverpool. Det var en barsk by. Der var ikke så meget for de unge. Folk siger, at 50’erne var en dyster periode i England. De siger at der var grimt og beskidt, men sådan havde mange indbyggere det slet ikke. Ungdommens Liverpool var vokset op med Buddy Holly, Eddie Cochran, Chuck Berry og andre musikere, der havde sat deres præg på ungdomskulturen i England og USA. Hitlisterne havde et meget blandet udbud af musik dengang.

Hvis man ser historisk på det, så var tiden fra 50’erne til 70’erne en komprimeret periode med en massiv social og kulturel forandring. Forbrugersamfundet voksede og folk brugte penge. Man morede sig og forkælede sig selv. Det var noget helt nyt. De unge menneskers nyvundne købekraft, blev brugt på fornøjelser. Man klædte sig anderledes end sine forældre og fik nye frisurer. Musikken var helt ny. Det var en meget fantastisk, alle var positive og troede på fremtiden.

Liverpool er en meget unik by. Der er en kosmopolitisk befolkning, så byen var en smeltedigel af racer, farver og kulturer, og det gav et enestående udsyn til verden. Liverpool er en haveby. De fleste unge var sømænd og de kom tilbage fra New York i deres mohairhabitter og de havde en masse plader med, som de gav til musikerne. Der anløb amerikansk rock and roll med skibene, men de unge havde intet at lave eller steder at høre musik. Men det var ved at ændre sig. En ny og spændende type popmusik var ved at tage form med Buddy Holly, Elvis Presley og Bill Haley. De var langt derfra, men fik en stor indflydelse i England. Liverpool i 50’erne var sjov. Der var liv i havnen og der skete en masse. Der var mange steder, hvor grupperne kunne spille. Hele skifflefænomenet gav de unge en tro på, at de kunne slå igennem. Der opstod hundredvis af skifflegrupper i London. Man kunne blive til noget uden krav om studier og eksamener.

Fotografi af: Mike Mitchell—Christie's

Krigen i Korea

Den 25 juni, 1950, begyndte det. Korea krigen. Krigen var den største konflikt under den Kolde Krig. Korea har ikke altid været et selvstændigt land. I 1910 blev landet indlemmet i det japanske imperium frem til Anden Verdenskrigs afslutning. Efter krigen erklærede Sovjetunionen krig mod Japan og de invaderede dele af Nordkorea. USA besatte den sydlige del og foreslog Sovjetunionen en splittelse på den 38. breddegrad. Japan havde derfor ikke noget at gøre i Japan.

I modsætningen til Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen, fik Koreakrigen ikke meget mediedækning i USA. Den mest populære repræsentant af krigen var M*A*S*H, der var en tv-serie, som udspillede sig på et hospital i Sydkorea. Tv-serien kørte fra 1972 til 1983 og den sidste episode blev den mest sete i historien. 

Den koreanske krig var meget kort, men blodig. Næsten 5 millioner mennesker mistede livet. heraf 2 millioner af ofrene var civile, 40.000 amerikanske soldater mistede livet og 100.000 blev såret. 

I 2009 trak Nordkorea sig ud af Våbenstilstandstraktaten. Der var krigstilstand mellem Nord- og Sydkorea. Nordkorea blev støttet af Kina og Rusland. Sydkorea fik støtte fra USA, Storbritanien og andre FN-lande.

Shakespeare og Hamlet

På et tidspunkt er vi alle stødt på Shakespeare. Hans utallige stykker om ulykkelig kærlighed, krig, familiestrid og hor, har fået en vigtig plads i vores allesammens hjerter, eller bare pensum i gymnasiet. 

William Shakespeare er en af de mest berømte forfattere, der har skrevet på engelsk. Som manuskriptforfatter skrev han de mest berømte tragedier, historiske skuespil og komedier. Han var også digter og skrev bla. sonetter. Man ved ikke særlig meget om selve personen Shakespeare, da han ikke var berømt i sin samtid.

Men hvorfra fik Shakespeare idéen til skuespillet Hamlet? Var Hamlet en historisk person? Hamlet udspiller sig på Kronborg Slot i Helsingør. Shakespeares berømte stykke om Hamlet, den danske prins, blev skrevet i 1600-tallet og må siges at være stærkt inspireret af Saxo Grammaticus’ fortælling “Vita Amleth”, som blev udgivet i hans værket “Gesta danorum” - også kendt som Saxos Danmarkskrønike. Hans bog blev skrevet på latin i år 1200 og var meget populær på Shakespeares tid. Shakespeare har aldrig selv sagt eller skrevet, at Saxos bog var inspirationskilden og det er uklart om han overhovedet har læst “Vita Amleth”. 

Saxos prins Amleth mister, ligesom Shakespeares Hamlet, sin far, da hans onkel myrder hans far, kongen. Efter mordet gifter onklen sig med Amleths mor for at blive den retmæssige arving til tronen, mens Amleth lader som om han er blevet sindssyg. Da tiden er tiden er inde dræber Amleth onkelen. Saxos fortællinger handler ikke kun om oldnordiske sagn, men også om de danske sagnkonger, som Amleth. Om Amleth overhovedet har eksisteret er meget uklart, da der ikke findes konkrete beviser på hans eksistens.

Operation: Valkyrie: Del 1

Introduktion

Nazister. Tyskere. For mange er det to sider af samme sag. I mere end seks årtier, har det tyske folk været hjemsøgt af Hitlers spøgelse og plaget af de frygtelige forbrydelser, der blev begået under naziregimet. Men i løbet af de tolv år, hvor det tredje rige opstod og faldt, var der folk der kæmpede imod undertrykkelsen. Tapre mænd og kvinder der satte livet på spil, led under umenneskelig tortur og ofrede deres blod for at tjene deres samvittighed. Historien om deres opofrelse fostrer til stadighed nysgerrighed og kontrovers. For nogle er det en inspirationskilde. Men for andre fører det til et meget ubehageligt spørgsmål: hvorfor var der så få der havde modet  til at kæmpe mod ubeskrivelig ondskab? Og hvad var de virkelige motiver bag den tyske militærplan om at slå Hitler ihjel?

I dag er Tyskland en førende nation i et stærkt EU. Takket være en succesrig eksportvirksomhed, der omfatter alt fra biler til øl, er Tyskland verdens tredjestørste økonomi. I de mere 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, var der kun får beviser på de blodsudgydelser og ødelæggelser, der plagede det tyske folk. Berlin er en by, der hellere vil se frem end tilbage.

Forståeligt nok er tyskerne blevet holdt ansvarlige for deres leders handlinger, selvom de fleste af dem ikke havde en chance for at gøre noget ved det. De der havde muligheden, endte i koncentrationslejrene eller blev henrettet. De demokratiske institutioner fejlede i 1933. Det er tysk histories største fiasko. Det store sammenbrud, der gav naziregimet magten, så sin begyndelse den 28 juni, 1919, da Tyskland accepteret sit nederlag i Første Verdenskrig, ved at underskrive Versaillestraktaten. En af de betingelser de Allierede stille, var at Tyskland afgav mere end 13% af deres territorium og at de begrænsede størrelsen på deres militær. Derudover var landet tynget af en invaliderende krigsgæld i en tid, hvor mange tyskere sultede. I løbet af et årti blev landet kastet ud i en ødelæggende, økonomisk depression. Det førte til skabelsen af flere politiske partier, der kæmpede om magten. Indtil 1918 var Tyskland et monarki. Efter 1918 var det en republik. Men det var ikke en republik, der var elsket af folket.

Omkringe 1930 var konkurrencen mellem de politiske pariter stigende, og to særligt bitre rivaler kom til at spille hovedrollerne. Det tyske kommunistparti og det nationalsocialistiske parti ledet af Adolf Hitler. Det var en kamp mellem nazisterne og kommunisterne. Man kender til kommunister i Hamburg, München og Berlin, hvor de havde slået folk ihjel. Nazisterne var heller ikke tiltalende. Men der var ikke andre valgmuligheder. De borgerlige partier kæmpede indbyrdes. Der var 50 politiske partier og intet flertal. Der var en politisk krise fra 1930 til 1933. Folket så Hitler som en frelser, folk så ham som manden der kunne redder Tyskland. Hans geniale idé var, at han havde noget at tilbyde alle. Han kunne for eksempel påstå at han holdt med menigmanden, men sammentidig sagde han også til storindustrien: “Jeg er den eneste der kan redde jer fra kommunismen.” Han var en meget kløgtig og snu og snu organisator, der vidste hvad han ville, og forklarede til den tyske offentlighed i detaljer, og som i høj grad finansierede sit parti, ved at kræve penge for, at folk kunne komme ind og høre ham tale. I sidste ende med støtte fra folk nær præsidenten, lykkedes det ham at få magten.

Den 30. januar, 1933, stærkt påvirket af sine rådgivere, overlod den skrøbelige, 85-årig præsident Hindenburg regeringsmagten til Hitler og udnævnte ham til kansler af det tyske rige.  En måned senere udbrød der brand i Rigsdagen, hjemsted for det tyske parlament. Hitler pegede på kommunisterne. Det var begyndelsen på enden. Senere blev det beluttet at dem, som var imod Hitler skulle fjernes fra det tyske samfund. Omkring hundrede tusind blev anholdt, sendt til torturcentre og foreløbige koncentrationslejre.  Det glemmes ofte, at retssystemet, retssalene og politiet, var den mest brugte måde at håndtere modstandere på. De blev simpelthen tævet, truet og arresteret til tavshed.

Efter Hindenburgs død i 1934, vedtog den tyske regering, der nu var under Hitlers fulde kontrol, en lov der afskaffede præsidentembedet. Hitler blev øverstkommanderende for militæret og tildelte sig selv titlen Führer, altså leder. Hitler benyttede lejligheden til at få de samelde militær styrker, hæren, flåden og også luftvåbnet, til at sværge en personlig ed, om lydighed og loyalitet til ham personligt - Ikke til nationen, ikke til forfatningen. Så hvis nogen handlede mod Hitler, på nogen måde, ville det være forræderi. Nu hvor han var enevældig leder af den tyske nation, kunne Adolf Hitler frit arbejde for sine mål om nationalisme, territorial udvidelse og rense landet for alt, hvad han anså for utysk - i særdeleshed jøderne.

I 1933 etablerede han Rigsministeriet for offentlig oplysning og propaganda under ledelse af Joseph Goebbels. Ved brug af pseudovidenskaben om racerenhed, ud fra en filosofi fra 1700-tallet, der talte for selektiv avl som metode til at styrke menneskeheden, igangsatte Goebbels og nazisterne en omfattende kampagne i de offentlige medier og i lægetidsskrifter. Heri blev der argumenteret for at jøder, homoseksuelle og andre “ikke arier” ikke bare var politisk og socialt uønskværdige, men også genetisk og biologisk farlige. Time efter time, dag efter dag, år efter år, blev det tyske folk tvangsfodret med løgne, intolerance og paranoia. Pludselig lod racisme, og endda folkedrab, til at være videnskabeligt berettiget, endda nødvendigt. Hvis nogen vovede at stille spørgsmålstegn eller protestere, var det forræderi og man ville højst sandsynligt aldrig blive hørt fra igen. Den nazisitske propagande mod jøderne var så omfattende i skolebøger, i undervisningen, i biograferne, radioen,  medier, aviserne, konstant udbredt. Folk begyndte at tro på at der var et “jødisk problem” og at jødernes indflydelse, som nazisterne overdrev helt enormt, burde mindskes på en eller anden måde. Jøderne i Tyskland var koncentreret i rets-, bank- og finansverden og dermed var de en let identificerbar gruppe. Det der virkelig satte gang i antisemitismen var nederlaget i Første Verdenskrig. Hitler og andre på den yderste højrefløj, det nationalistiske højre, begyndte at tro, at jøderne i Tyskland havde arbejdet for at minimere krigsindsatsen. Det var det, der drev antisemitismen. Den 15. september 1935 vedtog Rigsdagen Nüremburg racelovene, som fratog  tyske jøder deres civile rettigheder.

Jøderne var ikke den eneste gruppe, der risikerede forfølgelse. Hitler lagde også den magtfulde, katolske kirke for had. Den katolske kirke indvilligede en aftale med den nationalsocialistiske regering, men aftalen blev negligeret af nationalsocialisterne. Nogle præster protesterede, men de forsvandt hurtigt.

Det samme skete for de protestantiske kirker. Vrede over sammenblandingen af kirke og stat, fandt en gruppe protestantiske præster sammen og stiftede Bekendelseskirken i 1933, under ledelse af Dietrich Bonhoeffer. Dette var et af det første organiserede forsøg på at modstå Hitlers politik. De udgjorde omkring en tredjedel af den protestantiske præstestab og de forkastede den nationalsocialisternes racedoktriner om vold og materialisme. Det førte til at Dietrich Bonhoeffer blev anholdt og fik forbud mod at tale offentligt eller prædike, så i 1938 var han stort set bragt til tavshed. Dietrich Bonhoeffer blev i sidste ende henrettet, men ikke før han og Bekendelseskirken havde hjulpet 2000 jøder med at flygte fra landet - et land, der fortsat blev mere vanvittigt. Hitlers evne til at bringe alle kritiske røster til tavshed virkede ustoppelig. Men på trods af dette, var der nogle modstandsfrø, der kunne spire og mange af dem var at finde internt i Der Fürers egen hær.

I 1937 havde Hitler og hans naziregime den fulde magt i Tyskland. Nu havde Der Fürer fået øjnene op for verden udenfor landets grænser. Den 5. oktober, 1937 bekendtgjorde Hitler sine planer om at overtage Tjekkoslovakiet og Østrig. Da det blev klart, at Hitler var på vej i krig, blev en højtrangerende militær opposition  organiseret, under ledelse af general Ludwig Beck, hærens generalstabschef. Ludwig beck var ikke nazist,  ligesom mange andre generaler. Derimod var han konservativ og preussisk militær officer, der hele sit liv havde levet i militær tjeneste. Beck kæmpede imod Hitler. Han skrev til Hitler, han holdt taler, han sagde: “Hør, vi ønsker ikke krig.”  Beck trak sig tilbage i 1938, netop på grund af Hitlers krigsplaner. Derefter blev han, som pensioneret, en samlingsfigur for mange af generalerne, fordi han var højt respekteret, én de nærmest så som en slags faderfigur. I september 1938 kom de første tanker om at kuppe Hitler. Becks “gruppe” så et smuthul til at gå imod Hitler, få ham dømt og fængslet. Men enhver modstand mod krig, som kunne havde hjulpet militæret med at fjerne Hitler fra magten, gik tabt ved München-konferencen i 1938. Det blev vedtaget at riget kunne få et gammelt territorium tilbage ved Tjekkoslovakiet - uden krig. Hitler var bare den bedste i Tyskland på det tidspunkt. Efter München- konferencen besluttede officererne ikke at kuppe Hitler. I 1939 var der ingen reel militær opposition til Hitler.

Men yderligere drømme om fredelig tysk udvidelse blev knust, da Hitler invaderede Polen den 1. september, 1939. To dage senere erklærede Frankrig og England krig. De Allierede styrker kunne ikke bekæmpe den tyske krigsmaskine. I løbet af et år havde Hitler invaderet og besat Danmark, Norge, Holland, Luxembourg, belgien og Frankrig. I den første omgang troede den militære modstand på at Hitler var i gang med at ruinere Tyskland, og det ville de forhindre, fordi de mente ikke at de var klar til krig.

Kongelige familier i krig - et hus i splid

Den 4. august 1914 gik Storbritannien i krig mod en gammel ven og allieret. Et folk, som man delte utallige historiske og kulturelle bånd med. Man allierede sig med et autoritært diktatur, som man havde været dødelige fjender med i næsten 100 år. Hvordan Storbritannien kom til at kæmpe sammen med Rusland mod Tyskland, er en af det 20. århundredes store gåder. Forklaringen er til dels at finde i en enkelt families særhed og svaghed. Dronning Victorias efterkommere sad på tronen i 10 europæiske lande. Det dynastiske betød, at diplomati også var et familiedrama.

Ved krigsudbruddet herskede tre fætre over Europas tre mægtigste magter. Zar Nikolaj d. 2 af Rusland, kejser Wilhelm d. 2 af Tyskland og konge George d. 5 af Storbritannien. Deres lidenskaber, venskaber og vigtigst af alt deres rivalisering, kom til at spille en vigtig rolle i ændringen af europæisk politik - hvilket historikere ofte overser. Dette er historien om, hvordan de kongelige var med til at trække Europa ned i afgrunden. Historien om en familietragedie.

Den 10. marts 1863, næsten 50 år før 1. verdenskrig brød ud, forsamledes Europas kongelige i St. George’s Chapel i Windsor, til Victorias ældste søn Berties bryllup. Den senere Edward d. 7 blev gift med prinsesse Alexandra af Danmark. Prinsesse Alex, som hun blev kaldt, var smuk og glamourøs - og var sin tids prinsesse Diana. Hun var meget populær blandt det britiske folk. Men brylluppet blev også husket som den første gang, Victorias barnebarn - den kommende kejser Wilhelm d. 2, blev set offentligt i England. Wilhelm er fire år og er med til brylluppet som page. Han er spændt, fordi at han må have sit skotske tøj på - med kilt og mavepung og en sgian-dubh i strømpen. Han blev sat ved siden af et par af sine onkler - bider en af dem i benet - og smider derefter sin daggert ud midt på kirkegulvet under ceremonien. Han prøver at stjæle opmærksomheden fra det britiske monarki og sin onkel. Det var starten på et lang, indviklet og smertefuldt forhold mellem den kommende tyske kejser og hans britiske familie. Brylluppet på den forårsdag blev også på andre måder et vendepunkt i kongefamiliens forhold til Europa.

Mindre end et år efter Bertie og Alex’ bryllup invaderede Preussen Danmark. Preussen var den største stat i et endnu ikke forenet Tyskland. Wilhelms far, kendt som “Fritz”, var arving til den preussiske trone og var gift med dronning Victorias ældste datter, Vicky. Danmark var hjemland for den smukke, nye prinsesse af Wales. Følgen af det er at der opstår en fjendtlighed mellem Danmark og Preussen. Det bliver en afgørende faktor i de europæiske magters alliancer - og det delte Victorias familie.

Alex græd efter sigende hver aften. Bertie fandt hende grædende over den enorme ydmygelse, Tyskland havde udsat Danmark for. Men Alex’ svigermor Victoria tog preussens parti. Hun beordrede hendes søn, Bertie, til at huske på: “Du har kun været forbundet med Danmark i et år.” “Hele din familie er tysk og du er selv halvt tysk.” Man må huske på at hun selv er fuldkommen tysk; hendes mor var tysk, hendes mormor var tysk - og hendes oldeforældre var tyske. Men prinsesse Alex var opsat på at vise sin støtte til Danmark. Hun blev dybt anti-preussisk, netop fordi hun måtte går stille med dørene. Hun fandt diskrete måder at udtrykke det på. På et af det tidligste familie billeder med hendes første barn, har hun barnet på knæet, og han har tilsyneladende bare babytøj på, men hvis man ser godt efter, er det pyntet med små, danske flag. Det er prinsessen af Wales’ afdæmpede måde at vifte med flaget på. Prinsesse Alex, det britiske folks kæledægge, gift med én kommende engelsk konge og mor en anden, tilgav aldrig Preusserne krigen i 1864.

Selvom Preussen vandt, fik krigen også dybdegående følger for dronning Victorias datter, Vicky, og hendes mand Fritz i Berlin. Preussen var en aggressiv og fremstormende magt. Da Victoria og Albert sendte Vicky afsted for at blive gift, sendte de hende ud på en opgave. Victoria og Albert havde en plan om at civilisere Preussen. Det var et forsøg på at gifte Vicky med arvingen til den tyske trone og derved redde preussen fra den overdrevne tyske militarisme. Vicky var kun 17 år, da hun blev gift med Fritz. En barnebrud. Men hun var meget intelligent og var blevet trænet af sin far til opgaven. Man gik ud fra at Tyskland ville blive forenet under preussisk ledelse. Vicky skulle sørge for, at det nye tyskland blev et liberalt, pro-britisk, konstitutionelt monarki. Hvis man har et liberalt Preussen, får man et liberalt Tyskland. Vicky bliver affyret som et missil ind i Preussen for at gøre det liberalt. Det var intet mindre en kamp om Tysklands fremtidige sjæl. Det var en tung byrde at lægge på en 17-årig piges skuldre. Det indså selv dronning Victoria. “Stakkels barn, jeg skælver ofte når jeg tænker på, hvad der forventes af hende.” Victorias planer gik snart efter i vasken.

I 1882 blev Otto von Bismarck udnævnt til preussisk ministerpræsident. Bismarck var ærkekonservativ, og hans politik var var lige modsat Vickys. Angrebet på Danmark i 1864 forstærkede Bismarck greb om magten og resulterede i en anneksion af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Derefter fulgte en række korte krige, hvor Bismarck knuste de små tyske staters selvstændighed og besejrede Østrig og Frankrig. I 1871 havde han opnået drømmen om et forenet Tyskland - og forandret Europa-kortet. Et forenet Tyskland truer den europæiske magtbalance - med sit høje befolkningstal og sin strategiske placering midt i Europa. Tyskland har også en blomstrende økonomi. Lige midt i Europa bliver der skabt et land, der potentielt kan dominere hele kontinentet. Foreningen medførte også en dramatisk ændring af interne magtforhold. De konservative og militarisme kræfter sejrede. Vicky blev tilsidesat og skrev kvalfulde breve til sin mor: “Du kan ikke forestille dig, hvordan det er at være omgivet af folk, der opfatter din eksistens som ulykke.”

Men Bismarck var bare ét af Vickys problemer. Som briterne allerede havde set til Berties bryllup, var hendes søn Wilhelm et besværligt barn. Hans problemer startede den nat han blev født. Wilhelms fødsel var en sædefødsel. Han sad godt fast, han kom ud med numsen først. Hans ben lå op mod hans bryst, og armene lå bag hans hoved. Lægen fik på en eller anden måde den venstre arm ned, men som han selv skrev, måtte han bruge vold for at gøre det. Dette er meget grusomt at tænke på i de øjeblikke, hvor kejseren bliver til. Wilhelms venstre arm er permanent misdannet. Den var kortere end den højre og stort set ubrugelig. Hans følsomme, intelligente, 18-årige Vicky fik et traume. “Det skærer mig i hjertet at se andre børn med deres lemmers fulde brug.” “Jeg er plaget med tanken om, at han skal forblive en krøbling.” “Jeg ville så gerne have et perfekt barn ligesom alle andre.” Det er et militarisk samfund, hvor man ikke kan være handicappet. Man kan ikke have en enarmet konge af Preussen. Man skal have en perfekt krop, og det har hendes søn ikke. Wilhelms bedstefar, den preussiske konge wilhelm 1., reagerede med en vanlig preussisk takt. Da Wilhelm 1. ser den lille, nye Wilhelm skal han have spurgt sin søn Fritz, om han burde lykønske ham med fødslen af et defekt barn.

Vicky havde fejlet i det, der for preusserne var hendes primære opgave. I starten af 1860'erne boede Vicky og Fritz i den enorme upersonlige Neues Palais uden for Berlin. Her blev Wilhelm udsat for desperate behandlinger af sit handicap. Han højre arm blev spændt fast for at tvinge ham til at bruge den venstre. Det resulterede kun i endeløse, smertefulde fald på marmorgulvet. Da Wilhelm var fire år, begyndte hans hoved at hælde til siden på grund af uligevægten i hans nakkemuskler. Det blev behandlet ved at spænde ham fast i en maskine. Vicky sendte en skitse af den til sin mor. “Jeg kan ikke beskrive hvor frygteligt det var, at se ham i den maskine. Jeg var lige ved at græde.” “Det var virkelig hårdt at se sit barn blive behandlet som en vanskabning.” Wilhelms unge, traumatiserede mor forværrede hans problemer. Det er nærmest umuligt for Vicky at acceptere Wilhelms handicap. De får ikke noget tæt bånd. Hun sender klare signaler, måske ubevidst, til Wilhelm om, at han ikke lever op til hendes forventninger. Det er en stolt mor, der reagere dårligt på sin søns handicap. Hun prøver at elske ham og være en god mor, men i sidste ende ser hun på ham og ser sit største nederlag. Forholdet mellem den kommende kejser og hans engelske mor bliver anspændt. Det fik omfattende følger for Europas fremtid.

På den anden side af Nordsøen, på Marlborough House, kunne George 5. barndom ikke have været mere forskellig. George blev født seks år efter Wilhelm og var både sund og robust. Han var den anden søn og skulle oprindelig ikke ha været konge. Hans bror Eddie var tronarving. George blev forskånet for sin tyske fætters barske uddannelse. Hans far Bertie, prinsen af Wales, var glad for Georges mor, men samtidig kendt som en skørtejæger. Hans kommende dronning, den smukke prinsesse Alex, var tvunget til at acceptere situationen. Hun overøste i stedet sine børn med kærlighed. Alex bestemmer derhjemme, da Bertie ofte er væk. Hun skaber en atmosfære, der må have været dejligt for små børn. Endeløs leg og tumlen, ingen lektioner, ikke noget alvorligt. Et meget børnevenligt miljø.

Hver anden sommer tog prinsesse Alex hele familien med, for at bo hos sine forældre i Danmark. Den danske kongefamilie var relativt fattige, men havde giftede sig ind i forskellige europæiske dynastier. Fætre, onkler, kusiner og tanter fra hele kontinentet mødtes i den den konges sommerresidens uden for København. Blandt dem var den russiske kongefamilie. Her mødte George for første gang sin fætter, den fremtidige zar Nikolaj 2., hvis mor Dagmar, kaldet Minnie, var Alex’ søster. Der sker det, at Bertie og Alex hvert andet år holder ferie, sammen med den russiske zar og hans kone. Alex og Minnie have et tæt forhold, og de ville gerne samle familierne. Minnie var gift med Alexander, zar af Rusland fra 1881. Han var en imponerende mand, der var berømt for at kunne bøje ildtænger med de bare næver. George og Nikolaj var begge generte og tilbageholdende, og så op til deres fædre. De blev gode venner.

Den uformelle stemning kan ses, på sjældne billeder fra de danske arkiver. De blev taget af de kongelige selv, det var ivrige amatørfotografer. Atmosfæren var helt afslappet. Den omgangskreds er kendt for en afslappet og fjollet humor. Men hørte om prinsessen af Wales og kejserinden af Rusland, der slog saltomortaler i lange aftenkjoler. Børnene sprøjter på zaren af Rusland og han ler af det og gør gengæld. De kalder ham “Onkel tykke” - kan man forestille sig dette? Der er en usædvanlig atmosfære. Der er en kejser og en kejserinde, flere konger og dronninger og mange hertuger og hertuginder - og de opfører sig alle sammen som børn på ferie. Man kan stadig i dag se spor fra de kongelige feriegæster. Et forbogstav ridset ind i en rude, sikkert af zar Alexander. Børnenes højde afmærket på en dørkarm.

Men én kongelig fætter blev aldrig inviteret. Vickys søn, den fremtidige kejser Wilhelm af Tyskland, der som preusser ikke var velkommen i det besejrede og ydmygende Danmark. Mange af de andre gæster var fra mindre, tyske kongehuse, der også var blevet slået i de tyske samlingskrige. De var heller ikke opsatte på at holde ferie med deres preussiske erobrere. Taberne i de preussiksekrige i 1860’erne samles på stranden og mumler eder mod Preussen. For zarinaen og den kommende engelske dronning havde ferierne et klart politisk formål. Minnie og Alex håbede på at trække deres mænd, Bertie og Alexander, tættere sammen og væk fra Tyskland.

I 1874 besøgte den russiske kongefamilie London. Minnie var ligeså glamourøs og fotogen som sin søster, og det britiske folk blev fortryllet. De danske søstre blev den tids mode ikoner og forvandlede turen til en bekræftelse af anglo-russisk venskab. Den første dag kom de ud i helt ens kjoler. De var i forvejen smukke kvinder, og det gjorde dybt indtryk. Det fremhævede en interessant pointe: Måske havde England og Rusland noget tilfælles. Måske er der ting, der kan trække dem tættere sammen.

Men i 1870’erne var det op ad bakke for søstrene, at forsøge at smed anglo-russiske bånd. For briterne var Rusland den traditionelle fjende. I 1800-tallet så de fleste briter på Rusland med frygt og afsky. Rusland var et mareridt for regeringen i London, fordi det truede Indien - juvelen i imperiets krone. Russerne er asiater, efterkommere af de mongolske horder. De er barbarer. Dronning Victoria talte på nationens vegne:”De afskyelige russere! Frygtelige, lumske og ondskabsfulde.” “De vil altid hade os, og vi vil aldrig kunne stole på dem.”

Russerne havde heller ikke høje tanker om briterne. De brød sig ikke om deres kolonier i  Indien og Centralasien. Set med russiske øjne er briterne både hykleriske og irriterende. Storbritannien står på mange måde i vejen for Rusland og briternes opfattelse af moralsk overlegenhed er svær at sluge.

Rusland vendte sig i stedet til Tyskland, hvor kansler Bismarck havde arbejdet hårdt på at skabe gode forbindelser. Han frygtede en fransk-russisk alliance, der ville omslutte Tyskland. I 1884 styrkede Bismarck båndet ved at sende en delegation til Rusland, til fejringen af den russiske kronprins’ indtræden i voksenlivet. Hans valg af leder var overraskende: Nikolajs fætter, prins Wilhelm, som nu var 25 år. Det er meget smigrende for en, der er så ung og uerfaren. Han har ikke deltaget i diplomati før. Men det er også en hån mod hans far, for Wilhelms far Fritz havde længe villet deltage i politik, men Bismarck holdt ham væk. Bismarck var ivrig efter at udelukke Wilhelms liberale forældre, som stadig kun var tronarvinger, så han udnyttede det indviklede og anstrengte forhold mellem Wilhelm og hans engelske mor.

Som teenager havde Wilhelm skrevet sære, seksuelt ladede breve til Vicky. Han beskrev drømme, hvori han kyssede og kærtegnede hendes hænder. Han længtes efter at opfylde de drømme. “Om otte dage skal vi til Berlin, og så udlever vi mine drømme, når vi er alene på dit værelse uden vidner.” “Lov mig at du vil gøre som i min drøm, for jeg elsker dig så højt.” Hvad skal man mene om det? Det er tydeligvis en erotisk drøm, der sært nok fokuserer på hænderne og især på venstre hånd. Det er jo Wilhelms hånd som er dækket af en handske, for at skjule misfarvningen og dens klolignede udseende. Min fortolkning, er at han gør et sidste forsøg ad denne forbudt, incestiøse vej, på at få sin mor til elske sig, som den han er.

Den fremtidige kejser er nu i tyverne, og hans hjerte er hærdet. Han var blevet stærkt fjendtlig over for alt, hvad hans forældre stod for. Vicky skrev fortvivlet til sin mor, dronning Victoria: “Willy er chauvinistisk og ultra-preussisk i en sådan grad, at det ofte smerter mig.” “Han er ved at blive til en arketypisk Potsdam-officer, med den onde blanding af at være højrøstet og fremmedfjendsk.” Han gør alt for at irritere sine forældre. Han er en rebel. Han ved, at det vil går hans forældre på, hvis han færdes i antisemitiske kredse, så det gør han. Han ville være tæt på vinderne: hans bedstefar og Bismarck. For ham at se er hans forældre tabere i det tyske samfund. Han vil ikke associeres med dem. Spændingen mellem mor og søn forstærkes, af Vickys stærke båd med sit britiske hjemland. Hun roste altid England til skyerne på Tysklands bekostning. “Du er en lille, tysk dreng. Du vil aldrig forstå det at være engelsk.” “Du kan godt rose din flåde, men den er intet i forhold til vores.” - og sådan fortsatte hun.

Wilhelms tur til Rusland i 1884 beseglede endeligt hans afhopning til den konservative lejr. Wilhelm er fascinerede af det enevælde, han ser i Sankt Petersborg og Moskva; at der står 12.000 soldater langs jernbaneskinnerne og råber hurra, da det kejserlige tog kører forbi. Det er en ønskedrøm for ham. Wilhelm så zar Alexander 3., Nikolajs far, som en halvgud. Zaren levede i utrolig luksus i sine utallige paladser og havde ubegrænset magt. Han var ikke bundet af nogen form for repræsentativ regering. Wilhelm var beruset af det. Den kejserlige ideologi, som han udvikler i 1884, holder han fast ved. Ideen om, at han er udsendt af Gud for at herske over sit folk. “Jeg skal ikke lytte til folket. Jeg skal overbringe dem Guds budskab.”

Da han kom tilbage fra Berlin, begyndte Wilhelm en privat og foruroligende indskrevet korrespondance med zaren. Hans fjendtlighed mod sin mor gjaldt nu også hendes britiske familie. “Jeg vil bede dig om én ting: Gør modstand mod de engelske onkler.” “Bliv ikke chokeret over min far. Han er under min mors indflydelse og hun er styret af den engelske dronning, og får ham til at se alt med engelske øjne.” Wilhelms forhold til England afspejlede forholdet til moren, med alt dets kompleksitet. Han er meget splittet. Han er fascineret af Storbritannien og vil bemærkes af briterne. Men han hader også Storbritannien. Han elskede empires pragt og pragten omkring hans bedstemor. Det tiltaler ham rigtig meget, men samtidig er han også usikker: “Jeg er ikke god nok. De ser ikke Tyskland som ligeværdigt.” Alle hans forhold i livet er fulde af konflikter, også det her. Forholdet til England er det mest problematiske af dem alle.

I 1887 fejrede dronning Victoria sit jubilæum. Wilhelm kunne bedre lide sin bedstemor end sin mor og nu viste han sig fra sin pro-britiske side. Han overtalte sin bedstefar til at gøre ham, i stedet for hans forældre, til leder af den tyske delegation. Men det huede ikke dronning Victoria. Da Victoria hører, at Wilhelm har inviteret sig selv som repræsentant, uden at fortælle sine forældre det, bliver hun rasende og afviser ham. Hun inviterer hans forældre i stedet. Da det stor optog gik gennem Londons gader, måtte Wilhelm finde sig i at spille en birolle. På Victorias familieportræt, som blev malet til lejligheden, fik hans far Fritz hæderspladsen. Wilhelm måtte stå og skære tænder i en vinduesalkove, sammen med sin yngre fætter George. Hans had til England vendte tilbage: “Nu må den gamle kvinde godt snart dø. man kan ikke hade England nok.”

Får måneder efter samlede Europas kongelige sig igen i Berlin, til begravelsen af Wilhelms bedstefar, kejser Wilhelm 1. Han blev 90 år gammel. 30 år efter sin ankomst til Tyskland blev dronning Victorias datter, Vicky, endelig kejserinde. Men kroningen blev ikke lykkelig. Hendes mand Fritz var døende. Wilhelms far Fritz får strubekræft. Det tager lang tid at diagnosticere og da de finder ud af det, er det for sent. Fritz blev kejser i marts 1888, men havde på det tidspunkt kun få måneder tilbage at leve i.

Det er et af historiens store spørgsmål. Hvis Wilhelm 1. døde tidligere, eller Fritz havde overtaget før, kunne Tyskland havde udviklet sig anderledes. Fritz var liberal. Han ville gøre Tyskland konstitutionelt. Men det ønskede hans søn Wilhelm 2. slet ikke. Vickey vidste, at hun og hendes mand aldrig ville få reel magt. Hun skrev et tragisk brev til dronning Victoria: “Folk opfatter os som en forbipasserende skygge, der snart vil blive erstattet af virkeligheden i skikkelse af Wilhelm.” Fritz ville gerne påvirke tysk politik, men han er for syg og svag og han ved, at han er døende. Alt det han har arbejdet for i 20 år, ideen om et liberalt Tyskland, som han ønskede at skabe kommer bare ikke til at ske - det er virkelig grumt. Fritz døde efter kun 99 dage på tronen.

Som 29-årig bliver hans uberegnelige og følelsesmæssigt ustabile søn, kejser over et af verdens mægtigste lande. Et land, hvor monarken stadig havde fuldkommen magt. Hans første handling var at få tropper til at omringe Neues Palais, hvor hans far var død. Han beordrer paladset gennemsøgt for papirer fra hans fars tid som kejser. Det er monstrøst, det er aggressivt, og det er rettet mod Vicky. Den britiske del af familien hører om det. Det er jo en frygtelig ting at gøre mod ens mor, og de er forfærdede.

Prinsen af Wales er nu i fyrrerne og har et tæt forhold til sin søster. Han skrev til Vicky for at trøste hende over hendes søns opførsel:”Hans behandling af dig er afskyelig.” “Men han mangler desværre en gentlemans finfølelse og væremåde.” Den fremtidige engelske konge tilgav aldrig sin tyske nevø. Forholdet mellem fætteren George og dennes mor var meget anderledes. George kaldte altid Alex ‘prinsessen af Wales, min elskede mor’. Og hun kaldte ham ‘lille Georgie’. Hun sluttede ét brev med: “Et stort kys til dit smukke, lille ansigt.” George var 25 på det tidspunkt.

Prinsesse Alex’ afsky for Tyskland var ikke blevet mindre i 1890 blev George æresoberst i et preussisk dragonregiment, under et besøg i Berlin sammen med sin far. Bertie klemte sig ned i en stram uniform, men George holdt lav profil. Hans mor var både fornøjet og forfærdet: “ Så min Georgie-dreng er blevet en ægte, beskidt tysk soldat med blå jakke og pikkelhue? ” “Det er lige meget. Som du siger ‘det kunne ikke undgås’.“

George var stadig bag sin ældre bror i tronfølgen og skulle oprindeligt have haft en karriere i Royal Navy. George var på niveau med en befalingsmand i flåden. Han var virkelig dårlig uddannet. Som næsten den eneste kongelige i slutning af 1800-tallet, talte George ikke nogen fremmedsprog. George er i høj grad formet af sit liv i flåden. Han foretrækker begrænset plads, selv efter at han bliver prins af Wales. Han er ikke selskabelig. Han kan lide orden, disciplin og kontrol.

Da hans ældre bror Eddie døde af lungebetændelse i 1892, blev George tronarving. I modsætningen til fætter Wilhelm havde han aldrig ønsket at blive konge. Hans brors død kom som et chok. Det er næsten tvillinger. Det er meget hårdt for ham. Og så står han pludselig med alt det ansvar, han aldrig havde forventet. Det er skræmmende i begyndelsen. En fornemmelse af skæbnefællesskab bragte han tættere på sin fætter, den russiske tronarving Nikolaj. De lignede endda hinanden meget. De er begge to pæne, uerfarne, unge mænd, som ikke har haft ambitioner om at stige højere op i graderne, skæbnen havde udset dem til. Ligesom George var Nikolaj tæt forbundet til sin mor, Minnie. Hans danske mor er, ligesom hans søster, dronning Alexandra af storbritannien, en god og meget besidderisk mor. Hun gør sit bedste for, hendes sønner skal forblive børn. Det er utroligt, at man har disse to fremtrædende, kongelige personer, som derhjemme stort set bare er pattebørn.

Der var dog en afgørende forskel på det to kongelige fætre.  George giftede sig pligtskyldigt med prinsesse Mary, som havde været trolovet med hans storebror. Nikolajs ægteskab blev en storslået fortælling om drama og romantik, som ændrede Ruslands historie.

I 1889 blev Nikolaj under et familiebesøg i Sankt Petersborg, dybt forelsket sin tyske kusine, dronning Victorias barnebarn, prinsesse Alex af Hessen-Darmstadt. Alex var datter af Victorias anden datter, Alice, som var blevet gift med en tysk hertug. Alice døde af difteri, da Alex kun var seks år. Dronning Victoria havde taget sig af de moderløse børn. Victoria har en stærk følelse af, at Alices børn er blevet hendes egne. Dronningen er særligt interesseret i døtrene. Alex var efter sigende Victorias yndlings barnebarn. Tanken om et ægteskab med den russiske tronarving genoplivede dronningen gamle frygt og mistanke: “Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om hende på den usikre trone. Rusland og råddent, og der kan når som helst ske noget forfærdeligt.”

Kejseren og Edward VII med dronning Victoria og datteren Vicky. Kilde: theartsdesk.com

Hurtige noter: Oplysningstiden 1690-1789

• Økonomisk fremgang
• Enevælde
• England overtog Frankrigs titel som mønsterland
• Slaveri: Bomuldsindustrien bliver til
• Enevælden blev kritiseret af bl.a. John Locke
• Folkelighed
• Oplysnings folket troede meget på ytringsfrihed, oplysning og lighed (Lighed, frihed og broderskab)
• Under Chr. VII kom oplysningen til magten v Johann Frederic Struense
• Gennemførte love med oplysningens ideer
• Guttenberg opfandt i 1440 trykpressen
• Starten på internettet
• Tankerne kunne nå ud til det meste af Europa hurtigt = viden spredte sig hurtigt
• Skrevet også på dansk, i stedet for latin
• Husholdningen i perioden bestod af mand og kone, uden rolle i en husstand, kunne man ikke overleve
• Der bliver kastet lys over noget som før har ligget i mørke
• Sluttede efter den franske revolution

Religion

• De ved ikke hvad de skal tro på efter jordskælvet i Lissabon
• Religionskrige, mellem katolikker og protestanter
• 80 års krigen
• 30 års krigen

Frederik III og Enevælden

• Søn af Chr. 4
• Underskrev den hidtil strengeste  håndfæstning
• Sophie Amalie
• Leonora Christine / Corfitz
• Blåtårn, jammersminde, hammerhus
• Solkongen
• Pomt og pragt
• Økonomisk lavkonjunktur 1600 - 1750
• Løsning på dette: kolonier, monopoler

Rokoko

I Danmark 1720-1781

• Mere enklere end barok

Personer

• Ludvig d.14
• Ludvig Holberg (Født:1684 Død:1754)
• John Locke
• Filosof
• For at kunne have viden, skal man kende sanserne, empiri
• Chr. VII
• Johann Friederich Struense
• Afskaffede toturen
• Ytringsfrihed
• Ligestillede børn født uden for ægteskab
• 1772, bliver han arresteret
• Ophævede censuren

Middelalderen 476-1453

(Latin: medium aevum)

• Betegner europæisk historisk periode fra antikkens afslutning til renæssancen (genfødsel af antikkens tanker)
• Ca. 500 - 1500 tallet (mere præcist: 476  romerriget-1453)
• Danmark omkring år 1050 = 1050 vikingetidens ophør
• "Den mørke middelalder" / mellem periode
• Kongemagtens ovegang til kristendommen i stedet for Ase tro = middelalder

Feudalisme

1. Konge
2. Vasaller
3. Fæstebønder
4. (trælle)

Religion

• Romersk katolsk kirke var den officielle kirke i Danmark
• Katolsk kirke
• Konge, adel og kirke
• Ændrede sig ved reformationen i 1536,  hvor kirken mistede deres politikske indflydelse 

Korstogene (1056-11-13 århundrede)

Pilgrimsvandringer i højmiddelalderen af pilgrimme målet var Jerusalem og Betlehem

• Paven Urban 2. :
• Betalt med aflad / de kom ikke i skærsilden
• Man ville sikre vejene
• Alle skulle være katolikker
• Befrielse af "Det hellige land" fra Islam / muslimsk herredømme, der siden 600 tallet havde været under muslimsk herredømme.

• Udvikling af medicin ift. islam og kristendommen
• Kristendommen forhindrede i at undersøge mennesket, da det var "Guds værk"

•  Betydning:
•  korstog for at omvende hedninger til kristen tro
• kulturelle møder mellem 2 religioner
• Arabiske bøger oversættes til latinnye institutioner som ridderordenerne, permanente diplomatiske relationer og et internationalt bankvæsen
• Førte til handel

Opdeling af middelalderen i perioder:	Den danske middelalder:
Tidlig middelalder (ca. 500 - 1000) Højmiddelalder (ca. 1000 - 1300) Senmiddelalder (ca. 1300 - 1500)	Vikingetid (ca. 800 - 1050) Tidlig middelalder (ca. 1050 - 1200) Højmiddelalder (1200 - 1400) Senmiddelalder (1400 - 1536)

Perioder

 Tidlig middelalder (500-1050) 

• Præget af store folkevandringer, blandningskulturer, etablingen af klostre 
• Danernerne går fra asetro til kristendommen

Højmiddelalder (1050 -1300)

• Fremskridtstid og en samlet katolsk kirke under paven.
• Der bygges flere tusidne tusinde kirker og godt hundrede klostre.
• De første landsskabslove bliver til og Danmark omdannes til en feudalt landbrugsland.

Senmiddelalderen (1300-1500)

• Præget af pest, hungersnød,bondeoprør,
• Magtkampe mellem kirke, adel og kongemagt.
• Fremskridt; naturvidenskabelig nytænkning.