I år 79 e.Kr. forsvandt en af Romerrigets største byer med ét fra jordens overflade. Havnebyen Pompeji blev begravet under aske og sten, og alle dens indbyggere udslettet.
Det første varsel kom om morgenen den 24. august år 79. Enkelte indbyggere i havnebyen Pompeji vågnede, da deres huse pludselig begyndte at ryste. Endnu havde et lille jordskælv ramt den store handelsby ved Napolibugten i Italien. Men de fleste af byens 20.000 borgere anså ikke rystelserne for noget alvorligt og sov derfor blot videre. Da Solen stod op nogle timer senere, kunne indbyggerne da heller ikke se noget at blive bekymrede over.
Tværtimod tegnede det til at blive endnu en varm og solrig augustdag. På byens store marked solgte de mange sælgere frugt, brød og fisk, mens kunder forsøgte at prutte priserne ned. I bageriet i Pompejis centrum havde bageren for længst sat sine brød i ovnene, og i templet for frugtbarhedsgudinden Isis var præsterne i gang med deres ritualer. Lidt over middag gik slaverne i byens store villaer i gang med at forberede frokosten. Et øredøvende brag rystede jorden og fik selv de største af Pompejis bygninger til at svaje. Øjeblikket efter kunne byens forfærdede indbyggere se en enorm søjle af aske og pimpsten blive pumpet ud af bjerget Vesuv omkring ti kilometer mod nord. Langsomt forsvandt dagslyset. Aske, pimpsten og klippestykker begyndte at regne ned over Pompejis huse og de skrækslagne indbyggere. Dommedag var begyndt.
Da katastrofen ramte Pompeji i august år 79, sad den 18-årige Plinius den Yngre og studerede i sin onkels hus i byen Misenum omkring 30 km nordvest for Pompeji. Byen var hovedkvarter for en af Roms største flådebaser, hvor Plinius’ onkel, Plinius den Ældre, var øverstkommanderende. Fra huset kunne Plinius den Yngre tydeligt se den vældige askesøjle fra Vesuv på den anden side af Napolibugten, og han skrev om den senere i et brev til den romerske historiker Tacitus:
“Den kan bedst beskrives som et pinjetræ, for den hævede sig højt op som en træstamme og splittede dernæst op i grene. Nogle steder var den hvid og andre steder blodskudt og beskidt, alt efter hvor meget jord og aske den rev med sig op”.
Plinius’ brev er historikernes eneste øjenvidneberetning om de begivenheder, som på under 24 timer udslettede Pompeji og dens nabobyer. Vulkanologer, arkæologer og andre videnskabsfolk har sidenhen kunnet stykke katastrofens detaljer sammen og rekonstruere Pompejis sidste timer. Deres forskning konkluderer, at den sky, som Plinius kunne se fra Misenum, bestod af glødende aske og pimpsten, der blev slynget op fra Vesuvs indre med næsten 1000 km/t. Ifølge forskerne blev omkring 10.000 tons vulkansk materiale spyet ud hvert sekund. Og få minutter efter udbruddet havde asken og stenene formet en gigantisk søjle, der strakte sig 15 km lodret op i luften. En del af asken og de lette pimpsten blev af vinden slynget mod syd, hvor de regnede ned over Pompeji. Her søgte de forfærdede indbyggere straks ly i husene. Tusinder af desperate mennesker søgte flugt. Med puder, pander og kurve til at beskytte hovedet løb de ud på gaderne og kæmpede sig vej mod byportene i det knæhøje askelag. Arkæologernes undersøgelser viser, at mange af dem blev slået ihjel af klippestykker og løsrevne teglsten fra hustagene.
Kort efter Vesuvs udbrud havde flådeadmiralen Plinius den Ældre i Misenum modtaget en bønskrivelse fra en bekendt, der boede i en afsides villa tæt på Vesuv. Beskeden fik ifølge nevøen, Plinius den Yngre, onklen til straks at beordre flere af flådens skibe klargjort til at sejle til Pompeji for at redde så mange som muligt fra søsiden. Da admiralen og hans skibe nåede frem, viste det sig imidlertid umuligt at nå ind til kysten. Vulkanen havde udspyet millioner af tons sten over Napolibugten, hvis kyst nu var komplet blokeret. En redningsaktion ville være det rene selvmord.
“Aske regnede ned over skibene, langt varmere og tættere, end man kunne have gættet. Pludselig blev havet uventet lavvandet, og stranden var blokeret af materialet, der blev slynget ud fra bjerget”, skriver Plinius den Yngre.
På samme tid i Pompeji var aske- og stenregnen blevet endnu voldsommere. Vesuv slyngede nu hele 100.000 tons ud hvert eneste sekund, og askesøjlen rakte 30 km op i himlen. For Pompejis borgere var det allersidste chance for at flygte ud af byen. Overalt styrtede tagene sammen, og flere hundrede indespærrede indbyggere blev mast ihjel.
Klokken et om morgenen ramte den første af i alt seks glødende, altudslettende askelaviner Pompejis naboby Herculaneum. Den lille by lå nordvest for Pompeji og havde pga. vindretningen undgået den stenregn, som var styrtet ned over Pompeji. Men jordskælv havde i timevis rystet Herculaneums huse, og mange borgere havde taget flugten.
Søjlen af aske og sten over Vesuv var begyndt at kollapse, og en 800 grader varm lavine af ophedet aske, glødende klippestykker og giftige gasser buldrede nu ned med 100 km/t. Ingen kunne undslippe den rødglødende bølge, som tre-fire minutter senere væltede ind over Herculaneums bymure, gennem gaderne og videre ned mod de flygtende på stranden.
Indtil videre har arkæologerne fundet næsten 300 ofre ved Herkulaneums kyst. De fleste havde søgt tilflugt i en række bådehuse ud mod stranden. Udgravede knogler viser, at Herkulaneums indbyggere – modsat Pompejis – ikke døde af kvælning, men derimod af den ufattelige varme. Flygtningene på stranden omkom på et splitsekund, da lavinen fik deres hud og kød til at fordampe, hjernen til at koge og eksplodere og knoglerne til at splintre som glas. Blandt ofrene har arkæologerne bl.a. fundet en romersk soldat. Undersøgelser af hans skelet viser, at trykbølgen fra lavinen var så kraftig, at hver eneste knogle i hans krop var brækket – bortset fra knoglerne i hans indre øre. Selv de bronze- og sølvmønter, som flere af ofrene havde på sig, smeltede sammen i den intense hede.
“Der hørtes kun kvindernes skingre skrig, børnenes vrælen og mændenes råb. Nogle kaldte på deres forældre, andre på deres børn, og andre igen på deres koner – kun genkendende hinanden på stemmen. Mange løftede deres hænder op mod guderne, men et stort antal mente ikke, at der var nogen guder, og at dette ville blive verdens sidste, evige nat”, fortæller en ung romer.
Pludselig kollapsede resterne af Vesuvs askesøjle i en lavine, der var større og voldsommere end de hidtidige. Med rasende fart kom bølgen tromlende ned ad bjergsiden med kurs direkte mod Pompeji. Den glødende aske væltede ind ad døre, vinduer og sprækker og dræbte hovedparten af byens tilbageblevne indbyggere. Modsat Herculaneum var døden ikke øjeblikkelig i Pompeji, typisk nåede ofrene at tage tre åndedræt, før de omkom. Ved første åndedrag inhalerede de en blanding af varm aske og gas, som straks fik lungerne til at fyldes med væske. Ved andet åndedrag inhalerede ofrene endnu mere aske, som blandet med væsken dannede en art våd cement i lungerne og luftrøret. Det tredje åndedrag gjorde cementen endnu tykkere og fik ofrene til at gispe efter vejret, inden de endelig blev kvalt. Gas, aske og klippestykker skyllede hen over de allerede uddøde romerske byer og skubbede kystlinjen hele 450 meter ud i havet. På dens vej hen over området dræbte lavinen tusinder af de mennesker, som var flygtet tidligt om morgenen.
Ved udbruddet sendte Vesuv seks laviner af sted og slyngede ni milliarder tons vulkansk materiale ud over Napolibugten. Da vulkanen atter blev stille, lå Herculaneum begravet under 25 meter klipper, sten og aske, mens Pompeji var dækket af omkring fire meter. Samtidig var hele landskabet omkring Vesuv fuldstændigt lagt øde. I alt har arkæologerne fundet 1150 ofre i Pompeji, men forskerne er overbevist om, at dødstallet er langt større. Meget tyder nemlig på, at et stort antal af de mennesker, der rent faktisk havde held til at flygte ud af Pompeji, senere blev indhentet og begravet under aske. Efter katastrofen sendte den romerske kejser Titus hæren til Pompeji for at søge efter overlevende. De øverste dele af de højeste bygninger og porte i byen stak op af det massive askelag, og dem brugte soldaterne som pejlemærker for, hvor de skulle grave deres tunneler. Hurtigt gik det dog op for romerne, at deres redningsoperation var forgæves. Kejser Titus beordrede en genopbygning af Pompeji, men det stod klart, at ødelæggelserne var for omfattende. Med tiden glemte alle, hvor Pompeji havde ligget. De lokale glemte endda navnet “Pompeji” og kaldte i stedet blot højen. Der skulle gå mere end 1500 år, før nogen fandt ud af, hvilke skæbnesvangre historier den store høj ved Vesuvs fod gemte.
