Maos lange March

Efter at være sluppet igennem regeringshærens linier begyndte de kinesiske kommunister i 1934–1935 "Den lange March" fra Guichou til Yenan, hvor de omgrupperede deres styrker.

Da general Chiang Kaishek i 1927 havde gennemført sit statskup ved hjælp af Guomindangs højrefløj, rettede han skytset mod Kinas kommunistiske Parti, der blev styret af Josef Stalins og Koministernes partier. Chiang Kaisheks styrker for frem med mord og terror og likviderede størstedelen af kommunisterne, så partiet på det nærmeste blev udslættet.

I maj 1933 blev skaberen af rigsværnet i Tyskland, den tyske general Hans von Seekt, nærmeste militærrådgiver for Chiang Kai-shek, og iden følgende tid udarbejde han en helt ny strategi for nationalregeringen. En vedholdende fremrykning blev sikret af utallige "blokhuse", hvis mandskab kontrollerede alle veje af betydning. Med 14.000 af disse "blokhuse" og 2400 km nye veje indsnævrede Guomindang-tropperne efterhånden de kommunistiske dominerede områder, så de i efteråret 1934 kun omfattede nogle få hundrede kvadratkilometer. Nu var det kun et spørgsmål om tid, før Den Røde Hære ville blive splittet.

I denne faretruende situation lykkdes det den 21. maj 1934 de kommunistiske styrker at bryde gennem Guomindangs linier, og 90.000 mand begyndte Den lange March. På et udvidet møde i kommunistpartiet Politibureau fra 6. til 8. januar 1935 i Zunyi i den fattige provins Guizhou lykkedes det Mao Zedong at opbygge en ny ledelse med Zhou Enlai som militær øverstbefalende, mens han selv indtrådte som medlem af politbureauets stående komité. Nu var styrkerne blevet omorganiseret, og under store tab førte Mao dem mod de nordlige provinser. Kun 9000 overlevede den 10.000 km lange march til Shensi, hvor de den 20. oktober kunne slutte sig til de lokale guerillastyrker. Her erklærede de Baoan, det senere Yenanm for rød hovedstad og støttepunkt.

Men selv de mest aktive og optimistiske blandt de overlevende turde ikke tro på de fremtidsvisioner, som Mao oprullede i en tale den 27. december 1935: "Den lange March har også været en såmaskine, der i 11 provinser har lagt sine utallige frø, som vil spire, grønnes, blomstre og til sidst bære frugt." Men tvivlen blev gjort til skamme. Ganske vist var Yenan med dens 1,5 mio. indbyggere endnu i 1937 det eneste område kommunisterne havde befriet, men allerede i foråret 1945 beherskede de 19 regioner med tilsammen 95 mio. mennesker.  Fire år senere sejrede Maos styrker i borgerkrigen.

Den 1. oktober 1949 blev Den kinesiske Folkerepublik proklameret ved Den Himmelske Fredsport i Beijing (Peking) med Mao Zedong som statschef. Zhou Enlai blev udenrigsminister. Chiang Kai-shek fortrak til øen Taiwan (Formosa), som blev opbygget som en vestligt orienteret stat.

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.