Flugten i marts, 1661.
”Det er en kold og stormfuld nat, og ude fra havet kommer en iskold
blæst med sne. Den hvirvler ind gennem de utætte mure og sprækker i vinduerne,
og blæsten får ruderne til at klirre. Kulden går gennem marv og ben. I sengen
ligger den svagelige Corfitz Ulfeldt, og på gulvet ligger Leonora Christine på
knæ i en hvid natkjole med et lille stearinlys i hånden. Tavs binder hun
lagnerne sammen til et tovværk, og derefter rejser sig og går hen til vinduet,
fjerner gitteret og slår ruden ud. Glasskårene falder lydløst ned på sneen, og
Leonora Christine kaster tovværket ud af vinduet og firer sig ned. Med stort
held undgår hun den store dynge af latrin, som altid ligger under de udvendige
latrinhuller, men da Corfitz Ulfeldt er syg må han hejses på en båre af
tjeneren. Desværre tipper båren, og nede på jorden træder han i lortedyngen, og
mister den ene støvle. Tjeneren kommer ned ude problemer, og sammen flygter de
i ly af mørket langs staldene og kommer uden for muren via en åbning nær
Blommetårnet. Derefter kurer de ned ad skråningerne ved at kælke på nogle isflager.
Nede i dalen går de i snestormen til Sandvig og ligner næsten spøgelser, i deres
indviklede lagner og medbragte årer. Da de passerer kroen vækkes værten, men
han tror, det er spøgelser og går i seng igen- Det tre flygtninge kommer uset
til Sandvig, men her er ingen både til at sejle væk fra øen. Ved daggry
genkendes de af nogle lokale fiskere og bliver straks transporteret tilbage til
Hammershus.
Men ikke
sammen. For at undgå en ny flugt vælger Adolf Fuchs derfor at fængsle dem hver
for sig. Leonora fik sine gamle værelser. På etagen nedenunder kom cellen til
Corfitz Ulfeldt, og tjeneren blev indsat i et lille værelse til venstre for
trappen til første sal. Derefter tog ægteparret grædende afsked fra hinanden.
Mærkeligt nok liver Corfitz Ulfeldt op ved adskillelsen, og synger hver eneste
dag, men samtidig er husturen blevet syg. Trods etageadskillelsen kunne de tale
med hinanden på italiensk, for det sprog forstod ingen andre. For at hindre det
satte man hele døgnet en vagtpost med skralde på vagt.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar