Historisk nedslag: Leonora Christine & Corfitz Ulfeldts flugtforsøg fra Hammershus

Flugten i marts, 1661.

”Det er en kold og stormfuld nat, og ude fra havet kommer en iskold blæst med sne. Den hvirvler ind gennem de utætte mure og sprækker i vinduerne, og blæsten får ruderne til at klirre. Kulden går gennem marv og ben. I sengen ligger den svagelige Corfitz Ulfeldt, og på gulvet ligger Leonora Christine på knæ i en hvid natkjole med et lille stearinlys i hånden. Tavs binder hun lagnerne sammen til et tovværk, og derefter rejser sig og går hen til vinduet, fjerner gitteret og slår ruden ud. Glasskårene falder lydløst ned på sneen, og Leonora Christine kaster tovværket ud af vinduet og firer sig ned. Med stort held undgår hun den store dynge af latrin, som altid ligger under de udvendige latrinhuller, men da Corfitz Ulfeldt er syg må han hejses på en båre af tjeneren. Desværre tipper båren, og nede på jorden træder han i lortedyngen, og mister den ene støvle. Tjeneren kommer ned ude problemer, og sammen flygter de i ly af mørket langs staldene og kommer uden for muren via en åbning nær Blommetårnet. Derefter kurer de ned ad skråningerne ved at kælke på nogle isflager. Nede i dalen går de i snestormen til Sandvig og ligner næsten spøgelser, i deres indviklede lagner og medbragte årer. Da de passerer kroen vækkes værten, men han tror, det er spøgelser og går i seng igen- Det tre flygtninge kommer uset til Sandvig, men her er ingen både til at sejle væk fra øen. Ved daggry genkendes de af nogle lokale fiskere og bliver straks transporteret tilbage til Hammershus.

                     Men ikke sammen. For at undgå en ny flugt vælger Adolf Fuchs derfor at fængsle dem hver for sig. Leonora fik sine gamle værelser. På etagen nedenunder kom cellen til Corfitz Ulfeldt, og tjeneren blev indsat i et lille værelse til venstre for trappen til første sal. Derefter tog ægteparret grædende afsked fra hinanden. Mærkeligt nok liver Corfitz Ulfeldt op ved adskillelsen, og synger hver eneste dag, men samtidig er husturen blevet syg. Trods etageadskillelsen kunne de tale med hinanden på italiensk, for det sprog forstod ingen andre. For at hindre det satte man hele døgnet en vagtpost med skralde på vagt.”

Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk

Harald Blåtand kristner danerne

Danmark er bygget på kristne værdier. Dannebrog er formet som et kors, Jesus rejser med i vores pas og hvert år beder dronningen om, at Gud skal bevare Danmark. Hvis man slår op på første side i sit pas finder man en afbildning af den kristusfigur, som blev mejslet ind i Jellingestenen, da Harald Blåtand blev konge og gjorde danerne kristne. Dette skete for tusind år siden og man kan undre sig over hvorfor et kristent symbol pryder vores pas.

I år 950 dør Gorm Den Gamle og hans søn, Harald, skal nu overtage det klansamfund, som Danmark er i vikingetiden. Der sker der store forandringer i Europa og han er nødt til at tage et svært valg. En ny religion stormer frem fra syden og den kan komme til at true hans magtposition. Han lever i vikingetiden og det var en periode, hvor livet var kort, hårdt og brutalt.

Nordisk mytologi

Før danerne blev kristnet har de dyrket den nordiske mytologi, hvor guderne minder om mennesker, bortset fra at de har særlige kræfter. Den nordiske mytologi er fyldt med vold, intriger og krig. De skriftlige kilder man har, er for det meste fra aristokratiet og det afspejler et krigeraristokrati. Derfor er det klart at krige spiller en stor rolle i religionen, samt alle guder har et krigeraspekt. Myten om Ragnarok handler om verdens ende, hvor guder og jætter kæmper mod hinanden til døden og jorden går til grunde i ild og flammer. Her giver guderne udtryk for krigeraristokratiets idealer; det drejer sig om at kæmpe tappert til døden og vinde evigheden. Gudernes tapre kamp i myten om Ragnarok er vikingernes forestilling om en ærefuld død; at dø i kamp.

Den sure gamle Gorm bekæmpede kristendommen

Det er den tro Harald er vokset op med, men alligevel ser han muligheder i den nye religion fra syd. Før han bliver enekonge reagerede han sammen med sin far, Gorm Den Gamle, der muligvis har haft et helt andet syn på kristendommen. Man har på den ene side den unge Harald, der er meget lydhør over for kristendommen og på den anden side den sure gamle Gorm, der ikke ville indblandes i nymodens pjat. Middelalderhistorikeren Saxo Grammaticus beskrev Gorm Den Gamles foragt overfor kristene. Han er selv kristne og har derfor gode grunde til at få den kritiske Gorm til at fremstå som en brutal og hedensk konge. Grammaticus skrev: “Han var altid fjendtligsindet over for kirken og opsat på at udrydde enhver respekt for de kristne som om de var de modbydeligste umennesker. Han plagede alle tilhængere af den tro med alverdens vold og overgreb og holdt aldrig op med at forfølge dem.”

Da Gorm dør i år 958, var det Haralds opgave at sikre magten over landet. Samtidig var Otto Den Store den mest magtfulde mand man overhovedet havde set i Europa. På daværende tidspunkt. Han formår at indlemme Pavens magt ind under sig selv. Harald opdager at kristendommen er et godt magtpolitisk redskab, da det har hjulpet Otto Den Store. Harald ville derfor skabe et stærkt Danmark og i den sammenhæng var det ikke særligt interessant at blive invaderet af kejserdømmet. Harald reformerer stort set hele landet fra top til bund plus at han er i gang med at samle landet fra at være klansamfund til kongerige. Samtidig overtager han også store dele af sjælland og derved skaber han et helt nyt Danmark.

Ansgar - Nordens apostel

Men Kristendommen var ikke helt ukendt i Danmark på Haralds tid. 110 år før han blev konge, lykkedes det munken Ansgar at komme igennem med det kristne budskab til nogle af vikingerne. Ansgar var den første, der havde held med at sprede den kristne tro i norden. Førhen, tilbage i 700-tallet, har der været folk oppe i norden og forkynde - uden held. Men Ansgar derimod var den første til at missionere og bygge kirker i Danmark. Ansgar får lov til at bygge kirker og man mener at én af dem lå, hvor Domkirken i Ribe ligger i dag. Han prædikede om at det var helt forkert det, som de troede på, da der kun findes én sand Gud. Man må huske på at vikingerne var polyteister, da de troede på flere guder. I kristendommen er man monoteist, da man tror på Gud - også kaldet treenigheden. En større rolle har denne forskel nok ikke spillet dengang, da man i nogle tilfælde har dyrket en blandingsreligion, hvor Jesus er blevet indlemmet i familien af guder, og er blevet dyrket side om side, med de gamle guder. Der findes et eksempel på en høvding  der indlemmer Jesus i hans templet ved, at stille et alter op til Jesus ved siden af de andre guder. På dén måde har der været en glidende overgang, hvor de til at begynde med ikke fattede konceptet: “monoteisme”.

I dag har vi en masse grene, som er vokset ud af kristendommen. Men på den tid fandtes der kun én trosretning indenfor kristendommen; katolicismen. Katolicismen er bygget op om disse myter om, hvordan jorden er skabt og hænger sammen. Dette ses i trosbekendelsen: “Vi tror på Gud fader den almægtige himlens og jordens skaber…”. Ud fra trosbekendelsen har man hovedindholdet i katolicismen.

Fortællingen om Poppos mirakel 

På det tidspunkt var der spekulationer i riget: hvad kan Harald bruge den nye tro til? Skal han gå i krig mod kejser Otto? Og tror han egentlig selv på den kristne gud? Man ved ikke, hvad Harald selv har tænkt, men der findes en fortælling om, at han får besøg af præsten Poppo. I fortællingen spørger Harald præsten:”Hvis du vil overbevise mig om den kristne guds store magt, så må du bevise det på egen krop”.  Dette skal præsten Poppe bevise ved at gå det, der hedder jernbyrd. Det vil sige at Poppo får en glohed jernhandske. Den tager han på og går rundt om Kongsgården, mens alle ser på. Da han får handsken af, kan han vise, at han ikke er forbrændt, fordi hans gud, Kristus, har beskyttet ham. Ifølge legenden bliver Harald overbevist om, at han skal lade sig døbe og dermed blive kristen. Myten om præsten Poppo kan ej bevises.  

Historien om Poppo-miraklet kan Harald bruge til at forklare sin egen dåb. Men hvis han skal overbevise den mægtige Kejser Otto og paven i Rom om sin tro, er det ikke nok, at han selv er blevet omvendt; han bliver nødt til at kristne hele sit folk. Men vikingerne var godt tilfreds med deres egen tro. Salgsargumentet for denne nye tro har været at kristendommen havde én vare mere på hylden, som den gamle religion ikke havde: løftet om det evige liv i Paradis. Men denne påstand kan man ikke finde belæg for i kilderne. Det ser ud som om, at man har omvendt sig fordi man efterhånden opfattede ham, som den stærkeste og mægtigste gud; ham der bedst kunne give succes, rigdom, status og magt.

Jellingestenen bliver rejst 

I år 965 rejser Harald Jellingestenen. På bagsiden af stenen har Harald afbilledet Jesus på korset. Men det er ikke hvilken som helst kristusfigur, som Harald får mejslet ind i stenen. Det viser en stærk og målrettet mand, der kigger på den, som ser på stenen. Det er ikke en såret og lidende mand på korset, som vi ellers oftest ser i afbildninger af Jesus på korset.

Man ville ikke præsentere vikingerne for den mand, der hang med hovedet - men den sejrende Kristus. På den anden side ses Midgårdsormen. Under slangen ses et fabeldyr, der kan opfattes som Markusløven; den Markus, der skrev de første ord om Jesus. Dermed har man den gamle asatro på ryggen af den nye tro; for nu skal de alle omvendes! Der går først flere 100 år før de gamle guder forsvinder og i middelalderen findes der kun én gud.

Kristendommen pryder Danmarkshistorien

For tusind år siden bliver ordet “Danmark” for første gang nævnt i Jelling og dér bliver landet gjort kristent. Dermed bliver billedet af Kristus et billede på tusind års Danmarkshistorie. Med kristendommen, som en vigtig spiller. Kristusfiguren er i vores pas, da Jellingestenen er det første skridt mod kristningen af Danmark. Med den nye religion kunne danerne handle på tværs af Europa, indføre nye skikke, kristne navne og et nyt alfabet. Det er uvist, om Harald kendte betydningen af sine handlinger - men én ting er sikker: Haralds ambitioner og strategiske magtspil ændrede Danmark for altid. Amen!

Kilde: Alineas billedarkiv

Nostalgi & guldalder

Et essay om at dvæle ved fortiden

Har i dag set 4 ud af 6 afsnit af Jane Austens "Pride and Prejudice", med Colin Firth, som den flotte, attraktive og charmerende Mr. Darcy. Som elleveårig begyndte jeg at læse hendes bøger, der omhandler status, dannelse og ægteskab. Man drømmer sig væk til attenhundredetallets England. Man bliver vidne til nogle af litteraturhistoriens største dramaer. Men man undrer sig også lidt over deres tilværelse - det gør jeg ihverfald. Det virker som om, at de bare lever og lader dagene passere forbi. Al kommunikation foregår enten verbalt eller via brevudveksling; man kan ikke bare ringe. Det er dét der skaber ro i det smukke landlige billede om, at alting var bedre i de gode gamle dage. 

Drømmen om fortiden gennem film

Dette er også tilfældet lige nu. Nutiden virker uoverskuelig og fremtiden kender vi ikke, så man dykker ned i fortiden, hvor alting, efter sigende, var bedre. Man ser det samme scenarie i Woody Allens "Midnight in Paris", hvor en forfatter, ved navn Gil, hver aften bliver bragt tilbage til de brølende 20'ere i Paris. Her møder han bl.a. F. Scott Fitzgerald, Hemingway og Picasso. Han bliver bekræftet i, at 20'erne var en bedre tid, indtil han indser at påstanden viser sig at være falsk. Han bliver forelsket i Adriana, der lever i 20'erne og hun har samme opfattelse af livet, som ham; at alting var bedre i gamle dage. De bliver begge bragt tilbage til 1890'ernes Belle Epoque, som hun mener er Paris' guldalder. De kommer til Moulin Rouge, hvor de stifter bekendtskab med malerne Paul Gauguin og Edgar Degas. Gil og Adriana spørger kunsterne om, hvilken tidsalder de beundrer, hvortil de svarer renæssancen. Her går det op for Gil, at alle har deres periode i historien, som de længdes efter og det kommer af den nostalgi, som man føler for perioden. Gil indser at det er bedst at leve i nutiden.

Oprindelsen af  metaforen"nostalgi"

Hele den idé og længsel efter fortiden kan beskrives med ét enkelt ord: nostalgi. Ordet kommer af det græske νόστος (nóstos), at komme hjem og ἄλγος (álgos), smerte. Ordet blev anvendt i 1700-tallet af medicinstunderende, om ens længsel efter det hjemlige og velkendte; altså hjemve.  Begrebet har senere haft stor betydning for romantismen. Nostalgi beskriver en interesse for en bestemt periode i fortiden. Herunder historiske begivenheder, samfundet og "de gode gamle dage". Ordet dækker for det meste over en periode fra deres egen fortid, men kan også anvendes om ens længsel efter en historisk periode, som man ikke var en del af. 

I "Midnight in Paris" indser Gil, at selvom han har denne "nostalgi" for de brølende 20'ere, så var alting ikke bedre dengang. Selve betydningen af nostalgi kan gøre blind, da man benægter de dårlige ting og fremhæver periodens bedste ting fra tilværelsen. Man ser det bl.a. i studier om Apartheid i Sydafrika, hvor man benægter de dårlige ting. Samme ting sker for personer, der overlevede 2. Verdenskrig, hvor man har denne Holocaustbenægtelse, og kun ser på de gode ting ved Naziregimet; man fortrænger det onde.

Guldalderen kommer til udtryk

Udfra nostalgibegrebet kommer udtrykket Golden Age, eller bare guldalder på dansk. I antikken blev det beskrevet, som at være en tid præget af lykke og harmoni. Man har sidenhen i litteraturen benyttet begrebet til, at beskrive forskellige kulturelle storhedstider. Danmarks guldalder antages i litteraturen, for at være i 1800-tallet, hvor romantismen blomstrer og Adam Oehlensläger fører pennen og skriver om det smukke ved fædrelandet. Guldalderen ender brat, når Georg Brandes begynder at skriver om, hvordan verden virkelig ser ud i det moderne gennembrud. Victoriatiden bliver oftest set, som guldalderen i Storbritanien. Det er i denne periode, hvor forfatteren Jane Austen fra Bath skriver om samfundet gennem hendes romaner om bl.a. Mr. Darcy. Begrebet "guldalder" er en slags metafor for "de gode gamle dage". 

Nutiden er måske ikke så værst, selvom man længdes efter fortiden                         
Måske er længslen efter en tidligere periode, fordi man ikke er fuld tilfredsstillet i sin egen tid, forkert. Det er op til en selv, da betegnelsen kan være meget individuel efter, hvem man spørger. Men det er alligevel interessant at tænke på, at om et par årtier vil nogle mennesker se tilbage på vores tid og tænke at 2010'erne var “guldalderen”, for deres vedkommende. Men man må huske på, at selvom middelalderen var fuld af kulturel opblomstring, så var mange undertrykt af den magtfulde katolske kirke og man blev var styret af et urokkeligt heieraki. Selvom man i renæssancen levede i pomp og pragt, fandtes der uhelbredelige sygdomme, som vi i dag kan kurere. I 1700-tallet lever de mest fantastiske filosoffer, der spredte deres tanker om, at mennesket skal leve efter deres fornuft og ikke efter tro og kirke. Desværre havde de ikke dengang pressefrihed og mange udgav deres værker anonymt eller under et pseudonym, da det var med livet som indsats, at ytre sig. I dag har alle i samfundet en stemme, der er værdig. I 1800-tallet var kvinden stadig undertrykt og det var slaveriets guldalder. Man har i flere århundrede lagt et filter over tidligere perioder og drømt sig tilbage til de gode gamle dage. Men hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.

Hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.  Fotografi: Colin Firth portrætterer Mr. Darcy i serien "Pride and prejudice", produceret af BBC i 1995

Jøderne i Danmark under 2.Verdenskrig

Det handler om antisemitisme; had mod jøder. Spørgsmålet er, om hadet mod jøder stadig ulmer under overfladen. Selv i dag, hvor vi alle ved, hvad der skete under 2. Verdenskrig, da en stor del af Europas jøder blev udryddet eller drevet på flugt. Det gjaldt også jøderne i Danmark. I 1943 fik landets ledende socialdemokrater en vigtig besked, som gjaldt flere tusinde menneskers liv, de danske jøders. 

De lød stadig højere op gennem 1930’erne, de antisemitiske stemmer fra Tyskland, der talte om jødeproblemet. Trediverne var en hård tid, med arbejdsløshed og fattigdom. Der var brug for en syndebuk. I Tyskland er der bitterheden over, at de tabte 1. Verdenskrig og at de mistede landområder. Der er arbejdsløshed. Der er sociale og politiske ting, som er grundlaget for den nazistiske bevægelse, der kommer. De totalitære regimer virkede tiltrækkende på mange, som løsning på periodens problemer. Man må ikke glemme, at nazismen havde ikke umiddelbart tilhængere i deres menneskesyn. Men de imponerede mange unge mennesker, fordi de anlagde Autobahn - der skete noget i Tyskland.

Nazisterne mente at jøderne tilhørte en særlig race. Den semitiske race bestod af undermennesker og de var en trussel mod den hvide races renhed. “Med satanisk fryd lurer den sorthårede jødiske unge, på den uskyldige pige, som han besudler med sit blod og således stjæler han hende fra hendes folk.” (Adolf Hitler) Essensen i nazismen er troen på, at den adfærd, man ser hos jøden, ikke er en adfærd der kan ændres. Det er en adfærd der skyldes den biologiske habitus eller den måde, som jøderne biologisk er skruet sammen på. Problemet er, hvis man ikke længere mener at det er en adfærd, der kan ændres, så vil man ty til andre og mere radikale løsningsmodeller, som handler om at isolere jøden fra det omkringliggende samfund - allerhelst, måske, få ham udvist. Men i sidste instans, som det var tilfældet i Det Tredje Rige, at man udryddede jøden.

I Tyskland lød den nazistiske propaganda stadig mere skingert. Den fandt også vej til Danmark. Nazistpartiet blev dannet om Fritz Clausen, men også andre danskere viste sympati for nazismens idé og vendte sig mod jøderne. Der var jøder, der simpelthen fik bank, af grupper af højreradikale eller nazistiske inspirerede unge. Der var en række episoder med hærværk mod synagogen, hvor man kastede grisetæer ind ad lågen på synagogen og overmalede synagogen med nazistiske tegn. Den enkelte jøde fornemmede, at noget var ændret.

Der kom flere tidsskrifter med jødefjendske budskaber. I slutningen af trediverne kom det mest jødefjendske af alle:”Kamptegnet”.  Det er et af de værste balde, der er udgivet på dansk grund. Det har kun det formål, at bekæmpe jøderne i Danmark - det drejer alle artikler sig om. Man fortæller detaljeret om alle de forretninger i København, der havde jødiske indehavere. Man skriver indehaverens adresse. Hvis en jøde har været involveret i en retssag, eller begået en forbrydelse, slås det enormt op for at sige, at sådan er alle jøder. I hvert nummer er der en fast rubrik, der hedder “Ugens raceskændsel”. Den omhandler jøder, der gifter sig med en kristen. Der findes også karikaturtegninger. 

I Tyskland bliver jødeforfølgelserne mere brutale, men der gik lang tid før det tyske jøder erkendte, at de ikke kunne blive i Tyskland. Det var virkelig blevet en del af det tyske samfund. De havde kæmpet for Tyskland under 1. Verdenskrig, havde givet deres kulturelle, videnskabelige bidrag, til Tysklands videre udvikling på en fantastisk måde. Derfor var der mange tyske jøder, der sagde:”Ikke hos os.” I 1938 stod det klart for alle, hvor galt det stod til. Danskerne kunne læse i avisen, hvad der var sket i Berlin, den 9 november under Krystalnatten, hvor jøder blev dræbt, deres butikker blev smadret, og synagoger, over hele landet, blev brændt af. Efter Krystalnatten bliver det klart for de tyske jøder, at de ingen fremtid har i Tyskland og så eksploderer flygtningestrømmen ud af Tyskland - naturligvis.

Jøder fra Tyskland og Østrig strømmede til Danmark. Der var titusindvis af jøder, der forsøgte at komme til Danmark. Der ville havde været endnu flere, hvis det rygtes i Tyskland, at Danmark var villig til at modtage jøder. De steder, hvor jøder møder op på konsulater, får det at vide, at grænserne er lukket og det er spildte kræfter. Selvom de bestormer ambassader, får de at vide, der er lukket alle vegne. Der kom kun ca. 3000 jødiske ind i Danmark i trediverne. Flytningelovene blev stadig strammere og embedsmændene, der behandlede de enkelte sager, førte en hård linje mod jøderne. Det ændrede sig ikke efter Krystalnatten. Både politikere og befolkning vidste, hvilke forfærdelige vilkår de tyske jøder levede under. Der er stor vrede over for Tyskland og en udtalt medfølelse og solidaritet med de tyske jøder. Men problemet er, at grænsen er effektivt spærret. Det er smukke ord, men det har ikke noget realpolitisk på sig.

Ledelsen af Mosaisk Trossamfund, den jødiske menighed i Danmark, støttede myndighedernes politik over for flygtningene og det var der, formentlig, mange grunde til. Når en flytning ville ind i Danmark, blev Mosaisk Trossamfund spurgt, om de vil anbefale vedkommende og betale for vedkommendes ophold. På den baggrund kan det ikke undre, at Mosaisk Trossamfund var kritisk over for, hvem man anbefalede, at staten tilkendte en opholdstilladelse i Danmark. På det tidspunkt var der over 8000 jøder i Danmark og de ønskede ikke, at blive for mange. Man mente at diskrimination og had over for jøder, ville blusse op. Det fik betydningen efter den 9 april 1940, da Danmark blev besat. De danske myndigheder førte en forsigtig politik for at undgå at provokere tyskerne. De ville gerne gøre alt for at beskytte de danske jøder, hvis jøderne til gengæld sørgede for at holde lav profil. Styrelsen var præget af det, som var den danske regerings holdning; lav profil.

Jøderne fik opbakning fra en særlig person. Kong Christian X. Han var danskernes ideal og største samlingspunkt under besættelsen. Senere generationer ville have svært ved at fatte den dyrkelse af kongen. Folk, og også mange jøder, stod på den rute, kongen red til hverdag. Christian X. slog igennem med et klart signal til både tyskerne og danskerne - han stod hundred procent bag de danske  jøder. I 1933, da Københavns synagoge fejrede 100 års jubilæum, havde man fra jødiske side ladet kongen forstå, at man på grund af Hitlers magtovertagelse, ville have forståelse for at kongen ville melde afbud. Kongen havde ikke den samme holdning til lav profil. Han deltog for at vise, hvordan kongen havde det med sine jødiske borgere.

Foto: Holger Damgaard, Politiken. Danmark lukkede jøderne ind, mens andre lukkede jøderne ude; Ældre jødisk herre runder hjørnet til Frue Plads i København 1915

Dronning Sophie Amalie /første del

Sophie Amalie er en af de mest udskældte i Danmarkshistorien. Mange historikers umiddelbare indtryk er, at hun er en fed, pyntesyg og magtsyg kvinde, som oven i købet får buret sin værste rivalinde, den uægte kongedatter Leonora Christina, inde i Blåtårn i årtier. Men der er et meget nuanceret billede af Sophie Amalie; hun var en dannet og intelligent kvinde, der ligesom Leonora Christina, sprængte den snævre rolle, tiden havde placeret hende i.

Historien udspillede sig i slutningen af 1600-tallet - den sidste del af barokken. Det begynder i hjertet af København i Christian IVs lysthus, et lille renæssanceslot, som er en hyldest til kærligheden mellem ham og den uægte dronning; Kirsten Munk. Christian IV, Sophie Amalies svigerfar, har været konge og landsfader i 60 år. Han har været en sand entreprenør, initiativrig og foretagsom - en mand, der har sat mange skibe i søen, men også en mand, der har drevet landet ud i krige og kriser. I de seneste årtier har riget været i en sølle forfatning. Da Christian IV dør i 1648, flytter det nyslåede kongepar ind i gemakkerne på Rosenborg Slot. Pengekassen er tom og de er nødt til at fyre hoftjenere og embedsmænd.

Kontrasten er slående, hvis man sammenligner dronninger før Sophie Amalie. De skulle først og fremmest fremstå som funktioner, ikke mennesker. De er portrætteret som karakterløse, dydige og alvorlige prototyper. Ligblege og strammundede minder de om… lig. Der er intet glimt i øjet eller personligt kendetegn. Sophie Amalie tilhører en ny generation af kongelige. Selvbevidste, selviscenesættende - som en slags spindoktor anvender hun kunsten som propaganda, som redskaber til at kontrollere fortællingen om dem selv og til at styrke deres position. Samtidig får monarkiet mere magt. Kongelige som Sophie Amalie betragter nærmest sig selv som gudelige størrelser, i hvert fald hævet højt over folket.

Frederik III tror, som sin kone, på den ophøjede kongemagt og de to ægtefæller er et godt match. Efter tidens normer er de et moderne par. De lever i et jævnbyrdigt forhold. Helt exceptionelt deler de soveværelse på Rosenborg Slot. På trods af den store aldersforskel på 19 år er der gensidig respekt, tæthed og familiefølelse hos ægtefællerne. I ægteskabets første mange år har de været udstationeret i Bremen, langt fra de danske hof i København. Men da først Christian IVs ældste søn dør og siden kongen selv, så står parret pludselig i midten af magtens centrum. Der er ingen tvivl om, at dette er indfrielsen af deres vildeste drømme og at de begge går til opgaven med stor ærgerrighed og selvfølelse.