Joyces Åbenbaringer

James Joyce må være den eneste forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904. Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.

Som sproglærer i Triest udgav Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer). Med parolen tavshed, eksil, list træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.

                                                     

Krydsningen af subjektivitet og stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris. Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly, køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og genser sin kone i deres seng.

Titlen antyder at Bloom er en moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen med detaljerende refe

rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren alt andet end en helt.

Men denne omvendte verden er en kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes hovedpude.  Men Joyce vil nok demonstrere hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet, viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor flittigt hun end bedrager ham med sin krop.

Kun ét af de klassiske temaer gør Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker ensomme videre.

Om dem optræder et mylder af figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om, hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.

Joyce udviklede sit talent for ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift ’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody, den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin: Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin, men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand Earwicker er Everybody og selve mennesket.

Joyce lagde ud med et portræt af det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru – og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989), der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa. Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre. Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.

Anne Franks Dagbog

Igennem to år kunne Anne Frank holde sig skjult for nazisterne i et baghus i Amsterdam, men i 1944 blev hun opdaget af Gestapo. Hendes dagbog, som udkom i bogform efter krigen rystede og bevægede mennesker over hele verden.

Anne Frank blev født i 1929 som datter nummer to af et jødisk ægtepar i Frankfurt am Main. Hendes far, Otto Frank, var forretningsmand. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede familien til Holland, hvor de dog heller ikke kunne føle sig sikre efter efter de tyske troppers besætelse af landet i 1940. Et år senere måtte Otto Frank afgive sin virksomhed som følge af racelovene. Familien gik under jorden i begyndelsen af Juni 1942 for at komme en deportation til KZ-lejr i forkøbet. Det var ikke kun familien Frank, der fandt husly i baghuset til Prinsengracht 263 i Amsterdam, men også yderligere en familie samt en læge. Nogle tidligere ansatte hos Otto Frank blev indviet heri og forsynede de skjulte mennesker med mad.

I begyndelsen af august 1944 dukkede Gestapo imidlertid op i Prinsengracht 263 og tranporterede alle de tilstedeværende til KZ-lejr. Den dag i dag er det ikke opklaret, hvem der røbede skjulestedet. Anne Franks mor Edith blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Selv døde hun og hendes søster Margot i marts 1945 af sult og sygdom i koncentrationslejeren Bergen-Belsen. Otto Frank var den eneste, der overlevede. Da han efter krigen vendte tilbage til Amsterdam overrakte hans tidligere ansatte ham en dagbog, som hans datter havde skrevet, mens de levede skjult i baghuset, og havde holdt gemt for nazisterne. I 1946 udgav faderen datterens dagbog, der var skrevet på hollandsk. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog. Enhver tvivl om tekstens ægthed er forstummet siden det statslige institut for krigsdokumenters udgivelse af standardudgaven i 1986.

Anne Frank indledte sin dagbog den 14. juni 1942, to dage efter sin 13 års fødselsdag. På dette tidspunkt levede hun endnu i frihed. Hun kaldte dagbogen for Kitty, fordi den i fantasien skulle erstatte den veninde og fortrolige, som hun savnede i det virkelige liv. Alle hendes optegnelser begynder med ordene: "Kære Kitty...". Anne betroede således også til Kitty, at hun efter krigen ville udgive sin dagbog i bearbejdet form og være forfatterinde. Hendes dilemmaer adskiller sig næppe særlig meget med andre pigers. Hun strides med sin mor, som hun ikke tror forstår hendes, beskæftiger sig med sine egne svage sider og klager over de voksnes kritik. 

Men derudover udtrykkes ikke alene hendes evige frygt for at blive opdaget, hendes utilfredshed med den vedvarende isolation og længsel efter et ubesværet liv i friheden. Hendes taknemmelighed overfor dem, der hjælper hende, som risikerer liver for hendes skyld, kommer også tydeligt frem ligesom hendes medlidenhed med andre jøder, der lider endnu mere end hende selv. Hendes drøm om et bedre liv for jøderne efter afslutningen på den grusomme krig går ikke i opfyldelse for hendes eget vedkommende.

I 1946 blev Anne Franks dagbog udgivet. Siden har millioner læst dette rystende dokument om jødeforfølgelserne, som er oversat til mange sprog.

---

Holland under 2. Verdenskrig

Rotterdams bombardement (14. maj, 1940)

Trods sine erklærede neutralitetspolitik bliver Holland uden krigserklæring overfaldet og besat af tyske tropper. Rotterdams centrum lægges øde under et bombeangreb, mens der forhandles om overgivelse. Den 13. maj 1940 drager den hollandske dronning Wilhelmina og regeringen til eksil i Storbritannien. Den 15. maj 1940 opgiver den hollandske hær den udsigtsløse kamp.

Krigserklæring fra eksilet (8. december, 1941)

I lighed med USA, Storbritannien og andre lande erklærer den Hollandske eksilregering i London Japan krig efter det japanske angreb på Pearl Habor. Japanerne besætter derefter Hollandsk Indien, som efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer sig uafhængig som statsdannelsen Indonesien.

Massakre på jøderne (5. juni, 1943)

I forbindelse med en deportaionsbølge af hollandske jøder siden marts tranporteres 1266 børn under 16 år til tilintetgørelseslejren Sobibor, hvor de gasses straks efter ankomsten. Frem til slutningen af juli 1943 deporteres over 34.000 mennesker fra Holland til tyske koncentrationslejre. Fra den 30. april til 15. maj befinder Holland sig i undtagelsestilstand. Anledningen er en generalstrejke mod internregeringen af omkring 300.000 tidligere krigsfanger med sigte på udførelse af arbejdstjeneste i Tyskland.

Offensiven ved Arnhem (17. september 1944)

Omkring 35.000 allierede faldskærmssoldater kastes ned i området Arnhem/Nijmegen/Eindhoven for derfra at støde frem over Rhinen og besætte Ruhr-distriktet. Landsætningen bliver en fiasko, fordi det ikke lykkes de britiske enheder at bemægtige sig broen ved Arnhem. I april 145 befrier De Allierede sydfra Holland fra den tyske besættelse. 

"1984" - en vision om total kontrol

George Orwells "1984" fra 1949 er stadig yderst aktuel. Selv om det dengang var Stalins og Hitlers diktaturer, der blev refereret til.

George Orwells roman 1984 har ikke mistet noget af sin profetiske kraft siden udgivelsen. Der er tværtimod mange, der i lyset af den moderne computerteknologi og de allestedsnærværende medier føler, at skrækvisionen om overvågningsstaten faktisk er mere aktuel end nogensinde.

I sin fremtidsroman skildrer Orwell tilstanden i verden efter en atomkrig, hvor tre fuldstændigt ens strukturerede supermagter har opdelt verden imellem sig. Romanen foregår i Euroasien med hovedstaden London, hvor der hersker et etpartidiktatur under ledelse af den fiktive "Big Brother". Tekniske installationer som teleskærmen gør det muligt for partiet at overvåge den enkeltes færden helt ind i privatlivet. Der føres kontrol med alle handlinger og tanker. Det sker ved hjælp at et gigantisk propagandaapparat, som på sit kunstsprog, det såkaldte nysprog, vender op og ned på begreberne og nedbryder alle værdinormer. "Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. Manipulationer benyttes også ministeriet for sandhed, som kontinuerligt omskriver historien efter partiets retningslinier for at udslette den individuelle erindring. Den arbejdende underklasse af proletarer, hvortil omkring 85 % af befolkningen hører, er undtaget fra den totale kontrol. Den er udelukket fra enhver form for uddannelse. Oprørske steminger bliver afvendt med primitiv nationalisme. 

Romanens helt, Winston Smith, arbejder i sandhedsministeriet. Han er dømt til at mislykkes og fremstilles som den lille mand, der knytter sine svage politiske forhåbninger til det endnu ikke fuldt kontrollerede proletariat. I sit afmægtige had til partiet allierer Smith sig med Julia, der arbejder som aktivist i Anti-Sex Ligaen. Julias oprør mod magtapparatet kommer til udtryk ved, at hun i modstrid med den officielle doktrin bevarer sin sanselighed og lyst. 

Under sit forsøg på at komme i kontakt med en undergrundsorganisation erfarer Smith, at der ikke findes noget, som ligger uden for statsmagtens rækkevidde: Organisationen er et skræmmebillede, skabt af partiet, og forbindelsesmagten viser sig at være en partifunktionær, der tvinger Smith til under totur at forråde sin kærlighed til Julia. Først da Smith, Først da Smith, berøvet hele sin personlighed, er blevet til en "udød", frigiver partiet ham. "Han havde vundet sejren over sig selv. Han elskede Big Brother." Ifølge Orwells pessimistiske budskab har den enkelte ingen chance over for det allestednærværende statsapparat.

Med det billede, han tegnede af året 1984, ønskede Orwell, der som venstreorienteret journalist og forfatter altid tog ofrenes parti, at rette opmærksomheden imod de truende tendenser i tiden. Hentydningerne til de stalinistiske og nazistiske diktaturer lå lige for hånden, da bogens engelsksprogede udgave blev udgivet i 1949.

"Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke", lyder partiets paroler. 

---

Andre betydningsfulde repræsentanter for den utopiske litteratur:

Herbert George Wells (1866–1946)

Wells er en af hovedrepræsentanterne for den moderne utopiske litteratur. Med titlen på sine fortællinger "A Modern Utopia" fra 1905 griber han tilbage til Thomas Mores værk "Utopia" fra 1516, som grundlagde den utopiske romangenre. 

Karel Capek (1890–1938)

Capeks utopiske roman "Krigen mod salamandrene" fra 1936 er en satire over den moderne tro på videnskaben og modtageligheden over for fascistiske ideologier. Salamandrene, som er opdraget af en kaptajn, er udpræget intelligente. De erklærer menneskene krig, da disse nægter at opfylde deres krav om "Lebensraum". (Tysk for livsudfoldelse; var en af Adolf Hitlers grundlæggende idéer og dermed en vigtig del af den nazistiske ideologi)

Aldous Huxley (1884–1963)

Huxleys roman "Fagre den nye verden" (1932) er ligesom Orwells "1984" en anti-utopi. Her fremstilles en verdensstat som tilsikrer sine borgere et tilpasset mål af lykke gennem forbrug, seksuel frihed, omfattende fritidstilbud og psykofarmaka, men som samtidig forhindrer enhver form for selvstændighed. Romanens beskrivelse af fødsler med reagensglasmetoden er siden blevet til virkelighed.

Ray Bradbury (1920–2012)

I den stat, som Badbury beskriver i "Farenheit 451" fra 1953, er det forbudt at eje bøger, fordi de bl.a. er med til at bevare individualiteten. En af brandmændene, der har til opgave at brænde bøger, slutter sig til en gruppe intellektuelle, hvis medlemmer hver især har lært en bog udenad for at kunne viderebringe den kulturelle arv.

Stainslaw Lem (1921–2006)

Polakken Lem tilføjer den utopiske litteratur et filisofisk islæt ved at stille spørgsmål om grænserne for moral og erkendelse. I "Transfer" (1961) skildrer han, hvordan en astronaut vender tilbage til Jorden efter 127 år og skal til at finde sig til rette.

Livets smerte: Franz Kafka

Franz Kafkas mest berømte værk "Forvandlingen" udkom i 1915. Fortællingen skildrer en ung mand, der bliver forvandlet til en skarnbasse og ender med at kravle rundt i sin families affald. 

Franz Kafkas fader var en jødisk købmand og Kafka voksede op i det tysktalende miljø i Prag, der dengang var underlagt Østrig-Ungarn. Han blev nære venner med Max Brod i 1902 og han åbnede Kafkas øjne op for de litterære kredse i Prag. Kafka tog sin eksamen som jurist og var i et år i praktik ved en domstol. Efterfølgende fik han en stilling i et forsikringsselskab, hvor han arbejde indtil 1922, da han som 39-årig fik tuberkulose og måtte derfor gå på pension. 

I 1912 arbjede han på sine mest kendte værker: Forvandlingen og Dommen. Dommen omhandler en konflikt mellem far og søn. Dette ses også i Kafkas eget liv, da han måtte leve under sin fars strenge krav. Dette resulterede i at Kafka skrev et brev til sin fra ved navn Brev til min far. Brevet skrev han i 1919, hvori han prøver at frigøre sig fra sin fars skygge og dominerende væren overfor Kafka. Han fik aldrig sendt brevet til sin far. 

Et gennemgående træk i Kafkas værker er, at han skildrer konfrontationen mellem individet og den uforståelige og omgivende virkelighed. I Danmark blev der i 1927 oversat Kafkas roman Der Verschollene, der på dansk går under titlen Amerika. Roman handler om den unge Karl Rossmanns  kamp om at integrere sig det amerikanske samfund.  I bogen Processen, fra 1914, anklager en mistænkelig domstold hovedpersonen Josef K. uden at få indsigt i, hvad han anklages for. Efter at sagen har kørt i ét år bliver hovedpersonen henretter i et stenbrud. Romanen illustrerer individets usikkerhed, eksistentielt, overfor delvis anonyme autoriteter.

Han færdiggjorde novellen En rapport til et akademi i 1917 Novelledramatiseringen omhandler en abe, der forvandles til et menneske. Kafka rammes samme år af lungetuberkulose. I 1922 blev hans situation forværret og sygdommen forhindrede ham i at arbejde og han måtte derfor gå på pension før tid. Herefter arbejde han på sin tredje roman slottet, der udkom i 1926. Roman handler om landmaleren K., der stræber efter at nå ind til autoriteten på slottet, der på mystisk vis har magten over landmålerens skæbne. Men han forgæves at nå ind til dem.

Figurenes perspektiver holder Kafka fast i gennem alle sine fortællinger og romaner. Selvom historierne er fremstillet realistisk og sproget er klart, kan den totale sammenhæng være gådefuld, når læseren begynder at fortolke på Kafka. Fra 20'ernes begyndelse blev lungesygdommen værre og han var tvunget til flere længerevarige sanatorieophold. Kafkas liv endte den 3. juni 1924. Han døde ugift, da han havde en filosofi om, at han ikke ville være i stand til at skrive i et ægteskab. I sit testamente gjorde han det klart og tydeligt, at de værker der ikke var udgivet skulle brændes efter sin død. Kafkas nærmeste ven og udgiver, Max Brod, efterkom ikke ønsket, da han bevarede Kafkas værker for eftertiden.

Fotografi: Franz Kafkas personlige problemer kommer til udtryk i hans værker. Kilde: Culture Trip. 

Andet berømt litteratur af forfattere fra Prag
Kornet Rilke, Rainer Maria Rilke (1904)
Rilke havde for længst forladt hjembyen Prag, da han i 1904 i avisen "Deutsche Arbeit", udgav sit digt Kvadet om Cornet Christoph Rilkes kærlighed og død. Rilkes tidligere digte var en slags romantisering af livet som soldat, som blev meget populære under Første Verdenskrig. Han udgav senere værker, hvor han skildrer fortvivlelsen over det moderne menneskes identitetstab. 
"Der Weltfreund", Franz Werfel (1912)
Opvokset hos det bedre bogerskab i Prag. Han blev primært kendt i den tysktalende del med sin ekstatisk-ekspressionistiske digtsamling, Der Weltfreund. Senere skriver han nogle historiske romaner, bla. hans mest berømte: "Sangen om Bernadette".
"Golem", Gustav Meyrink (1915)
Meyrink blev født i Wien, men er opvoket i Prag. Isit mest brømte værk tager han udgangspunkt i en jødisk legende. Gennem en drømmevision hos rejsende i Prag bliver historien fortalt om lerfiguren Golem, der blev vakt til live af rabien Löw. Det hele er en grotesk fremstilling om den moderne verden, der er ved at holde op med at fungere. 
"Ikke magt eller rigdom", Max Brod (1916)
Udover at være Kafkas udgiver og ven, skrev han også selv. Sin roman Magt og rigdom handler om de sidste år i den danske astronom Tycho Brahes liv. Brahe er en modsætning til sin rival Johannes Kepler, da Tycho Brahe holdte fast i det geocentriske verdensbillede, hvor jorden er universets centrum. Brod udgav en biografi om Kafka i 1937.
"Briefe an Milena", Willy Haas (1952)
Født i Prag. Blev udgiver på tidsskriftet "Die literarische Welt" og var derfor en af de mest populære litteraturkritikere i 1920'erne. Han tilhørte bl.a. den litterære kreds "Prager Kreis". Han udgav Kafkas breve til journalisten Milena Jesenká i 1952. 

Hitlers elskerinde

Vi befinder os i begyndelsen af 1922. Facismens åg lægger sig over Tyskland. Hårdt ramt af krisen hilser mange tyskere regimets løfter velkommen. Løfter, som skulle drive Tyskland ud i en verdenskrig, og kræve 60 millioner menneskeliv på grund af én mand: Adolf Hitler. En mand som delte sit liv med en hemmelig livsledsager: Eva Braun. I 13 år levede hun i skyggen af et uhyre. Den kønne pige fra München var kun 17 år, da hun bandt sig til Hitler og var ham tro indtil sin død. Hun levede sammen med manden bag et af historiens grusomste folkedrab. Det trejde rige stod bag udbredte massakrer, så som Holocaust, der kostede 5 millioner jøder livet. "Den endelige løsning" var nøje planlagt. Man ved utrolig lidt om Hitlers kærlighedsliv, men man ved at Eva Braun levede i skyggen af Hitler. Det er gennem hende man i dag har fået et indblik i Hitlers tomme og fattige privatliv. 

Velstand i München og fremgang i NSDAP

I starten af 1900-tallet nød byen München sine sidste år med velstand. Det var i den periode Eva Anna Paula Braun blev født, i en familie på opbruddets rand. Hendes far, Fritz, var en streng protestant, mens hendes mor, Fanny, var en mere forsonlig katolik. Eva søgte derfor trøst hos sine to søstre. I 1913 var Adolf Hitler allerede 24 år gammel. Han søgte ind på kunstakademiet i Wien, men kom desværre ikke ind. Efterfølgende drog han til Wien. Siden Første Verdenskrig havde Tyskland lidt et bittert nederlag. Da han vendte hjem fra fronten tilsluttede han sig det tyske arbejderparti; NSDAP, som senere bliver kendt som nazi-partiet. 

Første Verdenskrig og krigsnederlaget

Den unge Eva Braun voksede op på en klosterskole. Hun var artig, lydig og udviste gode lederegenskaber. Hun drømte om at blive en skuespillerinde og dyrkede samtidig mange sportsgrene. Lige efter Første Verdenskrig fik hun en kæreste ved navn Hans. På den tid virkede hun som en sorgløs pige, der holdte af at lege og klæde sig ud. Efter sin tid på klosterskolen tog hun et bogholderikursus, da hun ikke anede, hvad fremtiden ville bringe. Samtidig havde Hitler store ambitioner. I 1923 forsøgte han at begå et statskup, men "Ølkælderkuppet" slog fejl. Han blev idømt 5 års fængsel, men løsladt 9 måneder efter. Det var i fængslet, hvor han forfattede den første del af "Mein Kampf", hvori han forudser en ny krig. Efter sin løsladelse styrkede han nazistparitet og tørstede efter magt. Tyskland var på daværende tidspunkt på randen af en økonomisk krise og han så sit smuthul til, at sprede propaganda. Han vandt popularitet og for første gang i sit liv blev han bemærket hos det modsatte køn. Han grundfæstede sit parti, valgte hagekorset, som symbol og udpegede fjenderne. Folk blev imponeret af hans enkle, men ophidsende taler. Mange tyskere havde ikke accepteret krigsnederlaget. Hitler gjorde dette til et centralt tema i hans valgkampagne og blev en slags hævnens helt. 

De første skridt mod affæren 

I 1929 blev Hitler præsenteret for Eva Braun af fotografen Heinrich Hoffmann. Han var en nær ven af Hitler og havde netop ansat en køn 17-årig assistent. Hoffmann kendte til Hitlers smag indenfor purunge kvinder. Da Braun og Hitler mødtes på Hoffmanns kontor, var hun helt betaget af den 40-årige mand. Hitler ønskede diskretion og præsenterede sig som Herr Wolf. Eva genkendte ham ikke, men der var en gnist mellem dem. Der var bare ét problem; Hitler var ikke tilgængelig på markedet. Eva fandt hurtigt ud af, hvem Hitler var og at han var optaget. Hun ventede tålmodigt i 3 år på ham, mens de havde et plationisk venskab kørende. Eva begyndte at tage fotografier, som blev udgivet af Hoffmann og trykt i den nazistiske presse. I løbet af de 3 år spillede Hoffmann Kirsten giftekniv. Han inviterede ofte dem begge til middagsselskaber. Hitler faldt for den unge kvindes åbenhed og udtalte sig: "Der er intet som at forme et ungt pigebarn. En 18-20-årig pige kan formes som voks til ens eget segl. Og det er kvindens ønske." Udfra disse kolde of dominerende ord, var Hitler betaget af unge kvinder. 

Evas Fascination af "Der Führer"

I den periode delte Hitler sit liv med "Geli", der var hans halvniece. Hun var en stærk og driftig kvinder, der forsøgte at styre Hitler. Det var et halvincestuøst forhold og det flyttede sammen i 1928. Hun kalde ham "Onkel Adi", og han forsøgte at styre hendes liv. Desværre var deres forhold anspændt. Den 18. september 1931, skød Geli sig selv, med Hitlers revolver, efter længere tids plagen fra Hitler. Det slog op, og hun begik selvmord. Han var knust, da hun nok var den eneste kvinde, som Hitler nogensinde havde følt noget for. Men da Geli var væk, stod døren nu åben for Eva Braun. Fra nu af var middagsselskaber ikke nok: Eva besluttede sig for at forføre partilederen, som hun i 3 år havde været forelsket i. De indledte en affære i 1932 og der var 23 år mellem dem. Hun var forelsket i den store mand, ligesom nogle kvinder forelsker sig i slemme drenge og forbrydere. Han fremstod som en supermand og hun var supermandens kvinde. Selvom hun var dybt fascineret af Hitler, så holdte hun stadig fast i kontakten med sine søstre. Hendes storesøster Ilse havde en affære med en jødisk læge, som flygtede i 1938. Hendes lillesøster Gretl stod Eva nær hele livet.

Rigsdagen og den forsømte Eva

Hitler havde gjort 1932 til det år, hvor han ville tage magten i Rigsdagen; det tyske parlament. Han lagde alle sine kræfter i valgkampen og forsømte Eva, som havde ventet i 3 år på ham. Midt i sin frustration tog hun sin fars revolver og skød sig selv i brystet. Hun var den anden kvinde, der ville dø for Hitler. Eva blev reddet i sidste øjeblik ar sin søster. Føren ville undgå skandaler og svor at tilbringe mere tid sammen med Eva. Men da han endelig kom til magten, blev Eva, igen, overladt til sig selv. Hun begyndte at miste håbet og skrev i sin dagbog:"Hvorfor skal jeg finde mig i det? Gid jeg aldrig havde mødt ham." Hun forsøgte - igen - at begå selvmord i foråret 1935. Efter dette selvmordsforsøg besluttede Hitler at den unge Eva aldrig skulle være alene. Han købte en villa til hende og hendes søster, udenfor München. Fra første indflytningsdag var Eva officielt Hitlers elskerinde.

I en alder af 19 år var Eva Braun Hitlers elskerinde. Fotografi: The Independent, (Channel 4)

Anvendt kildemateriale:

Knoth, Erik: "Brauns hemmelighed", Hovedland, 2008

Lambert, Angela: "Kvinden som elskede Hitler", Lindhardt og Ringhof, 2013

Shakespeare og Hamlet

På et tidspunkt er vi alle stødt på Shakespeare. Hans utallige stykker om ulykkelig kærlighed, krig, familiestrid og hor, har fået en vigtig plads i vores allesammens hjerter, eller bare pensum i gymnasiet. 

William Shakespeare er en af de mest berømte forfattere, der har skrevet på engelsk. Som manuskriptforfatter skrev han de mest berømte tragedier, historiske skuespil og komedier. Han var også digter og skrev bla. sonetter. Man ved ikke særlig meget om selve personen Shakespeare, da han ikke var berømt i sin samtid.

Men hvorfra fik Shakespeare idéen til skuespillet Hamlet? Var Hamlet en historisk person? Hamlet udspiller sig på Kronborg Slot i Helsingør. Shakespeares berømte stykke om Hamlet, den danske prins, blev skrevet i 1600-tallet og må siges at være stærkt inspireret af Saxo Grammaticus’ fortælling “Vita Amleth”, som blev udgivet i hans værket “Gesta danorum” - også kendt som Saxos Danmarkskrønike. Hans bog blev skrevet på latin i år 1200 og var meget populær på Shakespeares tid. Shakespeare har aldrig selv sagt eller skrevet, at Saxos bog var inspirationskilden og det er uklart om han overhovedet har læst “Vita Amleth”. 

Saxos prins Amleth mister, ligesom Shakespeares Hamlet, sin far, da hans onkel myrder hans far, kongen. Efter mordet gifter onklen sig med Amleths mor for at blive den retmæssige arving til tronen, mens Amleth lader som om han er blevet sindssyg. Da tiden er tiden er inde dræber Amleth onkelen. Saxos fortællinger handler ikke kun om oldnordiske sagn, men også om de danske sagnkonger, som Amleth. Om Amleth overhovedet har eksisteret er meget uklart, da der ikke findes konkrete beviser på hans eksistens.

Hjemmets betydning gennem menneskets historie

Det er måske en anelse morsommere at sidde derude og længes hjem, end at sidde derhjemme og længes ud.

Hjemmet forbinder jeg med min base. Dér hvor jeg kan være mig selv.

I mange år har menneskeheden haft et hjem. Hjemmet har altid været en base for mennesket, hvor det kunne blive genopladt og klargjort til at se verden, ansigt til ansigt. Hjemmet har, historisk set, været menneskets identitet. Det har altid været dér, hvor det kunne vise sin status. I det seneste årtusinder har man set eksempler på, hvordan vi mennesker har indrettet os for at overleve. I starten var der ingenting. Intet. Og vi mennesker havde kun hvad der var nødvendigt. Men så kom Vikingetiden og vi fandt ud af hvad rigdom var. Vi begyndte at gå op i at indrette og udsmykke vores hjem efter den enkelte slægts sociale status. Det gør vi egentlig stadig i dag. Vi udsmykker os efter, hvordan vi gerne vil fremstå i samfundet. Vores hjem skal afspejle hvem vi er som person og der må helst gerne stå en Audi i indkørslen.  Vi har altid elsket at vise os frem, og jo mere vi ejede, desto bedre.  Vi har altid iscenesat os selv gennem vores hjem. Via vores bolig har vi altid sendt signaler ud til den gruppe vi tilhører eller den vi ønsker at tilhøre.

For 500 år siden i Middelalderen begyndte vi i Danmark at få udtrykket”bo bedre” ind under huden. Det var vigtigt at vise sin status gennem de ejendele man opbevarede i hjemmet. Danmark begyndte lige så småt at blive integreret i Europas kulturarv.

Det med at vise sig frem gennem hvor meget man ejede, toppede i Barokken, hvor Solkongen, også kendt som Ludvig XIV, viste sig frem i pomp og pragt.

I hele sit liv brugte han al sin energi på at ombygge sin fars jagtslot til han eget hjem. Det var netop dér, at Solkongen følte sig hjemme. Versailles kaldte han det. Slottet husede 20.ooo mennesker. Det var deres hjem. Solkongen gjorde meget ud af, at alt skulle være stort og prangende, koste hvad det ville. 100 år senere ender Versailles-eventyret i en revolution, hvor det daværende regentpar, Marie Antoinette og Ludvig XVI, myrdes. Efter denne periode i pomp og pragt begynder vi så småt at skrue ned for vores forbrugsvaner og i stedet vise vores hjem frem enkelt og rent. Vi har altid været vilde med at vise os frem.

Penge er som bekendt ikke alt og på samme måde er statussymboler heller ikke grundlaget for høj livskvalitet. Penge og statussymboler kan være springbrættet for de mere usynlige værdier, såsom venskaber og lykke. På den måde kan et hjem forstås, som et statussymbol og kan være medvirkende til at forhøje et menneskes livskvalitet. Senere fik vi "Empiri". Den periode har dannet grundlaget for, hvordan vi indrettede vores hjem de kommende 200 år. Hjemmet bestod ikke bare af det mest nødvendige rum. Det blev opdelt i et offentligt og et privat område. Ludvig Holberg udgav i sin tid en slags klage til det danske samfund om, at vi brugte de bedste rum i vores hjem til udstilling. Dette viser at det selv i 1700-tallet var vigtigt for os, at folk skulle have en god opfattelse af vores hjem, så derfor blev den sociale status sminket. Det samme er tilfældet i Klunkehjemmet.

Da jeg var helt lille var jeg også en flittig turist på diverse slotte og museer rundt i landet. Jeg var dog mest fascineret af  Klunkehjemmet. Hver gang jeg trådte ind ad døren blev jeg helt betaget af den måde hjemmet var indrettet på. Det var som om at træde ind i en hel anden verden. Klunkehjemmet er en stor herskabslejlighed fra 1800-tallet ved Nationalmuseet. I Klunkehjemmet boede der en rig familie. Deres hjem er udsmykket og indrettet efter moden i 1800-tallet. Det er som om at gå på opdagelse i et dukkehus. I den bedste del af huset har man indrettet herreværelset og dagligstuen, da udsigten er pragtfuld ud til kanalen og Christiansborg. Det var her selskabet var når der skulle holdes noget, så rigmandsfamilien kunne vise sig frem. De andre rum i herskabslejligheden er små, stadig flot dekoreret. Tjenestefolkene fik formentlig tildelt kamre i baghuset tæt ved køkkenet. Lejligheden er et pragteksempel på, hvordan det velstillede borgerskab boede i midten af 1800-tallet.

Blikket vendes indad mod det folkekære. Nationalismen begynder! Efter 1864 fokuserer vi mere på hjemmet og de danske værdier. Stuen blev familiens samlingspunkt. Det var i det private hjem, borgerskabsfamilien kunne trække sig tilbage, men det var også her, man viste sig frem, og hvor familiens dagligdag blev iscenesat. Hos de borgerlige rummede tidens fineste rum de flotteste møbler. Det var i hjemmet, hvor økonomisk status og anerkendelse gik hånd i hånd.

Uanset, hvem der kommer og besøger familien i hjemmet, så er det stærkeste statussymbol for familien, hjemmet. Hjemmet og den måde man har valgt at indrette det på, fortæller indirekte om beboerne og dermed bekræfter beboerne i deres egen selvopfattelse. Et hjem kan være med til at afspejle familiens vaner, holdninger, historie, økonomiske situation og deres ambitioner og drømme. Hjemmet er dog ikke bare et spejl, det er også en ramme, som med ambitioner og begrænsninger er med til at forme familiens dagligliv og deres egen selvforståelse. Senere hen i historien er det ikke kun adelen og de rige, der går op i indretning. Godt inde i 1900-tallet, begynder de borgerlige at læse livsstilsmagasiner såsom “Hjemmet” og “Bo Bedre”.  Dette gør at vi bliver mere bevidste om, hvad andre skal tyde ud fra, hvordan vi bor.

Hjemmets funktion, som ramme om familiens liv, ændrer sig drastisk I forbindelse med samfundets skiftende værdier og normer. I 1970’erne begynder vi at flytte ind i kollektiver og dele vores tilværelse og privatliv med andre familier. “Familien Danmark” blev vendt helt på hovedet.  Vi begynder at være mindre blufærdige og hjemmet er bare et sted, hvor der skal være plads til hygge. Hygge er det danske begreb, som de fleste forbinder med hjem. Begrebet har hængt ved lige siden og er nu blevet grundlaget for vores opfattelse af, hvad et hjem indebærer.  Efter 70’erne bliver hyggen sendt ud i det virkelige liv. I 80’erne begynder man at flytte sammenkomsterne med vennerne ud til caféer og restauranter. Vi efterspørger samtalekøkkener som aldrig før og det er nu blevet hipt at lave maden selv, uanset social status. I starten af 1900-tallet var det fuldstændig uhørt, at man selv lavede maden -det havde man folk til!

"Mænd bygger Huse, Kvinder skaber Hjem", sådan lyder et nordjysk ordsprog, der opsummerer rollefordelingen i borgerskabets familier i slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet. Manden var altid aktiv uden for hjemmet, hvor han tjente penge til familien og sikrede familiens sociale status. Kvinden var ansvarlig for at indrette hjemmet, der dannede rammerne om familiens liv. Som husmoder sørgede hun altid for, med eller uden hjælp fra ansatte, at "føre hus" og opdrage børnene i familien.      

Iscenesættelse af boligen præger stadig hjemmet. Det er ikke et nyt fænomen at vi signalerer status gennem indretning af vores hjem. Det der er helt nyt for os er, at dette fænomen er blevet udbredt til en meget stor del af befolkningen og til næsten alle rum i hjemmet. Alle de ting vi omgiver os med, bliver til ledetråde, der peger hen mod ejerens personlighed, sociale status og identitet. Men der bliver også iscenesat historier til os selv, gennem boligen: At vi er en perfekt og ideel familie; At vi er individualister inde for vores egne vægge; At vores smag er individuel - som antageligvis er magen til alle andre individualisters!

Fotografi: Klunkehjemmet, Nationalmuseet 

Introduktion til Oplysningstiden

Oplysningstidens grundlæggende tanker          

Oplysningstiden er en periode der strækker sig fra 1690-1789. Perioden er kendetegnet ved, at menneskets syn bliver udvidet omkring viden og verden. Dette resulterer i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne, kongemagten og kirken. Perioden bygger på menneskets fornuft. Der er ingen andre, som skal bestemme. Mennesket skal selv skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, med sin fornuft. Denne fornuft kan lutres mellem oplysning og mellem viden og uddannelse. Oplysningstiden emmer af vigtige filosoffer, bl.a. John Locke, (1632-1704) som har udarbejdet den uskrevne naturret. Naturretten er ikke skrevet ned nogen steder, men dens budskab går ud på at alle er lige og alle har ret til uddannelse.

Religion

Der er en helt afgørende tanke ved Oplysningstiden, som kaldes rationalisme. Tanken er, at man skal bruge sin fornuft i de religiøse spørgsmål. Dette betyder dog ikke at man afskaffer troen og Gud. Nej, Gud han findes såmænd fordi fornuften kunne ikke have skabt sig selv. Stadigvæk opbygger man denne oplysning og fornuftstanke med rationalisme. Men netop, når man bruger sin fornuft, så kan man tænke sig til et stort problem: Hvis vi skal forestille os en almægtig og kærlig Gud, hvordan kan vi det når der er så meget ondskab i verden? I Oplysningstiden er der en filosof, Leibniz (1646-1716), som løser dette problem ved at sige: “Ja, der er ondskab i verden,  men Gud har skabt den bedst mulige af alle tænkelige verdener”. Men den forklaring overbeviser ikke Voltaire (1694-1778). Han skriver en komedie ved navn “Candide”, som handler om en stakkels ung mand, der ser frygtelige ting i verden. Alligevel bliver han ved med, at holde fast i, at det er den bedste af alle tænkelige verdener. Voltaire har nemlig en anden forklaring eller et bud på dette, som kaldes for deisme. Deisme siger, at Gud skabte verden en gang for alle og  derefter har han trukket sig tilbage og har ladet verden passe sig selv og være alene til sin egen skæbne. Voltaire bliver fængslet og landsforvist, da han siger noget, som ikke helt behager kirken. Deisme går igen hos Ludvig Holberg, (1684-1754) hvor der igen er en tanke om, at gud har skabt verden, men så har han i øvrigt trukket sig tilbage.

Introduktion til Struensee

En anden oplysningsmand, som var meget inspireret af Voltaire, var Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var helt optaget af det 18. århundredes tanker. Religiøst var han tilhænger af deisme, som tidligere nævnt, betyder, at Gud er til, men blander sig ikke ind i verdens gang. Struensee rejste fra Tyskland til Danmark og fungerede som livlæge for Christian VII (1749-1808) og var, på grund af kongens syge tankegang, den reelle leder af landet fra 1770-1772. I sin tid i Danmark, bliver Struensee dronning Caroline Mathildes (1751-1775) elsker og kongens kabinetsminister. Han var med til, at nedlægge geheimekonseillet og kom i kabinettet i 1771. Faktisk indførte Struensee i sin tid, som gehejmekabinetsminister over 2.000 nye love, hvoraf mange var revolutionerende reformer, som f.eks. indførelsen af pressefrihed, et forbud mod brug af tortur, samt en række besparelser på statens budget. Der blev også sat grænser for bøndernes hoveri, og de offentlige udgifter blev skåret ned. Men hurtigt fik han, ved sit rastløse og hensynsløse styre, rejst en voldsom modstand mod sig. Alle følte sig utrygge. Mange indflydelsesrige mænd var rasende over for Struensees politiske meninger. Han mente nemlig, at borgernes privatliv ikke vedkom staten, og han ophævede al straf for utroskab. Modstanden mod Struensees reformer voksede imidlertid i magtfulde kredse i Danmark. Forargelsen blev derfor ikke mindre, da Struensees kærlighedsforhold til dronningen, var kommet uden for Christiansborgs Slotsmure. I foråret 1772 blev han fjernet ved et kup, dømt for majestætsfornærmelse og henrettet ved offentlig halshugning. Efter henrettelsen blev Struensee parteret. Resterne af hans krop lagt på hjul og stejle. Det hele blev stillet til skue på Galgebakken, der i dag bliver kaldt Folkets Hus, Vega.

Censur

Folket er trætte af censuren og fra 1661 skulle blandt andet bøger godkendes af censuren, hvilket betød, at magthaverne kunne stoppe tekster, der var kritiske over for bl.a. adel eller kirke. Censur blev første gang taget i brug af den katolske kirke i 1486, efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Mange oplysningsforfattere var forbudte. I 1770 bliver censuren kortvarigt ophævet af Struensee, som i virkeligheden bare var læge for Christian VII . Men da Christian VII var sindssyg  og ikke selv kunne lave love, så var det kortvarigt Struensee, der gjorde det. Men Struensee blev kort tid efter henrettet og censuren bliver igen indført. Censuren kommer vi dog først helt af med, da vi indfører grundloven i Danmark i 1849 og enevælden falder.

Oplysningstiden bliver visket ud

I oplysningstiden tager folket skridtet videre mod drømmen om en ny verden. Mennesket er frigjort fra kirkens og kongers indflydelse. De skal nu sammen bestemme på baggrund af fornuft og demokrati. I 1789 udbrød der revolution i Frankrig. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig revolution. Man ville reformere enevælden, ikke afskaffe den. Oplysningstiden endte med et blodbad i Den Franske Revolution og udstedelsen af menneskerettighedserklæringen i 1789. Oplysningstiden bliver visket ud og romantikken tager over.

Hurtige noter: Det moderne gennembrud

- Den moderene gennembruds litteratur - 

Kvinderne og det moderene gennembrud

• Brandes lavede dagordnen; Forholdet mellem kønnene var til stor debat
• Han gav sin fulde støtte til kvinders kamp for frihed og lighed
• Emancipation; forholdet mellem to køn som skal leve sammen i et ægteskab, men vokser op med vidt forskellige syn på sig selv og verden

Forfattere: Jacobsen, bang og Pontoppidan

• Henrik Ibsen udgiver "Et Dukkehjem"
• En uskyldig pige som kommer ind i et løgnagtigt ægteskab

• I Norge og Sverige er der også tale om det samme mønster

Sædelighedsfejden

• I 1870 begynder kvinderne at rejse væk fra deres trygge rammer og tage til København for at gøre en litterær karriere.
• I 1880 opstår der et kunstnerisk miljø i København, hvor kvinderne for første gang spiller en rolle
• Dengang var det normalt at en forfatter var en mand
• Patriarkalske familie og religion; dvs. normen

• Dansk kvindesamfund blev grundlagt i 1883 af Grundtvigs barnebarn, Elisabeth Grundtvig
• Der var en morale om at kvinder skulle holde sig rene og jomfruelige; det var Brandes' synspunkt
• Handskemoralen
• Man ville også gerne have at dette også var gældende for mændene da samfundet gerne ville af med " de uægte børn" og kønssygedomme ( prostitueret )
• Dansk kvindesamfund ville ikke frigøres og derfor er det pineligt da Brandes skriver mod dette
• Brandes gik også selv til prosturede og havde et problem fyldt ægteskab
• Kvinderne sagde selv nej til sidst i debatten da fri seksualmoral i et samfund uden effektive præventionsmidler kan kvinderne få uønsket børn.

Sammenbrudslitteratur

• Amalie Skram (1846-1905)

Hendes debut roman handler om utroskab og psykisk ustabilitet og ender i en tragedie

Modtager kun kritik for sine værker

Hun ender med at blive indlagt på psykiatrisk hospital

• Adda Ravnkilde (1862-83)

Som ung læste hun Brandes' Stuat Mill-oversættelse

Læste til lærer på Zahles seminarium; En af de få steder kvinder kunne tage en uddannelse

Fik aldrig feedback fra Brandes

Efter 2 måneder i KBH begår hun selvmord

Brandes og Erik Skram sørgede for at udgive og redigere hendes romaner

• Victoria Bendictsson

Svensker der frigøre sig fra ægteskab

Forelsket i Brandes

Begår selvmord

Periodens tanker:

• De kvindelige forfattere er forud for deres tid
• Folk er ikke parat til at give disse kvinder de rammer der skal til
• De tragiske skæbner er det centrale træk ved perioden
• Den gamle verden er ideologisk brudt sammen
• "Når man opskriver individet som stærkt og selvstændigt, henviser man det samtidig med ensomhedens tunge besætninger"

Naturalismen

• Darwin
• "Gud er død"

Dagbog fra Dommedag, 24 august 79 f.kr.

I år 79 e.Kr. forsvandt en af Romerrigets største byer med ét fra jordens overflade. Havnebyen Pompeji blev begravet under aske og sten, og alle dens indbyggere udslettet.

Det første varsel kom om morgenen den 24. august år 79. Enkelte indbyggere i havnebyen Pompeji vågnede, da deres huse pludselig begyndte at ryste. Endnu havde et lille jordskælv ramt den store handelsby ved Napolibugten i Italien. Men de fleste af byens 20.000 borgere anså ikke rystelserne for noget alvorligt og sov derfor blot videre. Da Solen stod op nogle timer senere, kunne indbyggerne da heller ikke se noget at blive bekymrede over.

Tværtimod tegnede det til at blive endnu en varm og solrig augustdag. På byens store marked solgte de mange sælgere frugt, brød og fisk, mens kunder forsøgte at prutte priserne ned. I bageriet i Pompejis centrum havde bageren for længst sat sine brød i ovnene, og i templet for frugtbarhedsgudinden Isis var præsterne i gang med deres ritualer. Lidt over middag gik slaverne i byens store villaer i gang med at forberede frokosten. Et øredøvende brag rystede jorden og fik selv de største af Pompejis bygninger til at svaje. Øjeblikket efter kunne byens forfærdede indbyggere se en enorm søjle af aske og pimpsten blive pumpet ud af bjerget Vesuv omkring ti kilometer mod nord. Langsomt forsvandt dagslyset. Aske, pimpsten og klippestykker begyndte at regne ned over Pompejis huse og de skrækslagne indbyggere. Dommedag var begyndt.

Da katastrofen ramte Pompeji i august år 79, sad den 18-årige Plinius den Yngre og studerede i sin onkels hus i byen Misenum omkring 30 km nordvest for Pompeji. Byen var hovedkvarter for en af Roms største flådebaser, hvor Plinius’ onkel, Plinius den Ældre, var øverstkommanderende. Fra huset kunne Plinius den Yngre tydeligt se den vældige askesøjle fra Vesuv på den anden side af Napolibugten, og han skrev om den senere i et brev til den romerske historiker Tacitus:

“Den kan bedst beskrives som et pinjetræ, for den hævede sig højt op som en træstamme og splittede dernæst op i grene. Nogle steder var den hvid og andre steder blodskudt og beskidt, alt efter hvor meget jord og aske den rev med sig op”.

Plinius’ brev er historikernes eneste øjenvidneberetning om de begivenheder, som på under 24 timer udslettede Pompeji og dens nabobyer. Vulkanologer, arkæologer og andre videnskabsfolk har sidenhen kunnet stykke katastrofens detaljer sammen og rekonstruere Pompejis sidste timer. Deres forskning konkluderer, at den sky, som Plinius kunne se fra Misenum, bestod af glødende aske og pimpsten, der blev slynget op fra Vesuvs indre med næsten 1000 km/t. Ifølge forskerne blev omkring 10.000 tons vulkansk materiale spyet ud hvert sekund. Og få minutter efter udbruddet havde asken og stenene formet en gigantisk søjle, der strakte sig 15 km lodret op i luften. En del af asken og de lette pimpsten blev af vinden slynget mod syd, hvor de regnede ned over Pompeji. Her søgte de forfærdede indbyggere straks ly i husene. Tusinder af desperate mennesker søgte flugt. Med puder, pander og kurve til at beskytte hovedet løb de ud på gaderne og kæmpede sig vej mod byportene i det knæhøje askelag. Arkæologernes undersøgelser viser, at mange af dem blev slået ihjel af klippestykker og løsrevne teglsten fra hustagene.

Kort efter Vesuvs udbrud havde flådeadmiralen Plinius den Ældre i Misenum modtaget en bønskrivelse fra en bekendt, der boede i en afsides villa tæt på Vesuv. Beskeden fik ifølge nevøen, Plinius den Yngre, onklen til straks at beordre flere af flådens skibe klargjort til at sejle til Pompeji for at redde så mange som muligt fra søsiden. Da admiralen og hans skibe nåede frem, viste det sig imidlertid umuligt at nå ind til kysten. Vulkanen havde udspyet millioner af tons sten over Napolibugten, hvis kyst nu var komplet blokeret. En redningsaktion ville være det rene selvmord.

“Aske regnede ned over skibene, langt varmere og tættere, end man kunne have gættet. Pludselig blev havet uventet lavvandet, og stranden var blokeret af materialet, der blev slynget ud fra bjerget”, skriver Plinius den Yngre.

På samme tid i Pompeji var aske- og stenregnen blevet endnu voldsommere. Vesuv slyngede nu hele 100.000 tons ud hvert eneste sekund, og askesøjlen rakte 30 km op i himlen. For Pompejis borgere var det allersidste chance for at flygte ud af byen. Overalt styrtede tagene sammen, og flere hundrede indespærrede indbyggere blev mast ihjel.

Klokken et om morgenen ramte den første af i alt seks glødende, altudslettende askelaviner Pompejis naboby Herculaneum. Den lille by lå nordvest for Pompeji og havde pga. vindretningen undgået den stenregn, som var styrtet ned over Pompeji. Men jordskælv havde i timevis rystet Herculaneums huse, og mange borgere havde taget flugten.

Søjlen af aske og sten over Vesuv var begyndt at kollapse, og en 800 grader varm lavine af ophedet aske, glødende klippestykker og giftige gasser buldrede nu ned med 100 km/t. Ingen kunne undslippe den rødglødende bølge, som tre-fire minutter senere væltede ind over Herculaneums bymure, gennem gaderne og videre ned mod de flygtende på stranden.

Indtil videre har arkæologerne fundet næsten 300 ofre ved Herkulaneums kyst. De fleste havde søgt tilflugt i en række bådehuse ud mod stranden. Udgravede knogler viser, at Herkulaneums indbyggere – modsat Pompejis – ikke døde af kvælning, men derimod af den ufattelige varme. Flygtningene på stranden omkom på et splitsekund, da lavinen fik deres hud og kød til at fordampe, hjernen til at koge og eksplodere og knoglerne til at splintre som glas. Blandt ofrene har arkæologerne bl.a. fundet en romersk soldat. Undersøgelser af hans skelet viser, at trykbølgen fra lavinen var så kraftig, at hver eneste knogle i hans krop var brækket – bortset fra knoglerne i hans indre øre. Selv de bronze- og sølvmønter, som flere af ofrene havde på sig, smeltede sammen i den intense hede.

“Der hørtes kun kvindernes skingre skrig, børnenes vrælen og mændenes råb. Nogle kaldte på deres forældre, andre på deres børn, og andre igen på deres koner – kun genkendende hinanden på stemmen. Mange løftede deres hænder op mod guderne, men et stort antal mente ikke, at der var nogen guder, og at dette ville blive verdens sidste, evige nat”, fortæller en ung romer.

Pludselig kollapsede resterne af Vesuvs askesøjle i en lavine, der var større og voldsommere end de hidtidige. Med rasende fart kom bølgen tromlende ned ad bjergsiden med kurs direkte mod Pompeji. Den glødende aske væltede ind ad døre, vinduer og sprækker og dræbte hovedparten af byens tilbageblevne indbyggere. Modsat Herculaneum var døden ikke øjeblikkelig i Pompeji, typisk nåede ofrene at tage tre åndedræt, før de omkom. Ved første åndedrag inhalerede de en blanding af varm aske og gas, som straks fik lungerne til at fyldes med væske. Ved andet åndedrag inhalerede ofrene endnu mere aske, som blandet med væsken dannede en art våd cement i lungerne og luftrøret. Det tredje åndedrag gjorde cementen endnu tykkere og fik ofrene til at gispe efter vejret, inden de endelig blev kvalt. Gas, aske og klippestykker skyllede hen over de allerede uddøde romerske byer og skubbede kystlinjen hele 450 meter ud i havet. På dens vej hen over området dræbte lavinen tusinder af de mennesker, som var flygtet tidligt om morgenen.

Ved udbruddet sendte Vesuv seks laviner af sted og slyngede ni milliarder tons vulkansk materiale ud over Napolibugten. Da vulkanen atter blev stille, lå Herculaneum begravet under 25 meter klipper, sten og aske, mens Pompeji var dækket af omkring fire meter. Samtidig var hele landskabet omkring Vesuv fuldstændigt lagt øde. I alt har arkæologerne fundet 1150 ofre i Pompeji, men forskerne er overbevist om, at dødstallet er langt større. Meget tyder nemlig på, at et stort antal af de mennesker, der rent faktisk havde held til at flygte ud af Pompeji, senere blev indhentet og begravet under aske. Efter katastrofen sendte den romerske kejser Titus hæren til Pompeji for at søge efter overlevende. De øverste dele af de højeste bygninger og porte i byen stak op af det massive askelag, og dem brugte soldaterne som pejlemærker for, hvor de skulle grave deres tunneler. Hurtigt gik det dog op for romerne, at deres redningsoperation var forgæves. Kejser Titus beordrede en genopbygning af Pompeji, men det stod klart, at ødelæggelserne var for omfattende. Med tiden glemte alle, hvor Pompeji havde ligget. De lokale glemte endda navnet “Pompeji” og kaldte i stedet blot højen. Der skulle gå mere end 1500 år, før nogen fandt ud af, hvilke skæbnesvangre historier den store høj ved Vesuvs fod gemte.