Den indflydelsesrige yndling under zardømmet: Grigory Rasputin

Det siges at hele familien Romanov var under en forbandelse af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

I sensommeren 1912 fik zarens eneste søn indre blødninger. Da han lå for døden, blev der sendt bud efter Grigory Rasputin. Han fik blødninger standset og arvezaren var nu heldbredt. Rasputin var nu en slags helgen hos zarfamilien og derfor urørlig. 

Allerede i sin barndom blev Grigorij Jefimovitj Novykh, bedre kendt som Rasputin, anset for at været synsk. I sine unge år arbejdede kan som kusk, hvilket er en såkaldt hestefører. En dag kørte han med en rejsende, som skulle til klosteret i Verkhoturye, der var et sted for kætterske munke. Mange af munkene hørte til khlysternes sekt, der var en sekt, hvor man ville finde vejen til Gud gennem seksuel ekstase. Rasputin blev fascineret af deres levemåde, så han tilbragte fire måneder dér. Efter sin tid i Verkhoturye fik han et arbejde som landarbejder, indtil han en dag fik et syn. Derefter vandrede han 3000 km. til Grækenland, op på det hellige bjerg Athos, hvor han var i to år.    Efterfølgende vendte han stilbage til sin hjemby, 400 km. øst for Ural og var omgivet af en mystisk aura.  I 1903 drog han for første gang til byen Sankt Petersborg. Han opholdte sig på de mest fornemme saloner og optrådte som stares, der en slags munk. Selvom han var uplejet og stank som en gedebuk, ifølge den franske ambasadør, var han meget attraktiv hos de kvindelige borgere. Diverse affære bidrag til at fremme Rasputins hemmelighedsfulde ry og identitet. Han praktiserede stadig i khlysternes ånd og prædikerede om at kun dem, som angrede deres syndere ville opnå frelse. Han stod samtidig for at folk kunne synde, da man skal kunne synde, før man kan angre. 

Kejserinde Aleksandras skriftefader, Theophan, modtog to år senere Rasputin, da han var betaget af Rasputins udstråling. Kort tid efter var en en fast besøgende hos fyrstinderne Milisa og Anastasija. De præsenterede ham for zarpaladset, Sarskoje Selo, i efteråret 1905. Han var en meget velanset herre i paladset, som han også var i salonerne. Han omtalte zaren og zarinaen, som "batjuska" og "matjusjka", der betyder farlil og morlil, istedet for majestæter. Dette gjorde et stort indtryk på zarinaen Aleksandra. Grunden til de mange besøg Rasputin gjorde sig i denne periode var først og fremmest at zarens efterkommer, Aleksej Nikolajevitj, var alvorligt syg med indre blødninger. Siden sin fødsel i 1904 fik han nemt stærke indre blødninger. Mange vidner til Rasputins healingkunst mente, at han var den eneste, der kunne stoppe blødningerne. 

Da zar Nikolaj II overtog kommandoen over hæren i 1915, og zarinaen overtog zarens andre opgaver, fik Rasputin dermed større politisk indflydelse. Rasputin deltog i flere kabinetsomdannelser og med det blev der rejst stor utilfredshed mod Rasputin. Han blev anklaget for at være tysk spion. Man ville dæmpe skandalerne overfor monarkiet, så de konservative adelige lavede en sammensværgelse. 

Trods mange advarsler imødekom Rasputin deres ønske. Han  blev derfor inviteret hjem til fyrst Felix Jusupovs hus i Petrograd, hvor han blev myrdet af de sammensvorende. Først prøvede de at forgifte ham ved at servere ham kage og vin, forgiftet af cyanid. Historien fortæller at der var ingen tegn på, at han var blevet forgiftet, selvom den dosis han havde indtaget kunne dræbe fem mænd. Jusupovs var derfor bange for at ikke ville dø hurtigere, derfor skød han Rasputin i ryggen for, at få ham hurtigere af vejen. Dér troede Jusupovs at han var død, men da han ville se til hans livløse krop, levede han op og Rasputin at kvæle Jusupovs.  Da de andre aristokrater så han stadig var i live, skød de ham 3 gange i ryggen. Igen opdagede de at han ikke var død og de gennembankede ham med køller, indtil han blev bevidstløs. Efter de havde banket ham, pakkede de ham ind i tæpper og smed ham i Neva Floden ved Sankt Petersborg. En senere obduktion af liget viste at dødsårsagen var drukning.

Hans død forhindrede dog ikke monarkiets fald. Rasputin blev myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket.

Fotografi: Rasputin i en kreds af damer ved zar Nikolaj II's hof.  Kilde: "Det 20. århundrede - 1910–1919"

Den Russiske Revolution - Første del

I 1894 blev Nikolaj II udnævnt til zar over det russiske imperium, der strækkede sig fra Østersøen til stillehavet. Indbyggertallet dengang lå på ca. 124 millioner mennesker fordelt i 194 etniske grupper. Det var et land, hvor arbejdere og bønder levede i fattigdom og modgang, hvor imod den russiske elite, der indebar den kongefamilien og aristokratiet, levede ders liv i forgyldt luksus. Ruslands historie indeholdte, også på den tid, lange perioder med kamp om utilfredshed og undertrykkelse fra systemets side. I 1905 blev zaren tvunget til at oprette staten Duma også kaldet en nationalforsamling, der fungerede som en folkevalgt rigsdag. Men magten var begrænset og kompromiserne behagede hverken zaren eller reformatorene. 

Første verdenskrig bryder ud

I 1914 udbrød der krig i Europa og det splittede imperium var tvunget ud i en hård krise. Første verdenskrig var den katastrofe for det zaristiske Rusland. På fronten var landet ramt af ødelæggende nederlag, mens der hjemme i Rusland var fødevaremangel og økonomisk krise. Zaren blev holdt ansvarlig for kriserne, og efter alt var han nu overhovedet i hæren og han stod i vejen for regeringens reformer. Hans tyskfødte kone Alexandra, havde man regnet med ville støtte Tyskland. Det siges at hele kongefamilien var under en forbandelse på den tid, af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

Februarrevolutionen

Den 23 februar, 1917, gik tusindvis af kvinder på gaden i Ruslands hovedstad, Petrograd, der i dag hedder Sankt Petersburg. Kvinderne ville markere den internationale kvinders dag og protestede mod fødevaremanglen, som hele riget var underlagt. Den næste dag var det ikke kun kvinderne der protestede, men også arbejdere og studerende, der havde medbragt bannere, hvortil de viste deres utilfredshed, hvor der bl.a. stod skrevet: "Ned med zaren!". Tropper, der var sat på gaden til at stoppe urolighederne, udviste mytteri ved at deltage i protesterne istedet. Tilhængere af zaren blev arresteret, politistationer og fængsler angrebet og emblemer med zaristiske budskabet blev brændt og tilintetgjort. Regeringen havde nu mistet al kontrol over hovedstaden. Zaren fik at vide af sine ministre, at der kunne kun komme ro og orden i Rusland, hvis han gik af. Den 2. marts abdicerede Nikolaj II. På bare 10 dage var 100 års Romanov styre kommet til en ende. Februar revolutionen forløb overraskende hurtig og ublodig. 

Fotografi: Zar Nikolaj II på en perron, 30. januar, 1916. kilde: Colonel A.A.Mordvinov. 

Teaser - Kina bag muren

Kina er verdens ældste nation. I årtusinder har landets herskere ment, at deres opgave var, at holde menneskets samfund i balance med universets evige orden. Kejseren, der opnåede denne harmoni, ville få Himlens mandat, velsignet af forfædrene. Men sidst i 1800-tallet rystede mødet Vesten Kina i sin grundvold. I vinteren 1899 ankom kejseren til Himlens Alter i Beijing, for at bede om forfædrenes støtte i Kinas skæbnestund, hvor oprørere og fremmede hære fik imperiet til at smuldre. Det var sidste gang, ritualet blev gennemført. Lige før daggry ved vintersolhverv, kastede kejseren sig i støvet for universets kræfter. Han udførte ritualer, som menes at gå 5000 år tilbage til Den Gule Kejser; Kinas mystiske grundlægger. Han aflagde rapport til forfædrene om imperiets tilstand. Men den vinter i 1899 stod Kina på randen af katastrofe. Året efter, i 1900, blev Kina ramt af oprør, oversvømmelse og sult. Fremmede hære angreb. Det nye århundrede bragte imperiets fald, en kortvarig republik, den kommunistiske revolution, og den fuldkommen vanvittige Kulturrevolution. Men det kinesiske folk har overvundet 1900-tallets tragedier. I dag skriver Kina atter sin egen historie under et nyt mandat. Det var klodens største civilisation, og nu rejser Kina sig igen. Vi bør se på de begivenheder, der har præget Kinas historie og de idealer, der ligger bag en særpræget og strålende kultur.

Grækernes mærke

Demokrati. De Olympiske Lege. Grundpiller i moderne samfund, men de har flere tusind år gamle rødder. Helt tilbage til oldtidens Grækenland. Romerne har givet os moderne retspraksis og en sostifikeret infrastruktur. Vikingerne grundlagde store handelsnetværk og opdagede Amerika længe før Columbus. De har alle været medvirkende til at skabe en ny verden. Grækerne, romerne og vikingerne er det moderne Europas grundlæggere.  
Grækenland. En middelhavsverden af tempelruiner, hvide marmorskulpturer af drilske guder og små landsbyer, der klynger sig til forrevne klippekyster. Havet er fyldt med små øer, hvor mange er dem er golde og ubeboede. Store olivenlunde strækker sig på tværs af fastlandet og bjergene er dækket af egetræsskove. Grækernes historie begyndte for næsten 3000 år siden, med en samlig bystater spredt ud over det østlige middelhav. De mange kongeriger var i strid med hinanden.

De eneste fællestræk er deres sprog og deres guder, som hersker fra toppen af det snedækkede Olympen. Herfra blander de sig i menneskenes liv, når det passer dem. Det er kun de tolv vigtigste guder, der bor som en familie på Olympen. Grækerne opfattede dem, som nutidens topmodeller: Høje og slanke med fine, symmetriske træk og perfekte kropsmål. Men der gemmer sig yderst menneskelige træk bag den guddommelige facade - intriger, misundelse og svig. De græske guder var helt anderledes i forhold til, hvordan vi i dag vi opfatter guder. De var hverken almægtige, alvidende eller allestedsværende. Som kristne, muslimer eller jøder falder det os dog mest for brystet, at guderne ikke er moralsk ufejlbarlige. Men sådan var det ikke med de græske guder. De sloges, var utro, stjal og bedrog hinanden. Men på trods af dette så man dem som retfærdige herskere  og de blev tilbedt i mindst 1000 år. De var æret, men også frygtet, især når de legede med skæbnen. Den mest farverige af alle guder er guden Zeus, deres allesammens mægtige fader. Hans magt er fuldkommen, og hans mange affærer er legendariske. Hans søster, Demeter, er jomfru og moder på samme tid og bærer ansvaret for høst og frugtbarhed. Hendes bror Poseidon er den pirrelige havgud, der holder af at sænke skibe. Athene er tænksom og repræsenterer visdom og krig. Skønne Afrodite står for kærlighed. Hun er gift, men sjælden trofast. Dionysos holder af overdådige måltider og vilde fester. Og endelig Apollo. Han har ansvaret for mange ting, ikke mindst oraklet i Delfi.

I oldtidens Grækenland spørger man guderne til råds om alt. Man er nødt til at rejse til et helligt sted - og allerhelst til verdens centrum: Delfi. Her huser et imponerende tempel datidens mest indflydelsesrige orakel. Tusinder begiver sig ud på den hårde færd med værdifulde gaver. Uden offergaver får man ikke nogen guddommelig profeti. Utallige mennesker foretager rejsen, i håb om at lykken vil tilsmile dem. Selv berømte konger som Krøsus og Alexander den Store troede på profetier. Gevinst eller tab, krig eller fred, sejr eller nederlag? Det afhænger udelukkende af oraklet. Profetierne leveres af en præstinde, som er udvalgt for sin evner til at skue ud i fremtiden. Man taler ikke direkte med hende. Spørgsmålet stilles til præsterne, der bringer det videre til “Pythia”. Ceremonien finder sted bag lukkede døre. Derfor ved ingen rigtig, hvad der foregår i templets inderste. Sagnet siger, at Pythia falder i dyb trance under ritualet. Kun i den tilstand kan hun modtage gudernes svar. Når præstinden endelig taler, virker hun forvirret - næsten som om hun var beruset. Man ved ikke, hvordan kvinderne faldt i trance. De kan have indåndet metan og kulilte, som sivede op af jorden i store mængder. Det kan føre til iltmangel i hjernen. Der findens en teori om, at Pythia indåndede gasser, der steg op fra templets indre. Hun kunne også have tygget på giftige laurbærblade, eller drukket vand fra templets indre kilde, som kan have indeholdt gasarter. Man ved at Pythia faldt i en guddommelig trance, og mumlede nogle utydelige ord. Præsterne tydede hendes ord og udråbte dem som guddommelige profetier fra Apollo. Præsterne står altså bag de mystiske profetier. Det er magtfulde mænd med en blomstrende forretning i Delfi. Jo mere værdifulde gaverne var, desto bedre var profetierne. For at sikre sig succes fandt præsterne på et snedigt system. Præsternes magt byggede på viden. De sendte folk ud i hele verden, for at samle oplysninger om, hvad der skete i antikkens verden. Når folk kom og stillede et spørgsmål, vidste præsterne nøjagtig, hvad de skulle svare. Folk sendte også penge til Delfi, som præsterne fik ansvaret for og gemte dem i et skatkammer. Præsterne forvaltede de penge, der flød ind i Delfi, ligesom en moderne bank. Præsterne lånte penge ud, og derigennem fik de enorm magt. Præsterne styrede Grækenlands økonomi. Paradoksalt nok stod Delfis to vigtigste læresætninger skrevet over templets indgang: “Kend dig selv” og “Intet overflod”. Det var vigtigt at holde sig god med de uberegnelige guder. Alle bystaterne stolede på Apollo. Selv de magtfulde Athen sender offergaver til Delfi. Fjerne græske kolonier havde deres egne orakler og skatkamre. Disse græske templer og skatkamre har i århundrederne siden fascineret malere, arkitekter, forfattere og utallige moderne turister.

Dengang var den gamle tro stadig udbredt, men tænkere begynder gradvist at finde andre forklaringer. De ønsker at forstå verden gennem tankevirksomhed. De begynder at nærstudere naturen. Disse nye videnskabsmænd finder mønstre i biernes parringsadfærd og bygger instrumenter, der kan måle jordens omkreds. De opfinder endda et vandur. Formålet med vanduret var at begrænse politikernes taletid.  De bygger maskiner - blandt andet en maskine til at udvælge embedsmænd. De lærde er ikke længere tilfredse med historier om lunefulde guder. De vil forstå årsag og virkning og udvikle videnskabelige love. De kalder sig “filosoffer” og “tilhængere af kundskab” og bliver set som grundlæggere af den moderne videnskab. Fra det sjette århundrede f.kr. spreder tørsten efter viden sig som en steppebrand. Filosofiske skoler blev de nye templer og dannede grundlaget for nutidens læreanstalter. I det sekstende århundrede viderefører Rom oldtidens idéer. Pave Julius 2. tilegner endda de store filosoffer en fresko, der viser dem “skolen i Athen”. En af dem er Sokrates, der stiller folk i Athen ubehagelige spørgsmål og konkluderer: “Jeg ved, at jeg ingenting ved.” Platon grundlægger verdens første filosofiske retning. Han søger sandheden, ligesom hans elev Aristoteles, der skaber historie ved at opfinde logik.

En helt anden mand, Archimedes bliver set som enestående. Selv i oldtiden var han berømt for sin opfindsomhed. Af den grund fik han en helt særlig opgave. Archimedes

skulle finde ud af, om kongens krone var af rent guld eller om der er blandet billigere metaller i den. Det er en svær udfordring, for den dyrebare krone må ikke tage skade. Sagnet fortæller, at Archimedes fik en idé, mens han tog et bad. Han stiger ned i et kar fyldt til randen, og noget af vandet ryger ud. Det går op for den lærde mand, at mængden af vand svarer til rumfanget af hans egen krop. Han konluderer, at en genstands rumfang og massefylde kan beregnes ved, at måle det overskydende vand. Archimedes spekulerer på, om kronens indhold også kan beregnes på den måde. Han observerer, at en genstand med  lavere massefylde end vand, fortrænger mere end en, der vejer det samme, men har højere massefylde. Det siges, at Archimedes var så begejstret, at han han råbte: “Heureka! Jeg har fundet det!” og løb nøgen ud på gaden. Archimedes tager kronen og en guldklump af samme vægt. Hvis kronen er af rent guld, bør begge genstande fortrænge samme mængde vand. Men kronen fortrænger mere. Den er blandet med et andet materiale. Archimedes løser mange andre gåder. Han bliver stadig opfattet som en af verdens klogeste og Archimedes’’ lov er aldrig blevet overgået. Men hans samtidige er også godt med. Grækerne laver de første verdenskort med længde- og breddegrader. De opdager, at jorden er rund, og Ptolemaios regner ud, hvordan planeter og andre himmellegemer kredser om jorden. Andre vigtige opfindelser er den første dampmaskine og en vandpumpe. Grækerne udvikler nye våben, såsom katapulter og beskyttende harnisk til deres soldater. Archimedes formulerer løftestangsprincippet og grundlaget for moderne mekanik. Geometri og algebra stammer også fra oldtidens græske lærde.

Meget som vi i dag tager for givet, opstod via antikkens store tænkers observationer, udregninger og konklusioner. Uden dem ville kirker måske ikke have haft kupler. Måske havde man aldrig fået indsigt i verdens opbygning og kernefysik. Måske var den industrielle revolution i 1800-tallet aldrig sket. Og drømmen om at kunne krydse havene ville måske være forblevet en drøm.

I det sjette århundrede f.kr. forandrede en ny lov i Athen alle grækernes liv for evigt. Cirka 80.000 athenere bliver vidner til en monumental politisk forandring. Bystaten er i krise. Folket gør oprør mod kongen og den herskende klasse, de vil have indflydelse på vigtige beslutninger. Her opstår folkeforsamlingen. Alle borgere i Athen kan deltage. Altså næsten alle - forsamlingen består udelukkende af mænd over 18 år. De fattige får løn for at deltage, så de også kan være med. Athens borgere mødes en gang om måneden for at diskutere politik. En folkeforsamling, der mødes med jævne mellemrum. Det er begyndelsen på et nyt system: demokrati. Det er enden på de enevældige herskere og det symboliseres ved to adelsmænds snigmord på en tyran. Det er helt anderledes i det mægtige Ægypten og i Mellemøsten. Her hersker regenterne stadig med nærmest guddommelig magt. Her er loven altid på despoternes side. Folket har ingen rettigheder, men forventes at ofre deres liv i kamp. Demokratiet opstår faktisk på grund af en krise. Først kæmper grækerne indbyrdes, og så skal de forsvare sig mod perserne. Der er brug for alle, både adelsmænd og bønder, i forsvaret mod fjenden. Bystaternes hære består af mange tusind soldater. Rige og fattige kæmper skulder ved skulder i geledderne, da deres selvstændighed er truet. Athen bygger også en ny flåde og har brug for tusinde af roere, som rekrutteres af samfundets fattigste. Sammen er grækerne stærke. De slår perserne i to afgørende slag. Men det får politiske konsekvenser. Til gengæld for at sætte livet på spil kræver soldaterne, især dem fra den jævne befolkning, flere rettigheder. Alle bidrager til sejr eller nederlag, uanset om de er bønder, daglejere, adelige eller jævne borgere. Alle vil have indflydelse. Der går cirka 200 år, før de får opfyldt deres krav. De athenske borgeres fælles oplevelser under kampene og forsøgene på at finde fælles løsninger under forberedelserne var medvirkende i høj grad til demokratiets indførelse. Borgere fra andre bystater havde de samme oplevelser, men i Athen opstod idéen om demokrati usædvanlig hurtigt. “Folkestyre” er det nye mantra, men det gælder kun for voksne, mandlige borgere. Kvinder, børn, slaver, udlændinges mening er irrelevant. De bliver udelukket fra det hele. De rige adelige har størst indflydelse på politik. Lavere embedsmænd kommer fra de anden og tredje klasse: købmænd, håndværkere og velstående bøndere. Den sidste klasse består af daglejere, men alle deltager i folkeforsamlingen. Professionelle talere havde en særlig rolle i folkeforsamlingen. De var retorikere, også kendt som demagoger, fordi de anførte folk. Ordet havde en positiv betydning, som først senere blev negativ. En demagog kunne nemlig også lede folk til at træffe en forkert beslutning, som var i hans egen interesse og imod folkets bedste. Det er den jævne borgers stemme, der tæller. Hvorvidt en lov vedtages, afhænger af et flertal og det ligger som regel hos de jævne folk. Særlige skatter til uventede udgifter bliver kun pålagt de rige.

De gamle grækere efterlod sig flere stentavler end nogen tidligere kultur. Tusinder af dekreter mejslet i sten henviser til alle mulige beslutinger. For eksempel om byggeprojekter, og hvorvidt Athen skal gå i krig eller afholde festligheder. Folkeforsamlingens vigtigste beslutninger blev gemt. De blev opstillet i offentligheden, såsom Akropolis eller agoraen, markedet. Ordet “phoroi”, altså skatter, optræder ofte. Men de blev kun opkrævet, når der var behov for det. Når folkeforsamlingen vedtager en lov, træder den straks i kraft og alle kan læse om den på stentavlerne. Hvis man ikke kan læse, ka man få en af byens oplæsere til at læse op. Officielle embeder bliver tildelt tilfældigt ved lodtrækning. Der kræves ingen forudsætninger for at blive vagt på markedet, kommissær for epidemier eller dommer, men et godt ry er afgørende. Grækerne opfandt særlige maskiner til dette formål. Der står to ved indgangen til forsamlingsstedet. Hullerne på forsiden er inddelt i fem kolonner. Hver kolonne er forbundet med et bogstav og hvert bogstav repræsenterer en gruppe af kandidater. Kandidaternes navneskilte bliver indsat tilfældigt i deres egen gruppe. Sorte og hvide kugler bliver kastet ind i maskinen for at udvælge navne. Hvid betyder “valgt”, og sort betyder “ikke valgt”. Dette system var en hel central del af det athenske demokrati. Alle borgere skulle have de samme rettigheder. Alle skulle have samme muligheder for at få et officielt embede. Kun de aller øverste embeder, såsom hærchef, blev ikke tildelt tilfældigt. Maskinerne blev også udviklet for at forhindre korruption. Dommere blev for eksempel udvalgt dagen før retssagen. Den udvalgte skulle derefter straks begive sig hen i retten, så det var fuldkommen umuligt at påvirke eller bestikke en dommer.

De romerske herskere kan ikke lide den athenske model og de europæiske monarker modstår også med succes “folkets styre”. I det meste af Europa må befolkningerne kæmpe for deres rettigheder i flere århundrede. Til sidst vender demokratiet tilbage med Den Franske Revolution i 1789 - 2000 år efter at grækerne opfandt det. I det 20. århundrede får kvinder endelig stemmeret. I dag er folkets politiske magt et grundlæggende princip i vesten. Men i oldtidens grækenland skulle en politiker også være en god kriger. Unge mænd skal være i god fysisk form. I skolerne lærer de en smule retorik og grammatik, men det primære fag er sport. Uden tøj på. Ordet “gymnasium” betyder “sted at være nøgen”. Kravene er meget høje. Enhver, der udviser talent får støtte til at kunne deltage som atlet i store sportsbegivenheder. Det er vigtigt at have en veltrænet krop. De gamle grækere er de første, der fuldt ud dyrker kropsidealet. Deres skønhedsidealer er udhugget i sten, så alle kan se dem. For første gang i historien ser statuer virkelighedstro ud. Deres perfektion er stadig et symbol på fuldkommen skønhed. I renæssancen bliver idealerne taget op igen og nye kunstværker bliver skabt efter oldtidens forbillede. Men for disse kunstnere handler det ikke så meget om skønheden, men mere om en perfekt efterligning af menneskelig anatomi. Og igen mand i renæssancen ville selv have trænet så hårdt. Græsk skulpturkunst har kroppen som tema. Det kan forestille en gud eller en atlet. Det er ikke en gennemsnitlig krop. Ligesom i dag forsøger man at opnå en perfekt krop, der vises i al sin skønhed og atletiske form, med fremtrædende muskler og ribben og placeret i flotte positurer. Disse 2000 år gamle skønhedsidealer gælder stadig, selvom det i dag kun er få, der holder sig i så god form.

Det var noget andet for unge græske mænd. De holdt sig i form til kamp og til sportsstævner. Der afholdes omkring 300 sportsstævner hvert år. Deltagerne er ambitiøse. En sejr betyder penge og karrieremuligheder. De gamle discipliner har overlevet op til i dag. Diskos- og spydkast har været med fra starten. Begge dele kræver styrke og overlegen teknik. Grækernes største sportsbegivenhed finder sted i Olympia hvert fjerde år. Der bliver sendt besked ud i hele landet, når legene starter. Alle bystater bliver inviteret, selv dem, der ligger i strid. Under konkurrencen hersker der våbenhvile i den græske verden - den olympiske fred. Legene bliver afholdt til ære for Zeus og der kommer flere tusinder af tilskuere. Faciliteterne er bemærkelsesværdige. Der er sportshaller til atleterne - aller deres behov skal opfyldes. Og ligesom i dag er sportsfolkene superstjerner. Hvis de vinder. Vinderne får en laurbærkrans og evig berømmelse. Men i det femte århundrede e.kr. slutter de fredelige konkurrencer brat. Den kristne kejser Theodosius forbyder hedenske kulter, blandt andet de Olympiske lege. Mødestedet forsvinder, først under en ny by og senere under flere meter murbrokker. Arkæologer genopdager ruinerne i 1800-tallet.  Olympia bliver igen berømt og i 1896 bliver de første moderne Olympiske Lege afholdt i Athen. Snart får kvinder også lov til at deltage. Senere får andre racer også adgang. I det 21. århundrede er de Olympiske Lege en stor begivenhed. De er et evigt symbol på fredelig kommunikation mellem folkeslag.

Teater er lige så vigtigt, selvom det ikke er lige så populært i dag. I oldtidens Grækenland havde hver lille by sit eget teater, som indbyggerne var meget stolte af. Teatret har sine rødder i religiøse

ritualer. Rituelle danse til ære for Dionysos spillede en central rolle. Disse såkaldte satyriske danse udviklede sig til drama med rollespil. Det særlige ved Epidauros er, at syge mennesker blev sendt i teateret af terapeutiske grunde. Forestillinger følger faste regler, og hvert stykke opføres kun én gang. Der er aldrig mere end tre på scenen og de er alle mænd. De bærer masker for at kunne spille unge, gamle og endda kvinder. Det er vigtigt at bruge store bevægelser og tale højt og tydeligt. Der er også et kor, der driver stykket fremad og forklarer baggrunden. Eposserne er tragiske heltedigte. De er skrevet på vers og er ret lange, som Homers episke fortællinger. Heltene prøver at undslippe skæbnen, men de dør næsten altid til sidst. Komedien er lidt lettere. Det er et sjovt stykke, ofte lidt groft, og med en garanteret lykkelig slutning. Aristoteles sagde, at teater renser sjælen.  Historierne stammer fra myter. De handler om konflikter, som ikke kun guder, men også mennesker kan løse. Budskabet om, at der kan findes en løsning på enhver konflikt, gør det nemmere at hele sårene. Hvis altså publikum kunne høre forfatterens budskab. Græske teatre havde plads til op til 14.000 mennesker. I Epidauros kan hvert eneste ord høres helt op på de bagerste rækker, man ved ikke hvorfor og det forbliver deres hemmelighed. Teatret har overlevet århundrede som “en lise for sjælen” og “en spejling af menneskets kamp” og har fundet nye udtryksformer. Ikke kun på scenen, men også i biografen kan man se glade eller triste historier hver aften. Da levende billeder kommer til, bliver film mere populære. Selskaberne producerer blockbustere og når et publikum på flere millioner. I århundredernes løb erobrer nye helte lærredet og scenen, men historierne følger et gammelt mønster. Der er komedier og tragedier. Græsk kultur breder sig udover hele oldtidens verden.

Det skyldes Alexander den Store, konge af Makedonien. I det fjerde århundrede f.kr. tager den unge konge ud for at erobre verden. Han tvinger de græske bystater til at forene sig under sit herredømme og skaber et imperium. Han indfører det græske sprog og græsk uddannelse i de erobrede områder. En ny æra begynder: Hellenismens. Erobreren udbreder sin kulturarv fra sin hjemby, Pella og hele vejen til Indien. Men Athens storhedstid er allerede forbi. Efter Alexanders død falder hans rige fra hinanden og et nyt magtcentrum opstår: Rom. Romerne er eksperter i at underlægge sig landområder om mennesker. De er velorganiserede, i modsætning til de konstant stridende grækere. Deres hærførere løber uden problemer de små bystater over ende. I modsætning til de ambitiøse romere forbliver grækerne for forskellige og slittede til at modstå Rom. Romerne er meget dygtige til at tage ved lære og de overtager bevidst den græske arv. De spreder græsk kultur ud i endnu større dele af Europa. Romerne forstår nemlig grækernes unikke bidrag om det så er inden for litteratur, teater eller uddannelse. Det betød, at mange græske bedrifter blev videreført af romerne. For eksempel havde en stor del romernes retssystem græske rødder. Romerne bevarede den græske arv for eftertiden.

Og det er en imponerende arv. Grækernes utrættelige søgen efter forklaringer, fører til opdagelsen af naturlovene og bliver grundlaget for den moderne videnskab. De fik stor indflydelse på moderne teknologi og lagde kimen til fremskridtet. Takket være deres undersøgelse kan vi i dag udforske både jorden og rummet. Deres historiefortælling baner vejen for litteraturens største værker og inspirerer filmindustrien. Deres teatre er forbilleder for enorme arenaer til titusinder af mennesker. Tanken om at samle mange mennesker til fredelige konkurrencer, fejres stadig hvert fjerde år ved de Olympiske Lege, over hele verden og på tværs af alle grænser. Men det gamle Grækenlands vigtigste bidrag er tanken om, at borgere skal kontrollere staten gennem love skabt af folket. Mange medlemmer af EU ville nok ikke være demokratiske i dag, uden de gamle grækeres reformer. Det gælder ikke kun i Europa, tanken om en regering “af folket, ved folket og for folket” blev formuleret af Abraham Lincoln. De gamle grækeres bedrifter har overlevet i århundreder. Selv i vore dage påvirker de livet og tankegangen i den vestlige verden. Oldtidens Grækenland er uden tvivl den vestlige kulturs arnested.

Folkedrab: Holocaust - Folkemordet på Europas jøder (2)

Nazismens raceideologi

Nazisternes racepolitik dannede grundlaget for massemordet og folkedrabet. Raceideologien bestod primært af tre grundlæggende idéer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Idéerne var: Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder, udtrykt sprogligt eller fysisk. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne. Eugenik, som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse men henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Antisemitismen tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5 århundrede blev kristendommen en statsreligion i Romerriget, og derfor blev jøder og kristne konkurrenter. Kristendommens magt voksede ved at rigets ledere forbød konvertering til jødedommen. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet med dette var at fratage romerne skylden for Jesu død og i stedet give den til jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.

Fra år 1100 og frem til 1849 udbredte antisemitismen sig. Generelt måtte jøderne ikke eje land. Det vil sige at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværker. Derfor begyndte nogle af jøderne at udlåne penge, da det var en erhvervsmæssig udvej. Ved middelalderens begyndelse blev Bibelen fortolket således, at de kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. Derfor var der mange kristne der gik til jøderne, når de skulle låne penge. Deres situation blev forværret i forbindelse med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod rygter om at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. I stigende grad blev jøderne set som en trussel, og det betød, at i 1290 forbød England jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig, Spanien og Portugal.

I 1543 skrev Martin Luther bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og begyndte jøderne for at have dræbt Jesus. Anklagerne var med til at skabe jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor vilkårene var bedre. I 1600-tallet blev den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, heriblandt det danske. Selvom der var en lille overklasse, så var de fattigste i samfundet jøder.

I forbindelse med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, blev vilkårene mange steder forbedret for jøder.; de fik ret til egen jord. Dette kaldes for jødernes emancipation. Dette førte til en ny form for antisemitisme, som blev et symbol på det, man i perioden kaldte “det moderne”. Dette blev karakteriseret ved de nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske idéer, som konservative kræfter var imod.

            Den russiske antisemitisme kan forklares ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881. Disse beskyldninger førte til massakre på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917, fik nogle englændere til at se jøderne som en kommunistisk trussel. I USA beskyldte Henry Ford, Fords grundlægger, den internationale jødedom for, at beherske verdens finansielle markeder. Det gjorde han gennem en artikel i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag. Men eksistensen af antisemitisme i sig selv har ikke ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakre.

            Nasisterne var også inspireret af raceteorektikere, som havde den idé om, at mennesker var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker føde ulige frem for lige, og i dét hierarki var den ariske race øverst, mens amerikanerne stod nederst. I slutningen af 1800-tallet kom nogle race teoretikere  med den teori om, at jøderne var en race for sig selv. Samtidig blev racismen koblet på nationalismens tanker og idéer om, hvad et folk var.
 Adolf Hitler udgav sin bog Mein Kampf i to dele. Den første udkom i 1925 og den anden i 1926. Det blev først samlet til ét værk i 1936. Bogen giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator havde, før han kom til magten. Hitler anså historiens krige som årsag til den evige kamp mellem racerne.Han mente også at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og racerenhed. Hitler var overbevist at Sovjetunionen var blevet overtaget af jøder. Det er meget ligetil at konludere at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er ikke helt korrekt. Man kan sige, at det dannede et grundlag for Hitlers fremtidige politik, men bogen var på ingen måde et udkast til arkitekturtegningerne til Auschwitch.

Introduktion til Oplysningstiden

Oplysningstidens grundlæggende tanker          

Oplysningstiden er en periode der strækker sig fra 1690-1789. Perioden er kendetegnet ved, at menneskets syn bliver udvidet omkring viden og verden. Dette resulterer i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne, kongemagten og kirken. Perioden bygger på menneskets fornuft. Der er ingen andre, som skal bestemme. Mennesket skal selv skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, med sin fornuft. Denne fornuft kan lutres mellem oplysning og mellem viden og uddannelse. Oplysningstiden emmer af vigtige filosoffer, bl.a. John Locke, (1632-1704) som har udarbejdet den uskrevne naturret. Naturretten er ikke skrevet ned nogen steder, men dens budskab går ud på at alle er lige og alle har ret til uddannelse.

Religion

Der er en helt afgørende tanke ved Oplysningstiden, som kaldes rationalisme. Tanken er, at man skal bruge sin fornuft i de religiøse spørgsmål. Dette betyder dog ikke at man afskaffer troen og Gud. Nej, Gud han findes såmænd fordi fornuften kunne ikke have skabt sig selv. Stadigvæk opbygger man denne oplysning og fornuftstanke med rationalisme. Men netop, når man bruger sin fornuft, så kan man tænke sig til et stort problem: Hvis vi skal forestille os en almægtig og kærlig Gud, hvordan kan vi det når der er så meget ondskab i verden? I Oplysningstiden er der en filosof, Leibniz (1646-1716), som løser dette problem ved at sige: “Ja, der er ondskab i verden,  men Gud har skabt den bedst mulige af alle tænkelige verdener”. Men den forklaring overbeviser ikke Voltaire (1694-1778). Han skriver en komedie ved navn “Candide”, som handler om en stakkels ung mand, der ser frygtelige ting i verden. Alligevel bliver han ved med, at holde fast i, at det er den bedste af alle tænkelige verdener. Voltaire har nemlig en anden forklaring eller et bud på dette, som kaldes for deisme. Deisme siger, at Gud skabte verden en gang for alle og  derefter har han trukket sig tilbage og har ladet verden passe sig selv og være alene til sin egen skæbne. Voltaire bliver fængslet og landsforvist, da han siger noget, som ikke helt behager kirken. Deisme går igen hos Ludvig Holberg, (1684-1754) hvor der igen er en tanke om, at gud har skabt verden, men så har han i øvrigt trukket sig tilbage.

Introduktion til Struensee

En anden oplysningsmand, som var meget inspireret af Voltaire, var Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var helt optaget af det 18. århundredes tanker. Religiøst var han tilhænger af deisme, som tidligere nævnt, betyder, at Gud er til, men blander sig ikke ind i verdens gang. Struensee rejste fra Tyskland til Danmark og fungerede som livlæge for Christian VII (1749-1808) og var, på grund af kongens syge tankegang, den reelle leder af landet fra 1770-1772. I sin tid i Danmark, bliver Struensee dronning Caroline Mathildes (1751-1775) elsker og kongens kabinetsminister. Han var med til, at nedlægge geheimekonseillet og kom i kabinettet i 1771. Faktisk indførte Struensee i sin tid, som gehejmekabinetsminister over 2.000 nye love, hvoraf mange var revolutionerende reformer, som f.eks. indførelsen af pressefrihed, et forbud mod brug af tortur, samt en række besparelser på statens budget. Der blev også sat grænser for bøndernes hoveri, og de offentlige udgifter blev skåret ned. Men hurtigt fik han, ved sit rastløse og hensynsløse styre, rejst en voldsom modstand mod sig. Alle følte sig utrygge. Mange indflydelsesrige mænd var rasende over for Struensees politiske meninger. Han mente nemlig, at borgernes privatliv ikke vedkom staten, og han ophævede al straf for utroskab. Modstanden mod Struensees reformer voksede imidlertid i magtfulde kredse i Danmark. Forargelsen blev derfor ikke mindre, da Struensees kærlighedsforhold til dronningen, var kommet uden for Christiansborgs Slotsmure. I foråret 1772 blev han fjernet ved et kup, dømt for majestætsfornærmelse og henrettet ved offentlig halshugning. Efter henrettelsen blev Struensee parteret. Resterne af hans krop lagt på hjul og stejle. Det hele blev stillet til skue på Galgebakken, der i dag bliver kaldt Folkets Hus, Vega.

Censur

Folket er trætte af censuren og fra 1661 skulle blandt andet bøger godkendes af censuren, hvilket betød, at magthaverne kunne stoppe tekster, der var kritiske over for bl.a. adel eller kirke. Censur blev første gang taget i brug af den katolske kirke i 1486, efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Mange oplysningsforfattere var forbudte. I 1770 bliver censuren kortvarigt ophævet af Struensee, som i virkeligheden bare var læge for Christian VII . Men da Christian VII var sindssyg  og ikke selv kunne lave love, så var det kortvarigt Struensee, der gjorde det. Men Struensee blev kort tid efter henrettet og censuren bliver igen indført. Censuren kommer vi dog først helt af med, da vi indfører grundloven i Danmark i 1849 og enevælden falder.

Oplysningstiden bliver visket ud

I oplysningstiden tager folket skridtet videre mod drømmen om en ny verden. Mennesket er frigjort fra kirkens og kongers indflydelse. De skal nu sammen bestemme på baggrund af fornuft og demokrati. I 1789 udbrød der revolution i Frankrig. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig revolution. Man ville reformere enevælden, ikke afskaffe den. Oplysningstiden endte med et blodbad i Den Franske Revolution og udstedelsen af menneskerettighedserklæringen i 1789. Oplysningstiden bliver visket ud og romantikken tager over.

Hurtige noter: Oplysningstiden 1690-1789

• Økonomisk fremgang
• Enevælde
• England overtog Frankrigs titel som mønsterland
• Slaveri: Bomuldsindustrien bliver til
• Enevælden blev kritiseret af bl.a. John Locke
• Folkelighed
• Oplysnings folket troede meget på ytringsfrihed, oplysning og lighed (Lighed, frihed og broderskab)
• Under Chr. VII kom oplysningen til magten v Johann Frederic Struense
• Gennemførte love med oplysningens ideer
• Guttenberg opfandt i 1440 trykpressen
• Starten på internettet
• Tankerne kunne nå ud til det meste af Europa hurtigt = viden spredte sig hurtigt
• Skrevet også på dansk, i stedet for latin
• Husholdningen i perioden bestod af mand og kone, uden rolle i en husstand, kunne man ikke overleve
• Der bliver kastet lys over noget som før har ligget i mørke
• Sluttede efter den franske revolution

Religion

• De ved ikke hvad de skal tro på efter jordskælvet i Lissabon
• Religionskrige, mellem katolikker og protestanter
• 80 års krigen
• 30 års krigen

Frederik III og Enevælden

• Søn af Chr. 4
• Underskrev den hidtil strengeste  håndfæstning
• Sophie Amalie
• Leonora Christine / Corfitz
• Blåtårn, jammersminde, hammerhus
• Solkongen
• Pomt og pragt
• Økonomisk lavkonjunktur 1600 - 1750
• Løsning på dette: kolonier, monopoler

Rokoko

I Danmark 1720-1781

• Mere enklere end barok

Personer

• Ludvig d.14
• Ludvig Holberg (Født:1684 Død:1754)
• John Locke
• Filosof
• For at kunne have viden, skal man kende sanserne, empiri
• Chr. VII
• Johann Friederich Struense
• Afskaffede toturen
• Ytringsfrihed
• Ligestillede børn født uden for ægteskab
• 1772, bliver han arresteret
• Ophævede censuren

Marie Antoinette pt. 2

                                                                                                                                                              

I've written this story as a kind of a diary.

Based on Marie Antoinette's adventures in her life. (1755-1773)

The most part is fiction, but I've plugged events and persons from her life into the journal

Pretty is a word used by people who want something. 

When I grew up in Austria, I was the most brilliant child likewise my family.

My mother was so proud that I finally agreed to become a woman. Surprising my confidence and all empty words took over, and I lost my childhood. When I was ten in 1765 I got married ready, and my beloved father sent me to a girl school in Hamburg. The plan were to live there until they had found me a husband who could serve me and help our family social status and finical problems.

I remember standing outside the backdoor and overhearing a conversation our housemaid had with my mother. She told my maid to pack my dresses and et me out of time. Tears were running downs my chin and ran outside in the garden, by the fountain. I did not know why, but I was afraid. Afraid of letting go of my perfect life, at Hofburg palace in Vienna. Fast I knew that my family had money problems and were the gold in this case. Later on that night, my father said that all that gossip is not true. He told me that he believed in god and not in the devil, so I was going to live with the court at the palace although my family was ruined by the Sound Dues in Denmark. My desperate dad had sent his army out so get furniture, sugar, silk and the most valuable at that time; Lemons. He thought that his world brought a lot of gold coins home, but he was wrong. 

When his ship sailed by Kronborg, the soldiers of the Sound Dues fired cannonballs against the ship. At that time Vienna and Denmark were enemies and the psychopathic king, Christian VI of Denmark.   He took that as a good thing and took all the goods they brought. Vienna had a dark period, and there were doubts in the court. My education was poor, but I learned to love the country life and my biggest passion; Fashion. Shoes from venice, silk from India and hats from Scotland. I was very lucky to get new dresses, food and just some education. While all the other children go, Vienna did not get this precious choice. 

To be or not to be.. alone. One of my favorite books was and still is Hamlet by W. Shakespeare. The story about prince Hamlet, who get betrayed by all his nearest people and gets blamed for something he did not do. I can relate to the story and now,  while I am sitting on my stool by my so called desk and writing this I am starting to realize that my life have been one traumatic Shakespeare play. My people, family and friends did a social suicide against me and turned their back on me. Likewise in hamlet I had my own Horatio, my future husbands sister, Madame Élisabeth. She became my most loyal and best friend at stood by me until the very end. I already know how this is going to end. Likewise Hamlet, the revolution are taken over, and it all ends in a carnage, led by my people of France. 

Earlier this day, I overheard a conversation in my prison cell. They said that soon I would be killed. I am very afraid, but someone has to clean up the dirty business. There is something rotten in this country, but no matter how angry my people get they will always have a special place in my heart, I do not want to leave this life.  Like Hamlet, as he says:

"You cannot, sir, take from me anything that I will  more willingly part withal: except my life, except my life, except my life."Prince Hamlet

To be continued...

Marie Antoinette pt. 1

I've written this story as a kind of a diary.Based on Marie Antoinette's adventures in her life. (1755-1773)The most part is fiction, but I've plugged events and persons from her life into the journal ... Hope you like it, and if you do, let me know!In this first chapter in the journal, she looks back on her life before she must serve her sentence in the guillotine on the 16th October, 1793 in Paris. The rest of the chapters come in small chunks over some time.

Happy reading!

Chapter I: A lesson 

I had always wondered how you can live a perfect life.

When I look at all these paintings hanging of my ancestors, in the long corridor of the castle, I always think about their life and story. I know that in 300 hundred years, their stories might be gone in the history books because there are only paintings left for the rest of the world.

At that time, I was very young and were very curious about everything around me.
Such as the people who would come over for dinner, why there are night and day, etc.         

I had all these imaginations of different worlds; there are waited to be discovered, and how I could live my life, in a way I liked to live it. Without any stupid and evil maids to boss around with me. 

Sometimes I dream these nice dreams of my prince, my lifeguard that, hopefully, will save me and take me away from this prison the others call a castle.
I hope it would happen, In that case, my father, (Or the king as other people call him) told me that when the time is right, i shall be marrying a rich prince, who will take care of me and i will live at his big castle and help him to rule his kingdom.

-That was these thoughts I had before I married Louis, my lovely king-

It might sound like a big mistake, but I took these choices, married a man I only have seen from the pendant for my necklace he sent me, and I have not regretted it.
We did what we did, I know we changed things at that time, but sometimes change is here to stay, and it's a good thing... I think..

In less than an hour, the coach will arrive at the dungeon I live in.
I should be punished for my mistakes in running my country in poverty...
I know where I'm going, I'll do it for my beloved children. I do not think they should pay the price for things their mother and father have done. Now I'll do it...

The most important lesson I learned by ruling a kingdom is:

You'll have to risk all of your pawns and knights or even your king you can move around with, to save your entire country. Otherwise you will never win over the enemy...

To be continued...

WebRep

currentVote

noRating

noWeight