James Joyce må være den eneste
forfatter det er lykkedes at udødeliggøre en enkelt dag: den 16. juni, 1904.
Det var den dag den unge lærer med forfatterdrømme mødte sin Nora – og det år
de definitivt forlod barndommens katolske Dublin.
Som sproglærer i Triest udgav
Joyce digtsamlingen ’Chamber Music’ (1907) og genkaldte sin fødebys typer og
miljøer i sine to første prosaværker: novellerne ’Dubliners’ (1914) og romanen ’A
Portrait of the Artist as a Young Man’ (1915). Den sidste er en form for kunsterbiografi
i 1800-tallets stil, men stærkt stiliseret i subjektiv retning: alt er set via
Stephen Dedalus’ bevidsthed, fra hans brogede opvækst og klosterskolen til hans
drømme om opbrud og befrielse. Han ender med at opgive katolicismen med et
kættersk non serviam – Lucifers ”Jeg
vil ikke tjene” – og erstatter religiøs ekstase med æstetiske ”epifanier” (åbenbaringer).
Med parolen tavshed, eksil, list
træder han over i kunsten - og giver den moderne kunster et motto, der ironisk
nok var hentet fra en af realisten Balzacs unge kunstnere.
Krydsningen af subjektivitet og
stilisering udviklede Joyce radikalt i den indre monolog og de mange
stilparodier i hovedværket ’Ulysses’ (1922), der blev til i Zürich og Paris.
Romanen skildrer – over 800 sider – den jødiske annonceagent Leopold Bloom
igennem den 16. juni 1904, minutiøst og fra alle tænkelige
fortællersynsvinkler: fra han står op og laver morgenmad til sin kone Molly,
køber ind og steger nyrer, går på lokum, tager bad, til begravelse, skaffer
annoncer til sit blad, spiser frokost, går på biblioteket, går på pub, på
stranden, på et børnehospital med en flok opstemte lægestuderende, på bordel og
fortsætter med én af dem på café og hjem, indtil han om natten vinker farvel og
genser sin kone i deres seng.
Titlen antyder at Bloom er en
moderne Odysseus, der også farer vild på vejen hjem. Joyce har fyldt romanen
med detaljerende refe
rencer til ’Odysséens’ temaer og personer: den unge lærer
og digter Stephen Dedalus, som Bloom tager sig af om natten, er en moderne
udgave af Odysseus’ søn Telemachos, hans rektor er en Nestor, den unge pige
Bloom flirter med på stranden er Nausikaa, bordelværtinden er en Kirke. Men
disse paralleller er skæve og ironiske: den irske patriot på pubben er kun
kyklopenøjet i betydningen fanatisk, den inderligere Molly er unægtelig knap så
tro som Penelope, Stephen er desværre ikke Blooms søn – og annonceakkvisitøren
alt andet end en helt.
Men denne omvendte verden er en
kendt og helt normal verden. Den moderne antihelt Bloom ligner de fleste af os
i sine banale gøremål, sin funderinger og beskedne drømme. Trods den tætte
nærhed af Dublin er han bestemt ikke specielt irsk. Han er konverteret for at
kunne gifte sig katolsk, men er tideligere protestant og egentlig jøde af ungarsk
afstamning. Derudover trodser han religionerne ved at spise indvolde og have
kondomer på sig. Hans erotiske vaner og fantasier, der optager store dele af
hans gengivne bevidsthed, kan virke bagvendt heroiske. Det hele kulminerer da
han kysser Mollys feterede bagdel og lægger sig i sengen med fødderne på hendes
hovedpude. Men Joyce vil nok demonstrere
hans fuldkommende normalitet; fra hans galante breve under pseudonym til hans
onani under strandflirten. Især viser han at Bloom aldrig forlader sin kone in
tankerne, og slutkapitlets berømte sengemonolog, hvor Molly endelig får ordet,
viser at også hun er Bloom tro – hendes liv og tanker kredser om ham, hvor
flittigt hun end bedrager ham med sin krop.
Kun ét af de klassiske temaer gør
Joyce ikke burlesk: forholdet far-søn, der nærmer sig det tragiske. Den
omstrejfende digterspire Stephen funderer forgæves over Shakespeares søn og
Hamlets far – og søger sin fraværende far og sin bortvendte Gud ligeså
hvileløst som Bloom søger en søn efter at have mistet et barn. Men selvom de kort
mødes om natten, forlader sønnen snart den vikarierende fra, og begge flakker
ensomme videre.
Om dem optræder et mylder af
figurer og detaljer fra Dublin anno 1904. Ligesom når Joyce overfører eposets
store form til den irske hverdag bliver resultatet grotesk og rejser tvivl om,
hvad der egentlig parodieres. I mange scener er vitserne og ordspillene Joyces vigtigste
virkemidler, selvom ’Ulysses’ er blevet særligt berømt for eksperimentet med
den rindende bevidsthedsstrøm af sanseindtryk, tankerstrømme, drømme og
erotiske fantasier, der gjorde det nødvendigt at udgive romanen i Paris.
Joyce udviklede sit talent for
ordspil fra 1920’erne da han blev publiceret i det parisiske avantgardetidsskrift
’Transition’ og udgav i 1939 ’Finnegans Wake’. Allerede titlen er et ordspil på
relationen mellem den oldkeltiske helt Finn og en mere morderen Finnegan. Den
kan læses som en eller flere Finnegan(s) eller som Finn again, og hans wake
kan betydekølvand, vågen, livvagt og gravøl. Hovedpersonen dukker op i
forskellige skikkelser, men med de fællesinitialer HCE; som den komiske
småborger Humphrey Chimpden Earwicker, den almentmenneskelige Here Comes Everybody,
den promiskuøse Haveth Children Everywhere – eller måske er han byen Dublin:
Howth Castle & Environs? Selve teksten er en stor mundfuld i sig selv, da
der i hver enkel linje og ord ligger ny kombinationsmuligheder inden for
kompositionens masseopbud af sprog, epoker og kulturer. Til gengæld er den
uudtømmelig. Der skimtes en art af ”handling”: HCE har det besværligt i Dublin,
men reddes af sin kone Anna Livia Plurabelle – der desuden er floden Liffey, som skyller alt dublinsk skidt med sig og igen er alle floder og vande. Men handlingen
har mindre betydning. Emnet er selve det sprog der forbinder individet med
menneskeheden. Joyce fremtryller det mest kunstfulde af alle kunstsprog, og
hvor det lykkes nærmer han sig en art ursprog. Humoren og ordspillet er det
sproglige forbindelsesled, Dublin det geografiske knudepunkt, og den lille mand
Earwicker er Everybody og selve mennesket.
Joyce lagde ud med et portræt af
det geniale undtagelsesmenneske Stephen Dedalus, fortsatte med en tvetydigt
burlesk hyldest til småborgeren Bloom – og rundede af med flabet hyldest til
Hr. Hvemsomhelst. Den eksilerede irer blev den internationale modernismens guru
– og snart en almengyldig nyklassiker og inspiration for forfattere verden
over. En af dem var hans tosprogede landsmand, sekretær og ven Samuel Beckett (1906–1989),
der også boede i Paris. Fra 1930 begyndte han at udgive lyrik, kritik og prosa.
Bl.a. romanen ’Murphy’ (1938) og blev en af efterkrigsmodernismens stamfædre.
Sådan er Joyce også bindeled mellem 1890’ernes symbolisme og 1950’erne absurdisme.