Introduktion til Oplysningstiden

Oplysningstidens grundlæggende tanker          

Oplysningstiden er en periode der strækker sig fra 1690-1789. Perioden er kendetegnet ved, at menneskets syn bliver udvidet omkring viden og verden. Dette resulterer i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne, kongemagten og kirken. Perioden bygger på menneskets fornuft. Der er ingen andre, som skal bestemme. Mennesket skal selv skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, med sin fornuft. Denne fornuft kan lutres mellem oplysning og mellem viden og uddannelse. Oplysningstiden emmer af vigtige filosoffer, bl.a. John Locke, (1632-1704) som har udarbejdet den uskrevne naturret. Naturretten er ikke skrevet ned nogen steder, men dens budskab går ud på at alle er lige og alle har ret til uddannelse.

Religion

Der er en helt afgørende tanke ved Oplysningstiden, som kaldes rationalisme. Tanken er, at man skal bruge sin fornuft i de religiøse spørgsmål. Dette betyder dog ikke at man afskaffer troen og Gud. Nej, Gud han findes såmænd fordi fornuften kunne ikke have skabt sig selv. Stadigvæk opbygger man denne oplysning og fornuftstanke med rationalisme. Men netop, når man bruger sin fornuft, så kan man tænke sig til et stort problem: Hvis vi skal forestille os en almægtig og kærlig Gud, hvordan kan vi det når der er så meget ondskab i verden? I Oplysningstiden er der en filosof, Leibniz (1646-1716), som løser dette problem ved at sige: “Ja, der er ondskab i verden,  men Gud har skabt den bedst mulige af alle tænkelige verdener”. Men den forklaring overbeviser ikke Voltaire (1694-1778). Han skriver en komedie ved navn “Candide”, som handler om en stakkels ung mand, der ser frygtelige ting i verden. Alligevel bliver han ved med, at holde fast i, at det er den bedste af alle tænkelige verdener. Voltaire har nemlig en anden forklaring eller et bud på dette, som kaldes for deisme. Deisme siger, at Gud skabte verden en gang for alle og  derefter har han trukket sig tilbage og har ladet verden passe sig selv og være alene til sin egen skæbne. Voltaire bliver fængslet og landsforvist, da han siger noget, som ikke helt behager kirken. Deisme går igen hos Ludvig Holberg, (1684-1754) hvor der igen er en tanke om, at gud har skabt verden, men så har han i øvrigt trukket sig tilbage.

Introduktion til Struensee

En anden oplysningsmand, som var meget inspireret af Voltaire, var Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var helt optaget af det 18. århundredes tanker. Religiøst var han tilhænger af deisme, som tidligere nævnt, betyder, at Gud er til, men blander sig ikke ind i verdens gang. Struensee rejste fra Tyskland til Danmark og fungerede som livlæge for Christian VII (1749-1808) og var, på grund af kongens syge tankegang, den reelle leder af landet fra 1770-1772. I sin tid i Danmark, bliver Struensee dronning Caroline Mathildes (1751-1775) elsker og kongens kabinetsminister. Han var med til, at nedlægge geheimekonseillet og kom i kabinettet i 1771. Faktisk indførte Struensee i sin tid, som gehejmekabinetsminister over 2.000 nye love, hvoraf mange var revolutionerende reformer, som f.eks. indførelsen af pressefrihed, et forbud mod brug af tortur, samt en række besparelser på statens budget. Der blev også sat grænser for bøndernes hoveri, og de offentlige udgifter blev skåret ned. Men hurtigt fik han, ved sit rastløse og hensynsløse styre, rejst en voldsom modstand mod sig. Alle følte sig utrygge. Mange indflydelsesrige mænd var rasende over for Struensees politiske meninger. Han mente nemlig, at borgernes privatliv ikke vedkom staten, og han ophævede al straf for utroskab. Modstanden mod Struensees reformer voksede imidlertid i magtfulde kredse i Danmark. Forargelsen blev derfor ikke mindre, da Struensees kærlighedsforhold til dronningen, var kommet uden for Christiansborgs Slotsmure. I foråret 1772 blev han fjernet ved et kup, dømt for majestætsfornærmelse og henrettet ved offentlig halshugning. Efter henrettelsen blev Struensee parteret. Resterne af hans krop lagt på hjul og stejle. Det hele blev stillet til skue på Galgebakken, der i dag bliver kaldt Folkets Hus, Vega.

Censur

Folket er trætte af censuren og fra 1661 skulle blandt andet bøger godkendes af censuren, hvilket betød, at magthaverne kunne stoppe tekster, der var kritiske over for bl.a. adel eller kirke. Censur blev første gang taget i brug af den katolske kirke i 1486, efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Mange oplysningsforfattere var forbudte. I 1770 bliver censuren kortvarigt ophævet af Struensee, som i virkeligheden bare var læge for Christian VII . Men da Christian VII var sindssyg  og ikke selv kunne lave love, så var det kortvarigt Struensee, der gjorde det. Men Struensee blev kort tid efter henrettet og censuren bliver igen indført. Censuren kommer vi dog først helt af med, da vi indfører grundloven i Danmark i 1849 og enevælden falder.

Oplysningstiden bliver visket ud

I oplysningstiden tager folket skridtet videre mod drømmen om en ny verden. Mennesket er frigjort fra kirkens og kongers indflydelse. De skal nu sammen bestemme på baggrund af fornuft og demokrati. I 1789 udbrød der revolution i Frankrig. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig revolution. Man ville reformere enevælden, ikke afskaffe den. Oplysningstiden endte med et blodbad i Den Franske Revolution og udstedelsen af menneskerettighedserklæringen i 1789. Oplysningstiden bliver visket ud og romantikken tager over.