Nylon og andre kunststoffers sejrsgang

Da det i 1935 lykkedes den amerikanske kemiker Wallace H. Carothers at fremstille de første 100 procent syntetiske fibre, skal han have udbrudt: ”Now, you lousy old Nipponese!”. De første bogstaver i hvert ord danner navnet 'nylon'.

Fotografi: Picture Post - 4758 - Nylon For Lingerie - pub. 1949

April 30, 1949.

Hvad enten historien er sand eller ikke, så siger den dels noget om tidens begejstring for det nye stof, dels noget om amerikanernes holdning til japanere (hans udbrud betyder: ”Nu skal i bare se her, elendige japsere”). Det så på én gang ud, som om de fjernøstlige silkelarvers monopol var brudt. Hvad angår strækstyrke, vaskbarhed, elasticitet og vandtæthed viste nylon sig langt at overgå ikke alene naturstoffer som silke, uld og bomuld, men også allerede kendte kunststoffer af naturligt forekommende råstoffer som for eksempel celluld. Og så knitrede nylon ikke. Den første helsyntetiske fiber kunne desuden masseproduceres, og dets anvendelighed syntes uden grænser.

Udviklingen hos Du Pont de Nemour & Co.

Opfindelsen af nylon forløb ellers ganske udramatisk. Den var resultatet af en grundforskning uden direkte praktisk formål. I 1929 arbejde Wallace H. Carothers i firmaet Du Pont de Nemour & Co.’s laboratorium i Wilmington med fremstilling af polymere strukturer, det vil sige lange sammenhængende kæder af simple molekyler. Han ville undersøge deres egenskaber i forhold til de byggesten, som de var opbygget af. At Carothers’ eksperimenter skulle få praktisk betydning, viste sig først tre år senere, da det lykkedes ham ved smeltning af et særligt højpolymert kondensat at fremstille en fiber, der efter størkningen kunne formes plastisk og viste sig at have omtrent samme egenskaber som natursilke. Fiberen var dog indtil videre uanvendelig som erstatning for silke, fordi dens smeltepunkt lå for lavt – det vil sige under 100°C. Først i 1934 lykkedes det Carothers at fremstille et polyamid, et kunststof, der først smelter ved 210°C.

Nylon sættes i produktion

Nu var spørgsmålet så, hvilke lettilgængelige grundstoffer man med størst fordel kunne anvende ved videreudviklingen af det nye kunststof. Du Pont besluttede sig for et polyamid af hexamethylendiamin og adipinsyre, der udvindes af stenkul og olie og derfor ville være både billigt og til rådighed i ubegrænsede mængder. I 1935 fremstillede Carothers de såkaldte nylon 6,6 med et smeltepunkt på nær 250°C, og tre år senere satte Du Pont stoffet i storproduktion. I maj 1940 kom de første nylonstrømper på markedet. Nylons relativ ringe hårdhed og styrke kan forøges væsentligt ved hjælp af en forstærkning med glasfibre, og samtidig øges dets temperaturbestandighed til omkring 150°C.

'New look' 

Lige efter 2. Verdenskrig udgjorde nylon næsten halvdelen af hele verdensfabrikationen af kunstfiberstoffer, men siden erobrede andre syntetiske stoffer som for eksempel polyester (Trevira) og akryl (Dralon) store dele af markedet. Wallace H. Carothers nåede ikke selv at opleve sit kunstfiberstofs sejrsgang. Den 29. april 1937 begik han selvmord.

1. Verdenskrig: Celluldstoffer

De Allieredes blokade af Tyskland under 1. Verdenskrig gør bomuld til en mangelvare og fører til udviklingen af den cellulosebaserede celluld, også kaldet kunstsilke og rayon. Stoffet kommer på markedet som meget tynde tråde (filamenter) og som stabelfibre i uld- og bomuldstyper. Efter 2. Verdenskrig videreudvikles industrifibrene i mange lande både som regenererede celluloser og som syntetiske fibre, først nylon.

1950’erne: Nyltest-skjorten

Nyltest er det mest anvendte kunststof til damestrømper og manchetskjorter i 1950’erne og 1960’erne, hvorefter nye moder og modestoffer trænger det ud af markedet. Man Nyltest-skjorten er praktisk og let at have med at gøre, og den forbliver populær i alle aldersklasser.

1970’erne: Pullovere af akryl

Efter 1950 anvendes polyacrylnitril under navne som Dralon, Dolan og Orlan til tæpper, overtøj, møbelbetræk og dekorationsstoffer. Kunststoffet er stærkere end uld og bomuld og kan ånde selv i fugtig tilstand. Blandet med naturstoffer erobrer akryl efterhånden store markedsandele.

1970’erne: Oilskinsjakken

Den gule oilskinsjakke bliver den store mode. Den er fuldkommen vandtæt og bliver et populært arbejdstøj på boreplatformene i Nordsøen. Stoffet består af bomuld, der overfladebehandles med silikone eller polyuretan, og det tillader kroppen at ånde, samtidig med at det holder al fugt ude. Men dets stivhed går ud over bevægeligheden.

1990’erne: Jakker i mikrofibre

I modsætning til de almindelige, syntetisk fremstillede fleecejakker består mikrofiberjakken af et væv af fine fibre, der er opkradset på begge sider, og derfor føles jakken særlig blød. Stoffet, der blandt andet forekommer under navnet Gore-tex, er vandafvisende takket være en særlig membran af kunststof.

Litteraturliste: 

1. "Wallace Hume Carothers". Chemical Heritage Foundation. Set 3. okt. 2017.
2. McIntyre, J. E. (2005). Synthetic fibres : nylon, polyester, acrylic, polyolefin (1st ed.). Cambridge: Woodhead. p. 10. ISBN 9780849325922. 
3. Travis, Anthony S. (1998). Determinants in the evolution of the European chemical industry : 1900-1939 : new technologies, political frameworks, markets and companies. Dordrecht: Kluwer Acad. Publ. p. 115.
4. Wolfe, Audra J. (2008). "Nylon: A Revolution in Textiles". Chemical Heritage Magazine. 26 (3). 
5. Kativa, Hillary (2016). "Synthetic Threads". Distillations. 2 (3): 16–21. Set 3. okt. 2017.
6. Jump up ^ Blakinger, Keri (April 30, 2016). "A look back at some of the coolest attractions at the 1939 World’s Fair". New York Daily News. Set 3. okt. 2017.
7. Sundberg, Richard J. (2017). The Chemical Century: Molecular Manipulation and Its Impact on the 20th Century. Apple Academic Press, Incorporated. ISBN 9781771883665.
8. Olds, Lauren (2001). "World War II and Fashion: The Birth of the New Look". Constructing the Past. 2 (1): Article 6. Set 3. okt. 2017.
9.  Krier, Beth Ann (27 October 1988). "How Nylon Changed the World : 50 Years Ago Today, It Reshaped the Way We Live--and Think". LA Times.
10. Handley, Susannah (1999). Nylon: The Story of a Fashion Revolution. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press. p. 68. ISBN 978-0756771720. Set 3. okt. 2017.
11. Wilson, Sheena; Carlson, Adam; Szeman, Imre (2017). Petrocultures: Oil, Politics, Culture. Montreal, Quebec: McGill-Queen's University Press. p. 246. Set 3. okt. 2017.
12. Jump up ^ "Synthetic fiber US 2130948 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
13.  "Preparation of xylylenediamines US 2970170 A". Patents. Set 3. okt. 2017.
14. Valerie Menzer's Nylon 66 Webpage. Arizona University
15. Campbell, Ian M. (2000). Introduction to synthetic polymers. Oxford: Oxford Univ. Press.
16. "NYLON 6,6 (Nylon 6)" (PDF). Serrata. Set 3. okt. 2017.

Adolf Hitler udnævnes til rigskansler

Den 30. januar 1933 udnævnte Hindenburg lederen NSDAP, Adolf Hitler, til ny rigskansler. Dagen efter opløste Hitler rigsdagen. Det blev indledningen til det nationalsocialistiske diktatur.

Efter det mislykkede kupforsøg i München i november 1923 blevet Det nationalistiske tyske Arbejderparti, NSDAP, forbudt, og dets leder Adolf Hitler idømt fem års fængsel. Han kom dog kun til at afsone ét år, og efter løsladelsen fortsatte han med at udbygge sit parti med det formål at bringe det til magten med lovlige midler. Under det relativt stabile forhold i Weimarrepublikken frem til 1929 forblev partiet dog uden større betydning, men virkningerne af den økonomiske verdenskrise gav for alvor partiet vind i sejlene. Ved rigsdagsvalgene i 1930 fik mere end 6 mio. stemmer og blev dermed landets rigspræsidentembedet i 1932 stillede Hitler op som højrepartiernes kandidat mod den siddende rigspræsident von Hindenburg, men tabte. Allerede ved rigsdagsvalgene i juli var NSDAP vokset til at være landets største parti med over 13. mio. stemmer. I mere end et halvt år værgede rigspræsident von Hindenburg sig ved at udnævne Hitler til rigskansler, men stillet over for regeringslederen Kurt von Schleichers socialpolitiskeprogram overtalte industrien og de store jordbesiddere ham dog til sidst. 

Hitler stod i spidsen for en kaolitionsregering af NDSAP og Det Tysknationale Folkeparti, og da nationalsocialisterne havde mindretal i regeringen, regnede højrefløjen med at kunne tøjle og uskadeliggøre Hitler. Det egentlige magtforhold så dog anderledes ud, for ganske vist besatte NSDAP kun to ministerposter men de sad til gengæld på det fællestyske og det preussiske indenrigsministerium. 

Udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler var et helt legalt regeringsskifte i et præsidentstyret system. Den egentlige magtovertagelse, som det hed i nationalsocialisternes propaganda, fandt først sted de følgende uger og måneder. Rigsdagsbranden den 27. februar blev brugt som påskud til at indføre en nødforordning, der indskrænkede borgernes forfatningsskikrede rettigheder. En måned senere, den 23. marts, 1933, fulgte bemyndigelsesloven, der satte republikkens forfatningsmæssige organer - dvs. den lovgivende, udøvende og dømmende magt - ud af kraft. At de frie valg allerede var afskaffet, viste allerede forbudet mode det kommunistiske parti op til valget den 5. marts. Nu sad det yderste højre - nationalsocialister samt Kampffront Schwarz-Weissrot (Tyskenationale og Stahlhelm) - på det absolutte flertal. I den følgende tid bed nazismen sig fast, og i slutningen af april blev alle embedsmænd i kommuner og delstater lagt direkte ind under rigsregeringen. Den 2. maj måtte de frei fagforeninger give op, og i begyndelsen af juli blev de politiske partier tvunget til at opløse sig selv. Endelig, den 1. december 1993, kom så loven, der gjorde stat og parti til ét. 

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. Fotografi: Ullstein

Hitlers vej til magten:

Fødsel (1889)

Den 20. april fødes Adolf Hitler som søn af en østrigsk toldembedsmand i Braunau am Inn, 60 km nord for Saltzburg. I 1905 forlader han realskolen uden eksamen.

Wiener-tiden (1907–1913)

Hitler drømmer om en fremtid som kunstner, men to gange bliver han afvist af kunstakademiet i Wien. Han lever af sin børnepension og ved at sælge egne tegninger og akvareller. Gennem læsning af propagandaskrifter begynder hans antisemitiske verdensanskuelse efterhånden at tage form.

Soldat (1914–1918)

I 1913 havde Hitler unddraget sig militærtjenesten, men da 1. Verdenskrig bryder ud, melder han sig som frivillig. Han gør for det meste tjeneste som ordonnans og bliver såret flere gange. 

Medlem nr. 55 (1919)

I September 1919 bliver Hitler optaget som medlem nr. 55 i Deutsche Arbeiterpartei (DAP), der fra 1920 tager navneforandring til NSDAP - National-Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Han får hurtigt en nøglepost, og i juli 1921 udnævnes han til leder af NSDAP med diktatoriske beføjelser.

Mislykket kupforsøg (1923)

Hitlers forsøg 9. november på at få den bayerske delstatsregering til at begå statskup mod rigsregeringen i Berlin slår fejl. Mens han afsoner sin fængselsstraf, skriver han "Mein Kampf" (min kamp), hvori han fremlægger sin ambitiøse magtplaner og yderliggående verdensanskuelse. Han går blandt andet ind for "en raceren, storgermansk førerstat" og 'udskillelse' af jøderne. 

Fører og rigskansler (1934)

Efter rigspræsident von Hindenburgs død lader Hitler rigsværnet aflægge ed til sig. Fra nu af og til sin død ved selvmord 30. april 1945 forener han rigspræsident og kanslerembedet i egen person. 

Livets smerte: Franz Kafka

Franz Kafkas mest berømte værk "Forvandlingen" udkom i 1915. Fortællingen skildrer en ung mand, der bliver forvandlet til en skarnbasse og ender med at kravle rundt i sin families affald. 

Franz Kafkas fader var en jødisk købmand og Kafka voksede op i det tysktalende miljø i Prag, der dengang var underlagt Østrig-Ungarn. Han blev nære venner med Max Brod i 1902 og han åbnede Kafkas øjne op for de litterære kredse i Prag. Kafka tog sin eksamen som jurist og var i et år i praktik ved en domstol. Efterfølgende fik han en stilling i et forsikringsselskab, hvor han arbejde indtil 1922, da han som 39-årig fik tuberkulose og måtte derfor gå på pension. 

I 1912 arbjede han på sine mest kendte værker: Forvandlingen og Dommen. Dommen omhandler en konflikt mellem far og søn. Dette ses også i Kafkas eget liv, da han måtte leve under sin fars strenge krav. Dette resulterede i at Kafka skrev et brev til sin fra ved navn Brev til min far. Brevet skrev han i 1919, hvori han prøver at frigøre sig fra sin fars skygge og dominerende væren overfor Kafka. Han fik aldrig sendt brevet til sin far. 

Et gennemgående træk i Kafkas værker er, at han skildrer konfrontationen mellem individet og den uforståelige og omgivende virkelighed. I Danmark blev der i 1927 oversat Kafkas roman Der Verschollene, der på dansk går under titlen Amerika. Roman handler om den unge Karl Rossmanns  kamp om at integrere sig det amerikanske samfund.  I bogen Processen, fra 1914, anklager en mistænkelig domstold hovedpersonen Josef K. uden at få indsigt i, hvad han anklages for. Efter at sagen har kørt i ét år bliver hovedpersonen henretter i et stenbrud. Romanen illustrerer individets usikkerhed, eksistentielt, overfor delvis anonyme autoriteter.

Han færdiggjorde novellen En rapport til et akademi i 1917 Novelledramatiseringen omhandler en abe, der forvandles til et menneske. Kafka rammes samme år af lungetuberkulose. I 1922 blev hans situation forværret og sygdommen forhindrede ham i at arbejde og han måtte derfor gå på pension før tid. Herefter arbejde han på sin tredje roman slottet, der udkom i 1926. Roman handler om landmaleren K., der stræber efter at nå ind til autoriteten på slottet, der på mystisk vis har magten over landmålerens skæbne. Men han forgæves at nå ind til dem.

Figurenes perspektiver holder Kafka fast i gennem alle sine fortællinger og romaner. Selvom historierne er fremstillet realistisk og sproget er klart, kan den totale sammenhæng være gådefuld, når læseren begynder at fortolke på Kafka. Fra 20'ernes begyndelse blev lungesygdommen værre og han var tvunget til flere længerevarige sanatorieophold. Kafkas liv endte den 3. juni 1924. Han døde ugift, da han havde en filosofi om, at han ikke ville være i stand til at skrive i et ægteskab. I sit testamente gjorde han det klart og tydeligt, at de værker der ikke var udgivet skulle brændes efter sin død. Kafkas nærmeste ven og udgiver, Max Brod, efterkom ikke ønsket, da han bevarede Kafkas værker for eftertiden.

Fotografi: Franz Kafkas personlige problemer kommer til udtryk i hans værker. Kilde: Culture Trip. 

Andet berømt litteratur af forfattere fra Prag
Kornet Rilke, Rainer Maria Rilke (1904)
Rilke havde for længst forladt hjembyen Prag, da han i 1904 i avisen "Deutsche Arbeit", udgav sit digt Kvadet om Cornet Christoph Rilkes kærlighed og død. Rilkes tidligere digte var en slags romantisering af livet som soldat, som blev meget populære under Første Verdenskrig. Han udgav senere værker, hvor han skildrer fortvivlelsen over det moderne menneskes identitetstab. 
"Der Weltfreund", Franz Werfel (1912)
Opvokset hos det bedre bogerskab i Prag. Han blev primært kendt i den tysktalende del med sin ekstatisk-ekspressionistiske digtsamling, Der Weltfreund. Senere skriver han nogle historiske romaner, bla. hans mest berømte: "Sangen om Bernadette".
"Golem", Gustav Meyrink (1915)
Meyrink blev født i Wien, men er opvoket i Prag. Isit mest brømte værk tager han udgangspunkt i en jødisk legende. Gennem en drømmevision hos rejsende i Prag bliver historien fortalt om lerfiguren Golem, der blev vakt til live af rabien Löw. Det hele er en grotesk fremstilling om den moderne verden, der er ved at holde op med at fungere. 
"Ikke magt eller rigdom", Max Brod (1916)
Udover at være Kafkas udgiver og ven, skrev han også selv. Sin roman Magt og rigdom handler om de sidste år i den danske astronom Tycho Brahes liv. Brahe er en modsætning til sin rival Johannes Kepler, da Tycho Brahe holdte fast i det geocentriske verdensbillede, hvor jorden er universets centrum. Brod udgav en biografi om Kafka i 1937.
"Briefe an Milena", Willy Haas (1952)
Født i Prag. Blev udgiver på tidsskriftet "Die literarische Welt" og var derfor en af de mest populære litteraturkritikere i 1920'erne. Han tilhørte bl.a. den litterære kreds "Prager Kreis". Han udgav Kafkas breve til journalisten Milena Jesenká i 1952. 

Den indflydelsesrige yndling under zardømmet: Grigory Rasputin

Det siges at hele familien Romanov var under en forbandelse af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

I sensommeren 1912 fik zarens eneste søn indre blødninger. Da han lå for døden, blev der sendt bud efter Grigory Rasputin. Han fik blødninger standset og arvezaren var nu heldbredt. Rasputin var nu en slags helgen hos zarfamilien og derfor urørlig. 

Allerede i sin barndom blev Grigorij Jefimovitj Novykh, bedre kendt som Rasputin, anset for at været synsk. I sine unge år arbejdede kan som kusk, hvilket er en såkaldt hestefører. En dag kørte han med en rejsende, som skulle til klosteret i Verkhoturye, der var et sted for kætterske munke. Mange af munkene hørte til khlysternes sekt, der var en sekt, hvor man ville finde vejen til Gud gennem seksuel ekstase. Rasputin blev fascineret af deres levemåde, så han tilbragte fire måneder dér. Efter sin tid i Verkhoturye fik han et arbejde som landarbejder, indtil han en dag fik et syn. Derefter vandrede han 3000 km. til Grækenland, op på det hellige bjerg Athos, hvor han var i to år.    Efterfølgende vendte han stilbage til sin hjemby, 400 km. øst for Ural og var omgivet af en mystisk aura.  I 1903 drog han for første gang til byen Sankt Petersborg. Han opholdte sig på de mest fornemme saloner og optrådte som stares, der en slags munk. Selvom han var uplejet og stank som en gedebuk, ifølge den franske ambasadør, var han meget attraktiv hos de kvindelige borgere. Diverse affære bidrag til at fremme Rasputins hemmelighedsfulde ry og identitet. Han praktiserede stadig i khlysternes ånd og prædikerede om at kun dem, som angrede deres syndere ville opnå frelse. Han stod samtidig for at folk kunne synde, da man skal kunne synde, før man kan angre. 

Kejserinde Aleksandras skriftefader, Theophan, modtog to år senere Rasputin, da han var betaget af Rasputins udstråling. Kort tid efter var en en fast besøgende hos fyrstinderne Milisa og Anastasija. De præsenterede ham for zarpaladset, Sarskoje Selo, i efteråret 1905. Han var en meget velanset herre i paladset, som han også var i salonerne. Han omtalte zaren og zarinaen, som "batjuska" og "matjusjka", der betyder farlil og morlil, istedet for majestæter. Dette gjorde et stort indtryk på zarinaen Aleksandra. Grunden til de mange besøg Rasputin gjorde sig i denne periode var først og fremmest at zarens efterkommer, Aleksej Nikolajevitj, var alvorligt syg med indre blødninger. Siden sin fødsel i 1904 fik han nemt stærke indre blødninger. Mange vidner til Rasputins healingkunst mente, at han var den eneste, der kunne stoppe blødningerne. 

Da zar Nikolaj II overtog kommandoen over hæren i 1915, og zarinaen overtog zarens andre opgaver, fik Rasputin dermed større politisk indflydelse. Rasputin deltog i flere kabinetsomdannelser og med det blev der rejst stor utilfredshed mod Rasputin. Han blev anklaget for at være tysk spion. Man ville dæmpe skandalerne overfor monarkiet, så de konservative adelige lavede en sammensværgelse. 

Trods mange advarsler imødekom Rasputin deres ønske. Han  blev derfor inviteret hjem til fyrst Felix Jusupovs hus i Petrograd, hvor han blev myrdet af de sammensvorende. Først prøvede de at forgifte ham ved at servere ham kage og vin, forgiftet af cyanid. Historien fortæller at der var ingen tegn på, at han var blevet forgiftet, selvom den dosis han havde indtaget kunne dræbe fem mænd. Jusupovs var derfor bange for at ikke ville dø hurtigere, derfor skød han Rasputin i ryggen for, at få ham hurtigere af vejen. Dér troede Jusupovs at han var død, men da han ville se til hans livløse krop, levede han op og Rasputin at kvæle Jusupovs.  Da de andre aristokrater så han stadig var i live, skød de ham 3 gange i ryggen. Igen opdagede de at han ikke var død og de gennembankede ham med køller, indtil han blev bevidstløs. Efter de havde banket ham, pakkede de ham ind i tæpper og smed ham i Neva Floden ved Sankt Petersborg. En senere obduktion af liget viste at dødsårsagen var drukning.

Hans død forhindrede dog ikke monarkiets fald. Rasputin blev myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket.

Fotografi: Rasputin i en kreds af damer ved zar Nikolaj II's hof.  Kilde: "Det 20. århundrede - 1910–1919"

Den Russiske Revolution - Første del

I 1894 blev Nikolaj II udnævnt til zar over det russiske imperium, der strækkede sig fra Østersøen til stillehavet. Indbyggertallet dengang lå på ca. 124 millioner mennesker fordelt i 194 etniske grupper. Det var et land, hvor arbejdere og bønder levede i fattigdom og modgang, hvor imod den russiske elite, der indebar den kongefamilien og aristokratiet, levede ders liv i forgyldt luksus. Ruslands historie indeholdte, også på den tid, lange perioder med kamp om utilfredshed og undertrykkelse fra systemets side. I 1905 blev zaren tvunget til at oprette staten Duma også kaldet en nationalforsamling, der fungerede som en folkevalgt rigsdag. Men magten var begrænset og kompromiserne behagede hverken zaren eller reformatorene. 

Første verdenskrig bryder ud

I 1914 udbrød der krig i Europa og det splittede imperium var tvunget ud i en hård krise. Første verdenskrig var den katastrofe for det zaristiske Rusland. På fronten var landet ramt af ødelæggende nederlag, mens der hjemme i Rusland var fødevaremangel og økonomisk krise. Zaren blev holdt ansvarlig for kriserne, og efter alt var han nu overhovedet i hæren og han stod i vejen for regeringens reformer. Hans tyskfødte kone Alexandra, havde man regnet med ville støtte Tyskland. Det siges at hele kongefamilien var under en forbandelse på den tid, af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

Februarrevolutionen

Den 23 februar, 1917, gik tusindvis af kvinder på gaden i Ruslands hovedstad, Petrograd, der i dag hedder Sankt Petersburg. Kvinderne ville markere den internationale kvinders dag og protestede mod fødevaremanglen, som hele riget var underlagt. Den næste dag var det ikke kun kvinderne der protestede, men også arbejdere og studerende, der havde medbragt bannere, hvortil de viste deres utilfredshed, hvor der bl.a. stod skrevet: "Ned med zaren!". Tropper, der var sat på gaden til at stoppe urolighederne, udviste mytteri ved at deltage i protesterne istedet. Tilhængere af zaren blev arresteret, politistationer og fængsler angrebet og emblemer med zaristiske budskabet blev brændt og tilintetgjort. Regeringen havde nu mistet al kontrol over hovedstaden. Zaren fik at vide af sine ministre, at der kunne kun komme ro og orden i Rusland, hvis han gik af. Den 2. marts abdicerede Nikolaj II. På bare 10 dage var 100 års Romanov styre kommet til en ende. Februar revolutionen forløb overraskende hurtig og ublodig. 

Fotografi: Zar Nikolaj II på en perron, 30. januar, 1916. kilde: Colonel A.A.Mordvinov. 

Hitlers elskerinde

Vi befinder os i begyndelsen af 1922. Facismens åg lægger sig over Tyskland. Hårdt ramt af krisen hilser mange tyskere regimets løfter velkommen. Løfter, som skulle drive Tyskland ud i en verdenskrig, og kræve 60 millioner menneskeliv på grund af én mand: Adolf Hitler. En mand som delte sit liv med en hemmelig livsledsager: Eva Braun. I 13 år levede hun i skyggen af et uhyre. Den kønne pige fra München var kun 17 år, da hun bandt sig til Hitler og var ham tro indtil sin død. Hun levede sammen med manden bag et af historiens grusomste folkedrab. Det trejde rige stod bag udbredte massakrer, så som Holocaust, der kostede 5 millioner jøder livet. "Den endelige løsning" var nøje planlagt. Man ved utrolig lidt om Hitlers kærlighedsliv, men man ved at Eva Braun levede i skyggen af Hitler. Det er gennem hende man i dag har fået et indblik i Hitlers tomme og fattige privatliv. 

Velstand i München og fremgang i NSDAP

I starten af 1900-tallet nød byen München sine sidste år med velstand. Det var i den periode Eva Anna Paula Braun blev født, i en familie på opbruddets rand. Hendes far, Fritz, var en streng protestant, mens hendes mor, Fanny, var en mere forsonlig katolik. Eva søgte derfor trøst hos sine to søstre. I 1913 var Adolf Hitler allerede 24 år gammel. Han søgte ind på kunstakademiet i Wien, men kom desværre ikke ind. Efterfølgende drog han til Wien. Siden Første Verdenskrig havde Tyskland lidt et bittert nederlag. Da han vendte hjem fra fronten tilsluttede han sig det tyske arbejderparti; NSDAP, som senere bliver kendt som nazi-partiet. 

Første Verdenskrig og krigsnederlaget

Den unge Eva Braun voksede op på en klosterskole. Hun var artig, lydig og udviste gode lederegenskaber. Hun drømte om at blive en skuespillerinde og dyrkede samtidig mange sportsgrene. Lige efter Første Verdenskrig fik hun en kæreste ved navn Hans. På den tid virkede hun som en sorgløs pige, der holdte af at lege og klæde sig ud. Efter sin tid på klosterskolen tog hun et bogholderikursus, da hun ikke anede, hvad fremtiden ville bringe. Samtidig havde Hitler store ambitioner. I 1923 forsøgte han at begå et statskup, men "Ølkælderkuppet" slog fejl. Han blev idømt 5 års fængsel, men løsladt 9 måneder efter. Det var i fængslet, hvor han forfattede den første del af "Mein Kampf", hvori han forudser en ny krig. Efter sin løsladelse styrkede han nazistparitet og tørstede efter magt. Tyskland var på daværende tidspunkt på randen af en økonomisk krise og han så sit smuthul til, at sprede propaganda. Han vandt popularitet og for første gang i sit liv blev han bemærket hos det modsatte køn. Han grundfæstede sit parti, valgte hagekorset, som symbol og udpegede fjenderne. Folk blev imponeret af hans enkle, men ophidsende taler. Mange tyskere havde ikke accepteret krigsnederlaget. Hitler gjorde dette til et centralt tema i hans valgkampagne og blev en slags hævnens helt. 

De første skridt mod affæren 

I 1929 blev Hitler præsenteret for Eva Braun af fotografen Heinrich Hoffmann. Han var en nær ven af Hitler og havde netop ansat en køn 17-årig assistent. Hoffmann kendte til Hitlers smag indenfor purunge kvinder. Da Braun og Hitler mødtes på Hoffmanns kontor, var hun helt betaget af den 40-årige mand. Hitler ønskede diskretion og præsenterede sig som Herr Wolf. Eva genkendte ham ikke, men der var en gnist mellem dem. Der var bare ét problem; Hitler var ikke tilgængelig på markedet. Eva fandt hurtigt ud af, hvem Hitler var og at han var optaget. Hun ventede tålmodigt i 3 år på ham, mens de havde et plationisk venskab kørende. Eva begyndte at tage fotografier, som blev udgivet af Hoffmann og trykt i den nazistiske presse. I løbet af de 3 år spillede Hoffmann Kirsten giftekniv. Han inviterede ofte dem begge til middagsselskaber. Hitler faldt for den unge kvindes åbenhed og udtalte sig: "Der er intet som at forme et ungt pigebarn. En 18-20-årig pige kan formes som voks til ens eget segl. Og det er kvindens ønske." Udfra disse kolde of dominerende ord, var Hitler betaget af unge kvinder. 

Evas Fascination af "Der Führer"

I den periode delte Hitler sit liv med "Geli", der var hans halvniece. Hun var en stærk og driftig kvinder, der forsøgte at styre Hitler. Det var et halvincestuøst forhold og det flyttede sammen i 1928. Hun kalde ham "Onkel Adi", og han forsøgte at styre hendes liv. Desværre var deres forhold anspændt. Den 18. september 1931, skød Geli sig selv, med Hitlers revolver, efter længere tids plagen fra Hitler. Det slog op, og hun begik selvmord. Han var knust, da hun nok var den eneste kvinde, som Hitler nogensinde havde følt noget for. Men da Geli var væk, stod døren nu åben for Eva Braun. Fra nu af var middagsselskaber ikke nok: Eva besluttede sig for at forføre partilederen, som hun i 3 år havde været forelsket i. De indledte en affære i 1932 og der var 23 år mellem dem. Hun var forelsket i den store mand, ligesom nogle kvinder forelsker sig i slemme drenge og forbrydere. Han fremstod som en supermand og hun var supermandens kvinde. Selvom hun var dybt fascineret af Hitler, så holdte hun stadig fast i kontakten med sine søstre. Hendes storesøster Ilse havde en affære med en jødisk læge, som flygtede i 1938. Hendes lillesøster Gretl stod Eva nær hele livet.

Rigsdagen og den forsømte Eva

Hitler havde gjort 1932 til det år, hvor han ville tage magten i Rigsdagen; det tyske parlament. Han lagde alle sine kræfter i valgkampen og forsømte Eva, som havde ventet i 3 år på ham. Midt i sin frustration tog hun sin fars revolver og skød sig selv i brystet. Hun var den anden kvinde, der ville dø for Hitler. Eva blev reddet i sidste øjeblik ar sin søster. Føren ville undgå skandaler og svor at tilbringe mere tid sammen med Eva. Men da han endelig kom til magten, blev Eva, igen, overladt til sig selv. Hun begyndte at miste håbet og skrev i sin dagbog:"Hvorfor skal jeg finde mig i det? Gid jeg aldrig havde mødt ham." Hun forsøgte - igen - at begå selvmord i foråret 1935. Efter dette selvmordsforsøg besluttede Hitler at den unge Eva aldrig skulle være alene. Han købte en villa til hende og hendes søster, udenfor München. Fra første indflytningsdag var Eva officielt Hitlers elskerinde.

I en alder af 19 år var Eva Braun Hitlers elskerinde. Fotografi: The Independent, (Channel 4)

Anvendt kildemateriale:

Knoth, Erik: "Brauns hemmelighed", Hovedland, 2008

Lambert, Angela: "Kvinden som elskede Hitler", Lindhardt og Ringhof, 2013