Modetrends i 1960'erne

"Beatles håret"

Den britiske musikgruppe The Beatles sendte chockbølger gennem den ældre generation, med deres frisurer, der går ud over ørene og nakken. Idéen til den store hårpragt kom fra Astrid Kirchhoff, der var en fotograf fra Hamburg. Musikernes frisurer blev ihærdigt taget i brug af deres store fanskare. Begejstringen for at lade sit hår vokse blev større eftersom de fleste voksne omtalte frisurerne som værende direkte frastødende og ikke særlig maskulin. Samtidig opstod der et andet modefænomen inde for frisurer i starten af 60'erne: hårlakken. Pigerne fik nu mulighed for at toupere deres hår i store frisurer, med hjælp fra hårlakken. 

---

"Monokinien"

Dette var en viderefortolking af en badedragt i dele. Monokininen var blot underdelen af en bikini.  Den dækkede de nedre regioner og havde to stropper, der gik fra hofterne, langs de bare bryster og om på ryggen, hvor den var bundet. Den østrigsk-fødte modeguru, Rudi Gernreich, fik sine modeller til at gå modeshows i monokinien i USA. Dette skabte stor mediedækning i pressen. Gernreichs visioner for monokinien var blot en idé om, hvad man ville gå med i fremtiden. Den var derfor ikke forventet at blive den næste dille. Men mange modige begyndte at gå med monokinien på stranden og i USA bliver man anholdt, hvis man er iført "dragten". 

---

"Kædekjolen"

Pariseren Paco Rabanne fra Spanien var i 60'erne smykkedesigner og vakte stor opsigt med sine vovede kjoler, lavet af små stykker metal. Han fik øgenavnet "modeblikkenslageren", da han havde en særlig ting for metal, plastik og råmaterialer.

---

"Hippiemoden"

I butikken "Biba" i London blev prægtige fjerboaer, filthatte så store som bildæk, fodlange kjole og folkloristisk tilbehør langet over disken. Det var modeskaberen Barbara Hulanicki, der stod bag modefænomenet med plys og kitsch. Denne stil står i kontrast til rumfartsmoden af André Courrèges fra paris. Courrèges fik bl.a. lange bukser til kvinder på mode. Det var først i slutningen af årtiet, at pariser-haute couturen tog inspirationen til sig fra hippierne. 

---

"Miniskørtet"

Sidst - og mindst, blev miniskørtet udbredt, som en komet. I midten af 60'erne blev de korte og provokerende skørter et synonym med ungdomsoprørene i 60'erne. De unge protestede mod de traditionelle normer og mode var nu ikke kun for eliten. Nu var det den nye generation, der skulle sætte dagsordenen. 

Den Russiske Revolution - Første del

I 1894 blev Nikolaj II udnævnt til zar over det russiske imperium, der strækkede sig fra Østersøen til stillehavet. Indbyggertallet dengang lå på ca. 124 millioner mennesker fordelt i 194 etniske grupper. Det var et land, hvor arbejdere og bønder levede i fattigdom og modgang, hvor imod den russiske elite, der indebar den kongefamilien og aristokratiet, levede ders liv i forgyldt luksus. Ruslands historie indeholdte, også på den tid, lange perioder med kamp om utilfredshed og undertrykkelse fra systemets side. I 1905 blev zaren tvunget til at oprette staten Duma også kaldet en nationalforsamling, der fungerede som en folkevalgt rigsdag. Men magten var begrænset og kompromiserne behagede hverken zaren eller reformatorene. 

Første verdenskrig bryder ud

I 1914 udbrød der krig i Europa og det splittede imperium var tvunget ud i en hård krise. Første verdenskrig var den katastrofe for det zaristiske Rusland. På fronten var landet ramt af ødelæggende nederlag, mens der hjemme i Rusland var fødevaremangel og økonomisk krise. Zaren blev holdt ansvarlig for kriserne, og efter alt var han nu overhovedet i hæren og han stod i vejen for regeringens reformer. Hans tyskfødte kone Alexandra, havde man regnet med ville støtte Tyskland. Det siges at hele kongefamilien var under en forbandelse på den tid, af en sibirisk mystiker og healer; Grigory Rasputin. I december 1916, blev Rasputin myrdet af russiske aristokrater, sandsynligvis med hjælp fra bristiske agenter. Begge gruppers hensigt var at ende hans indflydelse, som han havde hos zaren. Men i manges øjne, var skaden allerede sket. 

Februarrevolutionen

Den 23 februar, 1917, gik tusindvis af kvinder på gaden i Ruslands hovedstad, Petrograd, der i dag hedder Sankt Petersburg. Kvinderne ville markere den internationale kvinders dag og protestede mod fødevaremanglen, som hele riget var underlagt. Den næste dag var det ikke kun kvinderne der protestede, men også arbejdere og studerende, der havde medbragt bannere, hvortil de viste deres utilfredshed, hvor der bl.a. stod skrevet: "Ned med zaren!". Tropper, der var sat på gaden til at stoppe urolighederne, udviste mytteri ved at deltage i protesterne istedet. Tilhængere af zaren blev arresteret, politistationer og fængsler angrebet og emblemer med zaristiske budskabet blev brændt og tilintetgjort. Regeringen havde nu mistet al kontrol over hovedstaden. Zaren fik at vide af sine ministre, at der kunne kun komme ro og orden i Rusland, hvis han gik af. Den 2. marts abdicerede Nikolaj II. På bare 10 dage var 100 års Romanov styre kommet til en ende. Februar revolutionen forløb overraskende hurtig og ublodig. 

Fotografi: Zar Nikolaj II på en perron, 30. januar, 1916. kilde: Colonel A.A.Mordvinov. 

Kvinder i Mellemkrigstiden

Mellemkrigstiden og kvinderne

Gennem tiden har der været en overvældende interesse inden for mellemkrigstidens historie. I perioden 1978-1982 satte 8 ud af 10 danskere foran skærmen, hver eneste søndag, når Matador rullede hen over skærmen. I serien præsenteres der en række modsætninger, der var centrale for kvinders liv i mellemkrigstiden. Kvinder der har det svært ved den traditionelle borgerlige kvindelighed og kvinder, der vælger et selvstændigt utraditionelt liv uden børn og fast mand.

Hvad kan vi lære af kvinderne i mellemkrigstiden?

Selvom 70’erne og 80’erne, stort set, var kriseramte, kan der ikke drages en direkte forbindelse til kriseperioden i mellemkrigstiden, da der er sket så mange ting efterfølgende. Det mest betydningsfulde træk ved perioden, var en række problemstillinger i forhold til kvinders status i samfundet. En stor ændring i kvindernes situation var, at de hjemmegående husmødre kom i arbejde. Der var stor efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft, da tekstil- og beklædningsområdet ekspanderede i takt med den statslige beskyttelsespolitik. I den statslige og kommunale sektor var der også stor efterspørgsel, da staten førte en ekspansiv politik i 30’erne, i forhold til social- og sundhedsvæsenet. Samtidig med deres erhvervsarbejde var børneopdragelse stadig en selvfølge, men disse idealer ændrede sig i takt med, at familie levestandarden blev ændret og et nyt familiemønster opstod. Især hos arbejderfamilier i København var det ganske normalt kun at have ét barn - eller ingen. I provinsen faldt fødselstallet også drastisk, men ude på landet var store børnefamilier stadig nødvendigt.

Dansk Kvindesamfund og ligestilling

Både 20’erne og 30’erne var præget af krise. Arbejdsløsheden steg og kampen var tydelig mellem mænd og kvinder, da de påtog sig de samme opgaver. Man begyndte at diskutere, om gifte kvinder overhovedet skulle arbejde, da de tog arbejde fra mændene. Man begyndte at fyre og chikanerer kvinder på arbejdspladserne. I Københavns Kommune blev der oprettet stillinger til kvinder, der havde dårligere lønforhold, end de øvrige stillinger. Forkæmperen for de gifte kvinders erhvervsrettigheder var, på det tidspunkt, Dansk Kvindesamfund. Ligeledes fik ugifte kvinder nye livs- og jobmuligheder i mellemkrigstiden. Dette skyldes at antallet af tjenestefolk var faldende i perioden og man ville hellere arbejde på kontor.

Seksualreformbevægelsen

I løbet af 20’erne opstod der en  seksualreformbevægelse. Den omhandlede den store efterspørgsel efter prævention, seksualoplysning og fri abort. Først i 1938 blev mødrehjælpen oprettet. De ugifte kvinder ville også have en ny måde, at bo på. De begyndte så småt at eksperimentere med idéen om at bo i kollektiv, som man kan se i kollektivhusdebatten. Det skal dog understreges at det var ikke den frigjorte kvinde, men den fornuftige husmoder, som dominerede perioden og eftertiden. Mellemkrigsperioden var startskuddet til det ny kvindebillede, der tager form og gør op med de gamle normer. Der var kvinder, der blev økonomisk uafhængige og der opstod en skillelinje mellem seksualitet og forplantning, hvilket betød, at kvinderne fik mere plads til at leve et liv på deres egne betingelser.

Matador byder på en håndfuld stærke kvinder, og en arbejdsmarkedsrevolution under opsejling. Fotografi: Danmarks Radio, 1978-1981.

Kilder anvendt i artiklen:

- Håndbibliotekets veninder, Tidens Kvinder; Om kvinder i mellemkrigstiden, Århus Universitet, 1985

- https://www.danskkvindesamfund.dk

Nostalgi & guldalder

Et essay om at dvæle ved fortiden

Har i dag set 4 ud af 6 afsnit af Jane Austens "Pride and Prejudice", med Colin Firth, som den flotte, attraktive og charmerende Mr. Darcy. Som elleveårig begyndte jeg at læse hendes bøger, der omhandler status, dannelse og ægteskab. Man drømmer sig væk til attenhundredetallets England. Man bliver vidne til nogle af litteraturhistoriens største dramaer. Men man undrer sig også lidt over deres tilværelse - det gør jeg ihverfald. Det virker som om, at de bare lever og lader dagene passere forbi. Al kommunikation foregår enten verbalt eller via brevudveksling; man kan ikke bare ringe. Det er dét der skaber ro i det smukke landlige billede om, at alting var bedre i de gode gamle dage. 

Drømmen om fortiden gennem film

Dette er også tilfældet lige nu. Nutiden virker uoverskuelig og fremtiden kender vi ikke, så man dykker ned i fortiden, hvor alting, efter sigende, var bedre. Man ser det samme scenarie i Woody Allens "Midnight in Paris", hvor en forfatter, ved navn Gil, hver aften bliver bragt tilbage til de brølende 20'ere i Paris. Her møder han bl.a. F. Scott Fitzgerald, Hemingway og Picasso. Han bliver bekræftet i, at 20'erne var en bedre tid, indtil han indser at påstanden viser sig at være falsk. Han bliver forelsket i Adriana, der lever i 20'erne og hun har samme opfattelse af livet, som ham; at alting var bedre i gamle dage. De bliver begge bragt tilbage til 1890'ernes Belle Epoque, som hun mener er Paris' guldalder. De kommer til Moulin Rouge, hvor de stifter bekendtskab med malerne Paul Gauguin og Edgar Degas. Gil og Adriana spørger kunsterne om, hvilken tidsalder de beundrer, hvortil de svarer renæssancen. Her går det op for Gil, at alle har deres periode i historien, som de længdes efter og det kommer af den nostalgi, som man føler for perioden. Gil indser at det er bedst at leve i nutiden.

Oprindelsen af  metaforen"nostalgi"

Hele den idé og længsel efter fortiden kan beskrives med ét enkelt ord: nostalgi. Ordet kommer af det græske νόστος (nóstos), at komme hjem og ἄλγος (álgos), smerte. Ordet blev anvendt i 1700-tallet af medicinstunderende, om ens længsel efter det hjemlige og velkendte; altså hjemve.  Begrebet har senere haft stor betydning for romantismen. Nostalgi beskriver en interesse for en bestemt periode i fortiden. Herunder historiske begivenheder, samfundet og "de gode gamle dage". Ordet dækker for det meste over en periode fra deres egen fortid, men kan også anvendes om ens længsel efter en historisk periode, som man ikke var en del af. 

I "Midnight in Paris" indser Gil, at selvom han har denne "nostalgi" for de brølende 20'ere, så var alting ikke bedre dengang. Selve betydningen af nostalgi kan gøre blind, da man benægter de dårlige ting og fremhæver periodens bedste ting fra tilværelsen. Man ser det bl.a. i studier om Apartheid i Sydafrika, hvor man benægter de dårlige ting. Samme ting sker for personer, der overlevede 2. Verdenskrig, hvor man har denne Holocaustbenægtelse, og kun ser på de gode ting ved Naziregimet; man fortrænger det onde.

Guldalderen kommer til udtryk

Udfra nostalgibegrebet kommer udtrykket Golden Age, eller bare guldalder på dansk. I antikken blev det beskrevet, som at være en tid præget af lykke og harmoni. Man har sidenhen i litteraturen benyttet begrebet til, at beskrive forskellige kulturelle storhedstider. Danmarks guldalder antages i litteraturen, for at være i 1800-tallet, hvor romantismen blomstrer og Adam Oehlensläger fører pennen og skriver om det smukke ved fædrelandet. Guldalderen ender brat, når Georg Brandes begynder at skriver om, hvordan verden virkelig ser ud i det moderne gennembrud. Victoriatiden bliver oftest set, som guldalderen i Storbritanien. Det er i denne periode, hvor forfatteren Jane Austen fra Bath skriver om samfundet gennem hendes romaner om bl.a. Mr. Darcy. Begrebet "guldalder" er en slags metafor for "de gode gamle dage". 

Nutiden er måske ikke så værst, selvom man længdes efter fortiden                         
Måske er længslen efter en tidligere periode, fordi man ikke er fuld tilfredsstillet i sin egen tid, forkert. Det er op til en selv, da betegnelsen kan være meget individuel efter, hvem man spørger. Men det er alligevel interessant at tænke på, at om et par årtier vil nogle mennesker se tilbage på vores tid og tænke at 2010'erne var “guldalderen”, for deres vedkommende. Men man må huske på, at selvom middelalderen var fuld af kulturel opblomstring, så var mange undertrykt af den magtfulde katolske kirke og man blev var styret af et urokkeligt heieraki. Selvom man i renæssancen levede i pomp og pragt, fandtes der uhelbredelige sygdomme, som vi i dag kan kurere. I 1700-tallet lever de mest fantastiske filosoffer, der spredte deres tanker om, at mennesket skal leve efter deres fornuft og ikke efter tro og kirke. Desværre havde de ikke dengang pressefrihed og mange udgav deres værker anonymt eller under et pseudonym, da det var med livet som indsats, at ytre sig. I dag har alle i samfundet en stemme, der er værdig. I 1800-tallet var kvinden stadig undertrykt og det var slaveriets guldalder. Man har i flere århundrede lagt et filter over tidligere perioder og drømt sig tilbage til de gode gamle dage. Men hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.

Hvad nu hvis man fjernede det filter og så fortiden på både godt og ondt? Så ville det måske ikke være så slemt at leve i nutiden, selvom man længdes efter fortiden.  Fotografi: Colin Firth portrætterer Mr. Darcy i serien "Pride and prejudice", produceret af BBC i 1995

Dronning Sophie Amalie /første del

Sophie Amalie er en af de mest udskældte i Danmarkshistorien. Mange historikers umiddelbare indtryk er, at hun er en fed, pyntesyg og magtsyg kvinde, som oven i købet får buret sin værste rivalinde, den uægte kongedatter Leonora Christina, inde i Blåtårn i årtier. Men der er et meget nuanceret billede af Sophie Amalie; hun var en dannet og intelligent kvinde, der ligesom Leonora Christina, sprængte den snævre rolle, tiden havde placeret hende i.

Historien udspillede sig i slutningen af 1600-tallet - den sidste del af barokken. Det begynder i hjertet af København i Christian IVs lysthus, et lille renæssanceslot, som er en hyldest til kærligheden mellem ham og den uægte dronning; Kirsten Munk. Christian IV, Sophie Amalies svigerfar, har været konge og landsfader i 60 år. Han har været en sand entreprenør, initiativrig og foretagsom - en mand, der har sat mange skibe i søen, men også en mand, der har drevet landet ud i krige og kriser. I de seneste årtier har riget været i en sølle forfatning. Da Christian IV dør i 1648, flytter det nyslåede kongepar ind i gemakkerne på Rosenborg Slot. Pengekassen er tom og de er nødt til at fyre hoftjenere og embedsmænd.

Kontrasten er slående, hvis man sammenligner dronninger før Sophie Amalie. De skulle først og fremmest fremstå som funktioner, ikke mennesker. De er portrætteret som karakterløse, dydige og alvorlige prototyper. Ligblege og strammundede minder de om… lig. Der er intet glimt i øjet eller personligt kendetegn. Sophie Amalie tilhører en ny generation af kongelige. Selvbevidste, selviscenesættende - som en slags spindoktor anvender hun kunsten som propaganda, som redskaber til at kontrollere fortællingen om dem selv og til at styrke deres position. Samtidig får monarkiet mere magt. Kongelige som Sophie Amalie betragter nærmest sig selv som gudelige størrelser, i hvert fald hævet højt over folket.

Frederik III tror, som sin kone, på den ophøjede kongemagt og de to ægtefæller er et godt match. Efter tidens normer er de et moderne par. De lever i et jævnbyrdigt forhold. Helt exceptionelt deler de soveværelse på Rosenborg Slot. På trods af den store aldersforskel på 19 år er der gensidig respekt, tæthed og familiefølelse hos ægtefællerne. I ægteskabets første mange år har de været udstationeret i Bremen, langt fra de danske hof i København. Men da først Christian IVs ældste søn dør og siden kongen selv, så står parret pludselig i midten af magtens centrum. Der er ingen tvivl om, at dette er indfrielsen af deres vildeste drømme og at de begge går til opgaven med stor ærgerrighed og selvfølelse.

Grækernes mærke

Demokrati. De Olympiske Lege. Grundpiller i moderne samfund, men de har flere tusind år gamle rødder. Helt tilbage til oldtidens Grækenland. Romerne har givet os moderne retspraksis og en sostifikeret infrastruktur. Vikingerne grundlagde store handelsnetværk og opdagede Amerika længe før Columbus. De har alle været medvirkende til at skabe en ny verden. Grækerne, romerne og vikingerne er det moderne Europas grundlæggere.  
Grækenland. En middelhavsverden af tempelruiner, hvide marmorskulpturer af drilske guder og små landsbyer, der klynger sig til forrevne klippekyster. Havet er fyldt med små øer, hvor mange er dem er golde og ubeboede. Store olivenlunde strækker sig på tværs af fastlandet og bjergene er dækket af egetræsskove. Grækernes historie begyndte for næsten 3000 år siden, med en samlig bystater spredt ud over det østlige middelhav. De mange kongeriger var i strid med hinanden.

De eneste fællestræk er deres sprog og deres guder, som hersker fra toppen af det snedækkede Olympen. Herfra blander de sig i menneskenes liv, når det passer dem. Det er kun de tolv vigtigste guder, der bor som en familie på Olympen. Grækerne opfattede dem, som nutidens topmodeller: Høje og slanke med fine, symmetriske træk og perfekte kropsmål. Men der gemmer sig yderst menneskelige træk bag den guddommelige facade - intriger, misundelse og svig. De græske guder var helt anderledes i forhold til, hvordan vi i dag vi opfatter guder. De var hverken almægtige, alvidende eller allestedsværende. Som kristne, muslimer eller jøder falder det os dog mest for brystet, at guderne ikke er moralsk ufejlbarlige. Men sådan var det ikke med de græske guder. De sloges, var utro, stjal og bedrog hinanden. Men på trods af dette så man dem som retfærdige herskere  og de blev tilbedt i mindst 1000 år. De var æret, men også frygtet, især når de legede med skæbnen. Den mest farverige af alle guder er guden Zeus, deres allesammens mægtige fader. Hans magt er fuldkommen, og hans mange affærer er legendariske. Hans søster, Demeter, er jomfru og moder på samme tid og bærer ansvaret for høst og frugtbarhed. Hendes bror Poseidon er den pirrelige havgud, der holder af at sænke skibe. Athene er tænksom og repræsenterer visdom og krig. Skønne Afrodite står for kærlighed. Hun er gift, men sjælden trofast. Dionysos holder af overdådige måltider og vilde fester. Og endelig Apollo. Han har ansvaret for mange ting, ikke mindst oraklet i Delfi.

I oldtidens Grækenland spørger man guderne til råds om alt. Man er nødt til at rejse til et helligt sted - og allerhelst til verdens centrum: Delfi. Her huser et imponerende tempel datidens mest indflydelsesrige orakel. Tusinder begiver sig ud på den hårde færd med værdifulde gaver. Uden offergaver får man ikke nogen guddommelig profeti. Utallige mennesker foretager rejsen, i håb om at lykken vil tilsmile dem. Selv berømte konger som Krøsus og Alexander den Store troede på profetier. Gevinst eller tab, krig eller fred, sejr eller nederlag? Det afhænger udelukkende af oraklet. Profetierne leveres af en præstinde, som er udvalgt for sin evner til at skue ud i fremtiden. Man taler ikke direkte med hende. Spørgsmålet stilles til præsterne, der bringer det videre til “Pythia”. Ceremonien finder sted bag lukkede døre. Derfor ved ingen rigtig, hvad der foregår i templets inderste. Sagnet siger, at Pythia falder i dyb trance under ritualet. Kun i den tilstand kan hun modtage gudernes svar. Når præstinden endelig taler, virker hun forvirret - næsten som om hun var beruset. Man ved ikke, hvordan kvinderne faldt i trance. De kan have indåndet metan og kulilte, som sivede op af jorden i store mængder. Det kan føre til iltmangel i hjernen. Der findens en teori om, at Pythia indåndede gasser, der steg op fra templets indre. Hun kunne også have tygget på giftige laurbærblade, eller drukket vand fra templets indre kilde, som kan have indeholdt gasarter. Man ved at Pythia faldt i en guddommelig trance, og mumlede nogle utydelige ord. Præsterne tydede hendes ord og udråbte dem som guddommelige profetier fra Apollo. Præsterne står altså bag de mystiske profetier. Det er magtfulde mænd med en blomstrende forretning i Delfi. Jo mere værdifulde gaverne var, desto bedre var profetierne. For at sikre sig succes fandt præsterne på et snedigt system. Præsternes magt byggede på viden. De sendte folk ud i hele verden, for at samle oplysninger om, hvad der skete i antikkens verden. Når folk kom og stillede et spørgsmål, vidste præsterne nøjagtig, hvad de skulle svare. Folk sendte også penge til Delfi, som præsterne fik ansvaret for og gemte dem i et skatkammer. Præsterne forvaltede de penge, der flød ind i Delfi, ligesom en moderne bank. Præsterne lånte penge ud, og derigennem fik de enorm magt. Præsterne styrede Grækenlands økonomi. Paradoksalt nok stod Delfis to vigtigste læresætninger skrevet over templets indgang: “Kend dig selv” og “Intet overflod”. Det var vigtigt at holde sig god med de uberegnelige guder. Alle bystaterne stolede på Apollo. Selv de magtfulde Athen sender offergaver til Delfi. Fjerne græske kolonier havde deres egne orakler og skatkamre. Disse græske templer og skatkamre har i århundrederne siden fascineret malere, arkitekter, forfattere og utallige moderne turister.

Dengang var den gamle tro stadig udbredt, men tænkere begynder gradvist at finde andre forklaringer. De ønsker at forstå verden gennem tankevirksomhed. De begynder at nærstudere naturen. Disse nye videnskabsmænd finder mønstre i biernes parringsadfærd og bygger instrumenter, der kan måle jordens omkreds. De opfinder endda et vandur. Formålet med vanduret var at begrænse politikernes taletid.  De bygger maskiner - blandt andet en maskine til at udvælge embedsmænd. De lærde er ikke længere tilfredse med historier om lunefulde guder. De vil forstå årsag og virkning og udvikle videnskabelige love. De kalder sig “filosoffer” og “tilhængere af kundskab” og bliver set som grundlæggere af den moderne videnskab. Fra det sjette århundrede f.kr. spreder tørsten efter viden sig som en steppebrand. Filosofiske skoler blev de nye templer og dannede grundlaget for nutidens læreanstalter. I det sekstende århundrede viderefører Rom oldtidens idéer. Pave Julius 2. tilegner endda de store filosoffer en fresko, der viser dem “skolen i Athen”. En af dem er Sokrates, der stiller folk i Athen ubehagelige spørgsmål og konkluderer: “Jeg ved, at jeg ingenting ved.” Platon grundlægger verdens første filosofiske retning. Han søger sandheden, ligesom hans elev Aristoteles, der skaber historie ved at opfinde logik.

En helt anden mand, Archimedes bliver set som enestående. Selv i oldtiden var han berømt for sin opfindsomhed. Af den grund fik han en helt særlig opgave. Archimedes

skulle finde ud af, om kongens krone var af rent guld eller om der er blandet billigere metaller i den. Det er en svær udfordring, for den dyrebare krone må ikke tage skade. Sagnet fortæller, at Archimedes fik en idé, mens han tog et bad. Han stiger ned i et kar fyldt til randen, og noget af vandet ryger ud. Det går op for den lærde mand, at mængden af vand svarer til rumfanget af hans egen krop. Han konluderer, at en genstands rumfang og massefylde kan beregnes ved, at måle det overskydende vand. Archimedes spekulerer på, om kronens indhold også kan beregnes på den måde. Han observerer, at en genstand med  lavere massefylde end vand, fortrænger mere end en, der vejer det samme, men har højere massefylde. Det siges, at Archimedes var så begejstret, at han han råbte: “Heureka! Jeg har fundet det!” og løb nøgen ud på gaden. Archimedes tager kronen og en guldklump af samme vægt. Hvis kronen er af rent guld, bør begge genstande fortrænge samme mængde vand. Men kronen fortrænger mere. Den er blandet med et andet materiale. Archimedes løser mange andre gåder. Han bliver stadig opfattet som en af verdens klogeste og Archimedes’’ lov er aldrig blevet overgået. Men hans samtidige er også godt med. Grækerne laver de første verdenskort med længde- og breddegrader. De opdager, at jorden er rund, og Ptolemaios regner ud, hvordan planeter og andre himmellegemer kredser om jorden. Andre vigtige opfindelser er den første dampmaskine og en vandpumpe. Grækerne udvikler nye våben, såsom katapulter og beskyttende harnisk til deres soldater. Archimedes formulerer løftestangsprincippet og grundlaget for moderne mekanik. Geometri og algebra stammer også fra oldtidens græske lærde.

Meget som vi i dag tager for givet, opstod via antikkens store tænkers observationer, udregninger og konklusioner. Uden dem ville kirker måske ikke have haft kupler. Måske havde man aldrig fået indsigt i verdens opbygning og kernefysik. Måske var den industrielle revolution i 1800-tallet aldrig sket. Og drømmen om at kunne krydse havene ville måske være forblevet en drøm.

I det sjette århundrede f.kr. forandrede en ny lov i Athen alle grækernes liv for evigt. Cirka 80.000 athenere bliver vidner til en monumental politisk forandring. Bystaten er i krise. Folket gør oprør mod kongen og den herskende klasse, de vil have indflydelse på vigtige beslutninger. Her opstår folkeforsamlingen. Alle borgere i Athen kan deltage. Altså næsten alle - forsamlingen består udelukkende af mænd over 18 år. De fattige får løn for at deltage, så de også kan være med. Athens borgere mødes en gang om måneden for at diskutere politik. En folkeforsamling, der mødes med jævne mellemrum. Det er begyndelsen på et nyt system: demokrati. Det er enden på de enevældige herskere og det symboliseres ved to adelsmænds snigmord på en tyran. Det er helt anderledes i det mægtige Ægypten og i Mellemøsten. Her hersker regenterne stadig med nærmest guddommelig magt. Her er loven altid på despoternes side. Folket har ingen rettigheder, men forventes at ofre deres liv i kamp. Demokratiet opstår faktisk på grund af en krise. Først kæmper grækerne indbyrdes, og så skal de forsvare sig mod perserne. Der er brug for alle, både adelsmænd og bønder, i forsvaret mod fjenden. Bystaternes hære består af mange tusind soldater. Rige og fattige kæmper skulder ved skulder i geledderne, da deres selvstændighed er truet. Athen bygger også en ny flåde og har brug for tusinde af roere, som rekrutteres af samfundets fattigste. Sammen er grækerne stærke. De slår perserne i to afgørende slag. Men det får politiske konsekvenser. Til gengæld for at sætte livet på spil kræver soldaterne, især dem fra den jævne befolkning, flere rettigheder. Alle bidrager til sejr eller nederlag, uanset om de er bønder, daglejere, adelige eller jævne borgere. Alle vil have indflydelse. Der går cirka 200 år, før de får opfyldt deres krav. De athenske borgeres fælles oplevelser under kampene og forsøgene på at finde fælles løsninger under forberedelserne var medvirkende i høj grad til demokratiets indførelse. Borgere fra andre bystater havde de samme oplevelser, men i Athen opstod idéen om demokrati usædvanlig hurtigt. “Folkestyre” er det nye mantra, men det gælder kun for voksne, mandlige borgere. Kvinder, børn, slaver, udlændinges mening er irrelevant. De bliver udelukket fra det hele. De rige adelige har størst indflydelse på politik. Lavere embedsmænd kommer fra de anden og tredje klasse: købmænd, håndværkere og velstående bøndere. Den sidste klasse består af daglejere, men alle deltager i folkeforsamlingen. Professionelle talere havde en særlig rolle i folkeforsamlingen. De var retorikere, også kendt som demagoger, fordi de anførte folk. Ordet havde en positiv betydning, som først senere blev negativ. En demagog kunne nemlig også lede folk til at træffe en forkert beslutning, som var i hans egen interesse og imod folkets bedste. Det er den jævne borgers stemme, der tæller. Hvorvidt en lov vedtages, afhænger af et flertal og det ligger som regel hos de jævne folk. Særlige skatter til uventede udgifter bliver kun pålagt de rige.

De gamle grækere efterlod sig flere stentavler end nogen tidligere kultur. Tusinder af dekreter mejslet i sten henviser til alle mulige beslutinger. For eksempel om byggeprojekter, og hvorvidt Athen skal gå i krig eller afholde festligheder. Folkeforsamlingens vigtigste beslutninger blev gemt. De blev opstillet i offentligheden, såsom Akropolis eller agoraen, markedet. Ordet “phoroi”, altså skatter, optræder ofte. Men de blev kun opkrævet, når der var behov for det. Når folkeforsamlingen vedtager en lov, træder den straks i kraft og alle kan læse om den på stentavlerne. Hvis man ikke kan læse, ka man få en af byens oplæsere til at læse op. Officielle embeder bliver tildelt tilfældigt ved lodtrækning. Der kræves ingen forudsætninger for at blive vagt på markedet, kommissær for epidemier eller dommer, men et godt ry er afgørende. Grækerne opfandt særlige maskiner til dette formål. Der står to ved indgangen til forsamlingsstedet. Hullerne på forsiden er inddelt i fem kolonner. Hver kolonne er forbundet med et bogstav og hvert bogstav repræsenterer en gruppe af kandidater. Kandidaternes navneskilte bliver indsat tilfældigt i deres egen gruppe. Sorte og hvide kugler bliver kastet ind i maskinen for at udvælge navne. Hvid betyder “valgt”, og sort betyder “ikke valgt”. Dette system var en hel central del af det athenske demokrati. Alle borgere skulle have de samme rettigheder. Alle skulle have samme muligheder for at få et officielt embede. Kun de aller øverste embeder, såsom hærchef, blev ikke tildelt tilfældigt. Maskinerne blev også udviklet for at forhindre korruption. Dommere blev for eksempel udvalgt dagen før retssagen. Den udvalgte skulle derefter straks begive sig hen i retten, så det var fuldkommen umuligt at påvirke eller bestikke en dommer.

De romerske herskere kan ikke lide den athenske model og de europæiske monarker modstår også med succes “folkets styre”. I det meste af Europa må befolkningerne kæmpe for deres rettigheder i flere århundrede. Til sidst vender demokratiet tilbage med Den Franske Revolution i 1789 - 2000 år efter at grækerne opfandt det. I det 20. århundrede får kvinder endelig stemmeret. I dag er folkets politiske magt et grundlæggende princip i vesten. Men i oldtidens grækenland skulle en politiker også være en god kriger. Unge mænd skal være i god fysisk form. I skolerne lærer de en smule retorik og grammatik, men det primære fag er sport. Uden tøj på. Ordet “gymnasium” betyder “sted at være nøgen”. Kravene er meget høje. Enhver, der udviser talent får støtte til at kunne deltage som atlet i store sportsbegivenheder. Det er vigtigt at have en veltrænet krop. De gamle grækere er de første, der fuldt ud dyrker kropsidealet. Deres skønhedsidealer er udhugget i sten, så alle kan se dem. For første gang i historien ser statuer virkelighedstro ud. Deres perfektion er stadig et symbol på fuldkommen skønhed. I renæssancen bliver idealerne taget op igen og nye kunstværker bliver skabt efter oldtidens forbillede. Men for disse kunstnere handler det ikke så meget om skønheden, men mere om en perfekt efterligning af menneskelig anatomi. Og igen mand i renæssancen ville selv have trænet så hårdt. Græsk skulpturkunst har kroppen som tema. Det kan forestille en gud eller en atlet. Det er ikke en gennemsnitlig krop. Ligesom i dag forsøger man at opnå en perfekt krop, der vises i al sin skønhed og atletiske form, med fremtrædende muskler og ribben og placeret i flotte positurer. Disse 2000 år gamle skønhedsidealer gælder stadig, selvom det i dag kun er få, der holder sig i så god form.

Det var noget andet for unge græske mænd. De holdt sig i form til kamp og til sportsstævner. Der afholdes omkring 300 sportsstævner hvert år. Deltagerne er ambitiøse. En sejr betyder penge og karrieremuligheder. De gamle discipliner har overlevet op til i dag. Diskos- og spydkast har været med fra starten. Begge dele kræver styrke og overlegen teknik. Grækernes største sportsbegivenhed finder sted i Olympia hvert fjerde år. Der bliver sendt besked ud i hele landet, når legene starter. Alle bystater bliver inviteret, selv dem, der ligger i strid. Under konkurrencen hersker der våbenhvile i den græske verden - den olympiske fred. Legene bliver afholdt til ære for Zeus og der kommer flere tusinder af tilskuere. Faciliteterne er bemærkelsesværdige. Der er sportshaller til atleterne - aller deres behov skal opfyldes. Og ligesom i dag er sportsfolkene superstjerner. Hvis de vinder. Vinderne får en laurbærkrans og evig berømmelse. Men i det femte århundrede e.kr. slutter de fredelige konkurrencer brat. Den kristne kejser Theodosius forbyder hedenske kulter, blandt andet de Olympiske lege. Mødestedet forsvinder, først under en ny by og senere under flere meter murbrokker. Arkæologer genopdager ruinerne i 1800-tallet.  Olympia bliver igen berømt og i 1896 bliver de første moderne Olympiske Lege afholdt i Athen. Snart får kvinder også lov til at deltage. Senere får andre racer også adgang. I det 21. århundrede er de Olympiske Lege en stor begivenhed. De er et evigt symbol på fredelig kommunikation mellem folkeslag.

Teater er lige så vigtigt, selvom det ikke er lige så populært i dag. I oldtidens Grækenland havde hver lille by sit eget teater, som indbyggerne var meget stolte af. Teatret har sine rødder i religiøse

ritualer. Rituelle danse til ære for Dionysos spillede en central rolle. Disse såkaldte satyriske danse udviklede sig til drama med rollespil. Det særlige ved Epidauros er, at syge mennesker blev sendt i teateret af terapeutiske grunde. Forestillinger følger faste regler, og hvert stykke opføres kun én gang. Der er aldrig mere end tre på scenen og de er alle mænd. De bærer masker for at kunne spille unge, gamle og endda kvinder. Det er vigtigt at bruge store bevægelser og tale højt og tydeligt. Der er også et kor, der driver stykket fremad og forklarer baggrunden. Eposserne er tragiske heltedigte. De er skrevet på vers og er ret lange, som Homers episke fortællinger. Heltene prøver at undslippe skæbnen, men de dør næsten altid til sidst. Komedien er lidt lettere. Det er et sjovt stykke, ofte lidt groft, og med en garanteret lykkelig slutning. Aristoteles sagde, at teater renser sjælen.  Historierne stammer fra myter. De handler om konflikter, som ikke kun guder, men også mennesker kan løse. Budskabet om, at der kan findes en løsning på enhver konflikt, gør det nemmere at hele sårene. Hvis altså publikum kunne høre forfatterens budskab. Græske teatre havde plads til op til 14.000 mennesker. I Epidauros kan hvert eneste ord høres helt op på de bagerste rækker, man ved ikke hvorfor og det forbliver deres hemmelighed. Teatret har overlevet århundrede som “en lise for sjælen” og “en spejling af menneskets kamp” og har fundet nye udtryksformer. Ikke kun på scenen, men også i biografen kan man se glade eller triste historier hver aften. Da levende billeder kommer til, bliver film mere populære. Selskaberne producerer blockbustere og når et publikum på flere millioner. I århundredernes løb erobrer nye helte lærredet og scenen, men historierne følger et gammelt mønster. Der er komedier og tragedier. Græsk kultur breder sig udover hele oldtidens verden.

Det skyldes Alexander den Store, konge af Makedonien. I det fjerde århundrede f.kr. tager den unge konge ud for at erobre verden. Han tvinger de græske bystater til at forene sig under sit herredømme og skaber et imperium. Han indfører det græske sprog og græsk uddannelse i de erobrede områder. En ny æra begynder: Hellenismens. Erobreren udbreder sin kulturarv fra sin hjemby, Pella og hele vejen til Indien. Men Athens storhedstid er allerede forbi. Efter Alexanders død falder hans rige fra hinanden og et nyt magtcentrum opstår: Rom. Romerne er eksperter i at underlægge sig landområder om mennesker. De er velorganiserede, i modsætning til de konstant stridende grækere. Deres hærførere løber uden problemer de små bystater over ende. I modsætning til de ambitiøse romere forbliver grækerne for forskellige og slittede til at modstå Rom. Romerne er meget dygtige til at tage ved lære og de overtager bevidst den græske arv. De spreder græsk kultur ud i endnu større dele af Europa. Romerne forstår nemlig grækernes unikke bidrag om det så er inden for litteratur, teater eller uddannelse. Det betød, at mange græske bedrifter blev videreført af romerne. For eksempel havde en stor del romernes retssystem græske rødder. Romerne bevarede den græske arv for eftertiden.

Og det er en imponerende arv. Grækernes utrættelige søgen efter forklaringer, fører til opdagelsen af naturlovene og bliver grundlaget for den moderne videnskab. De fik stor indflydelse på moderne teknologi og lagde kimen til fremskridtet. Takket være deres undersøgelse kan vi i dag udforske både jorden og rummet. Deres historiefortælling baner vejen for litteraturens største værker og inspirerer filmindustrien. Deres teatre er forbilleder for enorme arenaer til titusinder af mennesker. Tanken om at samle mange mennesker til fredelige konkurrencer, fejres stadig hvert fjerde år ved de Olympiske Lege, over hele verden og på tværs af alle grænser. Men det gamle Grækenlands vigtigste bidrag er tanken om, at borgere skal kontrollere staten gennem love skabt af folket. Mange medlemmer af EU ville nok ikke være demokratiske i dag, uden de gamle grækeres reformer. Det gælder ikke kun i Europa, tanken om en regering “af folket, ved folket og for folket” blev formuleret af Abraham Lincoln. De gamle grækeres bedrifter har overlevet i århundreder. Selv i vore dage påvirker de livet og tankegangen i den vestlige verden. Oldtidens Grækenland er uden tvivl den vestlige kulturs arnested.

Hurtige noter: Det moderne gennembrud

- Den moderene gennembruds litteratur - 

Kvinderne og det moderene gennembrud

• Brandes lavede dagordnen; Forholdet mellem kønnene var til stor debat
• Han gav sin fulde støtte til kvinders kamp for frihed og lighed
• Emancipation; forholdet mellem to køn som skal leve sammen i et ægteskab, men vokser op med vidt forskellige syn på sig selv og verden

Forfattere: Jacobsen, bang og Pontoppidan

• Henrik Ibsen udgiver "Et Dukkehjem"
• En uskyldig pige som kommer ind i et løgnagtigt ægteskab

• I Norge og Sverige er der også tale om det samme mønster

Sædelighedsfejden

• I 1870 begynder kvinderne at rejse væk fra deres trygge rammer og tage til København for at gøre en litterær karriere.
• I 1880 opstår der et kunstnerisk miljø i København, hvor kvinderne for første gang spiller en rolle
• Dengang var det normalt at en forfatter var en mand
• Patriarkalske familie og religion; dvs. normen

• Dansk kvindesamfund blev grundlagt i 1883 af Grundtvigs barnebarn, Elisabeth Grundtvig
• Der var en morale om at kvinder skulle holde sig rene og jomfruelige; det var Brandes' synspunkt
• Handskemoralen
• Man ville også gerne have at dette også var gældende for mændene da samfundet gerne ville af med " de uægte børn" og kønssygedomme ( prostitueret )
• Dansk kvindesamfund ville ikke frigøres og derfor er det pineligt da Brandes skriver mod dette
• Brandes gik også selv til prosturede og havde et problem fyldt ægteskab
• Kvinderne sagde selv nej til sidst i debatten da fri seksualmoral i et samfund uden effektive præventionsmidler kan kvinderne få uønsket børn.

Sammenbrudslitteratur

• Amalie Skram (1846-1905)

Hendes debut roman handler om utroskab og psykisk ustabilitet og ender i en tragedie

Modtager kun kritik for sine værker

Hun ender med at blive indlagt på psykiatrisk hospital

• Adda Ravnkilde (1862-83)

Som ung læste hun Brandes' Stuat Mill-oversættelse

Læste til lærer på Zahles seminarium; En af de få steder kvinder kunne tage en uddannelse

Fik aldrig feedback fra Brandes

Efter 2 måneder i KBH begår hun selvmord

Brandes og Erik Skram sørgede for at udgive og redigere hendes romaner

• Victoria Bendictsson

Svensker der frigøre sig fra ægteskab

Forelsket i Brandes

Begår selvmord

Periodens tanker:

• De kvindelige forfattere er forud for deres tid
• Folk er ikke parat til at give disse kvinder de rammer der skal til
• De tragiske skæbner er det centrale træk ved perioden
• Den gamle verden er ideologisk brudt sammen
• "Når man opskriver individet som stærkt og selvstændigt, henviser man det samtidig med ensomhedens tunge besætninger"

Naturalismen

• Darwin
• "Gud er død"